Wolf soul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2014
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Hvad vil han? Hvad ved han og hvorfor bliver han ved? Jeg klemte øjnene så hårdt sammen, at det gjorde ondt. Jeg kunne mærke ham række ud efter mine tanker igen. Hurtigt smækkede jeg en blokade op, og han trak sig tilbage. Hvorfor ville han ikke lade mig og min flok være? Han skulle slet ikke komme i nærheden af mine venner. Især ikke Felix. Ham skulle han holde sig fra. "Felix?" Et koldt grin lød bag mig. Jeg frøs. Sveden begyndte at vise sig på min pande. Fandens, jeg havde glemt at holde blokaden oppe et split sekund. Sia tilhører Winter shadows flokken og er førstearving til tronen. Det samme gælder for hendes bedste ven, Felix, som tilhører Glowing Flames flokken. Sia og Felix har forbud mod at se hinanden, eftersom de to klaner har rivaliseret hinanden voldeligt siden tidernes morgen. Pludselig en dag dukker en fremmed og ukendt ulv op i Sia's territorie. Ingen har set sådan en ulv før. Hvor kommer han fra og hvem er han?

9Likes
5Kommentarer
950Visninger
AA

6. Abbie

Ilden knitrede fra pejsen og fjernsynet kørte i stilhed. Jeg sad for enden af spisebordet med foldede hænder. Jeg havde ikke tænkt mig at slippe den dreng ud af syne. To kolde hænder blev lagt på mine skuldre. "Du behøver altså ikke at våge over ham hele tiden," smilede Abbie. "Jov jeg gør". Jeg ikke så meget som bare skænkede hende et blik. Den dreng gik ingen steder. Han sad roligt tilbagelænet i en lænestol og betragtede fjernsynet. Hans syn var sløret. Han var nok et andet sted lige nu. Abbie havde bundet hans arm ind og givet ham smertestillende. Når ja, drengen havde jo heller ikke noget tøj på, udover boxershorts, som i husker. Hold kæft, hvor var han sexet. Jeg så op og fangede ham i et smørret smil. Pis. Tankelæsningslortet. Jeg lod hovedet knalde opgivende ned i bordpladen. Abbie kom luntende hen i mod mig. Hun stak hovedet helt ned til mit og hviskede: "Dejligt, at du lige kom forbi, det gør slet ikke noget. I hvert fald ikke når du har sådan en steg med," hun blinkede til mig. Jeg stønnede. "Watch your mouth," mumlede jeg ned i bordpladen. Hun rynkede panden. "Undskyld?" Langsomt drejede jeg hovedet i hendes retning. Jeg så sløvt på hende. "Pas på hvad du siger og tænker, vores ven her opfanger det hele," jeg så i hans retning. Gud, hvor han dog morede sig. Svin. Abbie så nysgerrigt på ham. "Mystisk. Hvad har du tænkt dig at gøre ved ham? Vi aner jo ikke hvem han er". Der måtte jeg give hende ret. Hvis min far kendte til denne ulvs eksistens, ville han nok fjerne ham fra jordens overflade. "Jeg ved det ikke, men jeg har en masse spørgsmål," jeg smilede. Det hele var lidt komisk. Han fik det til at være komisk. Kan du ikke se det? Han smilede og grinede, som om det her var ingenting. Hans arm var fandme i stykker og han havde feber. Vidste han overhovedet, hvor han var? Jeg trippede med foden. Safirblå glaskugler holdt øje med ham hvert sekund. Abbie sukkede. Hun kørte en hånd igennem sit bløde gyldne hår og drejede rundt på hælene. "Hvis du vil mig noget, befinder jeg mig ovenpå i et skumbad med tilhørende cremer". Typisk Abbie. Langt fra royal, men hun opførte sig sgu så prinsessefornemt. Jeg rullede øjne og rejste mig fra stolen. Langsomt og forsigtigt nærmede jeg mig Jamie. Hey, man kan aldrig være for sikker. Han så på mig ud af øjenkrogen. Ligegyldighed. Jeg fnøs af ham. Det fik ham ellers til at blotte sine hjørnetænder i et skævt smil. Ingen tanker Sia, husk det. Jeg stak hænderne i baglommerne og studerede ham fra top til tå. Jeg sagde ikke noget. Han bemærkede mit blik og så spørgende op på mig. "Kan du lide hvad du ser darlin?" Den bemærkning så jeg ikke komme. "Øh, jeg.. Jeg ville ikke.. Altså, jeg.. Øh," han grinede hæst. Det bæst. Jeg så væk. Forhåbentligt rødmede jeg ikke. "Bare rolig, jeg tror der skal mere til," Jamie gned sit ansigt med den ene hånd. Jeg var ved at vende mig til hans små gåture i mit hoved. "Vil du godt lade vær med det der?" Jeg lagde armene over kors. Han så uskyldigt op på mig. "Med hvad Sia?" Jeg bøjede mig ind over ham. "Det ved du udmærket godt.. Jamie". Han løftede et øjenbryn og så væk. Wow. From hot to cold. "Jeg ved ikke hvordan du gør, men du skal holde op," jeg så indtrængende på ham. Han kiggede på mig igen og målte mig et kort øjeblik. Han målte mig! Dumme dyr. "Og hvorfor tror du, at jeg har tænkt mig at gøre, som du siger?" Jeg fik et lammende stoneface smækket i krydderen. Den ulv manglede seriøst situationsfornemelse og en plads i vores hakkeorden. Jeg bestemte her. Ingen andre. Jeg var alfa. Den plads ville jeg ikke dele med nogen. Jeg greb ud efter hans hals og klemte til. En rallen undslap hans strube og han baskede med venstre arm. Jeg trak ham helt tæt på mit ansigt. "Jeg bestemmer her og du har bare at gøre, som du får besked på," han sendte mig et koldt blik og gispede efter vejret. Han skulle ikke komme her og spille smart. Jeg borede neglene ind i hans nakke, indtil han nikkede kort. Jeg slap ham og han dumpede ned i stolen igen. Beslutsomt snurrede jeg rundt og gik hen til døråbningen til stuen. Jeg vendte mig om og skænkede ham et sidste blik. "Du overnatter her i nat. Ingen ballade," jeg tog fat i håndtaget og lukkede døren. Jeg nåede lige at se det lille smil, som sad klistret fast til hans ansigt.

That boy scares the crap out of me.

Jeg bankede kort på døren og åbnede den så lige bagefter. Abbie udstødte et lille hvin og sank længere ned i badekaret. Jeg smilede. "Rolig, det er bare mig. Selvom du sikkert ville have været mere begejstret for at se Jamie". Jeg kunne ikke lade vær. En skumklat fløj hen i mod mig og jeg nåede kun lige at undvige. Jeg grinede. Abbie lå og lignede noget som enhver dreng, ville fare lige i kødet på. Badekaret var omringet af rosenblade og levende lys, på kanten stod et koldt glas champagne og skummet dækkede kun lige præcis det nødvendige. Det her var hendes speciale. Måske var det derfor hun var sådan en elendig jager... Ha. Jeg satte mig på stolen, fyldt med farverige håndklæder, ved siden af karet, og så dødt på hende. Abbie, Abbie, Abbie. Sexgudinden i vores lille landsby. Mens jeg var voldelig, kold og uforudsigelig, var Abbie feminin, sexet og optimistisk. Sikke et par vi var. Jeg blev hyllet ud af mine forskruede tanker, da en klat skum plaskede ud midt i mit ansigt. Jeg sukkede. "Hygger du dig?" Der kom en fnisen fra den anden ende af karet. Jeg fjernede skummet og klattede det tilbage, hvor det kom fra. "Hvad gør vi med ham?" Spurgte Abbie. Jeg så ud af vinduet. Det var belgmørkt. "Jeg skal have svar. Der er et eller andet ved ham, som jeg genkender. Det lyder måske sært, men det er sandt," jeg holdt fast i hendes øjne. Forstod hun det? Hun stirrede igen. Sikkert ikke. "Tak fordi jeg måtte komme over med ham. Et held, at dine forældre patruljerer," hun nikkede. Abbie var smuk. Hendes hår var altid redt og ansigtet så fint. Nu hvor jeg tænker over det, fortalte jeg hende det næsten aldrig, men det var okay. Hun vidste, at jeg syntes det. Hendes egen selvtillid fejlede heller ikke noget. Hun vidste, at hun var smuk. Jeg lod hovedet hvile i hænderne. Hvad nu. Jeg rakte ud efter et af stearinlysene og proppede en fingerspids ned i den smeltede stearin. Abbie protesterede. "Sia! Du ødelægger lyset på den måde!" Nå så det gjorde jeg. "Hvorfor gør du det, stop". Hvorfor jeg gjorde det? Det ved jeg ikke. Vi var bedste veninder. Jeg skulle jo irriterer hende på en eller anden måde en gang i mellem.

Jeg kunne ikke sove. Jeg sad på hug i vindueskarmen og lyttede. Jeg ved ikke, hvad jeg lyttede efter, men udenfor kunne jeg høre skoven. Abbie fangede mig engang i at sidde sådan her. Sidde og lytte og våge. Betragte ting i stilhed. Hun siger, at vi havde fået øjenkontakt på det tidspunkt. Jeg smilede bare da hun fortalte det. Hvem ved. Jeg havde godt lagt mærke til hende. Jeg vidste, at hun var vågen. Hun sagde, at det havde skræmt hende. Det kunne jeg ikke forstå. Jeg sad jo bare. I stilhed. Mørke. Jeg elskede mørket. Mørke og kulde. Det var bare en del af mig. Mere kan jeg ikke forklare. Jeg sad som sagt i vindueskarmen og betragtede Abbie. Hun lå og sov i sengen. Så lille, varm og fredfyldt. Jeg havde gjort det før, men det vidste hun ikke. Så ville hun sikkert bare flippe ud.. Shhh. Udenfor hvislede træerne og ugler tudede. Månen var på sit højeste. I har sikkert hørt, at varulve ikke kan modstå en fuldmåne og bare må forvandle sig. Falsk. Så længe du har lært, hvordan du behersker dig selv, er det ikke et problem at forblive menneske. Jeg åndede på den iskolde rude. Dug. Et knæk lød et sted i huset. Jeg spidsede ører og rettede mig op. Lydløst sprang jeg ned fra vinduet og landede på alle fire. I kan nok gætte, hvad min første tanke var. Jamie. Jeg kravlede, stadig på alle fire, hen til døren og stak hovedet ud. Det er en normal reaktion for ulve at bevæge sig rundt på alle fire. Sikkerhedsfølelse du ved. Jeg listede ned ad gangen og hen til stuedøren. Her var dødstille. Hvor var jeg dog glad for, at Abbie sov. Hun ville have været begyndt at hvine og himle op om Chukey, bloody Mary, Slender og The grudge. Hjælp, de kommer og tager os, jeg kan ikke gå på toilettet selv, osv. Jeg drejede forsigtigt det kolde guldbelagte håndtag og døren knirkede. Jeg trådte ind i stuen og stod som lammet. Alle vinduer og døre havde været lukket og låst, men Jamie var væk og lugen til pejsen stod åben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...