Stilleleg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 aug. 2014
  • Opdateret: 21 aug. 2014
  • Status: Færdig
Jeg prøver at læse ham, men det eneste jeg modtager er støj. Ved han overhovedet hvor tæt jeg er på at bryde sammen?

5Likes
0Kommentarer
221Visninger

1. Torsdag

Det er kun med skælvende stemme, at jeg hvisker ordene frem for mig, før jeg føre bladet helt tæt mod huden: "Sidste gang, jeg lover det!"

(Det er en løgn og jeg ved det, men ordene er nu betryggende alligevel.)

Der går et øjeblik, før jeg presser til og trækker hånden tilbage. Et øjeblik, hvor jeg bare føler den skarpe kulde fra mit våben mod min hud; mens jeg lytter til mit eget hjertets slag.

(Måske venter jeg på at nogen afbryder mig, fanger mig & stopper mig!)

På en måde er det vigtigt for mig, at føle dette. Det er som en rituel handling, hvor jeg opbygger ekstasen og forventningen om fysisk smerte. Bagefter føler jeg mig tom igen, lukket og død. Røde striber danner sig på mine arme, ben, hofter og et hvert andet ledigt sted på min krop. Blodet drypper. Nej, triller. Blodet triller over huden i små røde perler. Jeg kan slappe af nu, tørrer tårerne væk og sætte masken på plads.

Det er ligegyldigt hvilken sindstilstand jeg har haft før selve akten; for så snart forbrydelsen er begået handler det om at skynde sig. Paranoiaen sætter ind. Hvis der er dråber på gulvet skal de fjernes! Hvis jeg har plettet mit tøj skal det skjules! Røde øjne skal vaskes, næsen pudses og bladet gemmes langt væk. Jeg når sjældent at vaske mit våben; det er for risikabelt.

Det slår mig, hvor skamløs en person jeg i virkeligheden er, sådan at snige mig bort i offentligheden for at udføre mit ritual. Hvis nogen ser de gamle ar, vil jeg påstå det er min kat. De nye er svære at bortforklarer.

(Ikke fordi nogen spørg, nogensinde. For de ser ingenting!)

Jeg vil rulle mine ærmer ned over sårene, men huden er for øm efter de sidste minutters mishandling. Den kolde luft er lindrende og jeg lader armene falde ned lags siderne, mens jeg venter på min bedste og måske eneste ven.

Han er langsom. Jeg overvejer om han har forladt mig helt, mens jeg ligger benene på bordet og stirre ud af vinduet på folkeskolen overfor. På en måde kan jeg godt forstå, hvis han har brug for at komme væk fra mig. Jeg har brug for at komme væk fra mig - er det ikke sørgeligt? Et menneske, der knapt kan holde ud at være i sin egen krop? Det beviser bare hvilken sær snegl jeg er.

Døren går med et smæld, hvilket sender mig ud af mine tanker med et overrasket gisp. Jeg taber min blodige, ødelagte skalpel på gulvet, men han ænser intet da han tager plads overfor mig. Skamfuldt samler jeg den op - halvvejs håbende at han ser den og forstår. Det er unfair og selvisk; men jeg vil have han trøster mig. Der er noget dybt skamfuldt, ved at indrømme det.

Kort møder jeg hans øjne. Han har stadig intet opdaget. Til gengæld er der et selvtilfreds smil på hans læber, da han skubber sine briller højere op på næseryggen og laver en vittig kommentar - dette er min bedste ven.

(Gid jeg kunne tørre det fjogede grin af hans ansigt, men han er mig overlegen.)

Vores stilleleg kan begynde forfra nu. Sådan er det altid, når vi er sammen - en dyb, men rolig stilhed, som er alle de usagte følelser og tanker indforståede. Normalt finder jeg ikke stilheden foruroligende, men han kender mig hemmelighed. Jeg ville med glæde betale for et kig ind i hans sjæl - tanker, følelser og forståelse.

(Eller spole tiden tilbage til før han vidste besked - før han havde set hvor sort min sjæl er.)

Der går ikke lang tid, før stilheden alligevel er for meget for ham. Hans lange arme rækker over bordet og griber min computer. Et øjeblik rammes jeg af angst. En knude danner sig i min mave, mit luftrør trækker sig sammen og mine øjne løber i vand. Hvis han trykker på det forkerte ikon, vil han finde mit brev - mit sidste brev.

(Hvilket ikke ville være første gang, at han når så tæt ind på livet af mig!)

Da Fall Out Boy begynder at spille fra computerens højtalere er jeg godt tilfreds, endda lettet. Jeg ruller mine ærmer ned og genoptager min stirren ud af vinduet. Der er nogle enkelte børn, der spiller bold på græsset mellem vores og deres skole. De ser glade ud. Uskyldige.

(Gad vide, hvad han tænker og hvad han ser, når han ser på mig. Hvor stammer dette mørke fra, i hans øjne?)

Det slår mig, at jeg har mange forskellige følelser omkring mennesket foran mig. Jeg vil tale og jeg vil tie. Jeg vil le og græde på samme tid. Tanken får mig til at krympe mig i stolen. Indeni er jeg handlingslammet - kold, livløs og død. Jeg er villig til at lægge mit liv i hans hænder, hvis han bad mig om det.

Jeg har haft ønsket om at dø længe.

Alt for længe.

Og han ved det.

Og alligevel afviser jeg hans hjælp gang på gang.

Og alligevel er han er nu.

Hvorfor?

Det dunker i mit baghoved, min stemme er skinger og mine hænder ryster, da jeg siger:

"Skal vi gå til 104?"

Han ser på mig med et borende blik, men siger intet. Jeg skammer mig. Det var ikke de ord jeg ville have skulle komme ud af min mund, ligesom det ikke er den her afskygning af mig, som jeg vil have han ser.

I virkeligheden burde jeg have sagt et ord: 'Tak'.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...