Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1906Visninger
AA

19. Søen

Lørdag klokken tolv står jeg og venter ved en hyggelig, hvidmalet café nede ved søen. Jeg spejder efter Maya. Parken er fuld af folk. Jeg tjekker min telefon. Ingen SMS fra hende. Jeg kan vel heller ikke forvente, at en menneskepige i hendes alder skal være helt præcis. Jeg tager fejl.

   Lige inden klokken bliver 12:01 kalder hun på mig. Jeg vender mig om, og ser hende komme løbende hen imod mig. Hun ser sød ud. Hun har en kort, lyserød nederdel på, hendes hår er sat op i en hestehale. Hun smiler bredt til mig.

   "Hej," siger jeg. Hun griner til mig.

   "Hej. Rart at se at du ikke er fuld mere." Jeg sukker.

   "Skal vi?" Jeg nikker mod caféen. Hun ser ned i jorden og rødmer.

   "Øh... Faktisk, så... Ser du, jeg har ikke flere penge..."

   "Jeg betaler." Hun ser hurtigt på mig. Ryster på hovedet.

   "Nej, det kan jeg ikke tage imod. Jeg inviterede jo dig, så det ville være mærkeligt hvis..." Jeg tager fat om hendes håndled, ler, og trækker hende med ind i caféen.

   Jeg bestiller grøn te og forårssmåkager, Maya bestiller chokoladekaffe og jordbærkage. Mens vi venter på maden, sidder jeg og betragter caféen. Jeg har ikke været her før, men den er hyggelig. Engang var det en pavillon, nu er den et populært sted for High School elever, der gerne vil nyde at have fri fra skole. Maya er den, der bryder isen først.

   "Så... Hvad arbejder du som?" Jeg smiler til hende.

   "Jeg, øhm, er arbejdsløs for tiden. Dig?"

   "Jeg holder sabbatår. Jeg har lige afsluttet sidste år i High School. Jeg ved ikke helt, hvad jeg vil tage som videreuddannelse endnu. Hvad med fritidsinteresser? Går du til noget?" Jeg tænker mig lidt om. Den her løgn bliver bare større og større.

   "Kendo," siger jeg så. Hun rynker på panden.

   "Kendo? Hvad er det?"

   "En japansk fægtestil." Hun smiler og ser ned i sit skød.

   "Det vil jeg meget gerne se en dag." Vores bestilling kommer. Tjeneren sætter en ekstra skål med småkager på bordet foran mig. Jeg ser forvirret på hende.

   "Det har vi ikke bestilt." Hun smiler til mig og peger på et bord i den anden ende at det lille, runde lokale. En fnisende pige sidder og drikker kaffe. Hun smiler og vinker flirtende, da vores blikke mødes.

   "Det er fra den unge dame derhenne." Tjeneren går igen. Jeg sukker og ser på Maya. Hun nipper til sin kaffe.

   "Kæreste?"

   "Jeg har jo sagt det, jeg har ikke en kæreste."

   "Elskerinde?" Jeg ser forbløffet på hende. Så ryster jeg febrilsk på hovedet.

   "Nej! Hvorfor tror du dog det?" Hun trækker på skulderne og smager på sin kage. Smiler.

   "Helt ærligt? Jeg troede ikke på, at du ikke havde en kæreste. Jeg mener, du var trods alt fuld. Desuden, så kan jeg ikke forestille mig en høj, flot mand som dig som singel." Jeg smiler. Ler. Rødmer en smule.

   "Jamen i lige måde." Hun ler.

   "Jeg har ikke en kæreste, hvis det er det, du mener. Min familie er meget stolt, og de ser helst at jeg finder den helt rigtige, inden jeg knytter mig for meget til nogen." Jeg sender hende et dybt blik.

   "Og har du så nogen idéer om nogen?" Hun ryster på hovedet. Ser ned, smiler og tager en bid af kagen. Den får hende igen til at smile. Hun ser på mig, sætter gaflen ned i kagen og vender den mod mig.

   "Vil du smage?" Jeg smiler og tager imod kagen. Den er sød. Mild. Frisk.

   Da vi har spist og betalt går vi en tur i parken. Da klokken er omkring tre går vi langs stranden. Vi, mest Maya, snakker om løst og fast. En flok drenge spiller britisk fodbold lidt længere henne ad stranden. Maya og jeg går hen ad badebroen, som strækker sig et godt stykke ud på søen.

   "Sig mig, Nathaniel... Du har slet ikke nævnt din familie? Hvordan kan det være?" Jeg trækker på skulderne.

   "Jeg ser dem ikke rigtig. Man kan vel sige, at jeg er udstødt." For en gangs skyld kan jeg være ærlig over for hende. Hun lægger en medfølende hånd på min skulder.

   "Det er jeg ked af. Det var ikke min mening at..."

   "Det er fint." Jeg bekymrer mig ikke om min familie mere. Selvfølgelig kunne min mor godt have kontaktet mig, bare én gang, men min far - han kan for min skyld rådne op i sit ejede Helvede! Vi står på kanten af badebroen. Maya peger ud over vandet.

   "Min far tog mig engang med ud at sejle her, det var en hyggelig tur. Vi fiskede, eller, han fiskede." Hun ser på mig. "Kan du lide at fiske?" Jeg ryster på hovedet. "Heller ikke mig. Det er så kedeligt!" Jeg ler. Hun ser forvirret på mig. Så ler hun også.

   "Hey! Pas på!" Maya skriger, da drengenes bold rammer hende i ryggen, og skubber hende ned i vandet. Jeg smider mig ned på broen og griber fat i hendes trøje. Jeg hiver hende op og tager min jakke af. Lægger den om hendes skuldre. Hun ryster og hoster. Drengene kommer løbende hen til os. "Undskyld!" siger de. "Er du okay?" Maya nikker, hoster kort. Bolden flyder ud på søen. Jeg får Maya op.

   "Kom. Du skal have noget tørt tøj på.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...