Wolf soul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2014
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Hvad vil han? Hvad ved han og hvorfor bliver han ved? Jeg klemte øjnene så hårdt sammen, at det gjorde ondt. Jeg kunne mærke ham række ud efter mine tanker igen. Hurtigt smækkede jeg en blokade op, og han trak sig tilbage. Hvorfor ville han ikke lade mig og min flok være? Han skulle slet ikke komme i nærheden af mine venner. Især ikke Felix. Ham skulle han holde sig fra. "Felix?" Et koldt grin lød bag mig. Jeg frøs. Sveden begyndte at vise sig på min pande. Fandens, jeg havde glemt at holde blokaden oppe et split sekund. Sia tilhører Winter shadows flokken og er førstearving til tronen. Det samme gælder for hendes bedste ven, Felix, som tilhører Glowing Flames flokken. Sia og Felix har forbud mod at se hinanden, eftersom de to klaner har rivaliseret hinanden voldeligt siden tidernes morgen. Pludselig en dag dukker en fremmed og ukendt ulv op i Sia's territorie. Ingen har set sådan en ulv før. Hvor kommer han fra og hvem er han?

9Likes
5Kommentarer
946Visninger
AA

2. Purebreed wolf

 

--------------------------

 

"Far, lad det nu ligge!" Jeg sad forenden af spisebordet og vippede på stolen. Min far traskede rastløst frem og tilbage. Det irriterede mig gevaldigt. Han blev ved. "Det er ikke noget man bare gemmer væk, Sia, Det er en alvorlig ting". Han kløede sig i det hvide hår og fortsatte med at traske frem og tilbage. Jeg knurrede. Der var blevet stjålet afgrøder fra vores landsbys marker. Beboerne var helt oppe at køre. Jeg mente nu bare, at det var nogle forbi passerende dyr. Det var min far uenig i. "Det må have været Glowing flames! Det kan kun have været dem!" Nu trampede han rundt og lavede nogle aggressive armbevægelser. Glowing flames var vores ærkerivaler. En anden vareulve race, som vi havde rivaliseret siden tidernes morgen. Glowing flames dræbte også min mor da jeg kun var en ung ulv. Min fars ansigt var blevet mere dyrisk og hans skuldre blev bredere. Blændet i sin vrede, ramte han en lille vase i køkkenvinduet. Den ramte gulvet med et højt knald. Jeg hoppede op af stolen, trampede hen til min far og stak en finger op i ansigtet på ham. "Nu hidser du dig ned og det skal være LIGE nu!" Jeg snerrede og mærkede hjørnetænderne forlade deres lommer. Sylespidse som små knive. Min far så vredt på mig, men så sænkede han skuldrene. "Undskyld Sia. Der overreagerede jeg". Hans ansigt blev menneskeligt igen. De blå øjne så trist ned mod gulvet. Min far var en flot mand. Snehvidt hår, blå øjne, flotte høje kindben og en markeret kæbe. Jeg lod læberne dække tænderne og trak min far ind til mig i et langt knus. Jeg vidste hvordan han havde det. Jeg ville også selv flippe ud på den måde, hvis jeg var ham. Der var dog en speciel grund til at jeg prøvede at holde ham på afstand af GF.
En speciel grund, som jeg kaldte, Felix.
Velkommen til mit vintereventyr.

 

 

 

 

--------------------------

 

Jeg travede igennem det kolde landskab. Jorden var godt hård og rundt omkring var små vandpytter frosset til is. Nogle af landsbyens børn havde sikkert udsendt et kuldehyl ud over dem. Jeg gik godt til igennem vores lille landsby. Husene lå så dejligt tæt. Man kunne altid finde rundt. Bag mig hørte jeg pludselig fodtrin. Jeg drejede øret mod lyden, men fortsatte med at gå. Abbie. Jeg kunne kende hendes lugt på lang afstand. En blanding af fyrretræ og kold jord. Fodtrinene satte farten op, troede hun helt seriøst at jeg ikke havde opdaget hende? Jeg kom til at udstøde et lille grin. Fodtrinene stoppede op og en lys stemme brød ud bag mig: "Ej Sia! Jeg troede lige, at jeg kunne snige mig ind på dig, men du ødelagde det hele med dit hånende grin". Så jeg ødelagde det hele? Hun kunne da bare få lært at liste ordentligt og få skjult sin markante lugt? Jeg nøjedes bare med at sende hende et skævt hugtandssmil. Abbie var en køn pige. Og også en køn ulv. Hendes lange gyldenbrune hår, skilte hende ud. Ingen vidste hvorfra hun havde det, ikke fra sin slægt i hvert fald. Alle fra Winter shadows flokken havde hvidblond hår, blå øjne og snehvid hud. Men ikke Abbie. Abbie var en slank lille pige. Hendes hår var gyldenbrunt og øjnene blå. Så helt slemt var det ikke. Til at starte med, troede man at hun var halv Glowing flames og halv Winter shadows, som vi kalder for Winter flames, altså, WF. Der havde kun været en WF i min generation og den stakkels lille dreng var blevet slagtet. Man kunne kende en WF på, at personen både havde evner fra WS og GF. Når personen skiftede til ulv, var pelsen hvid med et stærkt rødt skær. Halen og ørerne var også rødglødende. Øjnene var oftes en blandig, de endte tit med at være gyldenglødende med blå plamager. En rigtig smuk og sjælden ulv. 

Heldigvis var Abbie ikke det. Det havde været imod vores lov. Så ville hun allerede have været dræbt. Abbie tøffede rundt og snusede ud i luften. "Hvad skal vi så i dag, træner?" Jep. I hørte rigtigt. Træner. Ikke for at prale, men jeg var officielt blevet udnævnt til landsbyens bedste kvindelige jager. Datter af Kong Ramon, arving til tronen, var nu landsbyens bedste kvindelige jager. Så nu ville jeg træne Abbie op. Abbie var ikke ligefrem den fødte jager. Nogle gange var hun ikke fokuseret, andre gange var hun for doven og nogle gange, gad hun bare ikke. I dag var vidst ikke en af dé dage. Abbie snusede ivrigt i luften. Med så meget snuseri, ville hun ikke engang kunne opfange en kanins fært. Jeg begyndte at gå igen. "Kom med, vi skal have styr på dine jagt færdigheder i dag". Hun lyste op som et lille barn. "Betyder det at jeg skal være i ulveform?" Jeg rullede med øjnene. "Ja Abbie, du skal skifte skikkelse," hun udsendte et lille hvin og løb efter mig. Søde, søde Abbie.

 

 

 

 

-------------------------- 

 

"Jep, her er et godt sted. Skift du bare, så skifter jeg også". Abbie lagde sig straks ned på alle fire, borede fingrene ned i den frosne jord og spændte i kæben. En bølgende bevægelse gled hen over hendes ryg. Hendes krop udvidede sig. Skuldrene blev bredere, hofterne rundere og armene og benene gik helt af led. Hendes hoved krummede sig bagud, hun rallede og gispede. Bare rolig, det er en del af processen. Efter et par sekunder var det ovre. Nu stod der en ung, smuk, hunulv foran mig. Hendes gyldenbrune pels skinnede i den lidt for kolde eftermiddagssol. Hun bjæffede af mig. Skyndte på mig. "Jaja, spar dine bemærkninger". Jeg lagde mig ned blandt buskene, borede fingrende ned i jorden, og satte forvandlingen i gang.




Abbie hoppede rundt omkring mig, hendes poter skrabbede sne op efter hvert hop. Jeg knurrede af hende. "Styr dig, hvis du bliver ved, finder vi ikke engang en fasan". Hun virrede med hovedet. Sneen knirkede under hendes bløde skridt. "Undskyld, jeg glæder mig bare så meget," Hendes store blå øjne lyste klart og ivrigt. Abbie var ikke til at blive klog på. Nogle gange gad hun, andre gange slet ikke. Jeg rystede min silkebløde pels. I modsætning til Abbies var min helt hvid, du ville ikke kunne finde en hvidere pels blandt WS medlemmer. Abbie peb. "Du er simpelthen så smuk Sia". Havde hun ret? Jeg fik det tit at vide af min far og andre mandfolk, men aldrig fra kvinder. Hvad skulle det betyde? Rundt om min hals havde jeg et smykke. I menneskeskikkelse var der altid kun en lille blå diamant, men som ulv, voksede den pludseligt til flere og større diamanter. Snoren voksede også til maximal størrelse. Som et halsbånd. Det havde engang været min mors lykkeamulet.
Jeg vendte mine krokusblå øjne ned mod Winter shadows dalen. Lod dem glide rundt blandt de mange træer og buske. Dalen var tæt bevokset med træer, rødder og krat. Ingen andre ulveklaner ville kunne finde ud igen. Jeg åndede ud, så mit varme åndedrag fordampe. "Kom Abbie, lad os gå i gang," jeg bjæffede. Hun logrede med den lille hale og sammen gik vi ned i Winter shadows dalen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...