Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1898Visninger
AA

1. Prolog

Lucifer vendte sig væk og tørrede pisken af. Han ignorerede sin søns hjerteskærende gråd, stønnen og smerteudbrud. Dæmonen ved siden af bordet med torturredskaber smilede stille for sig selv, blottede de klamme, smuldrende, gule tænder. Lucifer fnøs. Sønnen hulkende rystende.

   "Far!" græd han ynkeligt. "Far, hvorfor gør du det her?!" Lucifer tog en rusten kniv op, strøg dens ægge med de lange, krogede fingre. Djævlen klukkede.

   "Åh, kæreste Nathaniel - du er nød til at lære hvad smerte kan være. Hvis du skal være hærleder og konge af Helvede, er du nød til at vide, hvor ondt ting kan gøre." Lucifer gik hen til sin søn. Han lagde knivspidsen på øverste højre side af Nathans bryst.

   "Far, nej, lad være, jeg beder dig!" hulkede Nathan. Han vred sig i kæderne, der holdt ham lænket i midten af en stor metalring. Lucifer fnøs.

   "Hvor er du ynkelig!" Djævlen førte kniven over sønnens bare hud, Nathan vred sig og skreg. Tårer drev ned ad hans ansigt, videre over halsen, og gled ned i det nye sår. Salten i tårerne fik ham til at hulke. Han vendte ansigtet opad.

   "Jeg lover dig... Hvis jeg... får en søn... jeg vil ALDRIG behandle ham sådan her!" Lucifer stak kniven ind i Nathans arm, han hylede af smerte.

   "HVOR VOVER DU!?" råbte djævlen rasende. "OG SÅ I MIT PÅHØR!!" Lucifer slog sin søn så hårdt han kunne, en fæl knasen lød fra Nathans brystben. Han knækkede sammen i smerte. "Hvad føler du?" hvæsede Lucifer mellem tænderne. Nathan trak vejret hæst og overfladisk. Vingerne flaksede i smertetrækninger fra hans ryg. Han så rasende på sin far.

   "... had!" knurrede Nathan. "Jeg HADER dig!" Lucifer nikkede smilende. Han trak kniven ud af Nathans bryst.

   "Godt," sagde djævlen spottende. "Og bare så du ved det - du vil aldrig få en søn. For ingen, ingen, vil nogen sinde elske dig, bort set fra mig." Nathan lagde hovedet tilbage, varme tårer fik hans øjne til at svie. Lucifer sukkede. "Det er nok for i dag. Jeg håber at du har lært, at du skal komme til tiden!" Lucifer vendte sig mod dæmonen og nikkede mod sin søn. "Spænd ham op om en times tid." Den morgen var Nathan kommet to minutter for sent til sin time i Tortur. Derfor var han selv blevet offeret. Det svimlede for Nathans øjne.

   Jeg kan huske, første gang han fortalte mig det. Han virkede så bange. Jeg forstår ham. At genopleve alle de minder, han i flere årtusinder har prøvet at fortrænge... Hvem kan bebrejde ham?

   Dexter, Cornelia og Morgan er alle sammen nede i byen. Nathan og jeg har for første gang i lang tid alenetid. Jeg har besluttet mig for at udnytte tiden. Jeg får Nathan til at fortælle om sit liv (denne gang den rigtige version) af sit liv, før han mødte mig, og om hvordan han oplevede vores romance. Som han fortæller det, skriver jeg ned. Det er det, du skal til at læse nu.

   Nathan sad på sin seng i Helvedes Slottet, han prøvede forgæves at rense de brutale sår, hans far havde påført ham. Han hulkede svagt. 223.000 tusinde år. Så lang tid havde han måtte finde sig i ting som dette. Pisk, knive, blod, vold, tortur... Nathan klynkede ynkeligt, da han lod sine fingre løbe over såret. Udenfor var Helvedes nat faldet på, kulden bredte sig som løbeild i den store grotte. Nathan så sig omkring. Værelset var hærget fra hans utallige raserianfald, for slet ikke at tale om de adskillige slagsmål, en falden havde provokeret ham til.

   Nathans hjerte begyndte at banke hurtigere. Den velkendte tanke om flugt gnavede sig igen ind i ham. Han kunne godt. Hans vinger var stærke og endnu unge, kun lidt over 100.000 år. Han kunne klare sig på Jorden, menneskene ville se ham som en engel...

   Han rejste sig op og pakkede sine ting, ville ad sted, nu, mens tanken endnu stod klar og stærk i hans hoved. De få ting, han havde brug for, blev smidt ned i en sadeltaske, et sæt tøj, noget mad og en dolk, for en sikkerheds skyld. Han åbnede et vindue, slyngede tasken over skulderen og fløj ad sted.

 

Den første destination var Himlen. Han skulle bruge beskyttelse mod Helvede, hvis han ville klare sig én uge på Jorden. Han kom hurtigt til Himlen, hvor han blev modtaget med nogen blanding. Englene var dengang ikke så talrige som jeg har set. Gabriel mødte Nathan med nogen kulde.

   "Nathaniel," sagde Gabriel kort. Nathan holdt en hånd for det endnu blødende sår foran brystbenet. "Hvad laver du her? Vorherre har ikke tid."

   "Hvad har han så travlt med?" spurgte Nathan spottende. "Menneskene er endnu en ung race, men de er ved at ødelægge den planet Herren har skabt til dem! Oversvømmelsen virkede vist ikke så fantastisk alligevel." Gabriel stak Nathan en lussing, Nathan faldt på knæ. Han sukkede og så bedende på sin onkel. "Jeg er her for at se mor."

   "Du ved godt at du ikke har tilladelse til at tale med hende." Nathan nikkede. Han rejste sig svimmelt op.

   "Ja, men..." Han svajede. "Jeg er løbet hjemmefra. Jeg vil være på Jorden i nogle århundreder. Jeg kom her for at søge beskyttelse mod Lucifer."

   "Du mener vel din," Gabriel gøs, "far?" Nathan rystede på hovedet. Han fik tårer i øjnene.

   "Nej. Det monster er ikke min far! Min far ville aldrig gøre sådan noget mod mig." Gabriel så med lidt mildere øjne på Nathan.

   "Hvilket?" Nathan så langvarigt på Gabriel. Gabriel nikkede forstående. Englen sukkede og vinkede Nathan med sig.

   Inde i Gabriels kvarter hjalp englen sin nevø af med trøjen. Nathan sukkede dybt, han var ikke vant til al den positive energi i Himlen. Gabriel rynkede på næsen, da han så de mange sår og skader på halvenglens krop. Gabriel gik om bag Nathan og lagde en hånd mellem de svage skygger, der fortalte, hvor vingerne var. Han tøvede. Så rørte han stille ved den ene skygge. Nathan stønnede, da den ene vinge sprang frem. Han bøjede sig forover, blev bleg. Skubbede den anden vinge ud. Gabriel bakkede gispende væk, da han så vingens farve. Nathan sukkede.

   "De er grå, ikke sorte. Jeg er halvblods, ikke en falden, tro ikke, at jeg er stolt af det." Gabriel gik langsomt hen til Nathan. Han rørte forsigtigt ved såret ved brystbenet. Nathan gispede, da såret trak sig sammen. Han rørte stille ved den lange flænge, der gik tværs over brystet på prinsen. Nathan skælvede, mens huden lukkede sig over såret. Han åndede lettet op, da det endelig var ovre. "Tak, onkel..."

   "Du skal ikke kalde mig det!" sagde Gabriel barskt. "Bare fordi min søster blev betaget af Lucifer da han stadig havde en smule engel i sig, betyder det ikke at vi er i familie!" Nathans hjerte sank ned i hans mave. Han lukkede fortvivlet øjnene.

   "Undskyld... Gabriel..." Han tog en dyb indånding. "Jeg vil tale med Herren."

   "Du kan ikke bare komme her og forlange at..." Nathan rejste sig op.

   "Jeg er halvengel og prins af Helvede, jeg forlanger at tale med Herren!" Gabriels øjne blev smalle. Han fnøs.

   "Tror du at trusler og titler vil hjælpe dig her?" Nathan spærrede øjnene op og slog hænderne for sin mund. "Du er stadig et barn. Du har meget at lære, din..."

   "Gabriel!" En nyengel kom gående ind i det rum, Nathan og Gabriel stod i. Englen glødede gyldent, hun kunne ikke være meget mere end fem år. Hun stoppede forbløffet op da hun så Nathan. Hun slog blikket ned, hendes kinder blev svagt røde. Han greb sin trøje og trak den over hovedet. Gabriel fnøs.

   "Ariana, helt ærligt. Jeg ved, at du kun er fire år gammel, og endnu ikke har kunnet lukke dine følelser ude, men du skal ikke spilde din tid på noget så unødvendigt som en halvblods, en andenrangs engel, en, en dæmondreng!"

   "Vi har forstået det," mumlede Nathan. "Jeg er et rak. Et halvblodsbarn. Afskum i dine øjne. Ikke sandt? SOM OM DU NOGEN SINDE HAR VÆRET BEDRE SELV!" Nathan råbte så højt han kunne af sin onkel. Gabriel, der ikke var vant til at blive behandlet sådan, trådte forskrækket tilbage.

   "Din..."

   "Åh, hold nu mund!" råbte Nathan. "Ved du hvad? Jeg er ikke synsk, men jeg har en forudsigelse - I DØDSYGE ENGLE ER DE ENESTE, DER IKKE VIL OPFØRE JER SÅDAN HER! De mennesker, I så desperat prøver at beskytte, vil vende sig mod jer! De vil også være vrede, hadefulde og oprørske. Desuden, SÅ ER I IKKE ET HAK BEDRE SELV!"

   "Mester Gabriel," stammede englen. "De har fået en besked fra Vorherre." Gabriel og Nathan vendte sig mod englen. Hun krympede sig. Hendes vinger virkede næsten som af ægte guld. Hun rakte en skriftrulle frem mod Gabriel. Gabriel tog den varsomt og læste rullen. Han hævede øjenbrynene. Skævede til englen.

   "Jeg har og vil aldrig betvivle Vorherres ord, men... er det her for sjov?" Englen trak på skulderne.

   "Nej, Mester. Han vil genopfriske menneskenes tro på os." Gabriel nikkede. Han så på Nathan.

   "Gå. Du kan se Herren, hvis han giver dig tilladelse. Jeg tvivler nu."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...