Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1907Visninger
AA

3. Rom

Rom, 101 e.kr.

Solen er stegende, men ikke lige så slem som i Egypten. Jeg gyser. Egypten… Morgan og jeg står i skyggen af paladset, vi venter på at kejseren endelig har tid til os. Det har ikke regnet længe. Travlheden er tæt i Roms gader. Lugte svælger i hinanden, det er afskyeligt. Jeg håber, at man en dag vil opfinde noget, som enten kan skjule lugten, eller bare få de ting væk, der flyder i gaderne.

   Vi bliver kaldt ind i paladset. Vi går ind i den alt for fine bygning. Trajan har ikke sparet på noget. Guld, sølv, ædelstene, det hele er her. En svag rislen løber ned ad min ryg. Jeg gyser, og må anstrenge mig for ikke at folde mine vinger ud. Morgan bemærker min utilpashed. Han ligger en hånd på min skulder.

   "Er du okay?" Jeg nikker. Jeg har ikke kunnet bruge mine vinger i et stykke tid, af fare for at de faldne eller Himlen ville kunne finde mig. Dog føles hele min krop som om den er ved at sprænges indefra. Det er ikke så slemt, jeg har prøvet værre i Helvede. Men jeg har på fornemmelsen, at det bliver meget værre. "Sikker?" Morgan er virkelig bekymret for mig? Det tror jeg aldrig, jeg har prøvet før...

   Trajan kommer gående ned ad marmortrappen. Han breder armene ud, da han ser os, og smiler.

   "Morgan! Datanian! Velkommen!" Trajan kan ikke udtale Nathaniel, derfor er mit navn blevet til Datanian. Han ruller på r'erne, og vores sparsomme latin er ikke noget at prale af, så accenten gør det bestemt ikke bedre. Trajan kommer hen til os. "Så! Er Denora og hendes horeunge udslettet?" Vi nikker kort og synkront. Trajan er på mange måder afskyelig og et forfærdeligt menneske! Han har mange elskerinder, og elskere, ikke at offentligheden ved noget om dem. Morgans og mit job er at lukke munden på dem, hvis en af kvinderne skulle få et barn. Elskerinder er afskyeligt, det er kun for mænd med svage sjæle og uden viljestyrke! Min halve engel skriger til mig, at jeg skal hugge hovedet af Trajan. Men nej. Han kan leve, hvis man da kan kalde hans liv for et liv. Selv vil jeg aldrig have så meget som én elsker. Det er grotesk. "Glimrende! Kom med. Jeg har forberedt en middag til jer!" Til middagen er der dans, gøgl og bjørnekrigere. Jeg bryder mig ikke om at se bjørnene blive slået ihjel. Morgan drikker ikke, han spiser heller ikke. Hans rolle som den yngste siger, at han skal holde sig i baggrunden, og det gør han. Jeg hjælper ham, han hjælper mig. Han kan somme tider se faldne engle, og advarer mig, så vi kan stikke af, hvis der kommer nogen. Til gengæld beskytter jeg ham for alt andet, menneskene kunne finde på at udsætte os for. Tortur, jeg har hemmelighederne, slagsmål, jeg bryder ind, overfald, skaber lig i gaderne.

   En af danserne kaster sig over mig, hun stryger min kind og fniser. Afskyelige kvindemenneske. Jeg kaster hende væk fra mig med den ene arm, hårdt og brutalt. Hun skriger og skynder sig væk. Jeg ser rasende efter hende. Trajan griner hjerteligt. Selv sidder han omringet af mindst fem elskerinder. Vulgært.

   "Åh, kære Datanian! Har du drukket for megen vin? Nyd nu livet for en gangs skyld!" Jeg skæver til Morgan. I mit stille sind tikker jeg ham om at lade mig slå Trajan, men Morgan ryster stille på hovedet. Jeg sukker, drikker hurtigt resten af min vin og rejser mig op.

   "Jeg går tilbage til mit kvarter." Jeg går, lydløst og usynligt følger Morgan efter mig.

   Udenfor løber kulde igennem mig. Jeg gisper og ligger armene om mig selv. Falder på knæ. Morgan kommer hurtigt hen til mig.

   "Nathan, er du sikker på, at du er okay?" Jeg nikker hurtigt, men den simple bevægelse får mit hjerte til at presse sig sammen. Jeg skærer tænder og falder ned på jorden. Morgan tager min ene arm om sin skulder og går ad sted med mig. Han har ingen vinger, og sådan som jeg har det nu, kan jeg ikke flyve os. Jeg krymper mig, selvom jeg godt ved, at det bare gør det mere besværligt for Morgan.

   Da vi ankommer til det hus, vi begge to bor i, er smerten næsten uudholdelig. Morgan får mig lagt i min seng. Jeg ved godt, at jeg ikke ligefrem kan dø af et hjerteanfald, men jeg kan sendes tilbage til Helvede. Morgan henter en spand vand og et lerkrus, han får mig til at drikke en smule. Sved løber ned over mig. En tanke rammer mig.

   "Danserinden," siger jeg hæst. "Hun var en falden. Ikke? Hun puttede noget i min vin, ARGH!" Jeg krummer mig sammen, da en kold hånd klemmer sammen om mit hjerte, for ikke at nævne utallige indre organer. Morgan får mig til at drikke lidt mere. Jeg gisper efter vejret i godt en halv time. Min ven er hos mig hele tiden. Han får min hjelm af mig, taler til mig, så jeg kan tænke på noget andet. Til sidst antager han sin katteskikkelse og ruller sig beroligende sammen ved siden af mit hoved. Giften har været hele min krop igennem, og nu er den falmet, så jeg kan få vejret og slappe lidt mere af. Indimellem jager den rundt bestemte steder, men det er slet ikke så voldsomt mere, og til sidst falder jeg i søvn.

 

Om morgenen vågner jeg på grund af støjen fra gaden lige udenfor. Morgan sidder ved siden af min seng, hans hoved hviler på kanten af den. Jeg stryger hans hår. Han slår søvnigt øjnene op. Da han ser, at jeg er vågen, lyser han op i et smil. Morgan er stadig ung, hans ansigt er drenget, og et menneske ville ikke sige, at han var mere femten år gammel, hvorimod jeg ofte bliver taget som nittenårig. Morgan ånder lettet ud.

   "Åh, du er i live!" sukker han. "Jeg vågnede i nat, og du trak næsten ikke vejret! Jeg troede at du var på vej tilbage til Helvede!" Morgan omfavner mig, jeg bliver en smule forskrækket. Så smiler jeg og ligger en arm om ham. Morgan er den lillebror, jeg aldrig fik. Han trækker sig væk og ser smilende på mig.

   "Det troede jeg også." Jeg sætter mig op. Min krop gør ondt, men det er okay. Jeg sukker. "Vi skal ad sted. Nu."

   "Hvorfor?" Morgan ser forvirret på mig.

   "De ved at vi er her i Rom." Morgan sukker. Han rækker mig et krus vand.

   "Hvor skal vi tage hen?" Jeg tænker mig om.

   "Jeg har hørt om en ø. Den skulle ikke være så stor, Britannia. Det er en romersk provins, men den ligger mange tusinde kilometer væk. Vi kan gemme os der." Jeg ser ned på min rustning og sukker. Jeg spænder den besværligt op og smider den på gulvet. "Hvorfor var det nu, vi sagde, at vi var lejemordere, og ikke guder?" spørger jeg Morgan. Han trækker på skulderne.

   "Du var i slagsmål, det skulle gå stærkt. Havde jeg sagt et navn på en gud, havde jeg højst sandsynligt sagt Venus." Jeg ler.

   "Du skal ikke kalde mig Venus!" Morgan laver store hundehvalpeøjne.

   "Men du er jo så fin og feminin søde Nathan." Jeg knurrer af ham.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...