Wolf soul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2014
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Hvad vil han? Hvad ved han og hvorfor bliver han ved? Jeg klemte øjnene så hårdt sammen, at det gjorde ondt. Jeg kunne mærke ham række ud efter mine tanker igen. Hurtigt smækkede jeg en blokade op, og han trak sig tilbage. Hvorfor ville han ikke lade mig og min flok være? Han skulle slet ikke komme i nærheden af mine venner. Især ikke Felix. Ham skulle han holde sig fra. "Felix?" Et koldt grin lød bag mig. Jeg frøs. Sveden begyndte at vise sig på min pande. Fandens, jeg havde glemt at holde blokaden oppe et split sekund. Sia tilhører Winter shadows flokken og er førstearving til tronen. Det samme gælder for hendes bedste ven, Felix, som tilhører Glowing Flames flokken. Sia og Felix har forbud mod at se hinanden, eftersom de to klaner har rivaliseret hinanden voldeligt siden tidernes morgen. Pludselig en dag dukker en fremmed og ukendt ulv op i Sia's territorie. Ingen har set sådan en ulv før. Hvor kommer han fra og hvem er han?

9Likes
5Kommentarer
943Visninger
AA

7. One for all, all for one

Abbies P.O.V

 

Solens stråler brød gladeligt ind igennem de duggede vinduer. Jeg lå krøllet sammen i min dejlige varme seng. Sikke en fantastisk morgen det var. Jeg satte mig op i sengen og strakte mig. Hm, ingen Sia at se nogle steder. Jeg trak optimistisk på skuldrene og sprang elegant ud af sengen. Hun dukkede nok op på et tidspunkt. Det plejede hun at gøre. Jeg hev en skuffe ud fra min kommode og rodede den godt igennem. En sød limegrøn trøje med frynser, et koboltblå par jeans og et lille bælte, blev todays outfit. Enkelt, moderigtigt og feminint. Just like me. Jeg smilede, svingede med håret og forlod mit værelse.

 

Blenderen kørte på fuld drøn. Ja, det kan godt være, at vi er koldblodige rovdyr, men vi spiser altså også andet end kød. Jeg smed en banan, en mango, nogle jordbær, lidt vanilje og noget mælk i. Så kørte det bare. Jeg var igang med at rydde op i køkkenet, da jeg pludselig vendte mig om, og så Sia sidde i skrædderstilling på køkkenbordet. Som i nok kunne forestille jer, skreg jeg. Højt. Hun var der ikke for to sekunder siden. Jeg tog mig til brystet og gispede. Sia stirrede bare på mig. For helvede tøs, stil op i en gyserfilm. "Du må seriøst stoppe med det der. En dag, så dør jeg," jeg smilede flabet og genoptog mit lav-en-sund-smoothie forsøg. Sia smilede. Eller vent, nej. Hun smilede ikke. Faktisk, fortrak hun ikke en mine. Hun sad bum stille. Jeg stoppede op. Der var noget galt.... Gud. Jeg tabte det glas, som jeg ville have hældt smoothien over i. Der lød et højt brag og det splintrede i tusinde stykker på gulvet. Krystalklare og knivskarpe glassplinter fejede hen over gulvet. Hvorfor havde det ikke været det første, som jeg havde tænkt på. Nu smilede Sia. Hun behøvede ikke engang ord, for at få mig til at forstå. "Men.." Begyndte jeg. "Gennem skorstenen," afbrød hun. Hurtigt sprang hun ned fra køkkenbordet og ladede sikkert på begge fødder. Krigerprinsessen, huh. Godt, at vi var fra samme kobbel. Og stamme. Jeg glemte helt det knuste glas på gulvet og stirrede lidt på hende. "Hvorfor vækkede du mig ikke?" Sia grinede et øjeblik, så så hun på mig. "Abbie. Hvordan er det nu, du har det med mørke?" Hun så bedrevidende på mig. Jeg trak mig lidt tilbage. Okay, dér havde hun ret. Jeg slugte en knurren. Dårligt tidspunkt at være flabet. Sia vendte sig om. De hvide lokker blev kort hængende i luften. De mindede om nyfalden sne, ligesom hende. Smuk, men kold. Jeg gik lidt efter hende, men pludselig stoppede hun og vendte sig om. "Vi skal have samlet koblet," hårdt og bestemt, bum. Jeg så overrasket på hende. "Hva, hvad, hvorfor?" Det plejede vi kun at gøre sjældent. Hvis vi nu skulle på en vigtig jagt, holde et møde eller hvis der opstod nødsituationer. Sia stak hænderne i baglommerne og nikkede kort. "Vi skal finde ham. Han ved noget. Der er et eller andet ved ham.. Jeg finder ud af det". Okay, det lød slet ikke skørt. Drengen var bare kommet til skade og vi havde hjulpet ham. Mere var der ikke i det? Eller var der noget, hun ikke fortalte? Jeg rynkede brynene. "Seriøst Sia? Du vil seriøst finde ham? Han er stukket af, vi aner ikke hv..." "Hold mund". Sia stirrede direkte på mig. Jeg lod blikket synke. Ups. "Vi går efter Jamie. Nu". Hun travede forbi mig og sprang de 5 meter hen over glasskårene. Hun var ude af døren før jeg kunne nå at reagere. Sia for helvede. Hvis hun dog bare ville dele sine tanker og følelser med mig lidt oftere. Nu skulle vi på jagt efter en dreng, som lige præcis var stukket af fra os. Smart. Jeg sprang op på køkkenbordet og videre hen til døren, for at undgå glasskårene. Jeg kunne ikke springe 5 meter i menneskeskikkelse.

 

Her sad vi jo fremragende. Sia, Maxy og jeg, som ventede på, at Felix og Lotus på mystisk vis, ville dukke op. Telefoner kunne havde været en god ide nu. Uheldigvis havde Kong Ramon forbudt dem i hans rige. Nar. Undskyld Sia, men.. Nar. Jeg sad og trippede i den kølige luft. Vi ventede i skoven mellem Winter shadows riget og Glowing flames riget. Jeg havde aldrig kunne lide dette sted. Måske fordi, at det var her Winter flames kunne leve. Du ved, sådan en ulv som de troede, at jeg var til at starte med. Sådan en, de ville havde slagtet. På stedet. Yay. Maxy sad ved siden af mig på et træstub og Sia sad i et træ. Højt oppe. Hvordan var hun egentligt kommet derop? Jeg kiggede længe og undrende på hende, indtil Maxy afbrød min stirren. "Jeg har regnet dig ud Abbie," jeg virrede med hovedet. Hvad? Jeg drejede mig i mod ham og løftede et øjenbryn. "Undskyld?" Han så bare på mig. Overlegent? Hvad var han, 14 år? Jeg så igen. "Du hørte mig godt. Jeg ved, at du uden på er sød, elegant og feminin, men inden i," han spærrede øjnene mere op og smilede skævt. "Inden i er du det vildeste sexdyr, som ikke lader sig kontrollere af nogen eller noget som helst. Det går der rygter om". Rygter? Hvad, i din børnehave? Jeg var chokeret. Jeg beundrede hans fine beskrivelser, men jeg var chokeret. Faktisk, så anede jeg ikke hvad jeg skulle svare. Hva fuck svarer man til dét?! Den dreng var sgu fyldt med hormoner over det hele. Føj. Til min redning havde Sia vidst hørt det. Hun landede med et højt dunk lige bag Maxy. Med et enkelt tag drejede hun ham rundt og knaldede ham en lige i ansigtet. Jeg undslap et gisp og tog hænderne op for ansigtet. Maxy sagde ikke et ord. Det gjorde Sia heller ikke. Han tog sig bare til sin ene kind og skjulte en stor rød plamage. Han rejste sig og travede væk. Søskendekærlighed på højt plan. "De er her nu. Jeg kan mærke dem," Sia åndede tungt ud i luften og spærrede øjnene lidt op. Det sitrede helt i hendes krop. Jeg viftede sløvt med hånden og virkede måske lidt for ligeglad. I det fjerne kunne man høre fodtrin. Fødder, der knaste de tørre blade under sig. Fire føder. To par. Det ene par gik brutalt og fast igennem bladene og tøsneen, det andet par gik tøvende og næsten uhørligt. I kan jo gætte jer til, hvem der er hvem. Felix og Lotus troppede op kort efter. Sia sprang direkte i armene på Felix. Bogstavligtalt. Hun satte af og landede næsten oven på ham. Wow girl, han er din bedste ven, ikke din kæreste. Jeg rynkede på næsen. Et lille stik i brystet jog igennem mig, da jeg så dem sammen. Misforstå mig ikke, jeg kunne ikke lide Felix på den måde, men det ændrede ikke på.. På.. At jeg måske var lidt jaloux.. Sia var min bedste ven. Jeg ville ikke dele. Maxy kom så småt også luntende hen til os. Han stoppede brat op, da han så Lotus. De stod begge to som lammet. Det så egentligt lidt kikset ud må jeg indrømme. De stod nærmest bare og gloede på hinanden. Sia slap sit tag i Felix og slog hånden ud i mod Maxy. "Lotus, dette er min lillebror Maxy. Lotus Maxy, Maxy Lotus," Sia smilede og så afventende på dem. Maxy gned sig i nakken og vinkede en smule tvivlende. Lotus stod der bare. Hun smilede faktisk en lille smule. Maxy så prøvende hen på mig og så tilbage på Lotus. Så på mig igen. Jeg rystede bare langsomt på hovedet. Glem det. Det var faktisk lidt sødt, han han troede, at han havde en chance. Hahaha.. Morsomt. Sia bjæffede en enkelt gang og vi spidsede allesammen straks ører. "Som jeg allerede har fortalt jer, så tager vi ud for at finde Jamie. Jamie dukkede op her i skoven forleden nat og han var såret. Jeg ved ikke med sikkerhed hvem han er.. Eller hvad han er. Vi skal bare finde ham igen. Han for ikke lov at stikke af". Sia så rundt på os. Ingen sagde noget, vi havde forstået beskeden. Hun smilede kækt. "Godt så, så er vi dem, der er skredet," hun bjæffede højt og vi kastede os allesammen ned på alle fire. Jeg kunne mærke mine skuldre glide af led og finde sine nye pladser, mine tænder kom der flere af og min krop gav efter for forvandlingen. Here we go bitches.

 

Sia's P.O.V

 

Frisk luft og grøn natur. Så blev det ikke bedre. Vi buldrede højlydt igennem sne, kviste, blade og jord. Mig forest, med en mørkeglødende ulv ved min side, en gyldenbrun hunulv bag os og to unger, der dannede bagtrop. Mit kobbel. Kun mit. Vi hørte sammen. Det gjorde vi rent faktisk. Jeg havde selv bidt hvert et medlem for, at de kunne få optagelse i koblet. De delte DNA med mig. Hvert medlem kunne svagt fornemme hinandens tilværelse, tanker, følelser, kropssprog og humør. Dette var min anden familie. Jeg havde stiftet koblet, fordi jeg havde retten til det. Ikke alle har ret til det. Jeg havde ret til at gøre det fordi, at jeg er tronearving. Det gir lov til mange nyttige ting. Nok om det. Vi kom styrtende igennem skov og krat. Vi søgte dybere og dybere ind i skoven. Alle steder ledte vi, i hvert et hjørne, i hver en krog, men uden held. Jeg pustede. "Vi skal finde ham! Vi skal.. Vi gir ikke op!" De andre så kort på mig og nikkede. Man siger ikke en alfa i mod. Især ikke sin egen. Vi fortsatte i lang tid. Til sidst, måtte vi holde pause. Abbie brød stønnende sammen på jorden. Hendes tunge gled slapt og gispende ud ad munden. "Hvorfor.. Hvorfor skal vi også løbe så meget," peb hun ynkeligt. Jeg sniffede ud i luften. Hvor fuck var vi. Jeg havde aldrig været i den her del af skoven før. Det var nok ikke en særlig god ide at fortælle de andre, at alfa her var faret vild. Jeg bandede af mig selv. En klirren fik mig til at se ned. Rundt om min pjuskede hals, hang min mors smykke og klirrede. De blå krystaller lyste op i halvmørket. Jeg smilede. Smilede så meget som en ulv nu kan. Jeg kunne mærke noget nærme sig bag mig. Jeg så mig over skulderen. Felix. Jeg havde været så glad for at se ham igen. Min mave havde boblet op og jeg kunne bare ikke stoppe med at smile. Lignede sikkert en idiot. Felix kom op på min højre side og så på mig. Jeg så væk. Pis, han vidste det. Han kunne fornemme det. "Det er okay Sia, det kan ske," han bjæffede. Felix bånd til mig var stærkere end de andre medlemmers. Jeg vidste ikke hvorfor, men sådan havde det altid været. Han vidste besked med det samme. "Det bliver snart helt mørkt, hvad har du tænkt dig?" Felix snusede ud i luften. Jeg fnøs. "Mørke burde sq ikke skræmme varulve væk. Vi fortsætter," jeg luntede lidt længere frem og snusede til jorden. Vi måtte bare finde ham. Det var vigtigt. Jeg kan ikke fortælle, hvorfor jeg var så opsat på at finde ham, men jeg måtte bare gøre det. Der var noget ved ham. Et eller andet som jeg ikke engang selv, kunne sætte fingeren på. Han virkede bekendt. Og så var jeg selvfølgelig nysgerrig. Jeg ville vide hva fuck han var for en. Jeg gravede lidt i jorden. Ingen duftspor.... Indtil nu. Jeg rejste hovedet med sådan et ryk, at sneen fløj med op. Jeg havde den. Jeg havde hans fært. Et højt triumferende hyl kom fra min strube. Jeg satte af, og styrtede afsted. Felix og Abbie gøede højt og sprang efter mig. Det samme gjorde Lotus og Maxy. Jeg tordnede igennem skoven. Susede forbi træer og krat. Jeg kunne lugte ham. Jeg boblede af fryd. Han fik ikke lov til bare at forsvinde. Lugten blev stærkere og stærkere. Jeg galopperede som en besat efter den. Jeg glemte helt mit kobbel og mine omgivelser. Jamie. Jeg knurrede. Hurtigt lavede jeg et skarpt sving og spærrede øjnene op. Dér. Jamie stod midt i sneen og så direkte på mig. Jeg fortsatte med fuld fart hen i mod ham. Jorden buldrede under mig og mine muskler spændte sig. Nu var han min. Jeg grinede indvendigt. Mit grin falmede dog, da jeg så hans overbærende, næsten arrogante, smil. Fuck. Først nu havde jeg lagt mærke til den udviskede blå spiral, som cirklede rundt i luften bag ham. Fuck, fuck, fuck. Hvad var det? Det havde været en fælde. Han vidste, at vi ville komme. Jeg forsøgte at standse op, men uden held. Jeg havde for meget fart på og gled i sneen. De andre kom susende lige bag ved og Abbie knaldede ind i mig. Vi kurrede allesammen hylende hen over sneen og lige ind i Jamies favn. En fælde. Det havde været en fælde. Hvor havde jeg dog været blind. Jeg skammede mig så meget. Svagt lukkede jeg øjnene, da vi omsider nåede vores mål. Jamie. Hans hysteriske grin,

var det sidste,

jeg huskede...

Mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...