Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1906Visninger
AA

14. Titanen

Del 2

14. april, 1912, 22.52, et sted på Atlanterhavet

Jeg jubler, da kuglen falder ned i hullet på poolbordet. Morgan surmuler, nu skylder han mig drinks for 10 dollars. Jeg smiler drillende til ham. Så laver jeg en elegant gestus ud i luften.

   "Før mig - til baren." Jeg vælger drinks for ti dollars, deler dem med Morgan. Jazzmusikken passer fint ind i billedet. En tynd, blond, ung dame kommer hen til mig. Hun ligger en hånd på min arm.

   "Har De lyst til at danse?" Hun har en fin, norsk accent. Jeg smiler smørret til Morgan. Kvinden træder lidt væk, retter ryggen. Jeg ser hende an. En svigende smerte i min ryg sender signaler til min hjerne, og før jeg ved af det lader jeg blikket køre op og ned ad hende. Hendes fine hår er sat op i en flot, blond knold. Hun har en glitrende blå kjole på, den er åben i den ene side, så hendes lår er synligt. Jeg prøver for Guds skyld at undgå at se på kavalergangen, uden held.

   "Meget gerne." Hun tager min hånd, og vi går ud på dansegulvet.

   Bandet slår over i en anden musikgenre. Jeg tager fat om kvindens talje, hun løfter sit ene ben, det, der bliver afsløret af kjoleåbningen, op omkring mit. Hun stryger mit bryst. Vi begynder at danse. Hun smiler til mig.

   "Mit navn er Karen Marie. De?" Jeg smiler charmerende.

   "Nathaniel De Montiara. Den første." Hun hæver sine pæne, lige øjenbryn.

   "Er De adelig?" Jeg ler stille.

   "Tja, det kan man vel godt sige." Musikken bliver langsom igen. Karen Marie ligger sine hænder på mit bryst og trykker sig ind mod mig. Hendes blonde knold kilder mig på halsen. Jeg ligger armene om hendes talje, strammer grebet lidt, så hun bliver presset ind mod mig. Vi danser langsomt.

   "Hvor gammel er De, hr. Montiara, sir?" Morgan og jeg erfarede for få år siden, at vi måtte have en dækkende historie. Folk er begyndt at blive registreret, størstedelen er det allerede, kun nogle få hundreder er endnu ikke i registrene - blandt andet os.

   "Enogtyve."

   "Jeg er seksten." Karen Maries hænder bevæger sig ned ad mig krop. Jeg klukker. "Jeg ved, hvad De har planlagt for aftenen," hvisker jeg.  Hun stopper kort op. Vi danser videre. Hun gnider sig op ad mig.

   "Hvad da?" Jeg snurrer hende langsomt rundt.

   "De håber på, at vi to om halvanden times tid ligger tæt sammen i sengen i min kahyt, nøgne og svedige." Jeg kysser hende på det ene kindben. "Ikke sandt, frøken?" Hun smiler.

   "Hm, De ved hvad De taler om, hr. Montiara. Så? Nogen interesse?" Jeg ler frækt til hende.

   "Nej," siger jeg hårdt. Jeg slipper hende. "De er for ung for mig. De skulle ikke spilde Deres tid ved at gå efter adelige, tøjte." Jeg går, og lader en rasende ung pige stående bag mig. Jeg sætter mig foran Morgan i bare igen og nipper til min drink. Morgan fløjter.

   "Jeg er imponeret. Du er tilbage allerede? Ingen smut forbi hendes kahyt? Ingen sød musik?" Jeg ser tvært på ham.

   "Du har fået den forkerte opfattelse af mig, min ven." Morgan trækker på skulderne.

   "Det har jeg måske. Nej, jeg ved godt hvordan du er. Du..." Morgan snakker videre, men noget smerter mig. Jeg tager mig til hovedet og sætter min drink hårdt på bardisken. Morgan lægger en hånd på min skulder. "Er du okay?" Jeg nikker.

   "Ja... Ja, jeg tror jeg har drukket for meget. Jeg går i seng."

   "Allerede? Du har da drukket meget mere meget oftere." Jeg sukker og rejser mig op. Jeg går ud på gangen. Morgan følger efter. På etagen med vores kahyt griber jeg pludselig fat i væggen. Morgan farer sammen, da metallet bøjes af mine fingre. Jeg slår armene om mig selv. Min ryg føles som om den står i flammer. Jeg falder ned på gulvet. Har jeg ikke set det før? Morgan kommer hen til mig, han får mig ind i kahytten, lægger mig i min seng.

   Noget i mig føles tungt. Forfærdelig tungt. Som om det trækker mig ned gennem sengen, ned gennem gulvet, helt ned til vandet under skibet. Det gør så forfærdelig ondt, min tunge er lammet. Jeg lukker øjnene og håber på, at det hele bare er en ond drøm, udsendt af Lucifer.

   Morgan ruller gardinet for vinduet og dæmper lyset. Han tøver et øjeblik.

   "Tror du, at du kan klare dig selv?" Jeg nikker. Så hører jeg døren lukke bag ham. Jeg er alene. Alene. Helt... alene...

   Jeg slår øjnene op, fordi det rykker pludseligt i skibet. En sirene går i gang. Jeg farer op, selvom jeg stadig har det som om en usynlig kraft tynger mig ned. En meddelelse fra kaptajnen siger, at skibet har ramt et isbjerg, og skal til at synke. Morgan river døren til min kahyt op. Vi tænker begge to det samme. I rejsebeskrivelsen stod der, at Titanic ikke kunne synke! Morgan lukker døren bag sig.

   "Folk er allerede gået i panik," siger han hurtigt. Jeg nikker kort.

   "Der går ikke længe, så kommer de faldne. Det er deres værk, at skubbe et isbjerg hen foran et krydstogtskib!" Der lyder et højt brag. Morgan forvandler sig bange til en kat og springer op i min favn. Jeg folder mine vinger ud. Til min store forskrækkelse mister jeg balancen, da de tynger mig mod gulvet. Jeg basker et par gange for at komme op. Så rækker jeg en hånd ud mod skibsskroget. Koøjet udvides, og der bliver skabt en passage, hvor igennem jeg flygter med Morgan.

   Som jeg forudså, så er de faldne allerede overalt på skibet. Jeg ser surt på katten i mine arme.

   "Jeg sagde jo at det var en dårlig idé at købe billetter til et skib, der er opkaldt efter vrede og mærkelige guder, fra et vredt og mærkeligt land!" Morgan mjaver og sætter kløerne i mig. Han kniber øjnene sammen. Jeg flyver hen over vandet. Havet. Saltvand. Hans store frygt. "Sig mig. Hvordan kan det være, at du er synsk, men ikke så det komme?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...