Wolf soul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2014
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Hvad vil han? Hvad ved han og hvorfor bliver han ved? Jeg klemte øjnene så hårdt sammen, at det gjorde ondt. Jeg kunne mærke ham række ud efter mine tanker igen. Hurtigt smækkede jeg en blokade op, og han trak sig tilbage. Hvorfor ville han ikke lade mig og min flok være? Han skulle slet ikke komme i nærheden af mine venner. Især ikke Felix. Ham skulle han holde sig fra. "Felix?" Et koldt grin lød bag mig. Jeg frøs. Sveden begyndte at vise sig på min pande. Fandens, jeg havde glemt at holde blokaden oppe et split sekund. Sia tilhører Winter shadows flokken og er førstearving til tronen. Det samme gælder for hendes bedste ven, Felix, som tilhører Glowing Flames flokken. Sia og Felix har forbud mod at se hinanden, eftersom de to klaner har rivaliseret hinanden voldeligt siden tidernes morgen. Pludselig en dag dukker en fremmed og ukendt ulv op i Sia's territorie. Ingen har set sådan en ulv før. Hvor kommer han fra og hvem er han?

9Likes
5Kommentarer
944Visninger
AA

4. Oh boy

 

-------------------------------

 

 "Sia vågn op, Sia, Sia, Sia vågn op". Fik jeg nogensinde sagt, at jeg har en lillebror? Nå, men det har jeg så. En hvidhåret knægt hoppede op og ned på min mave. Hans tykke strithår hvirvlede om hovedet på ham. Shit, mit sår. Jeg skubbede min lillebror ned af mig, så han ramte gulvet med et klask. Det sagde faktisk klask. Hurtigt mærkede jeg efter, men der var intet sår. Præcis som jeg havde forventet. Alligevel havde jeg været nervøs for, at det stadig var der. "Av for fanden," lød det nede fra gulvet af. Jeg vendte mig om i min bløde seng og så ned på den lille hvidhårede engel. "Det er jeg ked af Maxy, du er blevet alt for tung," Jeg smilede skævt.
"Siger du, at jeg er tyk?" Han slog om sig med armene. Jeg begyndte at grine. Maxy var den bedste bror man kunne ønske sig. Han havde en fantastisk og moden humor af en 14 årig at være. Okay, den var ikke altid moden, men den var aldrig ond. I hvert fald ikke direkte. Maxy kom på benene. Han børstede sine busker af for støv. "Far bad mig om at vække dig, der er morgenmad". Herligt, jeg var hundesulten. Bogstavligttalt. "Jeg kommer om lidt, bare begynd uden mig," mumlede jeg. Jeg skulle jo lige have tøj på. Maxy nikkede, stak hænderne i lommerne og forsvandt ud af døren. Min lillebror var flot. Meget flot. Hans hvide pjuskede hår fik ham til at ligne en engel, og med dé blå øjne i dén blå skovmandsskjorte, så kunne det kun gå godt.
Jeg rystede på hovedet. Hvad fanden var det jeg sad og tænkte på. Puha, nej, nej, nej. Forkerte tanker, han er min bror for fanden da! Jeg fik rejst mig fra sengen om tumlede over til mit tøj. Det vil så sige, min tøjbunke. Det meste af det lå bare i en bunke midt på gulvet. Jeg så opgivende på tøjbunken, som havde fået en lille top. Njah, det ordner jeg senere. Jeg hev en T-shirt og et par jeans frem, en blå bh, en sort g-streng og hoppede ned i det. Klar. Det med matchende undertøj var ikke nødvendigt, jeg havde jo ikke en kæreste. Jeg slentrede ud af døren og videre ind i køkkenet, hvor min lille familie sad lige så pænt og spiste. Jeg kørte en kno rundt i håret på Maxy, da jeg passerede ham. Han spændte ben for mig. Søskendekærlighed. Langsomt dumpede jeg ned på min sædvandlige plads for enden af bordet. Jeg lod mine øjne løbe hen over de forskellige valgmuligheder. Hvor skulle jeg begynde først.... Fuck det. Jeg tog alle de ting, som var i min nærhed, og skrabede dem til mig. Min far og lillebror sad og gloede på mig. Af overraskelse? Væmmelse? Jeg var ligeglad. Jeg hældte vand, brød, ost, smør, æblejuice, og andre gode ting fra vores høst, ned i halsen. På 5 minutter var jeg færdig. Afsluttede det hele med en stor bøvs. Charmerende mig. Gode bordmanerer? Tror jeg ikke, men hey, jeg skulle jo ikke spise med de kongelige. Eller vent, jov, jov det skulle jeg jo. Hahaha, sjovt.
"Tak for mad, jeg tror at jeg smutter". Jeg skubbede stolen ud og forsvandt ud af døren, inden en af dem kunne nå at sige et ord.

 

Jeg indåndede den friske vinterluft. Jeg stod begejstret oppe på min families grund og så ned i landsbyen. Jep, vi boede nærmest på et lille bjerg. Hvad havde du regnet med? nede i landsbyen løb børn rundt og legede, kvinder gik med vasketøj, kurve med æbler, ost, smør og andre ting, mændene kunne man finde hos smedjen, på værtshuset eller i en forsamling hist og her. Jeg smilede stolt. Alt dette var min slægts værk. Winter shadows slægten. En lille blå fugl gav lyd fra sig og fløj over mit hoved. Jeg fulgte den med øjnene og sendte mit koldeste hyl efter den. Den faldt øjeblikkeligt, så tung som en sten, til jorden. Jeg har snakket lidt om det før. Kuldehyl var min specialitet. Hylet er så koldt og skingert, at man fryser til is inden fra og ud. Alle WS medlemmer kan det, men det kræver tid og øvelse. Jeg vendte rundt på hælene og efterlod den stakkels lille fugl dybt i sneen. Det ville kræve en kraftig ild at få opvarmet den igen. Nu vi snakker om ild og varme...

 

"Felix!" Jeg løb med åbne arme hen imod min bedste ven. "Sia!" Han efterabede mine bevægelser og ventede med åbne arme. Jeg hamrede ind i ham, så hårdt, at vi begge faldt. Ham nederes, jeg øverst. Venner. Husk det lige. Han grinede da jeg begyndte at putte mig ind til ham. Jeg kunne tydeligt mærke hans bankende varme hjerte. Det ville jeg kunne mærke på lang afstand. Felix så op på mig. Hans glødende øjne brændte sig ind i mine kolde. Felix kom fra Glowing flames. En stor glødende rival. Min far ville slå mig ihjel, hvis han vidste om mit forhold til hans ærkerivals søn. Okay, måske ikke slå ihjel, men.. I ved hvad jeg mener. Nu tænker i nok, hvorfor jeg så kunne være helt tæt på Felix. Jeg kunne sagtens mærke hans varme påvirke mig, selv i menneske tilstand, men det var bedre end i ulve tilstand. Der kunne jeg næsten ikke røre ham. Felix tog fat om mine håndled og kørte dem rundt i luften. Legesyge ulv. Han var en flot dreng. Vildt kastanjefarvet hår og de smukkeste brune øjne, jeg behøver ikke engang at nævne hans overkrop. Wow. Han smilede til mig og jeg smilede tilbage. Gud, hvor havde jeg savnet ham. Han gik for det meste en tur i den skov, som skilte vores to forskellige verdner fra hinanden. Skoven var dækket af tøsne, som aldrig forsvandt, og rundt omkring skød der små nye skud frem på træerne. Skoven var kort sagt en blanding af begge vores verdner. Præcis tempereret til, at Winter flames ville kunne leve i den. Hvis de altså fandtes. Jeg har altid godt ville se en tæt på. Tænk at have alle de evner, kræfter og ikke mindst det flotte udseende. Jeg ville være overlykkelig. Jeg ville nok bare ikke være det så længe, for hvis nogen så mig, ville de straks gå til Ramon eller Nomar og få mig dræbt. Nomar er konge for Glowing flames og Felix's far. Jeg har altid syntes, at Nomar var sådan et sjovt navn. Det minder mig lidt om "No war", som bare er helt vildt ironisk. Nå, nok om det... Haha

Vi traskede rundt inden i skoven, Felix og jeg. I hvor lang tid? Det ved jeg ikke, men det er også ligemeget. Bare vi var sammen. Jeg skævede op til Felix. "Hvordan går det så med din søster?" Han så på mig. Undrende. Det forstod jeg godt. Felix havde en lillesøster på min brors alder og jeg hadede hende. Afskyelige lille køter. Ikke for noget. "Det går helt fint, du ved, som det plejer". Arh. Det ville så sige, at hun stadigvæk ikke havde nogle venner eller noget liv. Faktisk, så sad hun altid for sig selv. Hun søgte ikke opmærksomhed på nogen måde. Hun satte sig bare væk fra alle andre, som om hun var for god til dem. Hendes navn var Lotus. Lille Lotus. Lige så yndig som blomsten selv. Det måtte jeg tilstå, selvom jeg ikke kunne fordrage hendes attitude. Hun var direkte. Lagde ikke skjul på noget som helst, løj aldrig. Lotus mindede mere om en fe, som havde mistet vingerne, da hun dumpede ned i vores verden, end om en kødflænsende vareulv. Jeg trak på skuldrene. "Taler hun igen?" Han så lidt væk. "Ja, men ikke til os," jeg så uforstående på ham. Han tøvede, men fortsatte så. "Hun taler med dyrene, træerne, planterne, jorden og himlen," han så lidt skamfuld ud. Jeg skulle lige til at flække af grin, men valgt at lade vær. Åh, lille Lotus. Jeg tørrede det smørrede grin af læberne. "Det er jeg ked af at høre, hvornår er hun begyndt på det?" Felix pustede tankefuldt luft ud af munden. "Her for nyligt. Hun vil ikke svare os når vi snakker til hende. Min far har overvejet psykisk hjælp til hende". Det kunne ikke blive meget bedre. Undskyld, det lyder lidt ondt, men jeg kunne bare virkelig ikke at det pigebarn. Det var så også gengældt, men jeg var ret ligeglad. Når Felix sagde, vi, så mente han selvfølgelig hans far, hans mor og ham selv. "Jeg er ked af at sige det, men det trænger hun også til," Felix brød ud i latter. Den dejligste latter jeg kender til. Så varm og kærlig. Hjertevarmende. Jeg ville ønske... Nej, stop, lad vær. Glem det. Få den tanke ud af hovedet Sia, han er din bedste ven. Det skete af og til det der. Det var ikke noget jeg kunne styre, jeg kom bare til at tænke sådan. Om ham. Om mig. Nej, dum idé.. 
Vi fortsatte med at snakke og fjolle til det var halvmørkt, så satte vi kurs mod startpunktet. Da vi nåede dertil, stoppede vi begge to op. Jeg så på ham. Her i mørket kunne man se hans hjerte gløde igennem hans bryst. Smukt. Jeg gnubbede mine arme, ikke fordi jeg frøs, det kunne jeg jo ikke, men bare af gammel vane. "Så siger vi vel farvel nu," jeg smilede lidt. Jeg ville savne ham. Savne ham meget. Hans vilde hår svajede lidt i vinden og han så inderligt på mig. "Jeg foretrækker, vi ses," han smilede. Jeg smilede. Vi smilede. Han tog fat i mine håndled og trak mig ind i et langt og varmt knus. Jeg gispede. Der stod vi så. Yin og Yang. Dag og nat. Godt og ondt. Fra to helt forskellige verdner, men alligevel stod vi her. Sammen. En lille snurren løb rundt i min mave, da han strammede sit greb. Gid det ville vare for evigt. Pludselig var hans mund ved mit ene øre. "Vi ses Sia," hans varme læber strejfede min ørespids og jeg gøs af nydelse. Jeg åbnede munden halvt og åndede ud. Han slap sit tag og forlod mig alene tilbage i mørket, med forventninger, som sikkert aldrig blev til andet end en spinkel drøm.   
     

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...