Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1910Visninger
AA

9. Zaren

Morgan og jeg lister os gennem skumle og mørke gyder. Vi skal ikke langt, bare ud af byen, men Morgan er svækket og kan næsten ikke stå oprejst. Jeg støtter ham, men vi må ofte skynde os hen til et gemmested, så vagterne og soldaterne ikke ser os. Der er efterlysningsplakater med mit ansigt mange steder, ikke at det ligner godt. Navnet er jo heller ikke rigtigt, godt for mig...

   "Morgan, hold dig vågen." Det sner og er koldt. Jorden er glat og frossen. Vi gemmer os bag en kærre, da en deling soldater marcherer forbi. De fleste holder sig inden døre, pesten hærger, og alle nærer mistro til hinanden, på grund af soldaterne. Vi løber så hurtigt vi kan hen i en gyde. Men soldaterne ser os, og de begynder at råbe op.

   "DER ER HAN! FANG HAM!" Vi løber, men Morgan kan ikke holde til det og falder. Soldaterne omringer os, men da de ser Morgan holder de afstand. Jeg hjælper ham på benene, lægger hans ene arm om min skulder. Soldaternes kaptajn træder frem. "Dimitri Vadjevski. På ordre fra prinsesse Kiska den anden er du arresteret! Følg med frivilligt, eller der vil blive brugt vold." I mit stille sind kan jeg ikke lade være med at tænke, at det her bliver voldeligt uanset hvad. Vi er trods alt i Rusland... Jeg skæver til Morgan. Han er forpustet og svagelig, holder ikke en uge hvis jeg er væk. Han lader slet ikke til at opfatte hvad der foregår omkring ham.

   "Jeg går med... hvis... Jeg vil have, at Morgan bliver behandlet - godt. Af hoflægen." Soldaterne skæver til kaptajnen. Han nikker kort.

   "Nuvel. Hans skæbne vil blive afgjort alt efter din." Ingen af soldaterne vil røre Morgan, så jeg støtter ham hele vejen til paladset. Der bliver han ført op til et værelse, beregnet til de kongelige, hvis pesten skulle ramme slottet. Jeg er overrasket over, at de er så medgørlige.

   Jeg føres til tronsalen. Kiska gør virkelig noget ud af at gøre mig til den onde. Hun og hendes søstre og hofdamer sidder i hjørnet, hun tuder og hyler. Zaren og zarinaen sidder på deres troner, de er ikke venligt stemte, kan jeg se. Jeg bukker lidt for dem, meget lidt. Trods alt, så er det sikkert mig, eller i hvert fald min far, der en dag kommer til at piske dem i Helvede. Faktisk, så ville jeg ikke have noget imod at piske Kiska. Jeg er mere kongelig og royal end nogen anden i det her slot. Eller på Jorden, for den sags skyld.

   "Deres majestæt..."

   "STILHED!" råber zaren. Kiska hyler endnu højere. Krokodilletårer. "Dimitri Vadjevski! Du er et af den salgs mennesker, vi agter at udrydde her i Rusland!" Jeg nikker.

   "Det er jeg da ked af at høre, jeg..."

   "STILHED!" Zarens øjne skyder lyn. Jeg sukker.

   "Vil du i det mindste sige, hvad jeg har..."

   "STILHED!" Jeg holder hænderne op for at skærme mig. Zaren rømmer sig. "Dimitri Vadjevski! Vores datter fortæller os, at du uden hendes samtykke har lagt med hende!" Kiska hyler uudholdeligt nu. Jeg himler med øjnene. Hvorfor vidste jeg, at det her ville ske? "Hun er synderknust! Barbar! Hvad har du at sige til dit forsvar?"

   "Højtærede zar." Jeg ser på ham, venter at han råber mig til stilhed. Men da han bare ser på mig med afsky, fortsætter jeg. "Jeg har ikke gjort Deres datter uret. Hun har betalt mig for at være med hende. Min ven er syg, og jeg har brug for medicinen til ham..."

   "LØGNER!" skriger Kiska.

   "Klap så i, Deres højhed!" Det sidste lyder mere flabet end jeg havde planlagt. Folkene i salen gisper. Jeg ser irriteret på Kiska. "Må jeg sige - nej, glem tilladelsen - du er det mest flabede pigebarn jeg nogensinde har mødt, du kan ikke tåle at nogen ikke er forgabt i dig! Du kan spille lige så hellig som du vil, Prinsesse, men vid, at jeg har mere engel i min lillefinger, end du har i hele din elendige, bedrageriske krop!" Jeg bliver grebet bagfra, og en kniv bliver presset mod min strube. Zaren rejser sig rasende op. Kiska er holdt op med at hyle. Hun ser hadefuldt på mig.

   "Dimitri Vadjevski," siger zaren med dirrende stemme. "Du dømmes hermed til døden. Dræb ham i morgen, på den store markedsplads! Alle skal se, hvad der sker, hvis man trodser vores familie!" Jeg sukker. Hvorfor vidste jeg bare at det her ville ske? Igen… Nå, jeg har den sædvanlige plan klar i baghovedet. De skal til at halshugge mig, jeg folder mine vinger ud og forbander dem i Lucifers navn, de ryger i Helvede og jeg går fri. "Dræb den anden med det samme." Jeg ser på zaren. Morgan!

   "NEJ!" råber jeg. "Nej, det kan I ikke! Han er uskyldig, han..." Morgan bliver skubbet ind ad en sidedør. Han falder på knæ på gulvet. En soldat griber fat i hans hår og trækker hans hoved tilbage. Zaren ler.

   "Hvorfor i alverden skulle vi skåne ham? Han har pesten. Han kan ikke gøre noget godt. Han har trodset Vorherre." Jeg river mig fri og løber hen mod Morgan. Men en kniv bliver presset mod hans strube, og jeg stopper. Han tager fat om armen på den soldat, der holder ham. Soldaten rynker på næsen og sparker ham i ryggen. Han stønner og slipper.

   "Jeg beder jer," bønfalder jeg. "Vær barmhjertige, jeg vil gøre alt! Alt!" Zaren smiler koldt. Han gør tegn til soldaten, der gør klar til at skære Morgans luftrør og pulsåre over. Men zarinaen ligger en hånd på sin mands skulder.

   "Viktor," siger hun stille. "Hvis du dræber ham her, vil han bare forgifte hele slottet med sit blod. Dræb dem begge i morgen, på pladsen." Zaren overvejer det. Så nikker han.

   "Smid dem i fængsel."

 

Fængslet er mørkt. Tilpas mørkt. Min djævel næres af det. Labber det i sig som honning. Men stanken er helt forfærdelig. I cellen ved siden af hoster Morgan. En dør åbnes, og Zaren stiller sig foran tremmerne til min celle.

   "Du ville tale med os?" Er der noget mere irriterende end en konge der omtaler sig selv som "os" og "vi"? Jeg nikker.

 

Midt om natten bliver jeg vækket, fordi døren til cellen går op. Kiska kommer ind til mig. Jeg ser udtryksløst på hende. Jeg er lænket til væggen. Hun kommer hen til mig, helt hen til mig. Hendes ækle parfume hænger tungt i luften omkring hende.

   "Jeg sagde jo, at du skulle komme til tiden," hvisker hun i mit øre. Jeg ler koldt.

   "Jeg beklager ikke at jeg ikke kom, Deres højhed. De har ikke givet mig den medicin, De havde lovet." Kiska fniser.

   "Hvorfor så formel?" spørger hun. Hun kysser mig i mundvigen. "Når man tænker over det, så er det her jo trods alt din sidste nat." Jeg hører et klik, og kæden om mit ene håndled bliver taget af. Kiska fjerner alle kæderne, på nær den om min hals. De tillader at jeg bevæger mig halvanden meter væk fra væggen. "Lad os gøre den speciel." Hun kysser mig overdrevent på munden. "Åh, hvor er du smuk," sukker hun længselsfuldt. Hun famler for at få mit tøj af mig. Det lykkes hende ikke, for jeg griber fat om hendes arme og holder hende fast ind mod væggen.

   "Se hvad jeg sagde, højtærede zar?" Kiska ser forskrækket ud på gangen. Hendes far, zaren og kongen af Rusland, ser på hende med tomme, skuffede øjne. Han nikker. Ser på Kiska. Ryster på hovedet.

 

Det er ikke mit hoved, der bliver hugget af. Det er heller ikke Morgans. Det er Kiskas. Hun skriger og råber og forbander mig, lige indtil øksen falder og hendes hoved ryger af. Zarinaen reagerer næsten ikke, græder lidt, men hun har tre andre døtre og fem sønner. Jeg kan ikke lade være med at overveje, om jeg skulle tage tilbage til Helvede, bare for at kunne se Kiska lide.

   Nej. Jeg vil blive på Jorden.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...