Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1941Visninger
AA

4. Morgans minder

Britannia (England), år 1057

Morgan har mistet hukommelsen igen. To gange. Jeg har vist fået genopfrisket det hele. To gange! Han springer i vandet, jubler som et lille barn. Jeg sidder på bredden og betragter ham. Han havde for travlt til at klæde sig af, kun hans bluse ligger på den lille undskyldning for en strand. Træerne hvisler over os, temperaturen er dejlig her i skovbrynet. Morgan kalder på mig og siger, at vandet er dejligt. Jeg ryster på hovedet. Han trækker på skulderne og dykker under.

   Vi har været på Britannia i mere end 500 år. Selvfølgelig har vi måtte flytte rundt flere gange, for at menneskene ikke skulle undres over vores uændrede alder. Lige nu er vi på vej til St Albans, en af de byer, vi endnu ikke har været i. Den er ikke så langt væk, vi når den i morgen. Jeg læner mig tilbage i græsset og lukker øjnene. Jeg forstår ikke hvorfor mennesker skynder sig fra det ene sted til det anede. Hvis de bare ville nyde livet lidt mere, så ville de have det meget bedre. Morgan rejser sig op i vandet. Han vader ind til bredden og samler sin trøje op. Han sætter sig ved siden af mig.

   "Hvad er der til aftensmad?" spørger han. Vores latin har forbedret sig konstant i løbet af de sidste mange århundreder. Noget pusler i buskene bag os.

   "Rådyr," siger jeg kort. Morgan tager sin bue og pile op. Han retter dem mod busken, tager sigte og skyder. Der går ikke lang tid, så hører vi et dæmpet bump. Morgan henter råen. Det er min opgave at flå og tilberede den. Jeg rejser mig op og går ind i skoven efter brænde.

   Da solen er ved at gå ned, sidder vi ved søbredden og spiser stegt rådyr. Morgan virker en smule nervøs, han rynker engang imellem panden og stopper med at spise, som om han ikke kan huske, hvad han havde gang i. Vi taler om løst og fast. Lige siden vi forlod Rom, er Morgan hver dag blevet mere og mere som en lillebror for mig. Vi beskytter hinanden. Vi har ikke set meget til hverken faldne eller rigtige engle. Jeg ser mig omkring. Så lader jeg mine vinger springe ud. Jeg ånder lettet op - indtil jeg ser Morgans forskrækkede ansigt.

   "Morgan? Er du okay?" Han rejser sig op og peger på mine gråmønstrede vinger.

   "Hvad! Hvordan!? Hvad er du? En engel?!" Jeg ler.

   "Ha ha, ja, meget sjovt Morgan. Sæt dig nu ned og spis færdig."

   "Nej, Nathan, fortæl mig hvad der sker med dig!" Morgan lyder panisk. Jeg rynker panden og folder vingerne sammen på ryggen.

   "Morgan. Du ved da godt at vi begge er halvblods."

   "Halvblods?" Morgan ser sig forvirret omkring. "Hvad er det?" Jeg spærrer øjnene op. Så tager jeg fat om Morgans skuldre.

   "Morgan! Morgan, sig mit navn!"

   "Nathan."

   "Mit fulde navn!" Morgan åbner munde for at sige det, men stopper sig selv. Han ser tøvende ned.

   "Jeg... kan ikke huske det." Jeg slipper Morgan og går nogle skridt baglæns. Han husker mig ikke? Morgan ser på sine hænder. Han ser ud til at koncentrere sig mere og mere. "Du hedder... Nathan... Nathan... Nat... N..." Han ryster på hovedet. "Nej... Øhm... Mit navn er Morgan... Øh, Morgan..." Morgan vender det hvide ud ad øjnene og falder om på Jorden. Jeg trækker vingerne ind, det gør ondt men skal gøres, og kaster mig på knæ ved siden af min ven. Han er besvimet. Jeg prøver at ruske ham vågen, men der sker ikke noget. Fortvivlelse skyller ind over mig. Jeg løfter ham længere ned på den lille bitte strand. Vandet skyller over ham, men der sker ikke noget. Jeg ser mig bekymret omkring. Hvad skete der? Hukommelsestab? Nej, det kan da ikke komme så pludseligt? Kan det?

   Så slår Morgan øjnene op med et hæst gisp. Han sætter sig op. Jeg smiler lettet. Han ser på mig med forvirring i blikket.

   "Hvem er du?" Mit smil falmer.

   "Morgan. Det er mig. Nathaniel. Din ven. Husker du?" Morgan ryster på hovedet.

   "Nej. Hør, er dit navn Morgan eller Nathaniel?"

   "Jeg hedder Nathaniel!" siger jeg skinger. "Du hedder Morgan! Morgan, kom nu! Du må ikke glemme mig!" Morgan trækker på skulderne.

   "Undskyld... Hvad er der sket? Jeg kan slet ikke huske noget." Så kommer jeg i tanke om første gang, jeg mødte Morgan. Han kunne ikke engang huske sit ejede navn. Og han har haft hukommelsestab flere gange... Jeg synker en klump.

   "Sæt dig godt til rette. Så skal jeg prøve at fortælle dig alt. Og der er meget!" Jeg fortæller Morgan om halvblods, Himlen, Helvede, Jorden, hvad vi har oplevet, Jesus, Gud, min far, mine vinger, hans evner, vore roller i hinandens liv, hvor vi er, hvor vi har været og hvor vi er på vej hen. Vi, jeg, taler til langt ud på natten. Det lader ikke til at genopfriske noget som helst af Morgans hukommelse, men han lærer mig at kende. Han lærer sig selv at kende.

 

St Albans er ikke noget specielt. Morgan og jeg får to værelser på en kro, vi spiser frokost og går rundt i gaderne. Jeg prøver at fortælle Morgan om alt det, han ikke husker, men det er svært, da han stort set ikke husker noget som helst!

   Da mørket falder på, går vi tilbage til kroen. Morgan er begyndt at ryste, han virker uvant til den deling af lys og mørke, som Jorden byder på. Den har han sikkert også glemt. Jeg får ham i seng og sætter mig ind på mit ejede værelse. Vi har penge nok, det får man efter så mange år.

   Jeg lader mine vinger glide ud af ryggen, ånder lettet op. Når vingerne er lukket sammen og skjulte inde i kroppen, skaber de et kæmpe stort pres på både skelet og sind. Jeg strækker dem og lægger mig ned på siden. Jeg trækker tæppet over mine vinger og mig, lukker øjnene og falder hurtigt i søvn.

   Jeg vækkes midt om natten, fordi nogen drager en kniv igennem min hals. Det vågner de fleste nok af. Jeg gisper af smerte og kaster tæppet af mig. Min overfaldsmand gisper, da han ser mine vinger. Jeg rejser mig truende op, river kniven ud af halsen og tager fat i kraven på min forsøgsmorder. Jeg løfter ham op over gulvet, han prøver at sparke mig, men min hud er hårdere en menneskers, så jeg mærker intet.

   "Tro mig, du vil ikke være min fjende," siger jeg dystert. Manden ryster hurtigt på hovedet.

   "Nej, undskyld, undskyld, jeg blev bare betalt for det! Jeg sværger! Jeg vil give Dem alle oplysningerne på dem, der ville af med Dem, sir! Vil De ikke nok lade mig leve? Jeg har en kone og syv børn! Jeg -"

   "Jeg vil ikke dræbe dig." Jeg smider manden og kniven fra mig på gulvet, trækker vingerne ind med et svagt smertegisp og går ind i værelset ved siden af. Jeg vækker Morgan og pakker hans ting sammen. Han bliver noget forskrækket, da han ser blodet, der løber fra mit bryst. Jeg trækker på skulderne.

   "Vi skal ad sted. De faldne har fundet os."

   "Hvordan?" Morgan kommer op.

   "Jeg har haft mine vinger fremme for ofte den sidste tid, været uforsigtig." Jeg tager fat om hans håndled. "Kom så. Vi tager to heste, og så er vi på vej til Rusland." Morgan rynker panden.

   "Rusland?" Jeg nikker.

   Krostuen er fyldt op med fulderikker. Vi lister ud og "låner" to heste. Så ridder vi så hurtigt vi kan ud af byen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...