Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1894Visninger
AA

17. Vingeløse

Los Angeles, 1987

Jeg tager lommetørklædet, ruller det sammen og putter det i munden. Det er ubærligt, men det skal gøres. Mine vinger har i den sidste tid været alt for tunge. Så tunge, at jeg flere gange nær var faldet om af udmattelse. Klinkerne på badeværelset er lige nu hvide. Jeg tager skalpellen op. Den er lille, og vil ikke skære godt, men det var det eneste, jeg kunne smugle ind på hotellet. Døren er låst, Morgan og Michael er nede i baren for at fejre Michaels vellykkede koncert. Han sang for første gang sin nye sang, Bad. Jeg sætter med rystende hånd skalpellen mod den venstre vinges udspring. Englene har hele tiden haft ret. Sorte vinger er vinger fra en dæmon. De er onde, og sender onde tanker til dens ejer. Mine vinger er mere sorte end hvide.

   Jeg har lyst til at skrige, da jeg laver det første snit. Jeg bider ned i lommetørklædet og kniber øjnene sammen. Jeg skærer så hurtigt jeg kan, men det bliver sjusket og smertefuldt. Klinkerne plettes af mit blod. Jeg hulker svagt, da jeg når til knoglen. Lyden alene er rædselsvækkende. Men at føle min egen hånd føre skalpellen frem og tilbage, igen og igen, kræver mere viljestyrke end jeg har. Jeg smider skalpellen fra mig, spytter lommetørklædet ud, falder på knæ på gulvet og græder. Jeg hulker og ryster. Smerten i min vinge er næsten paralyserende, men også kun næsten. Den er lige på overgangen fra ubærlig til paralyserende. Jeg famler efter skalpellen igen. Den skal af, for en vinge healer ikke, når såret er så dybt. Udsigten til at skære dem begge af får mig til at græde endnu mere.

   Det føles som at save i sten. Det gør lige så ondt som at rive sin fod af. Mentalt og psykisk har jeg ikke styrken til det, så jeg går sikkert fra forstanden efter det her. Det tager længere tid end jeg havde frygtet. Efter en halv time sidder den kun fast med den sidste scene. Jeg tager fat om det løse vedhæng, samler alt mit mod og min viljestyrke. Jeg tager lommetørklædet i munden igen. Så hiver jeg til.

   Mit syn eksploderer i smerte. Jeg falder om på jorden, ryster, klynker, græder og hulker. Det var den ene. Det var kun den første. Den anden venter stadig. Den har endnu ikke følt smerte. Jeg kæmper mig op. Blodet driver ned over min krop, mine bukser klistrer til mine ben. Min trøje tog jeg af inde i soveværelset ved siden af.

   Jeg sætter skalpellen knap en halv centimeter fra det sted, hvor vinge og ryg mødes. Det er svært og smertefuldt at skære. Flere gange river jeg skalpellen ud og kaster den ind i væggen. Mange gange overvejer jeg at spidde mit hjerte med lægekniven. Men dobbelt så mange gange skærer jeg bare videre. Da jeg når midt ind i knoglen, siger både krop og hjerne stop. Jeg bryder sammen i smertegråd, mine hænder fjerner sig fra skalpellen, der bare bliver siddende i knoglen. Jeg falder sammen på gulvet, hiver efter vejret. Jeg kan ikke mere. Jeg vil ikke mere! Jeg skal! Jeg skal! Jeg bliver ved med at gentage det for mig selv.

   Vrede og had til mig selv bølger ind over mig. Jeg tager fat i vingen og river den af. Jeg prøver ikke at skrige. Jeg prøver. Der går et sekund. To. Fem. Så skriger jeg. Den tonede rude på badeværelset slår revner, ligeledes gør spejlet. Men jeg har allerede kastet lidt af den sparsomme magi, jeg kender, over værelset. Det er helt lydtæt. Jeg trækker skalpellen ud, hver gang den rør knoglen smerter det. Mit ansigt er vådt af sved og tårer. Omkring mig har en hel sø af blod samlet sig. Jeg tager fat i vingen og hiver til. Den giver sig en millimeter, hvis det kan gøre det. Jeg hulker og hiver igen. Jeg hiver, river og flår, indtil den endelig kun sidder i de sidste scenerester. Jeg tager skalpellen og hakker dem over. Jeg rammer en nervebane og falder paralyseret om på gulvet i et stykke tid. Så kommer jeg, med hjælp fra håndvasken, op, vaklende og usikkert. Jeg hiver vingen af og smider den oven på den anden på gulvet. Jeg står på rystende ben et øjeblik. Jeg kan mærke mit blod strømme ned ad min ryg. Jeg vakler hen til døren, får den låst op og falder ind i soveværelset. Jeg trækker gispende og stønnende mine sølle vingerester ind i ryggen. Det er dråben. Jeg når lige at gribe fat i dynen, så falder jeg om på gulvet. Jeg er ved at forbløde.

   Døren til mit værelse bliver åbnet, Morgan og Michael kommer leende ind. De stopper begge op, da de ser mig. Morgan kaster sig på knæ ved siden af mig, Michael står lidt og ser sig forvirret omkring.

   "Er det her skjult kamera eller noget?" spørger han. Morgan ser på ham.

   "Ja, Jack, det er bare en joke. Gå du bare nedenunder og få dig en drink eller tre mere." Michael nikker og går. Da døren lukker, begynder Morgan at ruske i mig. "Nathan! NATHAN! Hvad sker der?!" Jeg begynder at græde igen, tårerne svier og gør forfærdeligt ondt.

   "Jeg skar dem af," hulker jeg. Morgan ser på den åbne dør ud til badeværelset. Han ryster på hovedet, da han ser mine afskårne vinger. Han ser med sorg og medfølelse i øjnene på mig.

   "Åh, Nathan, hvorfor i alverden gjorde du dog det?!" Jeg gisper, da mit luftrør pludselig klapper sammen. Jeg snapper efter vejret. Morgan får mig på benene. Han nærmest løfter mig ud i brusekabinen, sætter mig på gulvet og tænder for vandet. Vandet bliver rødt og løber ned i afløbet. "Jeg skal nok forbinde dig." Jeg læner mig op ad væggen. Nej, han skal ej. Jeg ser på ham med våde øjne.

   "Dræb mig," beder jeg. Morgan ryster på hovedet. Jeg trækker knæene op under mig. Mit hoved snurrer. Jeg græder. Morgan trækker mig ind til sig, han er ligeglad med om jeg er våd, blodig eller sønderknust.

   Da vandet har vasket min krop ren, bort set fra den evindelige strøm af blod. Morgan finder bandager og binder dem stramt om min overkrop. Hans blik søger min brystkasse. Så lukker han forbindingerne og får mig lagt ned i sengen, på maven. Han stryger min ryg.

   "Ved du godt hvor smuk du er?" Morgan er skam til piger, men han bruger ofte den sætning til at genere mig, eller gøre mig en smule utryg. Men… Tjoh, i den sidste tid, har han vist større og større interesse for det mandlige køn. Normalt griner jeg af joken efter tredive sekunder. Men lige nu får den bare tårerne frem igen. "Undskyld," siger han. "Er der noget, du vil have? Vand? En pude? Smertestillende?" Jeg ryster på hovedet.

   "Fortæl mig om kvinden, du så under krigen. Hende, jeg kommer til at forelske mig i." Jeg har brug for at vide, at det ikke var noget, han bare fandt på for at gøre mig glad. Motorstøjen i Los Angels gør mig en smule søvnig. Morgan sætter sig til rette og begynder at fortælle.

   "Hun var meget smuk. Og meget ung. Ikke engang nitten. Hun havde, eller får, langt, krøllet, brunt hår. Du elsker hendes latter, og det piner dig hvert et sekund hun ikke smiler. Du elsker hende meget højt, og du ønsker at beskytte hende." Morgan fortæller videre. Hans stemme, bilernes lyde og den monotone musik fra baren langt under os er næsten hypnotiserende. Det, plus blodtabet og den smerte, jeg har følt i aften, sender mig hen i en meditativ tilstand, og der går ikke lang tid, så falder jeg i søvn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...