Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1938Visninger
AA

21. Rodet

Jeg åbner mit skab, og et helt bjerg af ragelse og beskidt tøj vælter ud. Jeg stønner og hoster stille. Det er det, jeg rent faktisk savner ved Helvede. Der var altid nogen, der gjorde rent for mig... Jeg har det en smule varmt. Jeg sætter mig på knæ og begynder at sortere tingene, smider tøj til vask og smider skrald ud. Klokken er 12:47 da det ringer på døren. Jeg går ud i gangen og åbner træt døren. Morgans smilende ansigt møder mig.

   "Morgan!" udbryder jeg overrasket. "Hvad laver du her?!"

   "Jeg kom tilbage fra Kina for en times tid siden. Det næste tog til Los Angels går først om to timer, så jeg tænkte at jeg ville kigge forbi." Morgan og jeg går ind i stuen. Han smiler af rodet. "Sådan ser min lejlighed også ud," sukker han. Vi sætter os i sofaen og snakker og løst og fast. Jeg hoster stille en gang imellem. En halv time inden Morgan skal gå, ser han alvorligt på mig og spørger: "Nathan, har du det godt? Er du blevet syg eller noget?" Jeg trækker på skulderne.

   "Det er ikke noget." Mine hænder er svedig. Måske er det alligevel noget?

   "Er du sikker? Jeg vil ikke tage ad sted, hvis du er blevet syg." Jeg er aldrig syg. Jo, nogle få gange har jeg været det, for eksempel efter at jeg skar mine vinger af. Men jeg har ikke gjort noget for nyligt, der kunne gøre mig syg. Min telefon bipper. Jeg tager den, ser på Morgan, der bare nikker. Jeg tager den.

   "Hallo?" siger jeg hæst. Nu jeg tænker over det, så gør min hals ondt.

   "Hej," svarer en hæs stemme i den anden ende. "Nathaniel, det er Maya."

   "Maya!" Jeg bliver straks så opmærksom som jeg kan blive, men jeg er træt. Sikkert efter at rydde op.

   "Hør, Nathaniel, der er noget, du skal vide." Hun hoster. "Det viser sig at jeg har haft kyssesyge den sidste uge, meget smittefarligt, så..." Jeg kan ikke tro mine egne ører.

   "Hvad?!" siger jeg hårdt. "Maya, vi har været i seng sammen!" Morgan ser overrasket på mig. Jeg får røde ører og taler lidt lavere. "Okay, tak. Nå, vi må nok hellere tage den med ro begge to. Vi ses."

   "Vi ses." Jeg lægger telefonen fra mig. Morgan stirrer på mig. Jeg ser på ham.

   "Hvad?"

   "Dit udbrud, lige før... Hvem var det?"

   "Nårh, det... Øhm, pigen fra dit syn, du ved, det du fik for så lang tid siden..."

   "Og I er..."

   "Hun er min elsker. Og?" Morgan holder beskyttende armene op for sig.

   "Så så, ikke bide hovedet af mig. Nå, hvad var det så?" Jeg sukker.

   "Hun har smittet mig med kyssesyge." Morgan fniser.

   "Seriøst? Du finder den pige, der er skæbnebestemt for dig, og så smitter hun dig med kyssesyge?" Morgan begynder at grine, højt og hjerteligt. Han falder ned fra sofaen og triller rundt af grin.

   "Ó, bì zuǐ, nǐ zhège báichī!" råber jeg irriteret og går ud af stuen. Jeg smider mig træt i min seng og putter mig under dynen. Morgan kommer ind og sætter sig på min sengekant.

   "Undskyld," siger han stille. "Jeg skulle ikke have grinet. Det var trods alt mig, der opfordrede dig til at få en elskerinde." Jeg trækker på skulderne. "Så. Hvordan er hun?" Jeg smiler ufrivilligt.

   "Åh, Morgan." Jeg sætter mig op. "Hun er vidunderlig! Hun er så sød, så dejlig og, og..." Jeg sukker. "Jeg tror jeg elsker hende." Morgan ler.

   "Du lyder som underteksterne på en film." Jeg lader mig falde tilbage.

   "Jeg har kun været forelsket så ganske få gange."

   "To, og den her er medtalt."

   "Tre," mumler jeg. Morgan ser spørgende på mig.

   "Øh... Kan du huske indianerpigen i 1750'erne?" Morgan ser langsomt hen på mig. Jeg slår blikket ned.

   "Åh nej. Det gjorde du ikke. Du havde ikke en affære uden at fortælle mig om det!" Jeg trækker på skulderne. Morgan sukker og giver mit et smølfespark i panden. "Idiot." Jeg ser spørgende på ham. "Du må aldrig kalde mig idiot igen. Det, du sagde på kinesisk. Hvorfor gjorde du egentlig det?" Jeg trækker på skulderne.

   "Det er jeg begyndt at gøre, når jeg bliver oprevet..." Morgan ser på sit armbåndsur.

   "Jeg må gå lige om lidt. Jeg laver suppe til dig inden jeg tager ad sted."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...