Nathans Historie (Tertio)

Jeg har fortalt min historie - men nu er det tid til at fortælle Nathans. Nathans barske liv kommer frem i lyset, både om hans venskaber, hans smerter, hans tab og hans møde med mig, Maya O'Conner. Det her er historien om det hårdeste af alle liv, det hårde liv i flugt fra Helvede. (Bogtraileren er egentlig en kærlighedssang, men i denne sammenhæng skal den forstås som Nathans had til Lucifer)

19Likes
22Kommentarer
1938Visninger
AA

10. Den nye verden

Atlanterhavet, år 1493

Skibet gynger. Morgan og jeg sidder i forstavnen og ser ud over havet. Vi har været på havet i mange uger. Sømændene knokler rundt omkring, Morgan og jeg har betalt for at være her som passagerer. Jeg kan godt lide at sejle. Især når jeg ikke ved, hvor jeg er på vej hen. Mange om bord siger, at vi snart når verdenens ende, og så falder vi ned i Helvede. Det får mig til at le en smule.

   Uheldigvis har Morgan det ikke på samme måde. Han hader at sejle, han hader vand, og er bange for at komme i Helvede. Pesten er heldigvis gået over for mange århundreder siden. Han var en af de ganske få, der overlevede.

   Pesten minder mig om Kiska, den heks. Hun udnyttede mig og prøvede at få mig dræbt. Mindet om hende gør ondt. Både fordi jeg ved, at jeg ikke får chancen for at slå igen, og fordi jeg savner én, der faktisk elsker mig. For det gjorde hun. Det ved jeg. Hun elskede mig, eller, i det mindste min krop. Det var nok. Morgan bemærker min utilpashed og kysser mig på kinden. Jeg smiler.

   Nogen rømmer sig bag os. Vi vender os om. Christoffer ser på os.

   "Forstyrrer jeg i noget?"

   "NEJ!" siger vi begge to på samme tid. Vi ler alle tre.

   "Nathaniel, Morgan, vil I komme med ned i min kahyt? Jeg skal have udregnet længde og breddegrader." Vi rejser os op og følger med. Nogle af sømændene sender blikke efter os, jeg bryder mig ikke om dem. Nede i kahytten står vi alle tre bøjet over et stort kort, Christoffer er ved at indtegne de steder, vi ser. Morgan ved ikke så meget om det, så det er kun Christoffer og jeg der taler.

   Da længde og breddegrader er blevet udregnet, går Morgan og jeg hen i vores egen kahyt. Morgan kravler op i den øverste køje. Han ligger lidt og kigger op i loftet, jeg sidder ved skrivebordet og skriver ned i mi logbog.

   "Du, Nathan," siger Morgan.

   "Ja?"

   "Tror du virkelig, at vi er på vej til Helvede?" Jeg dypper fjerpennen i blækket.

   "Morgan, du glemmer at jeg er fra Helvede. Jeg tror ikke, at man kan gøre det på den måde."

   "Sikker?" Jeg vender mig mod Morgan og smiler til ham.

   "Jeg er helt sikker." Efter en times tid går vi op på dækket, hvor madrationerne bliver delt ud. Jeg tager en appelsin op fra en tønde og kaster den hen til Morgan. De andre sømænd griner af os, de siger, at det er en tøsefrugt. Jeg sukker. Jeg er ved at være godt træt af at de ikke kan passe deres job, i stedet for at genere os. Ja, vi kysser - og hvad så? En konge må gerne, men jeg må ikke? Vi går ned i kahytten igen, jeg vil slet ikke fortælle, hvad sømændene råber og gætter på at vi skal. Jeg gyser.

   Nede i kahytten ser Morgan på appelsinen.

   "Hvorfor skulle jeg have den?" spørger han. Jeg smiler.

   "Kan du huske den sømand, hvis tænder begyndte at falde ud?" Morgan nikker. "Det eneste, han ikke spiste, var appelsiner. Jeg agter at beholde mine tænder til engang i fremtiden, hvor det bliver værdsat." Morgan smiler smørret.

   "For en særlig person?"

   "Klap i." Morgan sukker.

   "Nathan, du har ingen idé om hvor dejligt det er at finde én, der rent faktisk elsker dig. Især når man også elsker dem." Jeg smider mig i underkøjen.

   "Hør, Morgan, jeg ved godt at du har nemt ved at forelske dig. Du er halvblods, men du er også fri. Men gør det ikke ondt, når du er nød til at forlade den person, du forelsker dig i?"

   "Jeg er ikke tvunget til at forlade noget eller nogen." Morgan er stille lidt. Han har ret. Han følger kun med mig, fordi vi er så gode venner. "Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg har forelsket mig, hvor mange kvinder jeg har såret eller skuffet, for jeg husker dem ikke. Men Nathan, du ved godt, at jeg ikke kan lide at se dig lide."

   "Hvad snakker du om?"

   "Som jeg sagde i Camelot, så er jeg ligeglad med et kys mellem venner, men det er ved at være for meget. Jeg mister sikkert snart hukommelsen, igen, og hvad sker der så? Hvis jeg ikke husker dig, så skal du bruge flere år på at bygge vores venskab op igen. Den historie gentager sig, og den vil gøre ondt."

   "Du foreslår forhåbentlig ikke at..."

   "Jo. Jeg gør."

   "Morgan!" knurrer jeg rasende. "Lad være med at udfordre mine principper!"

   "Du ved slet ikke hvad du taler om, du..." Jeg står ud af køjen.

   "Morgan! Jeg har ingen, INGEN, intentioner om at få en elskerinde, INGEN!"

   "Jeg ved godt, at du ikke kan lide det, men bare i et år, jeg lover dig, du vil få det bedre..."

   "DET VED DU INGENTING OM!" råber jeg rasende. Jeg stormer ud af kahytten. Oppe på dækket griner sømændene. Jeg knurrer af dem, folder mine vinger ud og letter. Deres skrig er tilfredsstillende. Jeg sætter mig på toppen af den øverste mast, folder vingerne sammen på ryggen. Morgan er en idiot. Han ved ikke hvad han taler om. Han... Han... Det går op for mig. Han har ret. For ham er det blevet for meget - for mig er et kys mellem venner for lidt. Jeg har brug for én, der faktisk elsker mig. Det var det, jeg faktisk godt kunne lide ved Kiska. Hendes berøringer. Hendes bare krop mod mig. Hendes kærlighed. Jeg tager mig til hovedet. Min engel er svag. Den er så død som den kan blive. Kun Himlen kan genoplade den, og jeg vil ikke derhen. For tager jeg derhen, så bliver jeg sendt til Helvede.

   Jeg ryster tankerne af mig, da jeg ser en smal stribe land i det fjerne. Jeg rejser mig op, folder vingerne ud og svæver ned på dækket. Ingen latter. Ingen hånd. Respekt. Endelig! Jeg løber nedenunder, og finder den kahyt, hvor der er påsat et skilt med navnet Columbus

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...