Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1903Visninger
AA

8. Zarinaens datter

Vladimir (nuværende Moskva), år 1351

Det er kun fire uger siden, Morgan blev syg. Vi har været i Vladimir i godt to uger, og Morgan har kun fået det værre. Heldigvis har jeg fundet et måde, hvorpå jeg kan skaffe den nødvendige mad og medicin til ham. Jeg er gået imod alle mine principper og tankegange, bare for at hjælpe Morgan.

   Kiska ligger armene om mig bagfra. Hun kan ikke se mit ansigt, derfor smiler jeg ikke. Jeg aer hendes hånd.

   "Skal du gå?" spørger hun. Mit russiske er blevet ret godt, hvis jeg selv skal sige det. Jeg nikker.

   "Min ven har brug for mig. Han er syg. De ved, at jeg skal have medicinen hen til ham." Kiska stiller sig foran mig. Jeg skynder mig at smile til hende. Hun stryger mit ansigt.

   "Kan du ikke glemme ham? Bliv her hos mig. Vi lyver, og siger, at du er fra en fornem familie. Så kan du komme, og bo her, i paladset. Med os. Og blive den næste zar?" Jeg anstrenger mig for ikke at stikke af. Jeg kysser hende på panden.

   "Desværre. Hvornår skal jeg komme igen?" Hun tænker sig lidt om.

   "Hvornår vil du komme igen?" Åh, det svære spørgsmål - ALDRIG! Jeg smiler charmerende.

   "Jeg spurgte først." Jeg ler og ser ned. "Lad os sige om to dage." Kiska ser nedslået på mig, holder mit blik først.

   "Får jeg dig først at se om to dage? Åh, kære Dimitri, jeg kan da umuligt vendte så længe på dig!" Dimitri er det navn, jeg har oplyst til Kiska. Så snart Morgan er rask, skal jeg aldrig, ALDRIG mere se hende, og jeg vil ikke have, at hun skal sende hele den russiske hær efter mig. Derfor kender hun mig kun som Dimitri Vadjevski. Jeg skal handle hurtigt, for at få hende til at acceptere de to dages ventetid - for den her aften skal slettes permanent fra min hukommelse! Jeg skubber hende ind mod væggen og kysser hende hårdt på halsen. Slikker hende, suger og efterlader et sugemærke. Hun sukker længselsfuldt. Jeg hvisker i hendes øre.

   "Vi ses om to dage." Jeg tager posen med de ting, hun betaler mig med, og forsvinder ud af vinduet. Jeg klatrer ned til pladsen, det er koldt. Jeg kunne ikke klæde om, da jeg ikke havde skiftetøj med hen til paladset. Mit tøj er tyndt og koldt under frakken. Det er det tøj, Kiska vil have, jeg tager på. Hvis hun ikke passer på, så kommer jeg slet ikke, grundet lungebetændelse.

   Jeg finder det sted, Morgan og jeg opholder os for tiden. Det er et forladt hotel i den fattige del af byen, men vi kan få varme og blive skærmet mod den isnende sne udenfor.

   Morgan ligger dækket af tæpper, hvis egentlige opgave var at holde ham varm. Ikke at de virker. Jeg sætter mig på knæ ved siden af ham, finder glasset med medicinen frem. Jeg ryster og kan ikke holde glasset stille. Morgan tager det ud af mine hænder. Han formår at bevare kontrollen nok tid til at åbne flasken og sluge indholdet. Han skærer ansigt.

   "Forfærdeligt," siger han lavt. Jeg smiler og nikker, anstrengt. Han ser på mig. "Nathan, du behøver altså ikke at sælge dig selv på den måde." Jeg trækker på skulderne.

   "Hvis du får det bedre af det, så er det det værd." Morgan ryster på hovedet.

   "Nej. Jeg får det ikke bedre af det. Jeg får det værre. At se dig være så nervøs, at vide, at du bliver misbrugt, hvorfor skulle jeg få det bedre af det? Pesten alene skal jeg nok overleve, men hvis jeg samtidig ikke kan lade være med at tænke på, hvor dårligt du har det, så kan jeg umuligt få det bedre. Ud over det, så virker det stads slet ikke." Jeg smiler skævt.

   "Det er okay, virkelig. Så slemt er det heller ikke, jeg..." Morgan vinker mig tættere på. Jeg kommer nærmere. Han stikker mig en lussing. Han er svag, så det gør ikke særlig ondt, men det er tanken der tæller.

    "Nathan, jeg ved, hvordan du har det. Jeg kan mærke det. Du elsker ikke prinsessen, du føler dig udnyttet, ligesom i Helvede." Morgan har ret, hvilket gør mig rasende. Jeg forlader rummet.

   Inde i det næste rum river jeg et skab op. Jeg flår en vodkaflaske ud, river proppen af og drikker direkte af flasken. Hele den her dag skal slettes. Jeg skal have varmen. Jeg bunder flasken og smider den fra mig. Jeg vakler hen til en gammel dragkiste og finder noget varmere tøj frem. Jeg klæder om og tager endnu en flaske frem. Jeg drikker til jeg ikke kan skelne noget fra noget andet. Jeg er så fordrukken at jeg falder om hvor jeg står, og ikke vågner før et døgn efter. Der har jeg det forfærdeligt. Jeg laver mad til Morgan, spiser en lille smule selv, og så drikker jeg endnu en flaske vodka. Halvt sover, er halvt bevidstløs de næste fem timer. Morgan tigger mig om ikke at drikke mere, men jeg ignorerer ham og bunder endnu en flaske.

   Og så sker det. Noget i mit mellemgulv vrider sig. Jeg falder ind mod væggen i kramper. Kaster op og bliver svimmel. Jeg ryster. Den varme, alkoholen har givet mig, forsvinder, og erstattes af en gennemtrængende, forfærdelig kulde. Jeg vakler rundt i det rum, Morgan ikke ligger i, og falder til sidst om på midt på gulvet. Jeg hoster, min hals står i flammer. Jeg ved ikke, hvor længe jeg er i Helvede på Jorden, men det er Morgan, der får mig ud. Han hælder iskoldt vand i hovedet på mig. Jeg hoster op kommer op at sidde. Morgan sætter sig med et pust ved siden af mig. Hans hud er gullig og svedig. Åh, jeg havde glemt alt om min kære ven!

   Pesten har bredt sig rundtomkring i Rusland. Morgan er ikke den eneste, der har fået den forfærdelige sygdom, men han har holdt længere end mange andre.

   Jeg føler mig ekstremt dum. Jeg har drukket mig så fuld at jeg er faldet om flere gange, uden at tænke på Morgan og hans sygdom. Jeg lægger armene om ham. Han hoster. Jeg slipper ham og hjælper ham ind ved siden af. Han hoster meget mere end i starten, blodigt og ukontrollabelt. Han læner sig tilbage med et suk.

   "Tror du jeg dør?" spørger han. Jeg ler stille.

   "Nej, det tror jeg ikke." Jeg tager mig til hovedet. "Hvor længe har jeg været væk?"

   "To en halv dag." Jeg farer op.

   "Kiska!" Morgan ser på mig med røde øjne.

   "Nathan. Jeg har ikke brug for medicinen. Jeg har brug for at du er her, glad, for at støtte og hjælpe mig. Desuden, så har hun allerede sendt vagterne efter dig. Jeg kunne høre dem løbe rundt i gaderne." Jeg tager mig til hovedet.

   "Nej, nej NEJ! Morgan, vi er nød til at komme væk!"

   "Hvorfor?" spørger han søvnigt.

   "Fordi, den russiske prinsesse hader mig! Vi er ikke sikre her! Vi skal væk!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...