Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1896Visninger
AA

12. Prinsesse Changping

Ming dynastiet (Kina), 1646

"Hvad hvis din far finder du af det?" spørger jeg lavt. Hun kysser mig på halsen, jeg sukker.

   "Det gør han ikke."

   "Hvad med Zhou Xian?" Hun ler.

   "Lad være med at være så bekymret. Nyd mig, mens jeg er her. Kommandøren har elskere." Jeg skubber hende blidt ned i puderne. Vi kysser grådigt hinanden. Jeg kan ikke lade være med at føle, at noget er galt. Changping stryger mig hår, roder op i det. Et øjeblik svigter mit syn, ikke længe. Men det er alligevel en lettelse, da jeg kan se hendes sorte hår igen, bredt ud som en vild krans bag hendes hoved. Jeg kysser hende på panden.

   "Elsker du mig?" hvisker jeg i hendes øre. "Jeg mener, elsker du mig virkelig?" Hun ligger en hånd på min ryg og nikker.

   "Selvfølgelig." Væggene omkring os bliver revet i stykker. Changping skriger skingert, da hendes blod bliver smurt ud på resterne af papirsvæggene af store, kolde, sorte hænder.

 

Jeg sætter mig op med et gisp. En sort fjer falder ned på tæppet foran mig. En falden har gjort mine drømme onde. Jeg ånder lettet op og lægger mig ned igen. Jeg lægger mig på siden. Morgans katteansigt møder mit. Jeg sukker.

   "Morgan! Ikke for børn." Jeg skubber katten ned fra sengen, han farer op og hvæser. Så spæner han ud af værelset. Slanke fingre stryger min bare ryg.

   "Hvem taler du med?" Jeg vender mig om og smiler. Changpings søvnige ansigt smiler tilbage til mig. Jeg kysser hende på panden.

   "Ikke nogen. Det var bare en kat, der havde sneget sig ind til os." Hun kysser mig på munden.

   "Konkurrence?" Jeg ler og griber fat om hende. Hun gisper, da vores kroppe mødes.

   "Aldrig." Hun stryger min kind. "Har du lyst til at fortsætte?" Den næste tid er det kun hende og mig, helt tæt sammen, gemt i det mest afsidesliggende værelse i slottet. Under det hvide lagen kysser hun mig utallige gange. Hendes varme ånde gør min hud svedig. Vi falder ned fra sengen, ler og fortsætter på gulvet. Morgan havde ret, da han sagde, at jeg ville nyde kærlighed. Changping er forlovet, men ægteskabet er arrangeret, så jeg skal ikke have skyldfølelse over at være sammen med en utro kvinde. Desuden, så er de ikke gift endnu.

   Changping prøver at sætte sig op, men jeg river hende ned over mig igen.

   "Nej, Chanping, bliv hos mig, hele natten." Mit hjerte truer med at briste, hvis hun forlader mig nu. Hun sætter sig ved siden af mig og kysser mig, længe og inderligt. Lagnet dækker vores kroppe.

   "Jeg har sagt det - kald mig Zhu. Mit rigtige navn er Zhu." Jeg ligger armene om hende og trykker hende ned mod mig, kysser hende. En mjaven får mig til at slipper hende med en svag knurren. Jeg kysser hende på kinden.

   "Øjeblik, Zhu." Hun smiler og holder sin hånd på min skulder. Jeg rejser mig op, holder et af de to lagner om livet. Morgan sidder i den smalle døråbning. Den idiot, jeg sagde til ham at han skulle lukke døren! Jeg tager lagnet helt om mig og går hen til ham. "Morgan," hvæser jeg lavt. "Hvad laver du?!" Morgan forvandler sig til menneske igen, hans kinder er en smule røde. Vores roller er blevet byttet om. Siden han mistede hukommelsen på Columbus' skib, har han været så jomfruelig, hvorimod jeg har ledt efter en person, der rent faktisk elsker mig.

   "Nathan, har du nogen idé om, hvor meget ballade vi får, hvis du bliver taget?"

   "Hold nu op Morgan, det var din idé at jeg skulle få en kæreste. Er det nu også forkert?"

   "Du siger jo, at jeg sagde det, men..."

   "Men du husker det ikke, ja, jeg ved det. Morgan, slap af, jeg bliver ikke taget! Gå tilbage til huset!" Morgan sender mig et blik, blandet med skuffelse, raseri og forvirring.

   "Nyd din nat, Nathaniel. Jeg havde et syn. Du vil savne den." Han forvandler sig til en kat og løber sin vej. Jeg lukker døren og sukker. Så vender jeg mig mod Zhu. Hun ser spørgende på mig.

   "Hvem var det?" Jeg ryster på hovedet.

   "Bare en ven." Jeg sætter mig på sengekanten og sukker. Hvorfor skal Morgan gøre det så kompliceret. Jeg har fundet den person, jeg vil være sammen med. Truede han mig? Zhu sætter sig på mine lår og ligger armene om mig. Hun presser sig ind mod mig og kysser mig, jeg lader mig falde tilbage.

   Natten er lang, men alt for kort. Den er hed, og da vi til sidst bare ligger ved siden af hinanden, og prøver at sove, forpustede og svedige, vrider Zhu sig.

   "Syntes du ikke også, her er noget koldt?" spørger hun. Hendes mandarin er med en fin accent, den får mig til at smile.

   "Koldt? Det er sommer..."

   "Jo. Jo, her er altså koldt." Hun putter sig tæt ind til mig, gnider sig op ad mig. Jeg spærrer øjnene op og ligger armene om hende.

   "Så sandelig..."

 

Jeg skriger. Morgan holder mig tilbage, jeg prøver at vride mig fri. Slottet brænder. Flammerne slikker den mørke nattehimmel. Jeg skriger efter Zhu. Morgan kaster mig ned på jorden og sætter sig oven på mig. Jeg vrider mig for at komme fri, men han tager fat i mine arme og tvinger dem ned til siderne. Jeg ser hadefuldt på ham.

   "SLIP MIG!" skriger jeg.

   "ALDRIG!" hvæser han. Jeg river og flår for at komme fri, men til sidst må jeg give op. Så begynder jeg at græde. Jeg har ikke grædt længe. Morgan fortalte mig aldrig, hvor ondt det gør at miste én man elsker. Mit hjerte bliver revet i småstykker. Jeg slår hovedet ned i jorden, i håb om at det vil ramme en skarp sten og tage livet af mig. Jeg har overlevet tortur, druknedøden, russere, pirater, faldne engle, rigtige engle, Helvede selv, men det her... Det her er jeg sikker på vil tage, hvis ikke livet, så forstanden fra mig.

   "Slip mig," hulker jeg. "Morgan! SLIP MIG!" Jeg skubber Morgan væk fra mig med sådan en kraft at han flyver baglæns. Jeg styrter hen mod slottet, men Morgan kaster sig mod mig og vælter mig omkuld på jorden. Jeg slår ud efter ham, men han slår mig hårdt ned i jorden.

   De næste minutter går med slagsmål. Jeg prøver rent faktisk at tage livet af Morgan, jeg er blændet af vild, dyrisk raseri. Men så smider han mig ned i åen ved siden af os. Jeg ligger der bare. Den er ikke så dyb, så jeg kan drukne en af os - eller os begge? Nej.

   Det hus, Morgan og jeg bor i for tiden, ligger for foden af det bjerg, slottet ligger på. Hver aften er jeg fløjet op til Zhu, og har været sammen med hende hver nat. Vi har gået ture i skoven, haft mere fysisk kontakt... Vi har snakket og grinet i timevis. Og nu er hun taget fra mig.

   Morgan krydser åen og sætter sig på jorden ved siden af mig. Han rør blidt min skulder.

   "Det gør mig ondt."

   "Nej, det gør ej," siger jeg lavt. "Du kunne ikke lide hende! Du er glad for at hun er død!" Jeg sætter mig op. "DET ER MIG DET GØR ONDT!" Morgan fortrækker ikke en mine. Han har været igennem det her selv, jeg ved det, jeg var der. Måske husker han ikke øjeblikket, men smerten kan han klart forestille sig. Han ligger armene om mig.

   "Du har ret." Jeg græder ud ved hans skulder. Det tager mange timer, men så er jeg også dehydreret og svag. Morgan tager mig med ind i huset. Jeg går i seng. Ligger vågen resten af natten. Morgan kommer hen på morgenen ind til mig og sætter sig på min sengekant. "Hvordan har du det." Jeg ser på ham.

   "Vil du dræbe mig?" spørger jeg oprigtigt. Han ryster på hovedet.

   "Nej, du vil have det værre i Helvede." Jeg fnyser.

   "Det tvivler jeg på." Morgan sukker. Han stiller en krus med te på skamlen ved siden af min seng.

   "Jeg ved godt, at det gør ondt, men tro mig når jeg siger, du får det bedre. Desuden, Nathan... Du havde ingen planer om at fortælle hende, hvem du virkelig er, vel?" Jeg ryster langsomt på hovedet. "Du skal nok finde en, du tør betro dig til. Vi er udødelige. Jeg mener, bare se på mig. Jeg har kun ændret mig to år i menneskealder, og du har slet ikke ændret dig. Det har du selv fortalt mig." Jeg ligger mig på ryggen og ser nedslået på Morgan. Han smiler til mig. "Du skal nok overleve." Jeg hæver tvivlende øjenbrynene. Det mener han vel ikke seriøst?

   "Du har altid været sjov, Morgan." Morgan smiler.

   "Jeg er ved at koge ris. Kom ud hvis du vil have morgenmad." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...