Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1946Visninger
AA

6. Mit første rigtige kys

Morgan ser forvirret på mig. Guinevere slipper ham, da døren åbnes. Den blonde mand fra tidligere kommer ind. Gwen skynder sig hen til ham, ligger hænderne på hans bryst. Han ligger en hånd om hendes talje. Han smiler varmt til mig.

   "Engel. Du er vågen. Velkommen til Camelot." Jeg smiler skælmsk til Morgan og Guinevere.

   "Det er dejligt at være her." Jeg stiger ud af sengen. Trøje havde jeg vist heller ikke på i skoven. Jeg ruller med skulderne. Utroskaben i luften har ladet min djævel op igen, hvilket desværre betyder, at min dømmekraft nok ikke er så fantastisk lige nu... "Hvor længe har jeg været sengeliggende?"

   "En uges tid. Hvordan har du det?" Jeg spiller med musklerne, bare for at irritere Gwen. Min engel tillader ikke, at jeg direkte fortæller den blonde om hans hustrus utroskab. Men hvis han ser hende kaste lange, længselsfulde blikke efter en anden mand. Ha ha... Åh, det ville være sjovt!

   "Aha..." Manden bukker dybt for mig.

   "Mit navn er Arthur. Arthur Pendragon, den første af Camelot. Til Deres tjeneste." Jeg smiler til ham.

   "Arthur Pendragon? Mit navn er Nathaniel Lucifer Montiara. En ydmyg engel på Jorden."

   "Kære Nathaniel, hvis du har kræfterne til det, vil jeg meget gerne have at du gør mig selskab under middagen. Øhm spiser engle?" Jeg smiler og nikker.

   "Det vil være mig en fornøjelse, herre konge."

 

Trøje er åbenbart ikke noget, jeg behøver. Folkene på slottet mener åbenbart, at min krop er guddommelig, og at deres sølle tøj ikke kan måle sig med det, der er syet i Himlen. Eller noget i den stil. Jeg er bare glad for at jeg har bukser på...

   Inden middagen kommer en tjener for at hjælpe mig med at blive klar, men jeg sender ham væk igen. Et menneske kan ikke hjælpe mig med noget. Mit hår er blevet langt i løbet af de sidste par århundrede, jeg fletter det langs ryggen og binder det sammen med en brun lædersnor. Jeg spænder to sorte skråremme af læder som et kors over brystet, på den måde kan jeg få mine vinger frem, hvis jeg får brug for dem, og gemme en kniv eller to, for en sikkerheds skyld.

   Da dørene til spisesalen bliver åbnet, er jeg så nervøs at jeg er bange for at miste min troværdighed som engel... Men jeg holder mit ansigt venligt, sådan som menneskene forestiller sig en engel, ranker ryggen og går med værdige skridt ind i salen. Arthur sidder for enden af et langbord, på hans venstre side sidder en gammel mand, på den højre er en tom stol. Ved siden af den gamle sidder Morgan. Arthur nikker smilende mod den tomme plads. Jeg sætter mig på den.

   "Nathaniel," siger Arthur. "Det glæder mig at du ville deltage. Vi troede, at da du lige var vågnet, var du..."

   "En engel kender ikke til menneskelig smerte." Det er ikke sandheden, men det er heller ikke helt løgn. Engle skjuler menneskelig smerte, og glemmer den som tiden går. Arthur nikker.

   Maden bliver sat ind, sulten er ved at tage livet af mig! Den gamle spiser ikke noget, hans øjne hviler på mig konstant. Til sidst holder også jeg op med at spise og ser på manden. Arthur rømmer sig.

   "Nathaniel. Det her er Merlin. Han er en dygtig troldmand og alkymist, som har hjulpet mig meget gennem tiden." Jeg nikker.

   "Javel ja." Arthur ser på mig.

   "Nathaniel, tilgiv mig min nysgerrighed, men vil du fortælle hvad en engel laver på Jorden?" Det kan jeg svare på, uden at lyve. Jeg nikker en enkelt gang.

   "For at være ærlig, kære Arthur, så er jeg kun halvengel. Min fader er konge, ligesom du selv. Hans navn er Lucifer, men I mennesker kender ham bedre som djævlen." Merlin rejser sig op. Han ser på mig med flammende øjne. Arthur og Morgan ser begge forskrækkede ud. Jeg tager roligt mit vinglas op. " Jeg er her på Jorden for at beskytte og kæmpe. Mit nøjagtige mål er ikke bestemt." Jeg ler. "Nej, kære venner, lad være med at fare sådan op. Jeg er krigerengel og prins af Helvede." Jeg smiler og drikker af vinen. "Derudover er jeg ildens engel." Jeg sætter glasset fra mig. De andre falder mere til ro, bort set fra Merlin. Han snakker lavt til Arthur, jeg kan høre, hvad de siger.

   "Herre konge, du kan ikke stole på ham."

   "Hvis han ville, havde han allerede skadet mig. Jeg tror ikke, han er fjendtlig, kære ven."

   "Men han er en dødsengel..."

   "Krigerengel. Ikke dødsengel." Jeg ser koldt på Merlin. "Jeg nærer intet ønske om at skade dig, Arthur." Arthur nikker.

   "Jeg ved det." Merlin går. Arthur sukker og nipper til sin vin. "Lancelot, er der noget i vejen? Du har slet ikke sagt noget i aften." Morgan har betragtet mig skjult. Jeg ser på ham og smiler varmt.

   "Du har ikke mistet hele din hukommelse, har du vel?" Morgan ryster på hovedet. Arthur rynker panden. "Hvad husker du?"

   "Kun lidt," siger Morgan. "Jeg vågnede op i skoven, ligesom du. Jeg kunne kun huske en lille smule. Blandt andet lidt om dig." Arthur ser fra den ene af os til den anden.

   "Nathaniel, Lancelot, kender I hinanden."

   "Hans navn er Morgan," siger jeg. Arthur rynker panden.

   "Morgan?" Han ser på Morgan. "Du har ikke nogen forbindelse til min søster, Morgana Le Fay, vel?" Morgan ryster på hovedet.

   "Nej, herre konge. Jeg tjener Dem helhjertet, det lover jeg." Jeg ser på Morgan.

   "Arthur, kan Morgan og jeg tale sammen under fire øjne et sted?"

 

Senere den aften sidder jeg i det værelse, jeg har fået tildelt. Det er stort, opdelt i to. I den ene del er en stor himmelseng, skrivebord, skærm, klædeskab og meget mere. I det anede er en stue, en kamin, en sofa og høje vinduer. Jeg sidder i det ene vindue, hvor de sorte gardiner ikke er rullet for. Jeg ser ud over landet. Skovene er spøgelsesagtigt oplyste af månen. Bjerge og dale strækker sig, bliver arret af floder og kløfter. Hvor er det dog smukt... Ilden knitrer i kaminen. De rolige flammer spreder varme i rummet.

   Morgan kommer ind. Jeg træder ned fra vindueskarmen, lader gardinerne være trukket fra. Vi sætter os begge i sofaen.

   "Hvor meget husker du om vores oplevelser?" spørger jeg. Morgan smiler skævt.

   "Ikke meget. Kun hvad du har fortalt mig om."

   "Hvad husker du om mig?"

   "Vi er bedste venner. Brødre. Vi er begge to halvblods, og vi prøver at undgå faldne og rigtige engle." Jeg nikker.

   "Stoler du på mig? Som din ven?" Han nikker. Jeg ånder lettet op. Vi er stille lidt. "Morgan... Arthur er din ven, ikke sandt?" Morgan nikker. Jeg ser undskyldende på ham. "Hvorfor bedrager du ham så?" Morgan ser ned.

   "Jeg... Gwen og jeg elsker hinanden."

   "Hun er en gift kvinde. Nej, glem det, det kan jeg se gennem fingre med - men Morgan, tror du virkelig, at du er den eneste, hun er Arthur utro med? Hun kyssede mig. Jeg tror ikke, at du skal forvente for meget af hende. Som din ven råder jeg dig til at lade hende være med Arthur. Han er en god mand, og han skal nok passe godt på hende." Morgan sukker. Han nikker.

   "Jeg ved det... Tro ikke at jeg har det godt med det." Jeg smiler.

   "Morgan. Du ved udmærket at det her kun kan ende galt. Arthur vil finde ud af det, og han vil straffe dig. Og bagefter vil han straffe Guinevere." Morgan nikker.

   "Jeg ved det! Jeg skal nok gøre det forbi." Morgan snakker videre, men mine tanker glider hen på det kys, Gwen gav mig. Det var så kort. Så kort, sammenlignet med min lange levetid. Jeg mærker et pludseligt begær efter mere. Det smerter mig, og min fars ord skærer igennem mit hoved. 'For ingen, ingen, vil nogen sinde elske dig, bort set fra mig'. Selvom jeg fornægtede det, så har jeg altid inderst inde haft det som om, at det faktisk var sandheden. Ingen ville kunne elske mig som mere end en ven eller, i Morgans og mit tilfælde, en bror. Elsker Gwen mig? Nej, Guinevere er desperat efter at blive elsket. Ligesom... mig... Morgan ligger en hånd på min skulder. "Nathaniel? Er du helt okay?" Jeg nikker. Ser ind i ilden.

   "Ja... Det er bare... Guinevere var den første, der nogen sinde lod til at holde af mig på den måde..."

   "Dit første kys," konkluderer Morgan. Jeg ryster på hovedet.

   "Nej. Hun kyssede mig. Det tæller ikke."

   "Men du har ikke fået dit første kys endnu?" Jeg ryster på hovedet.

   "Jeg voksede op i Helvede. Det er ikke ligefrem det mest romantiske sted." Mine tanker glider ind i ilden. "Gwens kys fik mig til at føle mig elsket. Det var det første, der nogen sinde formåede at fjerne den tanke om, at jeg ikke kan elskes, som min far har plantet i mit hoved." Morgan forstår. Det ved jeg bare, at han gør.

   "Jeg kan kun forestille mig aldrig at føle sig elsket." Vi sidder helt stille i nogle minutter. Så lægger Morgan en arm om min nakke og kysser mig på munden. Jeg bliver så forvirret og forskrækket, at jeg slet ikke reagerer. På den ene side vil jeg gerne skubbe ham væk fra mig, blive sur og rasende. Men min mave føles helt let. Det føles rart. At blive elsket. Jeg kysser ham igen. Mit første rigtige kys er slet ikke så dårligt. Jeg bliver varm. Morgan trækker sig væk. Et øjeblik er jeg forvirret og desorienteret. Jeg ser på ham, rødmer lidt, men holder hans blik fast. Jeg ryster en smule. Af spænding? Af glæde? Jeg elsker ikke Morgan på den måde. Det har jeg aldrig gjort.

   "Hvorfor gjorde du det?" spørger jeg forvirret. Han smiler varmt til mig.

   "Fortæl mig, hvis du føler dig uelsket." Han ler stille. "Et kys mellem venner betyder ikke noget for mig. Luk øjnene, og forestil dig en særlig person. Lad være med at se så forskrækket ud. Tro mig, jeg ville aldrig forbarme mig over dig eller noget. Uanset hvad du tror lige nu, så finder jeg kun kvinder tiltrækkende." Vi ser på hinanden og griner.

   "Tak," siger jeg, da vi endelig kan kontrollere os selv igen. Min mave kilder en smule.

   "Nathan." Jeg ser på Morgan. "Hvordan var dit første kys?" Jeg trækker på skulderne.

   "Jeg har ikke noget at sammenligne det med. Endnu." Morgan ler. Han rejser sig op.

   "Godnat." Han går ud. Jeg ligger mig ned på sofaen. Smiler. Rør mine læber lidt. Jeg elsker ikke Morgan på den måde. Men jeg elsker ham for at gøre sådan noget for mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...