Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1893Visninger
AA

20. Tillid

Jeg så energien fra hans vinger, længe inden der skete noget. Jeg havde ikke regnet med, at han ville skyde. Jeg humper væk fra gyden, hvor den faldne engel skød mig i benet. Jeg fryser, måske på grund af såret. Jeg kaster mig ind på forsædet i min bil, spænder selen og kører ad sted. Mit syn slører en smule. Det er farligt. Jeg er farlig. Det summer ubehageligt i den ene side af mit bryst. Bilen slænger, jeg skynder mig at få den på rette køl igen. Jeg kører ind til siden og fisker min telefon op ad lommen på min hættetrøje. Rystende finder jeg Maya blandt mine kontakter. Jeg ringer op. Der går et øjeblik.

   "Det er Maya O'Conner." Jeg smiler, puster lidt.

   "Hej, Maya, det er Nathaniel." Vi har kendt hinanden i godt en måned nu, og snakket meget i telefon sammen.

   "Hej, Nathaniel. Hvorfor ringer du så sent, jeg..." Jeg afbryder hende hurtigt.

   "Maya, er du alene hjemme?" Hun er stille lidt.

   "Ja... Hvorfor?"

   "Jeg har brug for et sted at sove. En eller anden sindssyg stodder skød på mig."

   "Åh nej, er du okay?! Jeg ved ikke helt, mine forældre ville ikke være glade for det, for jeg..." Mine lunger snurrer sig sammen i et kort øjeblik.

   "Giv mig din adresse!" Jeg kan næsten se hende fare sammen. Jeg lægger en hånd over mine øjne. Ler tørt. "Du har ikke rigtig noget valg. Mit hus ligger i den anden ende af byen, desuden er jeg ved at forbløde, så..."

   "Jamen, så tag dog hen på et hospital!" udbryder hun hysterisk. Jeg kan høre forskrækkelse og bekymring i hendes stemme.

   "Maya," siger jeg strengt. Hun sukker, opgiver sin adresse til mig. Jeg takker hende og starter bilen. "Jeg er der om fem."

   Mayas forældres hus er en firkantet bolig med en omgivende have. Selvom det er sent, så er der lys på første sal. Jeg går haltende hen til hoveddøren og banker på. Læner mig lidt op ad muren. Døren bliver låst op. Maya smiler til mig. Hun tager mig med indenfor, siger ikke rigtig noget. Hun er iført korte cowboybukser og en løs, hvid T-shirt.

   "Var du på vej i seng?" Hun trækker på skulderne.

   "Mine forældre er på besøg hos nogle slægtninge, og Jack overnatter hos en ven nogle gader væk. Jack er et plejebarn, vi har boende. Hans forældre blev dræbt i en bilulykke." Hun tager mig med ud på badeværelset, hvor hun finder forbindinger frem fra en kasse. Hun kommer hen til mig. "Hvor blev du ramt?"

   "Låret og brystet. Jeg har fået kuglerne ud." Hun bider sig i læben.

   "T-tag trøjen af..." Jeg knapper min ternede skjorte op og ligger den ved siden af håndvasken. Maya ser væk, gisper lidt efter vejret. Hun nikker mod en skammel, jeg sætter mig ned. Hun begynder at lægge forbindingerne om mit bryst. "Så... Så mangler du bare benet..." Jeg ligger en hånd på hendes.

   "Jeg kan godt selv, hvis..." Hun sukker lettet.

   "Åh, mange tak!" Hun går ud. Jeg tager bukserne af, bruger vandet fra håndvasken til at få blodet væk, og begynder så at binde det fine, hvide stof om såret på benet. Da jeg har fået bukserne på igen, åbner jeg døren. Maya tager min skjorte. "Du kan låne min fars, indtil jeg har fået vasket den her." Hun ser på blodpletterne på den indvendige side. "Selvom jeg tvivler på, at den vil klare det så godt..." Jeg smiler til hende. Hun ser på mig. "Nå, kom. Øh, jeg tænkte at du kan låne mine forældres soveværelse, nu, hvor de alligevel er væk og sådan..." Jeg nikker. Maya tager mig med ind på et køligt, mørkt værelse. Det er mørkt, gardinerne er trukket for. Hun tænder en lampe. Ser på mig. Så sukker hun og kommer helt hen til mig. "Øjeblik, jeg fik vist ikke lukket den ordentligt." Hun går ud på badeværelset og kommer tilbage med en form for tape, som hun bruger til at lukke forbindingen tæt med. Hun glatter tapen ud, men hendes bevægelser bliver langsommere og langsommere. Hun sukker rystende og ser op på mig. "M... Må jeg kysse dig?" Mit hjerte springer forskrækket et slag over. Udenpå fortrækker jeg ikke en mine. Alligevel nikker jeg kort. Hun stiller sig på tæer og kysser mig ganske let, næsten ikke, på munden. Hun sukker rystende. "Åh, hvor er du smuk." Hun stiler sig på flad fod igen. Smiler og stryger et hår om bag øret. Hun ligger armene om mig og hvisker stille ind i mit øre. "Hør her, hvad der nu kommer til at ske. Lige om lidt kysser jeg dig igen. Når jeg er færdig, kysser du mig. Så begynder vi at tage hinandens tøj af. Okay?" Mit hjerte banker. Mener hun det?!

   "Okay." Hun kysser mig på munden. Denne gang lidt hårdere. Hendes læber smager af kirsebær. Da hun slipper, kysser jeg hende, som hun forudså, tilbage. Hun smiler og lægger armene om mig.

   Det går som hun forudså. Jeg skubber hende ned i sengen. Værelset går hurtigt fra køligt til hedt. Digitalvækkeuret på et af sengebordene viser, at klokken næsten er ét. Jeg gisper efter vejret, da Maya slipper mig. Jeg kysser hende på panden.

   "Waow..." sukker jeg rystende. Hun smiler og stryger mit svedige ansigt.

   "Sig ikke at det var din første gang." Jeg ryster på hovedet.

   "Nej, men den bedste." Hun smiler og trækker dynen over vores hoveder. Hun ser på mig i mørket. Mine øjne ser lige så godt i mørke som i lys.

   "Vil det sige, at vi kommer sammen nu?" Av. Noget hårdt falder ned i min mave, mens noget endnu hårdere slår det rundt. Jeg synker en klump.

   "Nej." Hun er stille lidt.

   "Nej? Nej!?" Hun sætter sig op, holder dynen over sit bryst. "Hvad mener du med nej!?" Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige.

   "Vi kommer ikke sammen..."

   "Hvorfor ikke?!" spørger hun vredt. Jeg sætter mig op. "Vi har lige været i seng sammen! Det kunne du godt have sagt inden vi gjorde det!"

   "Du gav mig ikke en chance." Hun ser arrigt væk. Jeg kan se hende kæmpe mod en tåre. Mit hjerte bliver tungt. "Maya. Tro ikke, at jeg ikke holder af dig. Men jeg har fået mit hjerte knust alt for mange gange. Du må forstår, jeg holder virkelig meget af dig. Men..." Jeg sukker. "Maya, på grund af dig har jeg lige brudt loven! Jeg har været sammen med en mindreårig!"

   "Jeg bliver atten i næste uge!" Jeg sukker. Hun snøfter. "Jeg... kan godt lide dig..." Jeg ser på hende. Hendes brune krøller er så fine i mørket. Jeg lægger armene om hende bagfra. Hun vrider sig. Jeg hvisker så lavt til hende, at ordene er skjult for nysgerrige ører.

   "Bliv. Min. Elsker." Hun gisper. Jeg kysser hende på halsen. "Bed om?" Hun aer min hånd.

   "Mhm..." Hun nikker en enkelt gang.

   "Men først efter du er fyldt atten," ler jeg. Hun smiler bredt. Jeg efterlader et sugemærke på hendes hals og kilder hende med et af hendes egne hår.

   "Mine forældre må ikke vide noget, okay? Du må ikke komme på besøg, når mine forældre eller Jack er hjemme. Okay?" Jeg nikker. Hun læner sig tilbage og lader mig omfavne hende. Jeg kysser hende på håret.

 

 

"JACK!" Mayas skrig vækker mig. Jeg åbner øjnene. Det er morgen. Maya holder dynen op foran brystet. En dreng med kort, brunt strithår står og griner i døråbningen. Maya kaster en pude efter ham. Han griner bare endnu mere.

   "Mor og far bliver ikke glade for det her!" griner han hånligt. Hun ser rasende på ham.

   "Du... du sladrer ikke!" Han hæver et øjenbryn.

   "Virkelig? Og hvorfor så ikke? Hvad kan du give mig til gengæld?"

   "Jeg giver dig alle snydekoderne til Heaven Sky Death III hvis du ikke sladrer," mumler jeg søvnigt. Jack hæver sine øjenbryn.

   "Er du seriøs?" Jeg nikker. Jack ser på Maya.

   "Hvordan ved han at jeg spiller Heaven Sky Death III?" Hun trækker på skulderne.

   "Ingen anelse. OG SKRID SÅ!" Jack gør honnør og lukker døren. Maya vender sig mod mig. Jeg trykker en pude ind til mig og lukker øjnene. Den dufter godt. "Godmorgen."

   "Godmorgen." Hun stryger mit ansigt. Jeg må anstrenge mig for ikke at kysse hende. Eller det der er værre... "Kys mig," siger jeg længselsfuldt. Hun rynker panden.

   "Men jeg troede..."

   "Du kysser mig, jeg er ligeglad med hvor, bare ikke på munden. Jeg kysser dig ikke igen. Det er ikke at bryde loven." Hun smiler. Så kysser hun mig lige under kravebenet. Jeg sukker. ”Åh, hvor er du ondskabsfuld…” Det gør ondt. Det gør ondt, at jeg ikke må gøre noget med hende før om en uge. "Skynd dig at blive voksen," beder jeg. Hun nikker.

   "Det vil jeg." Hun tager sit tøj på igen, jeg modstår trangen til at se på hendes bare krop. Hvorfor er verdenen blevet så fuld af regler? "Jeg henter en trøje, du kan låner." Jeg tager mine bukser på. Maya kommer ind med en pæn, hvid skjorte. Hun ler, da det viser sig, at den faktisk er gennemsigtig. Hun tager mig med ud i køkkenet, hvor hun laver morgenmad til os begge. Jack sidder og stirrer på mig fra spisebordet. Jeg ser på ham.

   "Hvad?"

   "Koderne?" Jeg sukker. På køkkenbordet ligger en blok og en kuglepen. Jeg tager begge dele og skriver koderne ned. De er ret nemme, det er sådan noget, man lærer, når man har oplevet så meget. Jeg rækker blokken til Jack, han smiler og ser på dem. "Tak mand!" Han folder dem sammen og putter dem i lommen. "Så. Hvem er du, hvor gammel er du, og har du nogen reelle hensigter med min søster?" Jeg ler. Maya sender ham et rasende blik.

   "Jack!"

   "Hvad?! Far er her jo ikke til at spørge." Jeg smiler.

   "Nathaniel De Montiara, det rager ikke dig, og det skal du ikke bekymre dig om." Jack smiler.

   "Jeg kan godt lide dig, Montiara. Har du lyst til at spille Heaven Sky Death III?" Jeg ryster på hovedet.

   "Nej tak du." Jack går ind i stuen, lukker døren og starter spillet. Maya sætter bacon, toast, æg og pålæg på bordet foran mig.

   "Hvorfor havde du ikke lyst til at spille? Det er det mest drengede, idiotiske spil der findes?" Jeg smiler indsmigrende til hende.

   "Kalder du mig idiot?" Vi ler. "Nej, jeg fik stille alle mine lyster i nat." Hun rødmer.

   "Så... Hvordan har du det?" Jeg trækker på skulderne.

   "Bedre. Din pleje var ikke ligefrem nænsom." Hun ler.

   "Undskyld." Jeg smiler til hende. "Så. Hvor og hvornår?" Hun taler lavmælt. Jeg ser spørgende på hende. "Hvor og hvornår skal vi mødes? Jeg mener, om en uge fra nu er jeg din elskerinde." Nårh... ja... Jeg havde ikke tænkt over, at Morgan på den måde ville få ret... Jeg trækker på skulderne, det gør ondt i brystet, der hvor jeg blev skudt.

   "Kan vi ikke tales ved om det?" Hun nikker.

   "Jo, selvfølgelig." Hun smiler hemmelighedsfuldt. Jeg fanger hendes blik.

   "Hvad?" Hun ryster på hovedet.

   "Ikke noget. Det er bare..." Hun drikker lidt af sin te, tager sig god tid. "Du er virkelig smuk."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...