Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1937Visninger
AA

2. Jesus

Del 1

Betlehem, år 0

Jeg har været på Jorden i godt et år. Barnet græder sagte. De vise og hyrderne er gået. Jeg har gemt mig i skyggerne. Mine vinger er skjulte, så ingen bliver skræmte. Hvorfor betyder en farve så meget? Sorte vinger, grå vinger, det er altså ikke noget, jeg selv har valgt! Hvide vinger er "fine", "uskyldig", "rene". Det er da hundrede gange nemmere at se snavs på hvide vinger.

   Den lilles gråd stiger. Jeg overvejer at gå ind i stalden, men Josef ville bare jage mig ud. Æslet, koen, hesten, alle dyrene prøver at berolige Herrens lille søn. Jeg sukker. Som om de larmende lyde skulle berolige et lille barn.

   Så lyder en stille mjaven. Jeg smiler. Morgan. Barnet begynder at le. Maria og Josef taler sammen. Så. Nu har Morgan et hjem - for nu.

   For knap en måned siden mødte jeg Morgan. Han var svag, såret og sulten, det tre S'er, som jeg bare ved at jeg også vil opleve, mange gange. Apropos. Jeg glider stille ned ad væggen. Jeg skal bare have pusten, bare hurtigt...

   Morgan og jeg er blevet gode venner. Han har hukommelsestab, husker intet om sin fortid, ikke engang sit ejede navn. Heldigvis fik jeg beskyttelse fra oven, så jeg får et vink eller to engang imellem. Jeg lovede ham, at jeg ville finde et sikkert hjem til ham - og hvilket hjem kunne være mere sikkert end det, der er bestemt til at blive beskyttet, og beskytte?

   Jeg sætter mig på jorden. Jeg kan ikke rigtig få vejret. Jeg er endnu uvant til Jordens fordeling af lys og mørke. Mørket er ikke intenst nok, og lyset er ikke tilpas kraftigt. Jeg tror bare, at jeg skal vende mig til det.

   "Josef," siger Maria. "Vi er altså nød til at skaffe mad til Jesus." Jeg formår at Josef nikker.

   "Jeg ved det. Men hvordan? Betlehem er lukket i dag, det er sabbat." Maria sukker.

   "Vi må vel tage hen til en gård, og bede om lidt mad."

   "Ja... Nej, hvem skulle se efter Jesus? De ville ikke tro mig, hvis jeg sagde, at maden var til min hustru og min nyfødte søn." Maria sukker.

   "Josef... Vi har talt om det her... Jesus er..."

   "Guds søn, jeg ved det. Det var det, englen sagde." Jeg kæmper mig på benene og træder frem i lyset.

   "Maria. Josef." Stalden er roligt oplyst, Jesus ligger i krybben, Morgan er rullet sammen som en lille killing ved siden af drengens hoved. Jeg retter mig op. Maria tager Jesus op, han begynder straks at græde. Morgan rejser sig op og mjaver. Josef stiller sig beskyttende foran Maria og Jesus.

   "Hvem er du?" spørger han. Jeg bukker dybt.

   "Mit navn er Nathaniel. Jeg er en engel her på Jorden." Okay, jeg lyver måske lidt, men det er altså også sandt. "I har brug for mad til barnet. Der ligger en gård lige rundt om hjørnet. Jeg vogter over Jesus, mens I er væk." Maria ser mistænkeligt på mig. Hun ryster på hovedet. Jeg prøver at skjule mine følelser og min irritation.

   "Jeg kan se dit ansigt. Og du har ingen vinger. Du er ingen engel. Ikke som den, der fortalte mig om Jesus." Jeg smiler og folder mine vinger ud. Josef ser forvirret på dem.

   "De er grå," siger han monotont.

   "Jeg er mere end en engel. Jesus er i gode hænder hos mig." Jeg holder armene frem. Marian går varsomt frem. Hun ligger Jesus i mine arme. Men smiler venligt til hende. Hun og Josef skynder sig ud. Morgan springer ud af krybben. Jeg sætter mig med Jesus på en skammel. Han er så lille og sød. Jeg sukker. Jeg overhørte Vorherres samtale med ærkeenglene om, hvad der vil ske med drengen. Stakkel.

 

Jeg betragter Jesus fra afstand. Han skæver til mig og vinker. Der er gået ti år. Vi er i et tempel. Jesus sidder og diskuterer med de lærde. Morgan strejfer omkring menneskene rundt om Jesus, sikrer sig, at der ikke er nogen med onde hensigter. Jeg sukker. Jeg kan se de onde auraer, der syder omkring nogle af præsterne og de lærde. Hvor er det sørgeligt... De ønsker ham død.

   Jeg tog Jesus med hen til templet. Det er påske. Jeg tænkte, at han sikkert ville være lidt sig selv - men selvfølgelig endte det med en kristen diskussion i et tempel. Det er den han er. Jeg er hans ven, og somme tider vejleder og lærer. Ikke som de lærde, eller som Josef og Maria. Jeg viser ham det, han har brug for at vide. Ikke at hans tro ikke er vigtig. Jeg har lært ham, hvordan han binder knuder op, binder dem, hvordan han kan undgå alle de dødsstraffe, jeg kender her fra egnen. Jeg kender ikke til romernes... Det bekymrer mig. Jeg vil ikke se Jesus død...

   "Jesus!" Maria kommer hen til sin søn. Jeg smiler. Hun er en smule overbeskyttende. Bare jeg havde sådan en mor. Jeg har aldrig mødt min. Jeg har aldrig fået lov.

 

"Nathaniel?" Jeg træder frem fra træet. Ser nedtrykt på Jesus. Han ser på mig med våde øjne. Han rejser sig op. Hans bøn er færdig. Nu har han kun håbet. "Mester Nathaniel, hvor længe har du stået der?" Jeg trækker på skulderne. Jesus tørrer sine øjne. Han ser ned.

   "Jesus... Du ved... Du kan altid løbe væk." Jesus ryster på hovedet.

   "Nej. Nej, det er mit lod, selvom... Jeg ville ønske at det ikke var sådan." Han sætter sig ned. Jeg sætter mig ved siden af ham. Jeg sukker.

   "Der er noget, jeg må fortælle dig," siger jeg. Jesus ser på mig. "Lukas ville ikke forråde dig. Han..."

   "Han blev fristet af djævlen, jeg ved det. Jeg kan ikke styre menneskenes sind. Djævlen er lumsk, ondskabsfuld, nederdrægtig og..."

   "Han er min far!" Jeg siger det hurtigt. River det af hurtigt og smertefrit - næsten da. Jesus rejser sig hurtigt op.

   "Hvad!" Jeg sukker og ser ned.

   "Djævlen. Han er min far. Jeg er kun halvengel. Undskyld at jeg ikke har fortalt dig det før." Jeg venter på hans reaktion. Sådan som jeg kender ham, kommer han sikkert med en lignelse. Men nej. Han lægger en hånd på min skulder og smiler til mig.

   "Min far er Gud. Din far er konge af underverdenen. Så på en måde, er vi jo så i familie - ikke?" Jeg smiler og fnyser.

   "Du er ikke bange mere?" Jesus nikker.

   "Jo, meget. De kommer snart efter mig. Og så..." Ingen af os vil sige det. Ingen af os kan sige det. Jesus retter sig op. "Jeg går tilbage til de andre. Farvel, Nathaniel."

   "Vi ses," smiler jeg. Jesus prøver at smile opmuntrende. Jeg kan kun forestille mig, hvor uhyggeligt det må være. Visheden om, at man snart skal dø. Frygten for, hvad der vil ske. Jeg ved, at han vil komme i Himlen. Jeg folder mine vinger ud, så snart han er ude af syne. Så letter jeg.

 

Morgan sidder for foden af korset, som en kat, rank og stille. Jeg sidder på toppen. Vogter min ven, indtil han bliver lagt i graven. Ingen krage skal nappe ham, ingen rotte skal nå ham. Vi venter. Ved, hvad der skal ske. I et øjeblik hader jeg udødelighed. Jeg har været på Jorden i mere end tredive år. Og jeg har ikke set mere en de steder, Jesus har været.

   "Du, Morgan?" siger jeg. Morgan mjaver. Han ved, hvad jeg vil sige. Så snart Jesus er i Himlen, tager vi ad sted. Vi ved ikke hvorhen. Bare væk.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...