Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1896Visninger
AA

11. Lys eller mørke?

Besætningen går i land. Christoffer går først. Selv han er overrasket over mine vinger, selvfølgelig. Jeg flyver ind over junglen. Jeg når at se, at Morgan forvandler sig til en kat og løber efter mig. Jeg kan ikke lade være med at smile. Så er både katten og fuglen ude af sækken, jagter hinanden.

   Noget rammer mine vinger, og jeg styrter til jorden. Jeg lander i en varm dam. Da jeg kommer op over vandoverfladen, er jeg omringet af henholdsvis faldne og rigtige engle. På den venstre side af dammen står de faldne, på den anden står englene. De ser alvorligt på mig. Jeg krymper mig lidt. Mange af dem kan jeg ikke genkende.

   "Hej..." siger jeg langsomt. Jeg kan ikke huske, hvilket sprog engle og faldne bruger, så jeg siger det på det sprog, der nu kaldes for engelsk. Heldigvis er det det, de svarer mig på.

   "Nathaniel Lucifer Montiara," siger en engel. "Vorherre og djævlen vil af en eller anden grund begge to optræne dig. Vælg." Ja ja, hvorfor pakke det ind? Jeg trækker vingerne ind, jeg kan alligevel ikke flyve, når de er så våde.

   "Jeg er beskyttet af Herren," siger jeg. De kan ikke hente mig tilbage mod min vilje, så længe nogen beder for mig i hvert fald hvert halvtredsindstyvende år, og Morgan bad for ikke engang tolv år siden. "I kan ikke tvinge mig til at vælge." De to engleracer ser på hinanden.

   "Der er opstået en komplikation. Der skal bedes for dig hvert tiende år." Kulde løber igennem mig. Morgan kommer frem fra nogle buske. Han ser forskrækket på de to englegrupper.

   "Okay... Hvad er jeg gået glip af?" Han hjælper mig op. Jeg skubber ham ind i skoven.

   "Morgan, skynd dig hen til skibskirken og bed alt hvad du kan." Skibskirken er egentlig bare en figur af Jesus, nogle lys og diverse billeder. Men måske virker det. Morgan er hurtig væk.

   "Tro ikke at det virker, Deres højhed," siger en falden. Godt så, min far har ikke gjort mig arveløs endnu. Selvfølgelig har han ikke det, så ville underverdenen gå amok!

   "Jeg lader Morgan om at tro og bede," siger jeg spøgefuldt. Jeg ser op. "Hør, får jeg ikke lidt betænkningstid?" Himlen bliver mørk, og et lyn slår ned ved siden af mig. Mit hår rejser sig op. "Okay, et nej ville have været nok," mumler jeg. "Far?" Jordskælv, jeg falder tilbage i vandet. De faldne ler, de rigtige himler med øjnene. Jeg kommer op af vandet. "Hør, venner, ha ha... Jeg skal lige, øhm..." Jeg styrter ind i junglen, de fjerede følger ikke efter til fods. Så længe jeg holder mig mellem stammerne er jeg sikker. Jeg snubler og lander mellem nogle bregner.

   Nogen begynder at fnise. Jeg sætter mig op. Det er en kvinde. Hun ler og smiler til mig. Hendes hud er mørk og fin, hendes hår er sort og glat. Hun har ikke meget tøj på, nogle sparsomme klæder omkring brystet og hoften. Hun kommer hen til mig og rækker mig en hånd. Jeg smiler og tager imod den.

   Hun siger noget på et sprog, som jeg egentlig godt kender, men som jeg er blevet noget rusten i. Jeg forstår det.

   "Hvad lavede du der?" Jeg er mundlam. Mest fordi jeg ikke kan huske de ord, jeg skal bruge. Hun bukker for mig. "Er du en gud?" Hvad? På grund af min hvide hud? Jeg ryster på hovedet. Hun smiler og rødmer lidt. Stryger et hår om bag øret - og falder død om på jorden.

   Soldaterne fra skibet kommer løbende gennem skoven. Jeg er helt tom. Hvorfor gjorde de det? Hun gjorde jo ikke noget?!

 

Tilbage på skibet er Morgan først nu på vej tilbage til skoven. Han ser mit forvirrede udtryk og spørger ind til det. Jeg ryster på hovedet og går ned i vores kahyt. Jeg er lamslået. Englene er ikke efter mig mere, så det virkede altså. Jeg smider mig i min køje. Morgan kommer ind. Jeg vender ryggen til ham. Jeg har normalt intet imod død, sådan er det at komme fra Helvede. Men... Hvorfor?

   Om natten drømmer jeg urolige drømme. Onde væsner prøver at trække mig med sig. En hund kommer hen til mig, den åbner munden. Inde i munden er et andet dyrs hoved. Også den åbner munden, og sådan fortsætter drømmen. Jeg vågner badet i sved. Morgan sover også uroligt, men hans drømme lyder til at være værre end mine.

   Han vender sig fra side til side, mumler svagt, famler efter noget usynligt i luften. Jeg prøver at vække ham, men kan ikke. Jeg rusker i ham. Han slår øjnene op med et hæst gisp. Hans øjne er helt hvide og blege.

  "Nybyggere! Død! Så meget død! Indianerne falder i tusindvis! Høje bygninger bygges, rejses og falder. Drab!" Han skriger og lukker øjnene, slår ud efter mig. Jeg tvinger hans arme ned og får ham vækket. Han ser bange på mig. "Åh, Nathan!" Han begynder at græde. "Hvad var det!? Åh, det var forfærdeligt!" Jeg får ham ned ad køjen. Han sidder på gulvet og hiver efter vejret. Græder sagte.

   "Morgan, hvad så du?" Morgan ser på mig.

   "Stedet her. Træerne blev fældet og brændt. Folk kom hertil, forurenede og ødelagde jorden. Slog de indfødte ihjel. Jorden brændte. Der blev bygget enorme bygninger. Et fly fløj ind i et af dem, flere tusinde skrig fyldte mit hoved! Folk slog hinanden ihjel..." Han slår armene om sig selv. "Hvilket rædsomt syn... Hvad tror du, det var?" Jeg ser ned.

   "Som du sagde - et syn." Jeg lægger en hånd på Morgans skulder. "Morgan, jeg tror at du er synsk."

 

Næste morgen er Morgan meget urolig. Jeg tilbyder at flyve ham væk, men han vil ikke ad sted. Han ligger i sin køje hele dagen, prøver at overskue alt det, han så i sit syn. Fremtiden kan være skræmmende, jeg har lært at affinde mig med det faktum, men Morgan, som af uforklarlige grunde glemmer sin fortid, er bange for at miste hukommelsen igen. Jeg henter hans mad og prøver at få ham til at tale, men han hverken siger eller gør noget. Jeg går ud for at trække noget frisk luft. Da jeg kommer tilbage er han stået op. Han ser på mig med et forvirret blik.

   "Hvem er du?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...