sommerfugl

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 aug. 2014
  • Opdateret: 22 nov. 2014
  • Status: Igang
og da larven troede livet var forbi, blev den en sommerfugl.

49Likes
69Kommentarer
2927Visninger
AA

1. 1

F Ø R S T E    K A P I T E L

Den unge Phyllis Moore mærkede en dråbe ramme sin hånd, da hun trak ærmerne ned over sine rystende, kolde fingre. Det undrede hende en smule, at det begyndte at regne, eftersom der for et øjeblik ikke havde været en eneste sky på himlen. Hun så op og opdagede til sin enorme skuffelse, at der ikke var noget blåt på himmelen at se længere.

   Den sidste måned i efteråret var skudt igang, og det kunne man tydeligt mærke. På meget kort tid måtte hun skifte de behagelige t-shirts, hun altid gik i, ud med en varm sweater, der krassede og kløede alle steder - men nu hvor hun tænkte nærmere over det, var hun taknemmelig for, at hendes mor havde tvunget hende i sweateren samme morgen. Hvis ikke hun havde den på, ville hun allerede nu være stivfrossen.

   Hun sad i busskuret ude foran gymnasiet, hvor hun gik på sit andet år. De mange forskellige farvede efterårs blade lå på både fortovet og vejene, hvor bilerne jævnligt kørte forbi med høj hastighed. Der sad ingen andre end hende, som der ellers plejede, men lige idag gjorde det hende ikke noget. Hun havde brug for lidt alenetid.

   Da bussen kom, fiskede hun sit buskort op ad lommen på sin tykke vinterjakke, og satte sig derefter på den sædvanlige plads bagerst i bussen længst til højre mod vinduet. Hun kunne godt lide altid at kunne se ud af vinduet, hvilket der var god mulighed for, når hun sad bagerst, hvor vinduerne var større.

   Hun lukkede øjnene, og lod sine tanker vandre lidt frem og tilbage. Det prikkede i hendes fingre, der stadigvæk var kolde. Hun trak igen ærmerne omkring dem, og snart forsvandt den ubehagelige prikken. Hun åbnede sine øjne, og så ud af vinduet på alle menneskerne, der gik på gaderne, og på hvor lidt tøj nogle af dem havde på. Hvor måtte de dog fryse. Phyllis fik helt kuldegysninger af at se på dem. 

   Hun så på drengen, der i selv samme øjeblik havde sat sig på sædet ved siden af hende. Hun følte sig pludselig utilpas, og hun rettede sig op, så hun ikke længere sad lænet op ad ruden. Han skænkede hende ikke engang et blik, da hun akavet rykkede længere hen mod ruden. 

   Hun havde aldrig brudt sig om nærkontakt. Hun måtte også indrømme, at hun fandt det en smule underligt, at han satte sig ved siden af hende, og ikke på et af de mange andre ledige sæder. Der var som sagt meget få mennesker med bussen i dag.

   Han var klædt i sort fra top til tå; han lignede præcis sådan en, som Phyllis' mor altid havde ment var anderledes. Hun vidste, at hendes mor ikke ville bryde sig om, hvis hun begyndte at ses med en som ham.

   Phyllis rettede på sin hue og så igen ud af vinduet. Ingen af dem sagde det mindste, og hun sørgede omhyggeligt for ikke at røre ham. Det var egentlig ret ubehageligt, at han sad, hvor han sad, og hun ville gerne have ham til at flytte sig.

   Hun rejste sig øjeblikkeligt, da bussen satte farten ned. Det var her, hun skulle af. Drengen rykkede lidt på sig, men ikke så meget, så hun kunne undgå at ramme ham. Hun rørte ham alt for meget, til, at hun brød sig om det. Han var jo en fremmed. Han kunne stjæle hendes ting. 

   Da hun gik ud af bussen, så hun ind ad vinduet, at han sad på hendes plads. 

   "Idiot," hviskede hun for sig selv. Hun trak endnu engang ærmerne ned over fingrene, samt hætten på sin jakke over hovedet. Selv huen kunne ikke forhindre, at hun nu frøs. Hun tog sin taske på ryggen, og gik den samme vej som altid, hen mod boghandleren for at sige hej til sin bedste ven, Michael Clarke. På vejen lagde hun mærke til, at det var meget få af de mange træer, der stadigvæk have brune eller orange blade på. Resten lå spredt ud over jorden og gaderne. Hun gik forbi en have, hvor en kvinde forsøgte at fjerne alle bladende fra græsset. 

   Hun nåede boghandleren, og så Michael stå med hans høretelefoner i ørene, og sætte bøger på plads i udstillingsvinduet. Hun gik indenfor i varmen, mens hun ventede på, han fik øje på hende. Det gjorde han først, da han havde sat bøgerne på plads. Han gispede forskrækket, og tog sig til brystet. 

   "Sig noget næste gang du kommer," grinede han. Phyllis smilede, og fulgte efter ham hen til en bogreol fyldt med noget, der lignede fantasy bøger. Han tog nogle bøger fra vognen, han kørte rundt med, og satte på plads hvor de hørte til. 

   Hele butikken mindede hende om noget fra en film, men de gamle bogreoler, flotte, gamle lamper, og stemningen, der var helt i top, ligemeget hvornår man kom. Hun elskede det. 

   "Jeg undskylder meget for, at jeg ikke har tid til at hyggesnakke med dig lige nu, men jeg har simpelthen så travlt. Bonnie har sat mig til at sætte alle de her bøger på deres rette plads, og derefter skal jeg finde nogle flere i depotet, og sætte dem på plads også," sukkede Michael opgivende, og satte sig på hug, for at sætte nogle bøger ned på nederste hylde. Han tog en anden ud, og så undrende på den.

   "Den skal da ikke stå der," mumlede han. Phyllis smilede, selvom hun synes, det på en eller anden måde var synd for ham, især fordi han ikke ligefrem brød sig om oprydning og orden. Dog elskede han boghandleren, næsten ligeså højt som Phyllis elskede den, så han kunne ikke drømme om, at finde sig et andet arbejde. 

   "Har du tid i næste uge? Så kan du tage den der film med, så vi endelig kan se den," sagde hun så, i et forsøg på at lave en plan over næste uge, som hun meget gerne ville have. Hun ønskede at have styr på sit liv, og det ville kun lykkedes, hvis hun prøvede på det. 

   "Faktisk," sagde Michael, og rejste sig op. "passer det mig helt perfekt i næste uge. Jeg kan skrive til dig på lørdag, eller sådan noget, så vi kan finde ud af det." Hun smilede tilfreds. 

   "Det gør du bare. Min mor har fødselsdag på lørdag, så søndag passer nok bedre." Han spærrede øjnene op, og holdt en hånd for munden. Hun gik ud fra, at det var fordi, han havde glemt at købe gave til hendes mor. Det gjorde han hvert år. Han mente, han ville takke hende, for at have født Phyllis, som var hans eneste rigtige veninde. Det var vel smigrende, på en eller anden måde. 

   "Hvorfor har du ikke fortalt mig det? Fuck," sagde han panisk, og kørte en hånd gennem sit rødblonde hår. Phyllis grinede, eftersom hun fandt det vældig morsomt. 

   "Hun elsker faglitteratur. Find et eller andet om Amerikas historie," hjalp hun fnisende. Han åndede lettet op. 

   "Endnu en god grund til at takke hende. Du er den bedste." 

 

Hvis ikke det have været fordi Michael ikke havde tid til at snakke tidligere, da Phyllis stod i boghandleren, havde hun været gennemblødt nu. Kort efter at hun kom hjem i hendes trygge rammer, stod regnen ned i flænger, og det tordnede, så hun krøb sammen i sin seng.

   Hendes mor kom ind med både varm kakao og mælkechokolade, som Phyllis delte med moderen til en episode af Masterchef, som var Phyllis' hemmelige yndlingsprogram. Hendes mor havde intet imod at se det, og da slet ikke sammen med sin syttenårige datter, når nu hun ikke så hende lige så meget som hun engang gjorde. 

   Phyllis' far satte sig lydløst ved siden af dem, og det gav et sæt i hende. Hun havde ikke set ham komme. Han tyssede på hende, og så på skærmen. Hun så også på skærmen, men fulgte ikke rigtig med. Hun smilede tilfreds, ved tanken om hele familien samlet med varm kakao og mælkechokolade. Det var ikke ligefrem noget, der skete ofte, tværtimod skete det sjælendt. Hun holdt virkelig af stunder som denne.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...