Always - Luke Hemmings

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2014
  • Opdateret: 25 dec. 2015
  • Status: Færdig
Lydia Berlingham. En 18 årig teenager der har et helt normalt liv. Hun arbejder på Starbucks i Sidney, Australien, hvor hun genforenes med sin gamle bedsteven, Luke Hemmings. Luke er nu blevet kendt med sit band, og lever hans kendisliv. De skilles og ses ikke i flere år. En dag vender Luke og hans band tilbage til Sydney og en masse er ændret. Lydia har været igennem en masse imens Luke har været væk, og det finder han langsomt ud af. De får et forhold, som ikke kan beskrives, men det er ikke helt nemt at holde. For der er både familie, kærester og livstil der er imod dem.

20Likes
13Kommentarer
1628Visninger
AA

1. 0.1

Efteråret 2003

 

Klassens elever var ret så stille. For alle havde øjnene på den nye dreng. Hans let lyse hår, og hans blå øjne. Han var den første nogensinde der var flyttet ind i vores klasse, så selvfølgelig kiggede vi på ham. Mrs. Jifford snakkede om den nye dreng, hvor han kom fra, hvad han hed, hvor gammel han var og hvorfor han var flyttet hertil. Det eneste jeg fik fat i, var at han hed Luke og var 7 år ligesom mig. Luke et eller andet. Han havde en mørkeblå T-shirt på og nogen sandfarvede lange bukser. Hans mor stod ved siden af ham med hans mørke Spiderman-skoletaske i hånden. Hun så meget flink ud.

"Hvor lang tid skal du være her?" Spurgte Thomas der sad skråt over for mig. Mrs. Jifford kiggede kort på Luke, og så til Thomas.

"Så lang tid han nu kan. Gerne indtil I er blevet meget ældre" hun smilede til os alle som om vi alle havde spurgt om det. Luke kiggede på mig og jeg kiggede på ham. Han så anderledes ud end de andre fra klassen. Klokken lød i vores øre og de fleste af os var allerede nået ud til frikvarter. Drengene var ved gyngerne imens pigerne var ved sandkassen. Mine øjne kiggede over på gyngerne og opdagede at Luke var på vej hen mod de andre drenge. Han havde en lille pingvin bamse under armen, og det så da meget sødt ud. Han stoppede op ved de andre drenge og alle øjne blev med det samme placeret på ham.

"Hvad vil du?" Spurgte Thomas spydende og tog nogen skridt hen mod Luke.

Luke nåede ikke at svare før han var blevet skubbet så han landede lige på numsen i de beskidte efterårs blade. Hans pingvin blev revet ud af hænderne på ham, og væk forsvandt de andre drenge med pingvinen. Jeg røg op af sandkassen og hen mod Luke. Jeg stak min hånd frem og han han tog imod den med tåre i øjenkrogen.

"Hvorfor gjorde de det?" Spurgte han og kiggede ned ad sig selv og op på mig igen.

"De er bare onde" sagde jeg og rystede på hovedet. Luke havde egentlig nogen rigtig pæne øjne hvis man kiggede ordenligt. Han vendte sig hurtigt om da han hørte drengene komme løbene med hans pingvin. Thomas løbede selvfølgelig forrest, og han havde også pingvinen i hænderne. De løb hen til den nu forladte sandkasse og Luke kom hurtigt derhen. Jeg blev stående, for han havde sikkert ikke brug for min hjælp. Lige da jeg skulle til at gå, så jeg at Luke blev skubbet ned i sandet og fik sparket det på sig, imens tog Thomas pingvinen og begravede den under sandet. Jeg var hurtig til at løbe derhen til dem.

"Hvad vil du? Pige?!" Råbte Thomas og kom hen mod mig. Jeg var egentlig ikke bange for ham, for jeg var ikke den type. Jeg kunne sagtens slå fra mig hvis det var det jeg skulle som 7 årig. Jeg kiggede bare på Thomas og krydsede mine arme.

"Hvis du ikke var en pige, havde jeg slået dig" sagde han og kom tættere på mig.

"Hvis du ikke var en pige, havde jeg slået dig" jeg gentog hans sætning og rettede på mine briller. Jeg kiggede over på Luke som var godt igang med at græde. Drengene var så småt holdt op med at sparke sand på ham, og før jeg vidste hvad jeg gjorde, gav jeg Thomas en knytnæve på næsen. Han tog hurtigt til sin næse og løb væk med hans drengebande bag sig. Jeg løb hurtig over til Luke og puttede en hånd på hans ryg.

"Er du okay?" Spurgte jeg og kiggede om drengene kom igen. Det gjorde de heldigvis ikke. Luke trak på skuldrene og børstede sandet af ham. Jeg rejste mig fra ham og gik hen for at finde hans pingvinbamse. Jeg fandt den dog hurtigt, for havde set hvor de havde begravet den. Der hvor at den var hvid, var nu blevet til en lysebrun farve. Jeg rakte ham pingvinen og han takkede næsten lydløst.

"Hvorfor er du så glad for den pingvin?" Spurgte jeg og prøvede at få en samtale igang med Luke.

"Jeg fik den af min far" svarede han kort og rejste sig op fra sandet. Vi gik sammen hen til gyngerne hvor vi satte os på hver sin.

"Hvorfor?" Spurgte jeg interesseret i hans pingvin bamse. Jeg ville også have en bamse af min far, men jeg havde aldrig set ham før. Jeg ved ikke hvor han er, mor siger bare at han skulle ud og rejse.

"Han er soldat. Han er i krig" svarede han og kiggede på hans bamse der lå i hænderne på ham.

"Oh" jeg ville pludselig ikke snakke mere om bamsen, hvis han nu skulle blive ked af det igen. Der var et minut hvor vi ikke sagde noget til hinanden før han brød stilheden.

"Hvad hedder du egentlig?" Spurgte han og kiggede på mig.

"Jeg hedder Lydia. Og jeg er 7 år ligesom dig" smilede jeg til ham og begyndte langsomt at gynge. Han smilede tilbage og jeg lagde hurtigt mærke til hans smilehuller i begge sider.

Vi snakkede sammen på gyngerne i virkelig lang tid, og han var virkelig sjov. Vi havde virkelig meget tilfældes, og han var nok min første rigtige ven.

"Luke?" Spurgte jeg og kiggede på ham.

"Ja Lydia?" Smilede han.

"Skal vi ikke være venner?" Spurgte jeg hoppede ned fra min gynge.

"Skal vi ikke være bedste venner?" Spurgte Luke og lød helt begejstret.

Jeg smilede og nikkede hurtigt. Han hoppede ned fra hans gynge også og vi fulgtes sammen tilbage til klassen.

 

8 år senere

 

Vinteren 2011

Luke og jeg var blevet de bedsteste venner i verden. Vi snakkede om alt, og var ikke generet for at tale om de mest private ting. Han havde startet et band med nogen af hans andre venner, og de havde kaldt sig selv 5 Seconds Of Summer. Var egentlig rigtig stolte af dem, for de var alle mine venner. Jeg støttede dem 100%, og håbede at de ville blive de næste der skulle overtage verden.

Gennem årene havde vi opbygget et venskab som ingen kunne ødelægge. Vi havde aldrig været uvenner, og aldrig haft et skænderi. Der var egentlig ret mange der troede at mig og Luke var kærester. Jeg undre mig ikke, for vi var sammen hele tiden, snakkede om alt, og vi gjorde de ting man gjorde når man var kærester. Bortset fra kysse og alt det der.

Luke og jeg var på vej hen mod centeret, for jeg skulle have nogen sorte Vans. Jeg havde aldrig haft et par, så jeg havde besluttet mig for endelig at få et. Vi sad i Lukes mors bil, for hun havde været helt begejstret for at køre os derhen. Det regnede ret meget, så da bilen stoppede var vi hurtige til at komme ind i centret. De store automatiske døre åbnede til Vans butikken da vi kom tæt på, og så snart vi kom ind, var der en ung medarbejder der spurgte om vi havde brug for hjælp.

"Nej, ellers tak" svarede Luke ham og medarbejderen nikkede kort. Jeg var hurtig til at finde de Vans jeg skulle have. Jeg havde prøvet min kusines, og jeg skulle have samme størrelse og samme farve. Jeg smilede til Luke da jeg havde fundet dem, og Luke tog dem hurtigt ud af mine hænder. Han gik op mod kassen og begyndte at betale.

"Hvad laver du?" Spurgte jeg og smilede stort til ham. Jeg tog min arm under hans mens han betalte.

"Jeg giver dig dem" smilede han og tog imod posen med mine nye sko.

"Nej Luke" sagde jeg og blev pludselig seriøs. Jeg kunne ikke lide at han skulle bruge sine penge på mig, og slet ikke på Vans der ikke er helt billige.

"Jo Lydia. Du gør så meget for mig, og jeg vil gerne give dig dem" smilede han og stoppede op. Vi var nået ud af Vans butikken og stod nu midt på gangen.

"Jamen så skal jeg jo også give dig noget" sukkede jeg og kiggede ned i jorden.

"Nej du skal ej. Det er bare en gave for at være den bedste i verden" smilede han og tog fat i mine skuldre. Han klemte en smule og smilede stort.

"Du giver ingen mening Hemmings" grinede jeg og tog mine arme rundt om hans mave for at kramme ham. Hans arme tog let rundt om min hals og så stod vi der. Det gjorde vi tit. Bare stå et eller andet sted og krammede.

Vi blev hurtigt afbrudt af nogen piger der grinede. Jeg vendte mig om og pigerne kom tættere på os. "Undskyld, er du ikke Luke? Fra 5 Seconds Of Summer?" Smilede den nok kønneste af pigerne.

"Jo" smilede Luke stolt og gav slip fra sit greb om mig.

"Ej må vi ikke få et billede? Og en autograf?" Smilede den samme pige. Luke var hurtig til at tage et billede med pigerne og få en lille snak. Jeg prøvede så meget som muligt at holde mig tilbage, for ville ikke afbryde. Og det gik åbenbart meget godt, for der kom flere og flere piger der kunne genkende Luke, og hurtigt var jeg blevet skubbet væk fra ham.

(Hej allesammen! Det var så første kapitel af *Always*. Det hele var et stort flashback, så de kommer ind i nutiden fra nu af. Håber at I kan lide det, og hvis I kan, så glæd jer, for elsker virkelig at skrive på den her movella)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...