Always - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2014
  • Opdateret: 25 dec. 2015
  • Status: Færdig
Lydia Berlingham. En 18 årig teenager der har et helt normalt liv. Hun arbejder på Starbucks i Sidney, Australien, hvor hun genforenes med sin gamle bedsteven, Luke Hemmings. Luke er nu blevet kendt med sit band, og lever hans kendisliv. De skilles og ses ikke i flere år. En dag vender Luke og hans band tilbage til Sydney og en masse er ændret. Lydia har været igennem en masse imens Luke har været væk, og det finder han langsomt ud af. De får et forhold, som ikke kan beskrives, men det er ikke helt nemt at holde. For der er både familie, kærester og livstil der er imod dem.

20Likes
13Kommentarer
1631Visninger
AA

3. 0.3

Luke var på vej og jeg var så godt som fucked. Jeg anede ikke om jeg skulle gøre noget ud af mig selv, eller tage en stor sweater på. Luke havde sagt han ville komme hjem til mig, men hvordan han vidste hvor jeg boede, anede jeg ikke. Det havde han nok hans manager til at finde ud af for ham, så burde egentlig være ligeglad.

Jeg endte med at tage nogen blå shorts, en sort top og en blå ternet skjorte. Skjorten bandt jeg rundt om min talje og krøllede mit hår som normalt. Min hud var allerede ren, så jeg valgte at tage noget mascara, eyeliner og mørk øjenskygge på. Det var mit normale look, for kunne godt lide den der lidt 'rocket' stil. Mørkt tøj og mørke nuancer. Det var mig.

Min lejlighed var nogenlunde ren, og havde luftet ud de sidste 4 timer. Så der var ihvertfald ikke indelukket.

Nogen tydelige bank lød og jeg luntede hen til døren. Jeg kiggede mig en sidste gang i spejlet for at tjekke om jeg så pæn nok ud. Døren lød igen og jeg greb hurtig fat i håndtaget for at åbne. Da jeg åbner døren står Luke alene med en Starbucks pose i den ene hånd, og en buket blomster i den anden. Hans smil var ikke til at tage fejl af, og han tøvede ikke med at træde indenfor i lejligheden.

"Hey" smilede jeg og lukkede døren bag ham. Han blev stående imens hans øjne kørte ned af min krop. Han satte posen og blomsterne ned på gulvet og tog langsomt nogle små skridt tættere på mig.

"Hey" smilede han og slog så derefter armene omkring mig. Jeg holdte rundt om hans mave, og han holdte mig tæt. Hans duft var som den altid havde været. En blanding af dreng og mand. Havde i et øjeblik aldrig lyst til at slippe ham igen, men hans arme løsnede sig omkring min hals og han kiggede ned på mig.

Hans hage hvilede derefter på mit hoved og han holdte mig tæt igen. Jeg kunne holde fast om ham forevigt, men sandsynligheden for at have ham ved min side for altid, var mimimal. Jeg trak mig fra ham og smilede stort. 

Luke opførte sig som intet nogensinde var sket, og vidste ikke hvordan jeg skulle takle det.

Jeg trådte langsomt forbi ham og gik derefter hen til Starbucks posen. Posen tog jeg i hånden og bar det ud i køkkenet. Luke trådte frem i døren med blomsterne i hånden, og lille smil på læberne. Han rakte blomsterne en smule ud mod mig og jeg grinede fjamset.

"Skal jeg tage dem" sagde jeg mere som en hentydning end et spørgsmål. Jeg gik over til ham og skulle til at tage blomsterne.

"Oh, nej, de er til en anden" han kiggede ned på blomsterne og trak dem til sig igen. 

"Oh, selvfølgelig" sagde jeg og mit smil falmede langsomt. Hvor akavet har man dog lov til at være? Selvfølgelig var blomsterne ikke til mig.. 

"Aaay, just kidding. De er til dig" smilede han og rakte blomsterne ud til mig igen. 

"Du er så dum" grinede jeg og tog imod den lyserøde buket roser. Jeg fandt en vase og forsvandt hen til køkkenvasken. Vasen fyldte jeg halvt op og satte blomsterne ned i. 

"Hvorfor skulle man tage en buket blomster med over til en pige, som ikke var til pigen? Hvem gør det?" grinede han og lænede sig op af spisebordret. Jeg grinede og vendte mig om mod ham. 

"Det ved jeg ikke? måske var de til din kæreste, men du kunne ikke nå at købe nogen når du skulle hjem senere. Så du købte nogen og gemte dem til senere" grinede jeg og krydsede mine arme. Han grinede højere end før og det var som om at vi var tilbage til da vi var yngre. Da vi havde hinanden 100%, og vi kunne dele vores underlige humor med hinanden. 

"Du stadig den sjove Lydia" smilede han da hans grin langsomt forsvandt. Jeg smilede og fandt vores Starbucks drikke frem, og selvfølgelig, havde jeg fået min Cotton Candy frappucinno med ekstra hindbær smag. Jeg smilede og holdte min drink og en tommelfinger frem mod ham så han vidste hvad jeg mente. Han kom over imod mig og tog sin Starbucks drik som var en Chokolade frappucinno. Jeg lænede mig op imod køkkenbordet og det samme gjorde Luke. Mine øjne fandt hans og et øjeblik troede jeg at vi aldrig havde været væk fra hinanden.

"Såå, hvordan går det med din kæreste?" spurgte jeg og tog et sug af min drik. Han lavede et lille grin og kiggede ned i jorden. 

"Det går op og ned. Hun kan være den sødeste, men nogen gange er hun også bare den værste - og så er hun ikke min kæreste" han tog et langt sug af hans drik og smilede derefter til mig. Jeg forsvandt hen på sofaen med Luke efter mig, og vi satte os i hver sin side. 

"To spørgsmål: Er I ikke kærester? og hvis hun er så irriterende nogengange, hvorfor er du så sammen med hende?" Spurgte jeg undrende imens vi satte os til rette.

"Det ved jeg ikke," han løftede skuldrene kort "jeg tror det er fordi jeg vil have en jeg kan gøre alt med. Hun hedder Rebecca forresten. Vi har datet i noget tid, men jeg vil ikke gøre det officielt, og sige at jeg har en kæreste. Og så fordi hun kan være så mega irriterende, vil jeg ikke være sammen med hende som kærester. Hun flippede engang mega meget ud, over at jeg sagde at vi ikke skulle være kærester. Men så fik hun mig overtalt til at vi skulle være flirts, og ikke kærester" svarede han og kiggede på mig. 

"Hvad er forskellen på 'flirt' og 'kærester'?" spurgte jeg undrende.

Altså hvis du spørger mig er det det samme.

"Hvis man er 'kærester', er man låst sammen med den person. Så kan man ikke kysse med andre. Og hvis man er 'Flirts', kan man gøre hvad man vil" sagde han med et smil. 

Selvfølgelig skulle Luke have den ret til at skulle kysse med alle de piger der kaster sig over ham. Drengen nyder det jo 100 procent. 

"Simpelthen," grinede jeg "er hun så med på Tour?" Spurgte jeg og bed lidt i mit sugerør.

"For det meste nej. Hun har engang været med én uge, men tog så hjem fordi 'hendes hund var død'. Men det mærkelige er at hun aldrig har haft en hund" grinede han.

I løbet af timerne havde Luke og jeg havde grint så meget at vi var blevet nødt til at gå på toilet flere gange. Vi snakkede om forhold, familie, karriere og fremtid og før vi vidste af det var det næsten midnat.

"Jeg tror jeg skal til at komme hjem. Desværre" smilede han og skulle til at rejse sig fra sofaen.

"Du kan da bare sove her. På sofaen" forslog jeg før jeg overhovedet havde tænkt over konsekvenserne. Han havde en 'flirt' ffs, selvfølgelig ville han ikke sove her.

"Det vil jeg meget gerne. Men jeg skal tideligt op i morgen, jeg skal til møde" smilede han og satte sig i samme position som tideligere. 

"Det er okay" jeg smilede "Så tror jeg også snart vi skal gå i seng" jeg tog vores tomme starbucks kopper og forsvandt hen til køkkenet for at smide dem ud.

"Frækt" blinkede han til mig. Jeg sendte ham et løftet øjenbryn men brød så ud i grin sammen med Luke. Da vores grin var begyndt at falme, blev jeg straks i tvivl om det var det rigtige at lade Luke sove her. Luke virkede ret ligeglad med hvad hans kæreste/flirt ville tænke omkring det, så det var nok ikke det største. Men alligevel ville det være dumt af mig at ødelægge det hele imellem dem.

"Luke?" jeg gik hen til sofaen igen og så spørgende på ham. Mine håndflader blev en smule svedige, så tørrede dem af i mine shorts. 

"Lydia?" drillede han og smilede så stort. Gud hvor havde jeg savnet at være sammen med ham.

"Tror du din kæreste-," han kiggede på mig med store øjne "undskyld, din 'flirt', bliver sur over at du sover her? hjemme ved mig? alene? Det var jo mig der forslog det?" spørgsmålene røg ud af munden på mig.

"Du skal ikke bekymre dig om det. Jeg tager skylden hvis hun bliver sur" han snakkede afslappet og lagde sig så ned i sofaen.

"Luke, jeg vil ikke lave-" han rejste sig hurtigt op og tog fat i mine skuldre "-Lydia, shh. Jeg tager skylden. Og hvis hun ikke kan holde ud at jeg sover ved dig, så er det ikke vores problem" smilede han og klemte om mine skuldre. Han sendte mig et lille smil og jeg kiggede ned i jorden. 

"Hey, stop. Der sker ikke noget, trust me" han gav mig et lille kram inden han slap og gik hen til altandøren. 

"Skal du med?" spurgte han og lavede et lille nik ud mod min altan med nogen stole og et bord. Jeg viste ham min pegefinger som tegn på at jeg kom om lidt. Jeg luntede ind i mit soveværelse og smed min skjorte på sengen. Jeg fandt en stor sort hættetrøje frem og tog den over hovedet. Jeg kunne se at det var blevet en smule koldere end tideligere, og ville ikke blive forkølet. Da jeg ind i stuen, var det eneste jeg kunne se ude på altanen, Lukes mørke skikkelse der bevægede sig engang imellem. Jeg åbnede altandøren og satte mig ved siden af ham. Han holdte hans øjne væk fra mig og ud over altanen. Han bragte en cigaret op til munden, tog et sug, og pustede røgen ud. 

"Du stirre" sagde han og smilede en smule. 

"sorry" jeg grinede over min handling og fandt derefter min egen pakke cigaratter frem. Jeg tændte en cigaret og kiggede ud over altanen. Luke grinede lidt før han tog endnu et sug. Gløden fra hans cigaret fløj væk som takt med at vinden blæste. 

"Jeg vidste ikke du røg" sagde jeg efter et par minutters stilhed hvor vi bare sad og nød udsigten. Han kiggede på mig og pustede hans røg ud af munden.

"Jeg gør det når jeg er alene eller føler mig i et godt selskab" smilede han.



WEE. Det er første gang jeg nogensinde har lagt et 3. kapitel ud i en movella. Be proud.
Men ja, Lydia vil ikke ødelægge noget mellem Luke og hans 'flirt' (i skal nok få navn og møde hende), og Luke er en smule ligeglad. Han tænker YOLO du ved. Jeg kan godt forstå hvis I bliver lidt forvirret med det her kæreste/flirt halløj, men det finder I ud af haha.

Det skal også siges at Luke ikke ryger irl (tror jeg da ikke?), men det er noget jeg har opdigtet. Men kan I se at coverbilledet passer med slutningen i kapitlet? Det er godt nok ikke dag, men alligevel. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...