Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1941Visninger
AA

16. Skæbnesynet

Jeg styrter hovedkulds ind i den brændende bygning. Jeg er mere bange end jeg nogensinde før har været. Ikke for mit ejede liv. Jeg er på en måde allerede død. Dør jeg, kommer jeg tilbage til Helvede, og bliver oplært som djævlen. Men dør Morgan... Dør Morgan, kommer han sikkert i Helvede. Og han vil blive pint i mange år.

   "MORGAN!" råber jeg. Jeg folder mine vinger ud, de føles tunge som bly. Jeg flyver op gennem det faldefærdige tag. Hvorfor er der ikke andre i bygningen?! Jeg kommer op til Morgans lejlighed. Han er fanget under loftet, som er faldet sammen over ham. Han er bevidstløs og bløder fra hovedet. Jeg prøver at få de brændende brædder væk fra ham. Jeg brænder mig mange gange, min hud er varm og mit tøj brænder. Jeg får hevet ham ud og løfter ham op. Jeg flyver gennem væggen, vi falder begge to til jorden, da mine vinger føles for tunge til at kunne flyve.

   Nede på jorden slukker jeg først den ild, der er i mig. Så får jeg kvalt den, der omringer Morgans krop. Han trækker vejret, men kun lige. Jeg løfter ham op. Der lyder sirener i det fjerne. Brandfolk begynder at skyde vand på bygningen. Jeg får Morgan hen til en ambulance. Jeg får lov til at køre med.

   Først sent om natten, næsten omkring morgenen, må jeg komme ind og se til Morgan. Selv har jeg fået noget nyt tøj. Han ligger med iltmaske på i sengen, men hans tilstand er stabil. Jeg sætter mig ved siden af ham på den stol, der er stillet frem. Han er forbrændt flere steder. Jeg stryger hans hånd.

   "Undskyld." Det fik jeg vidst ikke sagt, inden bomben faldt. Jeg sukker og trækker hånden til mig. Jeg læner mig op ad væggen bag mig og lukker øjnene.

   Jeg vågner, fordi Morgan siger noget. Han mumler. Iltmasken er blevet fjernet, han har den i hånden. Har han selv taget den af? Jeg rejser mig op. Det lyder som et navn. Han mumler det igen og igen. Men det er for lavt. Jeg forstår ikke.

   "2000," sukker han. Han er stille lidt. Så åbner han langsomt øjnene. Han ser på mig. "Nathan... Du... du reddede mit liv?" Jeg nikker. Rækker ham et glas vand og hjælper ham med at drikke det. "Efter alt det, jeg sagde til dig..."

   "Jeg er ikke min far. Skulle jeg bevise det, ved at være som ham?" Morgan smiler.

   "Undskyld." Jeg klapper ham stille på hånden.

   "Det er okay. Bare se at komme til kræfter." Han nikker svagt.

   "Jeg havde et syn." Jeg ser afventende på ham. "Jeg så dig. Med en smuk, ung kvinde. Jeg kan ikke huske hendes navn... I elskede hinanden." Han ser på mig med dybe øjne. "Oprigtigt." Mange tanker flyver igennem mit hoved. Vil jeg finde kærlighed - ægte kærlighed - igen? Det lyder næsten for godt til at være sandt.

   "Elskede... På hvilken måde?" spørger jeg forsigtigt. Morgan smiler og fnyser.

   "Hvad tror du selv?" Jeg pruster.

   "I fremtiden, når du får et syn, så luk det ude, hvis det handler om mit privatliv, okay?" Morgan trækker stille på skulderne.

   "Desværre. Det er ikke noget, jeg selv kan kontrollere, om jeg kan." Jeg slår ham stille på skulderen.

   "Perverse stodder." Vi ler. "Hvornår?"

   "Efter år 2000. Mere kan jeg ikke sige." Jeg nikker.

   "Endnu et årtusinde, gået..."

   "Skal krigen ikke lige stoppe først?" Jeg ser på Morgan og nikker.

   "Jo." Jeg rejser mig op. "Øjeblik." Jeg går ud af hospitalsstuen og ind på toilettet. Jeg låser døren og ser mig i spejlet. Jeg stønner, vakler og finder støtte ved håndvasken. Mine vinger tynger mig helt vanvittigt. Jeg ser rasende ind i spejlet. Nogen dukker op bag mig. Selvom jeg ved, at det bare er en illusion, kigger jeg mig alligevel over skulderen. Jeg ser på spejlet igen.

   Lucifer smiler hånligt til mig. Selvom jeg ikke har set ham i flere hundrede år, så kan jeg stadig kende ham. Man glemmer ikke sin værste fjende.

   "Nathaniel. Min kære dreng," siger han indsmigrende. Han ler koldt. "Se hvor du dog lider. Er det ikke forfærdeligt?"

   "Ti stille. Det rager ikke dig." Jeg tager mig til hovedet. Alting drejer rundt. Jeg er svimmel og dårlig. Mine vinger er så forfærdelig tunge. De springer frem. Fjer drysser ned omkring mig. Sådan går det, når jeg prøver at holde dem ind.

   I et kort øjeblik syntes mine øjne at skifte farve til rød. Mine ben presses nedad af mine vinger. Jeg falder om på gulvet. Min fars kolde, hjerteløse latter runger i mit hoved. Jeg holder mig for ørene og kryber sammen. Hvorfor kan han ikke bare lade mig værre? Hvorfor vil han plage mig?

   "Vil du ikke nok stoppe denne krig?" siger jeg lavt. Han ler koldt og højt. Men det er kun i mit hoved. Det er noget af den tortur, han udsatte mig for. Han prøvede at lære mig at stå imod. Men ingen er så stærk i dette som djævlen selv. Han bruger det ofte, til at skabe misforståelser, der fører til død, krig og mord. Jeg er så tæt på at knække, da han endelig forsvinder. Jeg ligger stille lidt, indtil jeg endelig kan presse de tunge marmorvinger ind i min krop igen. Det er forfærdelig smertefuldt. Jeg kommer først op på alle fire, men falder ned på gulvet igen. Jeg overfaldes af voldsom kvalme og kaster op. Hvem siger, at Helvede kun findes i underverdenen?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...