Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1898Visninger
AA

13. U.S.A.

De Forenede Stater af Amerika (U.S.A.), 30. april 1789

George vinker til alle de jublende vælgere foran talerpladsen. Morgan og jeg står skjult bag et træ lidt væk fra huset. Så fik det land, Morgan så blive ødelagt for godt 300 år siden, endelig en ordentlig regent. George er den rigtige mand til opgaven, både Morgan og jeg har været i krig sammen med ham flere gange nu.

   Vi er tilbage i Amerika. Vi føler begge to, at dette er mulighedernes land, eller, det kan det blive. Det eneste, der er galt med George, er, at han har en lille smule storhedsvanvid. Jeg mener, at opkalde en by efter sig selv? Lidt for meget.

   For at fejre Georges sejr, har han inviteret os på middag i det hus, George bor i. Vi spiser, drikker og griner til langt ud på natten. Som altid er det Morgan, der får mig væk, inden jeg begynder at fable om Himlen, Helvede, Lucifer, Gud, Jesus, vores oplevelser og alt det. Jeg er mildest talt helt og aldeles komplet fuld. Jeg griner, jeg vakler, Morgan må støtte mig hele vejen til det værelse, George har lånt mig. Morgan henter vand til mig, jeg griner, og snakker om alle mulige ting, jeg ellers ikke ville fortælle ham.

   "Ved du hvad, Morgan?" Jeg griner og sparker med benene som et lille barn. "Jeg har aldrig. Nogensinde. Haft en idé om. Hvad vi havde gang i!" Jeg griner hysterisk. "Men vi har klaret det godt. Ikke? Jeg mener, ha ha. Ha. Ha ha. Vi er jo ikke, DØDE, endnu!" Jeg skraldgriner, inderst inde ved jeg, at jeg vil fortryde det i morgen, men jeg kan simpelt hen ikke styre mig lige nu. Morgan smiler og rækker mig et krus med vand. Jeg rækker tunge og slår det ud af hans hånd. "Nej nej, Morgan. Ikke foran præsidenten... Ikke til han hest." Skønt, nu er jeg også begyndt at snøvle? Jeg tysser på Morgan. "Kan du høre det?" hvisker jeg. Vi lytter begge to indgående. Så breder et kæmpe stort smil sig på mit ansigt. "Der er høns i huset." Jeg hyler af grin og falder ud af sengen. Morgan sukker og slår hovedet ind i væggen. "Hovsa!" siger jeg og sætter mig op på gulvet. Blinker med øjnene. "Morgan, Morgan! Nogen væltede mig ud af sengen!" Morgan ser ud til at kunne tude. Han får mig op i sengen.

   "Prøv nu om du ikke kan sove," sukker han. Jeg ryster overdrevent på hovedet. Mit hår kilder, det er blevet klippet kort igen.

   "NEJ! Jeg vil ikke sove." Jeg griner. "Morgan," griner jeg, "der er absolut ingen måde, hvorpå jeg skulle kunne..."

 

Mit hoved dunker, da jeg åbner øjnene. Jeg sætter mig op, har en grim smag i munden. Jeg gnider min kind. En af de få gode ting ved at være en Helvedesborger, er, at jeg ikke skal bekymre mig og at få skæg. Så ville jeg sikkert lugte dobbelt så grimt som jeg gør nu...

   "Morgan?" siger jeg hæst. Jeg smasker og rækker ud efter et krus med vand. Men jeg ser stadig dobbelt, og i stedet for glasset rækker jeg ud i luften. Jeg sukker og ligger mig tilbage i sengen.

   Morgan kommer ind kort efter. Han griner af mig, da han ser mit hærgede udtryk.

   "Du gik ud midt i en sætning i går nat, ved du godt det?" griner han. Mine øjne føles som flammer. Jeg ser på det, jeg går ud fra er kruset med vand. Morgan tager det hen til mig, får mig til at tage fat om det. Jeg drikker den kolde væske med stor glæde.

   "Tak."

   "For vandet eller for påmindelsen om din druktur i går aftes?" Jeg sender ham et dræbende blik. Han ser hurtigt væk. "Tror du det er sådan, det her land vil ende? Som et land fyldt med fulderikker og kriminelle?" Jeg rynker panden.

   "Hvor får du kriminelle ind i billedet?" Morgan trækker på skulderne.

   "Bare en fornemmelse." Jeg nikker.

   "Du er den synske af os, du ved det bedre end mig." Jeg får kvalme. Morgan kan se det på mig. Han klapper mig på skulderen.

   "Washington vil gerne se os. Noget med nogle ministerposter eller sådan noget." Jeg knurrer og trækker dynen over hovedet. Jeg hader politik! Men George er min ven, og jeg skylder ham i det mindste at møde op.

   "Sig til ham, at jeg er klar omkring eftermiddag. Og send en nogen op med noget mad, jeg er ved at dø af sult." Morgan fnyser. Han ryster på hovedet.

   "Du er uforbederlig." Han går ud. En time senere komme en køn lille nipsting af en sort tjenestepige ind. Jeg har ikke noget imod sorte mennesker, det er ligesom mine vinger. Sort og grå bringer uheld. Det passer ikke. Hun holder blikket på jorden. Hun stiller maden på mit sengebord og bukker for mig. Hun skal til at gå, men jeg beder hende om at vendte.

   "Jeg har ikke set dig før," siger jeg. "Er du nyansat?" Hun nikker. "Taler du engelsk?"

   "Ja, sir." Jeg smiler. Jeg er vist stadig en smule fuld.

   "Kom herover. Nej, bare rolig, jeg gør dig ikke noget." Hun tripper over til mig. "Hvad hedder du?"

   "Anna, sir." Jeg nikker.

   "Anna. Det er et pænt navn. Det glæder mig at møde dig, Anna. Mit navn er Nathaniel." Jeg tager hendes hånd og kysser den. Hun smiler rødmende og ser væk. Hvad har jeg egentlig gang i? "Anna, fortæl mig. Er du her som slave eller tjener?" Anna ser ned.

   "Lidt begge dele, tror jeg. Jeg nyder mit arbejde, men jeg får ingen løn for det." Jeg nikker.

   "Vil du gerne begynde at få løn for det?" Hun ser på mig med store øjne.

   "Virkelig? Kan De ordne det, sir?" Jeg nikker.

   "Ja da. Hvis du bare gør én lille ting for mig først."

 

Morgan kommer ind på et forfærdeligt tidspunkt. Anna ser forskrækket på ham, jeg lægger en hånd på hendes læn. Morgan sukker og lukker døren bag sig. Tjenestepigen prøver at glatte sit uglede hår. Lad være med at misforstå noget, vi har begge alt vores tøj på. Eller, det vil sige, jeg har ikke taget mig sammen til at tage en trøje på hele dagen. Men i den sidste halve times tid har vi kysset ustyrligt, jeg ville blive hængt hvis jeg gjorde mere. Men det er nu okay. Jeg bryder mig stadig ikke om at være sammen med én jeg ikke elsker. Elskere er så gammeldags! Anna skulle bare "få mig op fra graven", den våde, alkoholiske grav... Ad... Jeg tror ikke jeg vil drikke de næste tyve år!

   "Virkelig, Nathan?" Morgan lægger armene over kors. "Helt ærligt." Jeg sætter mig så meget op jeg kan, Anna har siddet på min mave. Jeg stryger hendes kind.

   "Jeg taler med præsidenten om din løn. Smut du hellere, og lad det her blive mellem os to." Jeg skæver til Morgan. "Tre." Hun rejser sig op, takker mig, tager hårbåndet ud af håret og binder det op igen, så man ikke kan se, hvor meget jeg har rodet op i det. Hun smiler og rødmer en del. Så piler hun ud. Morgan lukker døren efter hende og ser på mig med et voksent og irriterende blik. Han ryster på hovedet.

   "Helt ærligt Nathan. Hvad har du gang i? Lad være med at rode rundt med tjenestepigerne! Lærte du ikke det Tyskland?"

   "Hvor mange gange skal jeg sige det, der skete altså ikke noget! Hun sneg sig ind på mit værelse og prøvede at bilde mig ind, at det var en drøm."

   "Jeg kender historien, du slog hende næsten ihjel. Det tog mig flere timer at bortforklare det, for ikke at tale om at bestikke en hel del vidner!" Jeg tager mig til hovedet.

   "Jeg er vist stadig fuld."

   "Det er ikke bare det. Jeg er skuffet over dig, Nathan. Jeg troede, at du ville vente på at finde én du faktisk elsker." Jeg sukker rystende.

   "Undskyld." Skal jeg fortælle ham det? Ja, det må jeg jo nok hellere... "Morgan... Det er mine vinger," braser det ud af mig. Jeg tager mig til hovedet. "De er blevet så forfærdelig tunge. Jeg kan ikke styre min dæmon længere, det er det eller blod!" Jeg skjuler mit ansigt i hænderne. Mørket skal klare mine tanker. Morgan sukker.

   "Jeg vil ikke sige, at jeg forstår. Men tag nu tøj på. Præsident Washington vil tale med os."

 

"Nej." George ser forvirret på mig.

   "Nej?"

   "Nej. Jeg vil ikke inddrages i politik." George ser på Morgan. Han nikker samtykkende. Vi rejser os op og går. Det var nemt nok. Og dog... Gud vil sikkert straffe mig på en eller anden måde... Jeg har lige sagt nej til at gøre noget godt for et helt land...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...