Wolf soul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 aug. 2014
  • Opdateret: 2 dec. 2014
  • Status: Igang
Hvad vil han? Hvad ved han og hvorfor bliver han ved? Jeg klemte øjnene så hårdt sammen, at det gjorde ondt. Jeg kunne mærke ham række ud efter mine tanker igen. Hurtigt smækkede jeg en blokade op, og han trak sig tilbage. Hvorfor ville han ikke lade mig og min flok være? Han skulle slet ikke komme i nærheden af mine venner. Især ikke Felix. Ham skulle han holde sig fra. "Felix?" Et koldt grin lød bag mig. Jeg frøs. Sveden begyndte at vise sig på min pande. Fandens, jeg havde glemt at holde blokaden oppe et split sekund. Sia tilhører Winter shadows flokken og er førstearving til tronen. Det samme gælder for hendes bedste ven, Felix, som tilhører Glowing Flames flokken. Sia og Felix har forbud mod at se hinanden, eftersom de to klaner har rivaliseret hinanden voldeligt siden tidernes morgen. Pludselig en dag dukker en fremmed og ukendt ulv op i Sia's territorie. Ingen har set sådan en ulv før. Hvor kommer han fra og hvem er han?

9Likes
5Kommentarer
949Visninger
AA

3. A mistake and a rescue

 

-----------------------

 

Det tætte tornekrat havde allerede fået ødelagt noget af min elegante hvide pels. Jeg knurrede. Knurrede dybt nede i halsen. hvorfor skulle det også være så besværgeligt at komme ind i dalen. Bag mig gik Abbie. Hun peb hver gang en af de grene, jeg lige havde passeret, sprang lige tilbage i ansigtet på hende. Der var ikke så meget jeg kunne gøre ved det. Over os kunne man ikke se himlen. De sorte træer lavede ligesom et lukket rum. Endelig, jeg kunne se dalen. Hurtigt satte jeg i spurt. Abbie stod forbavset tilbage. "Hov, Sia, hvor skal du hen?" Bjæffede hun.
"Følg med, vi er der nu," bjæffede jeg tilbage. Så satte Abbie også i spurt. Vi susede igennem tornebuske og forvildede op groende rødder. Jeg satte i spring og med ét var jeg inde i dalen. Væk fra torne, krat og mørke. Abbie kom tumlende ud bagefter mig. Hun peb og slikkede sin højre pote. "Hvorfor skal det også være så besværgeligt at komme ind i dalen," jeg så på hende. Jeg havde jo tænkt lige præcis det samme. Det skete faktisk tit. Abbie og jeg sagde tit de samme ting på samme tidspunkt, gjorde de samme ting på samme tidspunkt og tænkte de samme ting på.. Ja samme tidspunkt. Jeg bjæffede og begyndte at gå. Det var hele den uhyggelige tur herind værd, for her var så smukt. Overalt hang der lange glinsende istapper, små tykke vinterfugle sang, sneen lignede sukker, og hist og her, ramte månelyset en bunke sne. Det var et syn for guder. Der var også en lille bæk, hvor vandet rislede klart igennem. Jeg indåndede den friske luft. Enhver ulv burde opleve denne følelse. Nå, ja, tilbage til jagten. Jeg listede fremad i sneen og Abbie fulgte efter. Jeg havde allerede fået færten af en kaninfamilie. Forsigtig som en mus, nærmede jeg mig duftsporet. Dér stod de. En lille hvid kaninfamilie, fire unger, to forældre. Lige en frokost til Abbie og jeg. Abbie kom op på min venstre side. Hendes ansigt var låst på de små uskyldige skabninger. Dræbermaskine. "Må jeg, må jeg ikke nok Sia?" Hun tryglede mig om, at hun måtte afslutte kaninjagten. Hun havde vist ikke rigtigt opfanget, at det skulle hun lige meget hvad. Det er var hendes træning for pokker! Jeg nikkede bare. Håbede på det bedste. hvis det her gik i vasken, måtte jeg smigre mig ind hos nogle af landsbyens mandelige jagere. Det afskyede jeg. Jeg så på kaninerne. "Hør nu her Abbie, du lister om bag den busk lige dér og venter på mit signal, okay? Det er meget vigtigt at du ven.." Jeg blev afbrudt af en pote, som prikkede mig roligt i siden. Jeg vendte mig mod hende, som bare ikke kunne tage træningen seriøst. "Hør nu, hvad er menin.." Jeg stoppede. Da jeg så Abbies ansigt, fik jeg et chok. Hendes ører havde lagt sig ned og munden stod halvt åben. Hun rystede og øjnene var spærret vidt op. Jeg fulgte langsomt hendes blik. De endte så på en enorm sort bjørn, der omgående rejste sig på bagbenene og brølede af os.

 

Bjørnen tårnede sig op foran os. Den baskede med forpoterne og udstødte et vildt brøl. Abbie sad som lammet. Aldrig havde hun set en bjørn så tæt på. Det var helt urealistisk. Bjørnen hamrede poterne ned i jorden igen, fråde løb ud af munden på den. Jeg sad helt stille.  Det havde min far lært mig. Regel nummer 1, rør dig ikke ud af stedet. Bjørnene i Winter shadows territoriet ser ikke så godt. Vinteren havde lagt iskrystaller på deres varme øjenæbler, så alt var utydeligt. Jeg sad som frosset til is, skævede over til Abbie, som rystede panisk. "Abbie," hviskede jeg. "Abbie du rør dig ikke, kun hvis det er nødvendigt". Jeg fik ikke øjenkontakt med hende, så jeg vidste ikke om hun havde forstået min ordre. Bjørnen brummede og sniffede over imod os. Den trak straks hovedet tilbage. Shit. opdaget. Så måtte vi vel tage regel nummer 2 i brug og jeg tror godt at i selv kan gætte jer til den. "Løb!" Skreg jeg. Jeg bed Abbie i nakkeskindet og hun vågnede med det samme fra den trancelignende tilstand. Vi spurtede forbi bjørnen så sneen piskede omkring os. Uheldigvis kom jeg for tæt på den. Da jeg var ved at runde bjørnen, vendte den sig om og jeg fik et slag lige i siden. Omtumlet rullede jeg rundt i sneen og ned ad en lille bakke. Abbie hylede. "Sia, rejs dig op! rejs dig op!" Jeg prøvede. Jeg prøvede virkelig. Sneen omkring mig havde fået en rosenrød farve. Min flotte sølvpels var plettet af dybrøde plamager. Bjørnen havde haft kløerne lidt for langt fremme og det resulterede i, at mit skind var blevet skåret op i siden. Jeg stønnede. Det smertede i hele min krop. Riften var dyb. Bjørnen havde selvfølgelig opfanget duften af blod. Den kom trampende gennem snelandskabet som en sort dæmon. Der var intet jeg kunne gøre. Abbie stod skræmt og så på på afstand. Der var intet hun kunne gøre. Der var intet vi kunne gøre.

Lige da jeg havde opgivet alt håb og smidt alle tankerne væk, skete der noget. En sort silhuet kom farende gennem sneen, jeg nåede ikke engang at opfange det helt. Silhuetten landede på ryggen af den sorte bjørn og først der kunne jeg se hvad det var. Jeg troede ikke mine egne øjne. Aldrig før havde jeg set sådan en skabning. En stor, sort og majestatisk ulv var i gang med at knække halsen på vores angriber. Det burde ikke være muligt for en ulv, men bjørnen hylede af smerte. Den dansede rundt i sneen med den mørke hanulv på ryggen. Blodet flød i stride strømme ud fra den opsprættede hals. Da bjørnen faldt til jorden, gjorde jeg også. Mit hoved var blevet for tungt og jeg lå og forblødte. Jeg nåede kun lige at få øjenkontakt med et par smukke smaragdgrønne øjne, som lyste op i den kolde vinteraften.

 

 

-------------------------------

 

Det næste jeg husker er, at jeg lå på gulvet i min dagligstue. Der var tændt op i brændeovnen og ilden knitrede blidt. Udenfor, bag de store vinduer, var der kuldsort. Jeg stønnede og rullede om på siden. En skarp smerte skar igennem min krop. Et gisp undslap min mund og Abbie stak sit ovale hoved ind i stuen. Hendes ansigt lyste op da hun så min vågne tilstand. "RAMON! Hun lever!" Abbie susede tilbage i køkkenet for at hente min far, mens jeg lå og ømmede mig dobbelt så meget som før. Hendes skrig rungede stadig i mine overfølsomme ører. Jeg så forsigtigt ned af mig selv. Her lå jeg så. Næsten splitterravende nøgen på gulvet i min dagligstue. Jeg panikkede og prøvede desperat at få fat på et blåt bomuldstæppe, som lå lige ved siden af mig. Det viste sig at være for langt væk. Hvorfor jeg panikkede? Det kan godt være, at Ramon er min far, men det giver ham ikke lov til at se mig i mit sorte blondeundertøj. Rundt om maven havde jeg også en lille sløset forbinding. Abbie. Det kan godt være, at hun er god til huslige ting, men praktiske ting.. Hah. Jeg strammede den blodige forbinding så godt som overhovedet muligt. Jeg bed tænderne sammen og strammede en sidste gang. Smerten var lige udholdelig. Jeg stønnede og lod hænderne falde til gulvet. Abbie kom styrtende ind i stuen med min far i hånden. Hendes hår dansede fyldigt om hendes ovale hoved og skinnede gyldent i skæret fra lamperne. Ja. Ja det lagde jeg mærke til. Jeg så op på Abbie, som stod og trippede nervøst ved siden af mig. Jeg behøvede ikke engang at spørge. Blod. Abbie kunne ikke fordrage blod. Det var måske derfor, at hun aldrig var blevet jæger. Min far satte sig ned ved siden af mig. Han lod en kold hånd kærtegne mit ansigt. Sådan havde han gjort siden jeg var helt lille. 
Meeen, det gjorde bare situationen endnu mere akavet. Hallo, jeg lå i undertøj foran min far. Hvordan ville du have det? Min far lod sig vist ikke påvirke af det. "Hvordan har du det Sia?" Hans stemme var klar og rolig. Som altid. En rigtig konge, som altid bevarede roen. "Alt er i den skønneste orden," bjæffede jeg og blottede hjørnetænderne. Han smilede og kyssede mig på panden. Ja, fars datter. Han rejste sig og gik ud af stuen. Jeg havde aldrig været et barn, som der skulle pylres om. Faktisk, så hadede jeg det. Jeg havde det fint med, at han bare gik. Abbie faldt ned på numsen ved siden af mig. Hun peb og jeg fnyste af det. "Abbie, det er fint. I morgen er alt som det plejer. Ulveblod husker du nok" Jeg sendte hende mit hugtandssmil. Hun så bare ned. "Hvis jeg ikke var gået i chok, var det her ikke sket". Nå, så det var sådan. Hun bebrejdede sig selv for det her. Jeg kunne ikke lade vær. Jeg slog en latter op, som hurtigt aftog, for det gjorde alt for ondt at grine. Abbie så ondt på mig. Okay, det havde nok været forkert at grine. Jeg rullede om på den anden side, eller, jeg prøvede. Jeg lignede mere en skildpadde, som var blevet lagt på ryggen. Jeg fangede Abbies blik. Kiggede inderligt på hende med mine safirblå øjne. "Det var ikke din skyld," jeg ikke så meget som blinkede. "Det var ikke min skyld," Abbie heller ikke så meget som blinkede. Jeg så træt væk fra hende. Hvad? Det med øjnene? Det er bare noget jeg kan. Eller, det kan alle i min slægt. Hvorfor vi kan det? Fordi vores øjne er safirblå. Safirblå øjne har en påvirkning på alle Winter shadows medlemmer. Det er kun en kongelig WS ulv, som besidder de safirblå øjne. Abbie har himmelblå øjne. Ja, der er forskel. Jeg rejste mig op, men faldt hurtigt til gulvet. Abbie var på benene lyn hurtigt og hjalp mig op. Hun støttede mig hele vejen ind på mit værelse. Jeg kunne godt lide Abbie. Faktisk, så elskede jeg hende. Men jeg har aldrig været så god til følelser. Abbie betød rigtig meget for mig. Hun var det altid for mig og jeg var der altid for hende. Hun lagde mig i seng og puttede mig. "Vi ses i morgen Sia," hun slukkede lyset og lukkede døren. Fred. Dejlige fred. Udenfor kunne man høre ugler og hvislen af træernes grene. Det var beroligende, men jeg kunne ikke sove. I ved nok hvad jeg tænkte på. Min frelser, min helt, prinsen på den hvide hest, hvad i nu vil kalde det. Jeg havde aldrig set sådan en ulv før. Han var gigantisk af en vareulv at være. Så stor, majestatisk og med en dunkel sort pels. Han havde haft de flotteste øjne jeg nogensinde havde set. Jeg havde så heller aldrig set smaragdgrønne øjne før, men det er ligemeget. Jeg ville give alt for at finde ud af hvem denne ulv var. Var der andre ulveklaner vi ikke kendte til? Det måtte der vel være. Jeg gled langsomt ind i en drømmefyldt søvn, med den fremmede ulv i tankerne.            

 

 

 

 

 

   

 

 

       

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...