Wolf soul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2014
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Hvad vil han? Hvad ved han og hvorfor bliver han ved? Jeg klemte øjnene så hårdt sammen, at det gjorde ondt. Jeg kunne mærke ham række ud efter mine tanker igen. Hurtigt smækkede jeg en blokade op, og han trak sig tilbage. Hvorfor ville han ikke lade mig og min flok være? Han skulle slet ikke komme i nærheden af mine venner. Især ikke Felix. Ham skulle han holde sig fra. "Felix?" Et koldt grin lød bag mig. Jeg frøs. Sveden begyndte at vise sig på min pande. Fandens, jeg havde glemt at holde blokaden oppe et split sekund. Sia tilhører Winter shadows flokken og er førstearving til tronen. Det samme gælder for hendes bedste ven, Felix, som tilhører Glowing Flames flokken. Sia og Felix har forbud mod at se hinanden, eftersom de to klaner har rivaliseret hinanden voldeligt siden tidernes morgen. Pludselig en dag dukker en fremmed og ukendt ulv op i Sia's territorie. Ingen har set sådan en ulv før. Hvor kommer han fra og hvem er han?

9Likes
5Kommentarer
948Visninger
AA

8. The real World

 

Hvad skete der? Jeg åbnede forsigtigt øjnene og prøvede at orientere mig. Hvor i alverden var vi henne? Jeg lå i noget blødt og pelset. En sofa. En blå bomuldssofa. Rundt omkring mig var der træmøbler, trægulv og træloft. Det skulle ikke undre mig, hvis væggene også var af træ. Jeg satte mig langsomt op og tog mig til hovedet. Et hurtigt jag af smerte, strejfede mig kort. Av for helvede. På et glasbord ved siden af mig, lå der en gul lap. Jeg rynkede panden og rakte ud efter den. En nydelig håndskrevet besked, var kradset ned.

 

Sia.

Velkommen til mit hjem. Du undrer dig nok over hvor du er, eller med dine egne ord: Hvad fanden sker der og hvor fuck er jeg?!

Bekymringer er tilladt, men der er ingen grund til dem. Du er i sikkerhed. Ligeså dit kobbel. Jeg kommer snart tilbage.

Jamie Scott O'Brien

 

Godt så. Jeg smed sedlen væk. Den hvirvlede lidt rundt i luften og faldt så til gulvet. Jeg smilede halvt. Haha.. Scott.. Jeg kendte engang en anden varulv, der hed det. Sjovt. Hurtigt rystede jeg tanken ud af hovedet. Hvordan kunne jeg sidde her og smile, når jeg hverken anede hvor jeg var, hvor mit kobbel var eller hvor fanden vi alle i det hele taget var. Jeg rejste mig fra sofaen og snublede lidt rundt. Wow, jeg var svimmel. Jeg genvandt balancen og styrrede imod den nærmeste dør. Friheeed. Pludselig blev døren åbnet og ind kom Jamie. Åh. Ikke friheeed. Han smilede ved synet af mig. Jeg stod afventede og så på ham. "Du er på benene. Det var ellers noget af et grimt fald du lavede," han lukkede døren efter sig og gik over imod mig. Jeg rynkede på næsen. Fald? Jeg var ikke faldet. "Hvilket fald? Jeg har det fint". Jamie var gået forbi mig og over til et lille køkken. "Normalt glider man ikke på maven igennem en tidsportal, men man står på begge ben," et lille smil sad omkring hans mundvige. Ja, jeg så det, selvom han stod med ryggen til mig. Jeg lagde hovedet på skrå. Jeg havde ingen idé om, hvad han lige havde sagt. Tidsportal? Hvad? Jeg bevægede mig over til køkkenet. "Du har bare at fortælle alt, og jeg mener ALT. Hvor er vi, hvad skete der, hvem er du og hvad sker der?" Jeg så iltert på ham. Det her kunne jeg ikke klare. En alfa skal have styr på tingene. Altid. Lige nu, kunne jeg hverken finde hoved eller hale i noget. Drengen kunne ikke holde op med at smile, hvor var det dog irriterende. Han havde taget en flaske vand og så på mig med medlidenhed. "Du aner virkelig ikke hvor du er?" Jeg rystede langsomt på hovedet. Jamie trådte frem i mod mig og fangede mine øjne. "Du er i Elmore. I London. I den virkelige verden," han drak fra flasken. Jeg stirrede bare smilende på ham. Elmore? London? Virkelige verden? De to første ting havde jeg aldrig hørt om før og den sidste forvirrede mig bare. Min verden var da virkelig. Hvad var det her for en syg joke? Jeg peb en smule. Jamie rynkede brynene og smilede overbærende. "Så det er altså rigtigt, hvad de siger. Du har ingen idé om noget af det her," han slog ud med armene. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Ville ikke engang spørge om hvem "de" var. Jeg ville bare finde mit kobbel og komme hjem. Tingene var blevet alt for indviklede og uforstående for mig. "Jamie, hvor er mit kobbel? Jeg har tænkt mig at finde dem og så tager vi hjem," mine øjne gled håbeløst imod døren, men Jamie trådte kvikt ind foran mig. Han borede de klare øjnene ind i mine og så indtrængende på mig. Av. Hans store overkrop spændte sig under den tætsiddende bluse. "Jeg er bange for, at det ikke er en mulighed Sia. Du kan ikke tage hjem nu, for jeg blev bedt om at hente dig for en grund," hans ansigt løsnede sig lidt. Hente mig? Jeg så spørgende på ham. Hvilken fantasiverden var det her. "Nårh ja, det ved du sikkert heller ikke," han kløede sig i nakken. "Min øverstbefalende, Nicole, vil gerne møde dig. Eller som du måske vil kalde hende.." Han rejste hovedet og så mildt på mig, "mor". Hans uskyldige blik mødte mit frosne og en hængende underkæbe.

... Mor?

 

 

 

Hej skønne mennesker!
Jeg er ked af, at jeg har glemt at bruge noget af min tid på at skrive videre.. Ja, det sker jo, så derfor er dette kapitel ikke så langt, men bare rolig! Skal nok skrive videre :D
Beklager for det korte kapitel, men det er det, der er indtil videre, sorry
Håber det er okay.

Bliv endelig ved med at læse! Knus herfra
xxx

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...