Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1947Visninger
AA

22. Monsteret

Maya har været min elskerinde i to uger. I nat skal vi "sove" på hotel sammen. Det er et hotel beregnet til par. Jeg ankommer en time inden hende. Maya har fortalt mig, at hun holder meget af ferskenblomster, så jeg har importeret bladene fra blomsterne fra Mongoliet. Jeg stryger dem ud over sengen, enkelte falder på gulvet. Det er fint nok. Jeg tager alt mit tøj af, gemmer det væk i den sportstaske, jeg havde med, finder en japansk kimono frem, og gemmer tasken af vejen i skabet. Tre minutter inden det aftalte tidspunkt, ligger jeg mig klar på sengen. Jeg tænker vores SMS-snak igennem:

 

 

 

... Lørdag klokken 7, aften?

Nathaniel

Helt sikkert, jeg glæder mig J

Maya

Også mig J Jeg har en overraskelse til dig

Nathaniel

Åh, fortæl den fortæl den! Kom nu!!

Maya

Glem det. Vi ses.

Nathaniel

Nej! Fortæl det, fortæl det!

Maya

Vi ses :-b

Nathaniel

NATHANIEL!

Maya

 

 

Jeg smiler. Maya trykker dørhåndtaget ned og åbner døren. Jeg støtter hovedet med den ene hånd. Hendes smukke ansigt kommer til syne i døråbningen. Hun smiler, da hun ser mig, og lukker døren efter sig. Hun blinker hurtigt. Jeg kommer hen til hende. Lader mine hænder glide ned langs hendes former.

   "Hej," siger hun og rødmer. Hun ler stille. "Tager jeg fejl, eller har du ikke det dér på af religiøse årsager?" Jeg ler.

   "Nej, du har ret." Hun holder øjenkontakten, alt imens hun begynder at tage sit tøj af. Da hun er færdig stryger jeg hendes skulder. "Vil du have æren?" Hun smiler og tager fat i bæltet på kimonoen. Hun trækker det langsomt af. "Men pas nu på," siger jeg lavt. "I mørket er jeg et vildt, uregerligt monster." Hun ler.

   "Jeg vil gerne møde det monster." Kimonoen falder til jorden.

 

 

Maya stryger mit bryst. Jeg holder hendes øjenkontakt. Hendes lange, slanke fingre giver mig lyst til at fortælle hende alt. At jeg er prins af Helvede. At jeg er djævlens søn. At jeg er en engel, halvengel, krigerengel, åh, jeg kan ikke engang finde ord! Jeg ligger en hånd på hendes skulder og ligger hende blidt ned. Jeg kravler over hende og kysser hende på halsen, uden at røre resten af hendes krop. Hun læner hovedet tilbage og smiler.

   "Nathaniel," siger hun stille, "flyt dig." Hendes stemme er så blid og venlig. Min hjerne slukkes, og mit hjerte får af egen kraft flyttet min krop. Hun rejser sig op, lagenet er blevet revet løs, hun tager det omkring sig. "Jeg går i bad. Jeg lovede mine forældre at være hjemme inden tolv. De tror, at jeg sover hos en veninde."

   "Så du lyver over for dine forældre og din veninde?" Hun smiler.

   "Nej, Lisa ved godt hvor jeg er. Hun afslørede mig. Er det okay?" Jeg nikker kort.

   "Så længe hun ikke sladrer." Maya går hen mod badeværelset. Jeg er lidt ked af, at vores elskovsaften allerede er ovre. Maya vender sig mod mig i døråbningen.

   "Nathaniel? Kommer du?" Jeg rødmer. Jeg har faktisk aldrig været i bad med en pige. Jeg tager dynen om livet og går hen til hende.

   Da det kolde vand løber ned over os, stiller Maya sig med ryggen til mig. Hun rækker mig shampooflasken. Jeg får rystende en klat ud af flasken og gnider den ind i hendes hår. Da jeg er færdig sætter jeg flasken på plads, sætter en hånd under hendes hage og skubber hendes hoved bagover. Vores læber mødes i et kys.

 

 

Da jeg er på vej hjem føles mit indre tomt. Jeg ville ønske at vi havde overnattet sammen. Jeg tænder for radioen, klokken er halv et. En stille sang om begærlig kærlighed glider flydende ud af højtalerne. Den beskriver mine følelser ret godt...

   Jeg bliver døsig af den langsomme melodi. Derfor ser jeg ikke det væsen, der springer ud foran bilen. Jeg rammer det og kastes ind i foruden, airbaggen reagerer af en eller anden grund ikke.

   Glas skærer sig ind i min hud. Blod løber ned over mine ansigtstræk, som Maya har beskrevet som fine og elegante. Nogen eller noget tager fat om mig og trækker mig ud af bilen. jeg er for medtaget til at gøre noget.

   Det individ, der trak mig væk fra bilen, får mig ind i en forladt lagerbygning. Jeg bliver bundet fast med tunge kæder til en stol. Blodet bliver tørret væk fra mine øjne. En varm hånd ligger sig på min pande, og sårene heales. Jeg slår øjnene op.

   De faldne engle står foran mig, der er fem af dem, fire mandlige og én kvindelig. Deres vinger er ude, de har ikke engang skjult sig som mennesker. Englene ser på mig med dystre blikke, ikke at det er noget nyt.

   "Nathaniel," siger en af dem monotont. Han smiler og bukker sarkastisk. "Deres højhed."

   "Din gæld skal betales," knurrer kvinden. Englen, der gør nar af mig, ser tvært på hende.

   "Årh, Iris, nu var det lige så sjovt." Hun fnyser og vender ryggen til os.

   "Mester Lucifer sendte os ikke ad sted for at more os, men for at bringe hans søn tilbage." Jeg ser forvirret til dem.

   "Det er kun syv år siden nogen sidst bad. Jeg har tre år endnu!" Englene, på nær Iris, ler hånligt.

   "Det her har intet med det at gøre!" ler en af dem. "Vi skal tage dig med tilbage til Helvede. I aften." Jeg sætter næsen i sky.

   "Og hvorfor tro I så, at jeg vil følge med?" De sender skumle blikke til hinanden.

   "Hvis du ikke kommer med," siger en tredje, "så gør Mester Lucifer dig arveløs." Jeg ser varsomt på dem. Den sidste kommer helt hen til mig.

   "Ikke flere kræfter, ikke mere evig ungdom, ikke flere fornøjelser, nogen sinde igen!" Maya!

   En kraftig vind skærer gennem lagerbygningen. Jeg lukker øjnene, da et skarpt lys skær mig i øjnene. Syv hvide engle lander i åbningen til hallen. De går med ranke rygge direkte hen til mig, ignorerer deres faldne artsfæller, og løsner mine kæder.

   "Nathaniel Lucifer Montiara," siger en af dem højtideligt. "Vorherre har i sin gavmildhed og nåde givet dig et års betænkningstid. Vi vil komme tilbage om præcis tolv måneder, hvor du derfra skal vælge Himlen eller," englen gyser, "Helvede."

 

 

Det næste, jeg opfatter, er, at jeg ligger i min seng. Jeg fatter ikke, hvad der lige er sket. Jeg er en smule bange. Jeg må væk. Ikke langt væk. New Castle, måske. Men Maya... Maya skal med mig... Vi flygter. Sammen. Bliver et rigtigt par. Planen begynder at tage form i mit hoved.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...