Wolf soul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2014
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Hvad vil han? Hvad ved han og hvorfor bliver han ved? Jeg klemte øjnene så hårdt sammen, at det gjorde ondt. Jeg kunne mærke ham række ud efter mine tanker igen. Hurtigt smækkede jeg en blokade op, og han trak sig tilbage. Hvorfor ville han ikke lade mig og min flok være? Han skulle slet ikke komme i nærheden af mine venner. Især ikke Felix. Ham skulle han holde sig fra. "Felix?" Et koldt grin lød bag mig. Jeg frøs. Sveden begyndte at vise sig på min pande. Fandens, jeg havde glemt at holde blokaden oppe et split sekund. Sia tilhører Winter shadows flokken og er førstearving til tronen. Det samme gælder for hendes bedste ven, Felix, som tilhører Glowing Flames flokken. Sia og Felix har forbud mod at se hinanden, eftersom de to klaner har rivaliseret hinanden voldeligt siden tidernes morgen. Pludselig en dag dukker en fremmed og ukendt ulv op i Sia's territorie. Ingen har set sådan en ulv før. Hvor kommer han fra og hvem er han?

9Likes
5Kommentarer
945Visninger
AA

5. Jamie

Så stod jeg her. Palle alene i mørket. Men det var okay. Jeg elskede mørke. Jeg dalrede rundt blandt gamle træer, frossen jord og skumle buske. Felix. Han strejfede mit hoved alt for tit. Jeg skubbede ham væk igen og forsøgte at tænke på noget andet, hvad som helst. Nattens væsner ville snart komme frem. De blev brugt som skræmmehistorier i landsbyen. Nattens væsner og deres skræmmende baggrund. Uuuhuhuu. De fleste af dem lignede normale skovdyr. Bare med to hoveder, panserskæl, slimovertræk, flere øjne eller flere rækker tænder. Prøv at forestille jer et egern sådan. Jeg var aldrig blevet skræmt af det. Selv da jeg var 5 år, grinede jeg bare, når de blev fortalt. Mørket havde altid været min ven og lige så de væsner, som levede i det. De var lidt som min anden familie. De respekterede mig og jeg dem. De var vant til at se mig. Mørket lagde sig lydløst ned over skoven og der lød puslen hist og her. Ugler tudede og træernes hvislen understregede, at det var nat. Jeg burde være hjemme nu, min far var nok bekymret... Nah, det kunne godt vente lidt. Jeg daskede videre rundt i den tempererede skov. Her var godt nok mørkt nu. Jeg tænkte på Abbie, på Maxy, på min far, på Lotus, på Felix og... På den ulv, som reddede mit liv. Aldrig før havde jeg set sådan en ulv. Han var jo helt sort! Når han bevægede sig, lignede det bare en udtværet plet. Som en skygge. Hans pels havde været så pjusket og hans krop så muskuløs og hans øjne.. Dem kunne jeg ikke glemme. De havde lignet grønne ædelsten. Smaragder. Puha. Jeg kunne mærke kuldegysningerne brede sig helt ud i mine kropsdele. Alle mine kropsdele.. Det var rart. På en måde. Hans mystik gjorde mig interesseret og fik det til at kilde i min mave. Jeg smilede lidt, men afbrød mig selv. Jeg følte mig skyldig. Felix. Men vent.. Drengen var min bedste ven, så hvorfor følte jeg mig skyldig? Tumpe. Jeg sparkede til en sten og den fløj gennem luften. Den ramte et eller andet længere fremme, som knurrede med det samme. Jeg stoppede. Mine muskler spændte sig og jeg stirrede på den store genstand, som flyttede på sig. Jeg havde intet at være bange for. Hvis det var et nattevæsen, ville alt være i orden. Men jeg var alligevel klar. Jeg gik ned på knæ og videre ned på alle fire. Jeg nærmede mig langsomt. "Hvem der?" Snappede jeg. Jeg fik en knurren tilbage som svar. Okay, ikke et venligsindet væsen. Jeg snerrede og mine hjørnetænder gled ud af deres lommer. Jeg lugtede blod. Ikke sådan symbolsk, men virkeligt. Jeg lugtede blod. Mit blonde hår lå filtret sammen ned over mit ansigt. Blade og kviste havde sat sig fast i det. Blod. Sikke en dejlig duft. Jeg kunne godt styre mig, men det ændrede ikke på, at jeg elskede den duft. Så varm og sød. Jeg sneg mig smidigt tættere på. En gren knækkede under min fod. Shit. Dyret rumsterede hurtigt rundt og sprang knurrende ud fra buskene. Jeg blev helt overrasket og nåede slet ikke at reagere. Jeg udstødte et gisp, da det hamrede ind i mig. Vi tumlede rundt på jorden og jeg spjættede med arme og ben. Så gik det op for mig, at dyret var meget større og stærkere end mig. Jeg kendte godt reglerne og trickene i den dyriske verden, så jeg gav op. Jeg lå fuldkommen stille og lod det pjuskede dyr få kontrollen. Først da gik det op for mig hvad, der havde nedlagt mig. Jeg spærrede øjnene op og trak vejret i stød. To smaragdgrønne øjne betragtede mig i stilhed.

 

 

Jeg lå så stille, at du tror, det er løgn. Ikke en eneste muskel i mig bevægede sig. Det lignede, at jeg var blevet sat på pause. Jeg trak vejret i små stød. Anede ikke hvordan jeg skulle reagere. Den store sorte ulv stod lænet ind over mig. Han snusede prøvende til mig. Ja, jeg kunne se, at det var en hanulv.. Vi stopper den der. Jeg prøvede tøvende at trække mig baglæns. Jeg havde det ikke så godt med at ligge nederst, det udviste svaghed fra min side og dominans fra hans. Måske var det ikke engang en varulv, hvor skulle jeg vide det fra? Jeg havde aldrig set sådan en som ham før. Jeg fik møvet mig lidt på afstand fra det sorte bæst. Han betragtede mig koldt. Lidt for koldt. Hm, hvad nu. Pludselig sank han lidt sammen og peb kort. Jeg fik helt et chok. Nå, så den store stygge ulv kunne altså godt føle smerte. Jeg studerede ham lidt nærmere. Prøvede at finde ud af hvad, der plagede ham. Hans ører havde lagt sig ned og han støttede ikke på højre forben. Aha. Jeg nærmede mig nysgerrigt igen. Måske lidt for hurtigt, for en dyb snerren blev sendt i mod mig. Slap af fister, jeg er sgu lige så meget ulv som dig. Jeg snerrede igen. Han trak forbløffet sin trussel tilbage og holdt sin mund. Super. Jeg gik helt tæt på og tog forsigtigt fat om hans forben. Jeg kunne mærke, at han spændte i smerte. Det fik mig til at smile lidt. Han havde brug for hjælp lige nu. Jeg undersøgte benet og fandt, hvad jeg havde forventet. Et åbent kødsår. En lang rift, på måske 6 centimeter, løb hen over hans sorte ben. Hvis han er en varulv, gør det sgu ikke så meget, var min første tanke. Jeg satte benet ned på den kolde jord. Et gys jog igennem ham, og så skete der noget overraskende. Ulven faldt simpelhen sammen oven på mig. Jeg gav et pust fra mig. Et blåligt skær lyste ud fra ham, som var væk igen med det samme. Forskellen var bare, at der nu lå en sorthåret dreng, kun iført boxershorts, oven på mig. Han trak vejret tungt og stønnende.

 

Der lå en dreng oven på mig. OVEN PÅ MIG. Halvnøgen. Han havde for himlens skyld kun underbukser på. Han stønnede af smerte. Det var slet ikke akavet, nej nej. Jeg klappede ham på skulderen. "Øh, er du okay? Hallo.. Ulvedreng," han virrede med hovedet. Kunne det her blive mere akavet? Jeg støttede ham hele vejen op at sidde. Han så noget forvirret ud. Jeg var sgu også forvirret. Han var altså en stor farlig ulv lige før. Hurtigt tog han sig til armen og skar en grimasse. Blod løb roligt ud mellem hans fingre. Han gispede. Hans hår strittede og en sort lok faldt ned i hans ansigt. Først nu gik det op for mig, hvor tiltrækkende han egentligt var. Den maskuline overkrop, høje markerede kindben, sort fyldigt hår og.. Smaragdgrønne øjne. brystkassen glinsede svagt. Han svedte. Havde han feber? Det var jo pænt koldt nu. Jeg satte mig på hug overfor ham. "Hey, klarer du den?" Jeg lagde min hånd på hans skulder. Jeg synes selv, at jeg tacklede situationen ret godt. Altså indtil, at han kiggede på mig. For første gang, i menneskeskikkelse, så han direkte på mig. Jeg frøs pludseligt. En stor tung metaldør smækkede lige i ansigtet på mig. Adgang forbudt, bliv væk. Jeg faldt på halen. Wow. Hvad skete der lige? Han så overrasket på mig og jeg stirrede lige så overrasket tilbage. Han rakte tøvende en hånd frem. "Det er jeg ked af, er du okay?" Vidste han, at han lige havde knaldet en mental dør i fjæset på mig? Eller undskyldte han bare for, at jeg faldt? Jeg tog hans hånd. Det var godt nok sært. Det eneste jeg havde gjort var, at kigge ham i øjnene. Jeg var brutalt blevet smidt ud af hans sind, selvom jeg aldrig havde været derinde. Jeg kom op at sidde. "Alt i orden, men det gælder vist ikke for dit vedkommende," jeg skævede hen over hans halvnøgne krop. Han burde kunne skifte skikkelse uden at miste alt sit tøj. Vinden tog fat i mit hvide hår og kærtegnede det. Jeg tog ham i at kigge lidt for lang tid på det. Hurtigt så han væk. Det fik mig til at grine inden i. Frosne blade dansede hen over jorden. Han burde fryse. Meget. Han sagde dog ikke et kvæk i den retning. Han stønnede og et smil bredte sig hen over hans læber. Uhyggeligt. Jeg rykkede tættere på. Jeg havde så mange spørgsmål. Hvem var han? Hvor kom han fra? Hvad var der sket med ham? Og hvorfor havde han reddet mit liv den dag, selvom han ikke kendte mig? Åh.. Han ville nok ikke kunne genkende mig, for jeg var jo i ulveskikkelse. Typisk. Jeg sukkede og så væk. Ud af øjenkrogen kunne jeg se smilet blive større. Hvad fuck skulle det til for, var det provokation? Hans skuldre hoppede blidt op og ned. Nu grinede han fandme også. Jeg så på ham. Hold da op, sikke en krop han havde. Stop Sia. Langsomt trak han sig baglæns og lænede sig op ad et mørkt træ. Hans mavemuskler bevægede sig under huden. Et drilsk smil strejfede ham kort. "Tak for de søde ord, jeg ved, at du har mange spørgsmål lige nu, men kan vi ikke gemme dem lidt væk? Jeg har en smule brug for hjælp," han løftede højre arm for at understrege sin pointe. Jeg måbede. Havde han fucking lige været inde og gå en tur i blandt mine tanker? Hvordan var det muligt? Jeg stirrede bare på ham. Han grinede svagt, men stønnede så. Hans ansigt blev koldt og alvorligt. Langsomt lænede han sig fremad og så mig dybt i øjnene. Denne gang var de mere imødekommende. Han slikkede sine hjørnetænder indtrængende og fristende.
"Mit navn er Jamie og du må være Sia, isprinsessen".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...