Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1941Visninger
AA

18. Pigen

Washington DC, nu

Jeg bor alene i Washington DC. Morgan er flyttet til Los Angels, fast. Siden vi var der med Michael Jackson, har han nærmest været forelsket i byen. Jeg bor i et dejligt hus i den by, jeg engang var med til at starte op. Det er mærkeligt at være her igen. Luften er tyk, næsten kvælende. Der er larm og mennesker overalt. Den er vokset til en storby.

   Jeg har været på indkøb og står nu midt på hovedtorvet, en masse går rundt omkring mig, alle af mange forskellige nationaliteter og etniske oprindelser. Jeg mærker et blik hvile på mig. Mange års flugt har gjort mig paranoid. Jeg ser på den person, der kigger på mig.

   Hun er ikke noget specielt. Meget køn, brune krøller og et undrende, uskyldigt blik. Hun ser på mig. Direkte på mig. Der er så mange her, hvorfor kigger hun kun på mig? Det er ikke unormalt, at piger stirrer efter mig, jeg har vænnet mig til det.

   Jeg bukker mig ned, da hendes stirren gør mig urolig. Jeg er højere end mange på torvet, måske er det derfor, hun stirrer? Jeg skæver til hende. Hendes veninde trækker hende med sig væk. Jeg ånder lettet op. Jeg tager metroen hjem. Jeg står lidt i entreen. Mit hus. Kun mit. Stort. Fredeligt. Jeg sætter varerne ude i køkkenet. Pakker dem ud, sætter dem der hvor de skal være. Min telefon bipper. Jeg tager den op. OPKALD FRA MORGAN står der på displayet. Jeg trykker på besvar. Morgans ansigt dukker op på skærmen. Han smiler til mig.

   "Hej, Nathan," siger han. Jeg nikker til ham. "Hvad så? Hvordan er Washington nu?" Jeg trækker på skulderne.

   "Stor, larmende, forurenet." Siden jeg mistede mine vinger, har jeg ikke brugt mange flere ord end højst nødvendigt. Jeg vil ikke såre nogen. Ikke gøre nogen bange. Ikke skabe tvivl. Morgan nikker.

   "Tja, sådan er Beijing også." Jeg ser spørgende på ham. "Jeg er her bare for at se, hvordan det ser ud nu. Jeg har jo penge nok." Jeg smiler. "Du, Nathan, hvordan har du det egentlig?"

   "Fint nok. Huset er stort og rummeligt." Morgan sender mig et af de dér blikke. Jeg rynker panden.

   "Du ved hvad jeg mener. Har du fundet en elskerinde?" Jeg lukker øjnene. Nytårsaften til år 2000 gik Morgan og jeg på gaden. Da klokken ringede midnat, kyssede alle par omkring os. Af en eller anden grund rev det i mine ar, og mit hjerte blev tomt og trist. Siden da har Morgan opfordret mig til at få en elskerinde. Men jeg vil ikke have en. Jeg vil ikke såre nogen - igen. De faldne og englene vil ikke bare tage mig. De vil skjule deres spor. De faldne vil i hvert fald. Jeg vil ikke bringe nogen i fare. Jeg ryster på hovedet.

   "Jeg venter på pigen fra dit syn." Morgan nikker. Han forstår det. Det er kun hende, jeg vil være sammen med.

   "Nå, jeg må smutte. Det er sent her." Han gaber. "Ses." Opkaldet slutter. Jeg pakker resten af varerne på plads, går ind i stuen og tænder for fjernsynet. Min stue er fyldt med kostbarheder fra hele verdenen.

 

En uge efter tager jeg på biblioteket. Jeg skal finde en kogebog, jeg er i humør til sushi. Jeg ved, at internettet er hurtigere, men jeg har brug for at komme lidt ud. På biblioteket finder jeg også skønlitteratur, mange gode bøger er blevet udgivet de sidste par årtier.

   En pige står foran sektionen med H. C. Andersen. Hun ser forskrækket på mig. Jeg er meget højere end hende. Jeg nikker mod reolen bag hende.

   "Må jeg komme forbi?" Hun bider sig i læben. Helt ærlig, kan hun ikke tage sig lidt sammen? Jeg himler med øjnene og sukker. Så vigtig er Den Grimme Ælling heller ikke. Jeg vender mig om og går.

   Derhjemme laver jeg min aftensmad, spiser den selvfølgelig med de penne, jeg fik af Kejseren for knap sekshundrede år siden. Bagefter laver jeg te og sætter mig og læser i Ringenes Herre for syvende gang. Noget prikker mig i maven. Jeg lægger bogen fra mig og ser mig omkring. Så går det op for mig. Jeg er jo helt alene. Helt og aldeles alene i det store hus.

   Tre dage senere er jeg ude at gå en tur. Jeg går gennem parken. Det gør ondt at se på alle de mennesker, der går hånd i hånd og griner. Det har jeg ikke gjort længe...

   Jeg er på vej hen til den største shoppegade. En bus drøner forbi mig. Nogen ramler pludselig ind i mig. Jeg ømmer min arm og ser på den person, der løb ind i mig. Det er en pige, eller en ung kvinde. Hun ømmer sit hoved. Da hun ser mig, peger hun på mig med en dirrende finger.

   "DIG!" udbryder hun. Jeg ser forvirret på hende.

   "Hvad?" Jeg kniber øjnene sammen. "Kender jeg dig?" Hun ler.

   "Nej. Åh, øhm, jeg så dig, på torvet for lidt over en uge siden. Og for tre dage siden, på biblioteket." Jeg nikker langsomt.

   "Aha. Og hvem er du så?" Hun sukker.

   "Øhm. Hør, vil du ikke have en kop kaffe? Jeg giver. Så kan vi få redt trådende ud, og lære hinanden at kende?" Jeg tænker lidt over det. Så nikker jeg.

   Hun tager mig med hen til en hyggelig kaffebar. Vi bestiller. Hun ser på mig og siger:

   "Mit navn er Maya O'Conner. Nej, du kender mig ikke som sådan. Men du har set mig, flere gange før. På gaden og biblioteket." Jeg nikker stille.

   "Maya... Det er et pænt navn." En tanke løber igennem mig. Jeg tager et stykke papir og en kuglepen op ad lommen og skriver mit telefonnummer ned. Jeg giver det til hende. "Ring til mig." Jeg rejser mig op.

   "Men hvad med din kaffe?" spørger hun. Jeg trækker på skulderne.

   "Jeg har travlt." Jeg går hurtigt hen mod udgangen.

   "Vent! Fortæl mig i det mindste..." Jeg er væk, inden hun får sagt mere.

 

I metroen ringer jeg til Morgan. Han svarer søvndrukkent.

   "Ja?"

   "Det er mig. Kan du huske navnet på pigen fra dit syn?"

   "Hvilken af dem?" Han gaber.

   "Mit hjerte." Det er kodenavnet for hende. Morgan smasker lidt.

   "Nej. Men det var vist noget med M. Nå, godnat." Han ligger på, før jeg kan nå at sige noget. Jeg er næsten helt kold indeni. Kan det passe? Har jeg fundet hende?

 

Den næste dag står på dans, druk og diskotek. Jeg er deprimeret over ikke at vide, hvem hun er, have hendes telefonnummer, eller vide hvor hun bor. Jeg kan bare vente på, at hun ringer til mig. Da jeg er godt fuld vakler jeg hjemad. På vej hen mod døren ringer min telefon. Jeg tager den.

   "Ja?" siger jeg træt.

   "Nathaniel? Det er Maya. Maya O'Conner." Jeg er stille lidt, mens jeg prøver at finde minde nøgler i den højre lomme.

   "Okay," siger jeg. "Og?"

   "Øh... Jeg ville bare høre om vi kunne ses en dag. Du har ikke en kæreste, vel?" Mine nøgler ligger ikke i den højre lomme, men i den venstre. Jeg finder den frem, og prøver at få den ind i låsen.

   "Hvad skal jeg med en kæreste?" Jeg åbner døren, et lille "av" undslipper mine læber, da jeg går ind i dørkarmen.

   "Undskyld mig, men... Er du fuld?" Jeg nikker.

   "M hm... Lidt."

   "Så må du meget undskylde, jeg..." Hun lyder forfjamsket. Hvor er det sødt. Jeg står i entreen.

   "Nej nej, det er helt okay. Jeg kan godt lide at snakke med nogen, når jeg er fuld..." Jeg åbner døren til køkkenet.

   "Men altså... Skal du noget på lørdag? Jeg ville gerne snakke ordentligt med dig - lære dig at kende, du ved..." Jeg vakler ind på mit værelse og lader mig falde ned i den bløde, bredde seng.

   "Det lyder hyggeligt. Hvor og hvornår?"

   "Kender du den lille café nede ved søen?" 

   "Ja."

   "Kan vi mødes der? Klokken tolv?"

   "Fint."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...