Always - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2014
  • Opdateret: 25 dec. 2015
  • Status: Færdig
Lydia Berlingham. En 18 årig teenager der har et helt normalt liv. Hun arbejder på Starbucks i Sidney, Australien, hvor hun genforenes med sin gamle bedsteven, Luke Hemmings. Luke er nu blevet kendt med sit band, og lever hans kendisliv. De skilles og ses ikke i flere år. En dag vender Luke og hans band tilbage til Sydney og en masse er ændret. Lydia har været igennem en masse imens Luke har været væk, og det finder han langsomt ud af. De får et forhold, som ikke kan beskrives, men det er ikke helt nemt at holde. For der er både familie, kærester og livstil der er imod dem.

20Likes
13Kommentarer
1630Visninger
AA

4. 0.4

Jeg åbnede langsomt øjnene og det første jeg så var en Luke der stod over mig og var ved at tage et billede eller en video af mig med hans sorte iPhone. Et lille skrig undslap mine læber og jeg trak hurtigt dynen over mit hovede. "Luke, you idiot!" råbte jeg ind i dynen mens Luke var ved at falde af grin. Hans grin fik mig til at smile for så derefter at grine med. Han kastede sig ned ved siden af mig i dobbeltsengen og kiggede så på de billeder han lige havde taget af mig. "Hvad laver du? skulle du ikke til møde eller sådan noget?" grinede jeg og kiggede til siden, så jeg kunne få øjenkontakt med ham.

"Det har jeg været til. Ved du godt hvad klokken er?" smilede han og vidste mig hans mobil så jeg kunne se klokken. Mine øjne blev store da jeg så skærmen viste 13:58. Han tog mobilen til sig igen og viste mig et af de mange billeder han havde taget af mig mens jeg sov. På billedet lå jeg krøllet fint sammen med dynen trukket op over mine skuldre, og et lille smil på læberne.

"Jaja, det er mig der sover. Ved du godt hvor stalkeragtigt det er, at tage billeder af folk imens de sover?" smilede jeg da han trak mobilen til sig igen.

"Tja. Men når det er mig, så må jeg godt" grinede han og kiggede op i loftet. Der var stilhed i et par minutter, men det var ikke en akavet stilhed. Det var en behagelig stilhed.

"Jeg troede ikke at du ville komme tilbage" sagde jeg og kunne høre hans vejr stoppede i et sekund. Der blev en akavet stilhed, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige. "Du ved, efter mødet" jeg prøvede at rede den, og har faktisk ingen anelse om hvordan det gik. 

"Nårh, ja. Umm.. Selvfølgelig" smilede han akavet, og jeg havde totalt ødelagt det moment vi lige havde. Den behagelige stilhed førte til en akavet stilhed. 

"Jeg troede at du ville gøre ligsom alle andre idioter jeg har været sammen med. Sove hjemme ved mig, du ved, have en fed tid sammen, og så bare skride morgnen efter. Jeg hader når mænd gør det, jeg kunne virkelig skrige over det" sagde jeg og fortalte om hvordan min fortid havde været. 

"Lydia, aldrig. Jeg er kommet tilbage for at blive" jeg vidste ikke om han hentydede til her til morgen, eller at han er kommet tilbage til Sidney. Men uanset hvilken, er jeg glad for at han er her. Må indrømme at det er gået lidt hurtigt med Luke og jeg. Vi mødes efter snart 3 år- han tager hjem til mig - og puf, så sover han hjemme ved mig. Jeg har ingen idé om hvordan det her ender, og jeg er ikke sikker på at jeg vil vide det.  

"Det er jeg glad for" smilede jeg til ham, og han gengældte smilet. "Kom" sagde jeg og rejste mig fra sengen. 

"Hvad skal du?" halv grinede han og fulgte med mig. 

"Jeg tager lige ordenligt tøj på, og så finder du ud af det" blinkede jeg og smuttede ud på badeværelset med et rent sæt tøj. 

Vi var lige kommet ud af døren, og gik nu ned af Sidneys gader. "Vil du ikke bare sige, hvor vi skal hen?" spurgte han for 6. gang. Jeg svarede ikke, men forsvandt så ned af en gyde mellem to høje bygninger med Luke bag mig. Jeg kiggede tilbage for at se om der var nogen efter os, og kravlede så over et hegn med et skilt med store bogstaver hvor der stod: 'MÅ IKKE PASSERES'.

"Lydia, hvem kigger du efter?" spurgte Luke nervøst da jeg var kommet ned fra hegnet på den anden side. 

"Politiet. Kom nu" smilede jeg og gik hen mod en stor metaldør. "Lydia, jeg er ikke sikker på at det her er en god idé" Luke blev stående bag hegnet. "Kom nu. Jeg har gjordt det så mange gange. Der sker ikke noget" smilede jeg og tog fat i dørhåndtaget. Han kiggede til højre og venstre, og så kravlede han hurtigt over hegnet. "Du er ikke rigtig klog" grinte han og kom hen til mig. "Det er jeg når du ser hvor vi skal hen" smilede jeg og åbnede døren der førte til en masse trapper. Vi fortsatte op ad en masse trappe, og da vi kom op på toppen, var der endnu en stor metaldør. Jeg skubbede til døren, og frem kom mit yndlingssted på hele jorden. Toppen af en af de højeste bygninger her i Sidney, med udsigt over hele byen. 

"Wow" sagde Luke og gik hen til en høj rist og satte sig på den.  

"Jeg kommer her tit. Det er det eneste sted jeg føler mig tryg. Sjovt nok når det er på toppen af en høj bygning, men det er rigtig nok" grinte jeg og Luke grinede med. "Det er rigtig smukt" sagde han og satte sig til rette på risten. "Men hvis du fortæller nogen om det sted her, så kvaser jeg dig" sagde jeg pludseligt, og mente det. Bare ikke det med at kvase ham, for han vinder ret sindsyndligt nok, for han er 3 gange så stærk som mig. Men med at fortælle det til nogen. 

Jeg kom herop meget da jeg mistede min lillebror til kræft. Det gjorde jeg lidt efter at Luke forsvandt fra mit liv. Han fik kræft som 8 årig, og døde som 9 årig. Han var den eneste jeg kunne snakke med eftersom at Luke ikke var der mere. Min far skred da jeg var 8, og min mor var højgravid med med min lillebror. Jeg så ham aldrig, da han konstant var ude og drikke, og min mor havde det skidt med at lade mig være alene. Så da min lillebror var født, levede vi 3 egentlig et meget godt liv. Jeg tog mig af min lillebror, imens min mor arbejdede for at betale de regninger vi havde. Jeg lærte ham en masse, men jeg lærte også noget af ham. Da han så blev 8 år, fik han det værre og værre. Han var syg flere gange om måneden, og jeg var den eneste der kunne se det. Min mor var jo aldrig hjemme, da hun skulle arbejde hele tiden. Vi fik ham så til lægen, og der fik han konstateret Leukæmi. Altså kræft i blodet. Efter jeg fik det af vide, kunne jeg ikke tage mig sammen til noget. Jeg kunne ikke klare at komme i skole, eller passe mine venner. Min lillebror var blevet min bedste ven, og hvis jeg mistede ham, havde jeg ingen. Jeg var hjemme hver eneste dag, så jeg kunne passe på ham, og sørge for at han fik den tilpas mængde medicin. Det var som et job, men jeg elskede det. For det var at passe min lillebror, og det betød alverden for mig. Da han lige var fyldt 9, gik det hurtigt ned af bakke. Han blev mere bleg i huden, og kunne næsten ikke holde sig vågen. Han døde meget pludseligt, og jeg var alene hjemme med ham. Jeg gik og gjorde rent, imens han lå og så fjernsyn. Jeg havde lige været inde med en skål is til ham, og han virkede ret glad. Da jeg kom ind i stuen for at se til ham, var hans øjne lukket. Han havde ikke spist noget af hans is. Jeg listede hen til ham, for jeg tænkte han sov. Jeg ville tage skålen med isen fra ham, men da jeg tog den, faldt hans krop sammen. Jeg begyndte at ruske i ham, men der skete ikke noget. Tårerne pressede sig på, og jeg begyndte at råbe hans navn højt. Han reagerede ikke, men lå bare der. Jeg fandt hurtigt min telefon frem og ringede til en ambulance. Lige da de kom, var det tydeligt at se, at det ikke var godt. De bad mig forlade stuen, og imens ringede jeg til min mor. Hun kom straks, og samme tidspunkt kom lægerne ud af stuen. "Det er for sent. Vi kondolere". Min verden brød sammen, og jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre med mig selv. Jeg havde det værre end jeg nogensinde havde haft det, og jeg overvejede faktisk at dræbe mig selv få gange. Mit liv var ikke værd at leve for, hvis jeg ikke kunne passe min lillebror. Men jeg ved, at min lillebror ikke vil have at jeg gjorde det. Han ville have at jeg skulle komme videre, og opnå det jeg ønskede. Så det gjorde jeg. Jeg forsatte i skolen, og gav mit bedste. Jeg fik topkarakter, men venner fik jeg ikke nogen af. Det var der omkring jeg fandt taget på bygningen. Jeg følte mig tryg deroppe, og jeg kunne få fred til at tænke, uden nogen skulle snakke til mig. Min mor fik det dog slemt. Hun begyndte at drikke mere, og hun tog ikke på arbejde. Hun blev hurtig fyret, og hun lå i sin seng hele dagen. Jeg var den eneste der kunne tage sig sammen til at skaffe penge til min mor og jeg, så jeg fik et job på Starbucks, og der tjente jeg lidt penge. Det var ikke mange, men jeg tjente nok til at kunne leve. Vi levede sådan indtil jeg blev 18, og så flyttede jeg hjemmefra. Jeg bor hvor jeg bor nu, og har det samme job. 

"Er du okay?" spurgte Luke, og vækkede mig fra mine tanker om min dårlige tid. 

"Ja, undskyld. Jeg kom bare lige i tanke om noget" snøftede jeg og kiggede ud over byen. Vi sad og nød udsigten i et par minutter, før jeg sagde noget.

"Jeg tror jeg vil begynde at date igen" Luke kiggede på mig med store øjne og et smil på læben. "Jamen dog Lycia. Hvilken type?" smilede han og rettede sin krop imod mig. 

"Ikke fordi at jeg synes du er lækker eller noget, men lidt din type" smilede jeg og kiggede udover byen. Jeg kiggede ikke på ham, men kunne se, at han bed sig i læben imens han smilede. Han kiggede ned, og så derefter på mig igen. 

"Synes du ikke jeg er lækker?" grinede han. Jeg grinede og kiggede ned i jorden. "Altså, du er ikke grim" smilede jeg og kiggede ham i øjnene. Han havde nok de kønneste blå øjne jeg længe havde set.

"Jeg tror jeg kender en der passer perfekt til dig" smilede han og jeg var kun nysgerrig. 

 

Et RIGTIG kort kapitel, men håber at det er OK. Undskyld at der ikke har været opdateret i rigtig lang tid, men prøver at gøre det bedre. ELSKER JER

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...