Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1901Visninger
AA

15. Ustyrlig

Berlin, november 1944

Jeg åbner langsomt øjnene. Jeg kan ikke huske, hvor jeg er. Mine sanser vågner langsomt og bølgende. Mit syn er ingenting. Kun tåge. Først kommer lydene. Der er ingen, bort set fra en edderkop i et hjørne. Jeg kan høre den arbejde på sit spind. Flittigt og hurtigt, som jeg aldrig vil kunne gøre noget. Efter lyden kommer lugtene. En harsk, gennemtrængende lugt. Jeg er ikke sikker på, om jeg afskyr den eller elsker den. Følelse. Mine hænder er dækket af noget varm, klistret og vådt. Det bryder jeg mig ikke om. Jeg begynder at slikke det af. Sødt. Skarpt. Surt. Og så... så kommer synet. Jeg skriger.

   Mine hænder er dækket af blod. Det er friskt. Kulde skylder ind over mig. Ikke bare på grund af sneen, der langsomt daler ned. Men også på grund af liget. Liget af en lille pige, der ligger nogle ganske få meter fra mig. Hun er blevet behandlet grotesk. Ondskabsfuldt. Jeg ser på mine hænder. Har jeg gjort det? Hvorfor husker jeg det ikke?

   Nej. Nej, det kan ikke være mig. Jeg rejser mig bange op. Jeg gjorde det igen… Ligesom i London! Jack… Nej, nej, jeg er ikke Jack! Jeg ser mig omkring. Hvor er Morgan? Hvorfor stoppede han ikke personen, der overfaldt den stakkels pige? Jeg ser frygtsomt på liget. Så folder jeg mine vinger ud og flyver op mod snefnuggenes udspring.

   Jeg kan mærke, hvor Morgan er. Jeg finder ham i en lille toværelses lejlighed i det mere lurvede kvarter. Jeg lander på brandtrappen. Mit spejlbillede ser tilbage på mig. Det er hærget. Blodigt. Forslået. Hvad har jeg dog lavet?!

   Stille banker jeg på glasdøren. Der sker ikke noget. Jeg kan se den lille stue inde i lejligheden. Den er ganske svagt oplyst af en petroleumslampe. Jeg banker på igen. Morgan kommer søvnigt frem. Han ser sig omkring. Så får han øje på mig. Jeg smiler varmt og lettet til ham. Men mit blik bliver ikke genkendt.

   Morgans øjne bliver kolde, små og hårde. Raseri løber gennem ham, det skal man ikke være overnaturlig for at kunne se. Han kommer hen til glasdøren. Jeg ser forvirret på ham. Han bevæger munden.

   "Hvad laver du her?" mundaflæser jeg.

   "Hvad mener du?" spørger jeg. Han mundaflæser mig.

   "Hvorfor er du kommet tilbage? Du har intet at gøre her." Jeg ser forvirret på ham.

   "Hvad? Morgan, jeg forstår ikke. Jeg vågnede op i en gyde, det sidste jeg husker, er, at det var efterår. Og nu sner det?" Morgan sukker. Han åbner døren. Træder til side og lader mig komme ind. Jeg gnider mine arme. Af en eller anden grund er mit tøj ødelagt flere steder. Morgan lukker døren og lægger armene over kors. Ser strengt på mig. "Morgan, hvad har jeg gjort? Hvorfor er du vred på mig?" Han sukker.

   "Du kan virkelig ikke huske det?" Jeg ryster på hovedet. Han lægger armene om sig selv og ser ned. "Det er to måneder siden, du tog ad sted. Det var midt i oktober. Jeg ved ikke, hvad der skete. Frihedskæmperne begyndte at bombe byen, de håbede vel at Hitler var her. Lige pludselig virkede du... anderledes." Jeg synker en klump. Jeg er ikke glad ved at skulle høre mere. Morgan synker en klump, han lader ikke til at have lyst til at fortælle om det. "Du kom hen til mig. Skubbede mig op mod væggen... Kyssede mig." Jeg slår blikket ned. "Jeg prøvede at komme fri, troede, at du var fuld eller noget. Men du væltede mig op på gulvet. Jeg råbte til dig, at du skulle lade mig værre. Du slog mig, og sagde, at det var dig, der bestemte. Du kyssede mig igen. Meget. Du slog mig også. Så blev en af bomberne smidt nogle gader væk herfra. Du hvæssede, som en dæmon, og fløj væk." Morgan sætter sig ned i en lænestol. Jeg ser på ham.

   "Jeg... ved ikke, hvad jeg skal sige... Det sidste, jeg husker, er, at..." Jeg tøver. Jeg har ikke fortalt Morgan, at mine vinger næsten er blevet ubærligt tunge. Det er ikke normalt. Halvblods, faldne og engle færdes på Jorden uden at det sker. Er det fordi, jeg er djævlens søn? Jeg ryster på hovedet. "Jeg ved ikke, hvad jeg sidst husker. Jeg ved ikke, hvorfor jeg gjorde alt det mod dig."

   "Jeg gør. Du havde magten til at gøre det. Jeg kunne ikke gøre modstand."

   "Morgan, hvad hentyder du til?" Morgan rejser sig rasende op.

   "Du er, om du vil det eller ej, djævlens søn! Inderst inde er det i din natur at skade! Vil du ikke sige, at du har det bedre nu?! Vil du fornægte, at du inderst inde fryder dig over det, du har gjort?!" Morgan råber af mig. Han råber rent faktisk af mig. Jeg kan ikke huske sidste gang, han gjorde det. Jeg er helt tom indeni. Nej. Selvfølgelig har jeg det ikke bedre! Mine vinger er tungere end nogensinde. Jeg har det, som om jeg bærer et dampskib på mine skuldre. Selvfølgelig fryder jeg mig ikke over det, jeg har gjort mod Morgan. Jeg elsker ham ikke på den måde, han er min bedste ven, og det smerter mig at se ham se hadefuldt på mig. Det er det, jeg vil sige til ham. Nu. Lige nu. Hvorfor siger jeg det ikke. "Indrøm det," siger han giftigt. "Du er ligesom din far!" En kugle rammer mig i... overalt. Had, raseri, sorg, ulyksalighed, alle negative følelser raser op i mig. Tab. Det er nok den værste.

   "Jeg..." siger jeg med rystende stemme. "Jeg er IKKE som min far!" Morgan kniber øjnene sammen og skuler til mig.

   "Virkelig?" Han ryster på hovedet. Jeg kæmper et øjeblik med min vrede. Hvordan kan han sige sådan?! Jeg går hen til branddøren, åbner den. Inden jeg går, drejer jeg hovedet og ser på ham med blanke øjne.

   "Hvis jeg var som min far, ville du have været død!" Jeg går ud på brandtrappen. Mine vinger føles så forfærdeligt tunge. Jeg går ned.

   En irriterende, pibende lyd får mig til at holde mig for ørene. I næste øjeblik mærker jeg en sviende varme i ryggen, og jeg kastes flere meter frem. Jeg ser rædselsslagent på bygningen, jeg netop har forladt. Halvdelen af den er styrtet sammen. Begge dele brænder. Jeg spærrer øjnene op.

   "MORGAN!" skriger jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...