Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1894Visninger
AA

5. Gwen...

Nuværende England, ca. 1270

Jeg slår øjnene op. Tager med største glæde en enorm mundfuld luft ind i systemet. Jeg vrider mig. Jeg er lænket til jorden. Mine vinger er strakt ud fra min ryg. Jeg prøver at huske, hvad der er sket. De faldne overfaldt mig. Vi sloges. Jeg blev bundet. Åh, av, ja, hele min krop gør ondt. Jeg ligger slapt på jorden. Jeg har ikke energi til at bryde fri. Mørket er ikke kraftigt nok.

   Jeg ligger i en lysning. Over mig kan jeg se fuldmånen. Den lyser ned på mig. Håner mig. Et stykke væk lyder der ulvehyl. Morgan! Hvor er Morgan?! Tanken om min elskede bror får mig til at rive og flå for at komme fri. Jeg skriger og hyler i blindt raseri. Hvis der er sket ham noget...

   Vi var på vej til en havneby, for at tage med et skib til Rusland. Men de faldne fandt os. Vi blev skilt ad... Jeg ser op på stjernehimlen. Kæderne, der binder mig til jorden, er smedet af et metal fra Helvede. Jeg kan ikke bryde det. Nogen skal fjerne dem for mig.

   Langsomt lader jeg min fortvivlelse og elendighed overskylle mig. Jeg synker ned i den, opsluges af den. Lige så langsomt holder jeg op med at føle. Det gør ondt, men jeg glemmer lige så langsomt. Ikke glemmer som i glemmer. Jeg vælger ikke at huske. Er det mon sådan, englene gør? Jeg har det, som om jorden selv opsluger mig. Dens fingre lukkes om mig, tager mig ind og sluger mig. Hvor er det dejligt... Jeg lukker øjnene. Det pusler i nogle buske. Grene knækker. Nattelivet i skoven viser sig. Men ingen dyr tør nærme sig mig. Mine vinger holder mig skjult. Mine vinger holder dem i skræk.

   "Herre!" Stemmen er så svag, at jeg knap nok kan høre den. Men jeg hører den. Jeg hører den, og andre lyde. Prusten. Mennesker, der taler sammen. Jeg åbner øjnene op, svagt. Alting er sløret. En blond mand sidder på en hvid hingst. En ridder i skinnende rustning og med rød kommer hen til mig. Han og tre andre riddere løsner de fem kæder, der er sat på mig. Hele min mave var åbenbart dækket af det kolde metal. Jeg fryser og begynder at ryste. Mine vinger hænger slapt ned ad mig, da ridderne løfter mig op og spænder mig fast på en hesteryg.

   Hestens rytme er ubehagelig og gør ondt. Der går det, der føles som flere dage. Så bliver jeg lagt i en stor, blød seng.

   Folk tager sig af mig i jeg ved ikke hvor lang tid. Men jeg kommer ikke til kræfter. Hvordan kan engle holde ud at være sådan her? Fortabt i sorg og elendighed og helt følelseskolde? Morgan, åh, Morgan! Hvor er du?

   En dag kommer nogen ind til mig i det tidsrum, hvor jeg normalt ikke har nogen omkring mig. Det er den tid, hvor jeg bare kan svælge i elendighed og fortabelse. Jeg har lyst til at sige til personen, at de skal gå deres vej og lade mig være. Men personen sætter sig på sengekanten og stryger mit hår.

   "Engel," siger en blid stemme. "Engel, kan du høre mig?" Jeg åbner øjnene en lille smule. Det er en kvinde, der sidder på min sengekant. Hun er meget smuk, hendes hår er lyst og bundet op i en knold bagtil. Hendes kjole bærer den samme røde farve som ridderne. Jeg nikker ganske svagt. Hun smiler bredt. "Hvordan har du det? Kan du tale? Kan du forstå mig?" Jeg kniber øjnene sammen. For mange spørgsmål. Mine vinger er så tunge... Jeg er så træt...

   Det er smertefuldt, men jeg får det gjort. Jeg trækker vingerne ind, vrider mig en smule. Kvinden tager min hånd. Det er hurtigt overstået. Jeg åbner mine øjne en smule og ser på hende. Hun smiler venligt til mig.

   "Kan du forstå mig?" Jeg nikker stille. "Kan du tale." Jeg nikker igen. "Nu?" Jeg ryster på hovedet. Min mund er tør som en ørken, jeg har sikkert ikke drukket i årevis! Desuden er jeg så svækket at det er hårdt bare at mime. "Tror du, at du kan fortælle Vorherre om mit ønske?" Jeg tøver. Så lader jeg som om jeg besvimer. Kvinden sukker. "Svar mig, når du vågner, Engel. Indtil da..." Det næste, jeg mærker, er et par bløde læber mod mine. Jeg gør virkelig hvad jeg kan for at forblive "bevidstløs", men...

   Lucifer sagde, at ingen nogen sinde ville elske mig. Jeg har aldrig ladet nogen komme ind i mit liv, fordi jeg har været bange for, hvad der ville ske. Men nu... Åh, den følelse, der skyller gennem min krop. Jeg forstår stadig ikke, hvorfor Trajan ikke bare kunne nøjes med ét menneske. Dog vil jeg godt indrømme, at jeg ikke vil have kvinden til at stoppe.

   "Guinevere!" Kvinden bider mig forskrækket i læben. Hun trækker sig væk, uden at vide hvorfor, lukker mine fingre sig om hendes håndled. "Hvad laver du dog!?"

   "Lancelot!" Min indre engel dirrer. Jeg kan mærke utroskab i luften - meget af det! Jeg åbner øjnene en smule. Og tror at de bedrager mig.

   Guinevere går hen til den person, hun omtalte som Lancelot - men jeg kender ham bedre end som så. Det er Morgan.

   Morgan ligger armene om Guinevere. Han kysser hende længe på munden. Englen i mig skriger på retfærdighed, på den anden side, så nærmest trygler djævlen mig om at gøre det værre. Jeg trækker vejret så stille jeg kan.

   "Gwen, kæreste. Du bedrager allerede Arthur, min allerkæreste ven, ved at være sammen med mig. Er du nu os begge tro med englen?" Guinevere stryger Morgans kind.

   "Nej, selvfølgelig ikke, min egen Lancelot. Du og ridderne bragte ham hertil. Jeg ønsker ham god bedring." Hun trykker sig ind til ham. En svag kilden begynder i min hals. Jeg kan ikke lade være med at smile. Så le. Jeg sætter mig op, og begynder at grine højt og hjerteligt. Morgan og Guinevere ser forskrækket på mig.

   "Du er jo ynkelig!" siger jeg til Guinevere. Jeg ser på Morgan. "Du har hukommelsestab igen, kære ven."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...