Om natten sover ingen trygt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 aug. 2014
  • Opdateret: 27 nov. 2014
  • Status: Igang
Seks unge mennesker havde planlagt den perfekte overlevelsestur, ved at tage lidt over en uge alene på sheltertur i oktober. Alt går som planlagt, der er masser af mad og de mangler ikke ligefrem alkohol af nogen slags. Det eneste de manglede skulle dog lige være varme og internet. De seks unge mennesker hygger sig og fjoller rundt. En aften opfinder de et drukspil og får alt for meget indenbords. Dette er ikke i et problem i sig selv, men da de fem af dem begynder at mærke alkoholen forsvinde, opdager de, at den ene af dem, er forsvundet. Panikken spreder sig blandt flokken, hvor er Joachim? Og hvad skal de gøre, når de langsomt forsvinder, én efter én?

5Likes
1Kommentarer
301Visninger
AA

4. Kapitel 1

Det regnede, det var ikke fordi jeg kunne se det, men da jeg lå der i mørket og kiggede op i shelterens loft, var jeg ikke i tvivl om at vinden bragte vand med sig.

De andre sov. Det gjorde mig ikke noget som sådan, men det gjorde bare at jeg følte mig endnu mere ensom end ellers. Den der følelse af at være alene, som man kun kan føle i selskab med 5 andre mennesker. Den værste af slagsen.

Jeg kunne høre de andres åndedrage, det var relativt beroligende, men samtidig holdte det mig også vågen. Dét, og så tanken om at der var en morder på fri fod i området, hjalp ikke ligefrem på søvn problemet. Det var egentlig ikke fordi tanken skræmte mig som sådan, men når en gren knækkede udenfor, kunne jeg ikke holde tanken på afstand, om at nogen gik rundt derude.

Selvom jeg jo egentlig inderst inde godt vidste at der ikke var nogen derude.

 

Jeg måtte være faldet i søvn, for jeg vågnede pludselig da jeg hørte to stemmer, to velkendte stemmer vel og mærke, snakke ude foran shelteren imens der blev skramlet med et eller andet, bålstedet måske?

Jeg satte mig op, og heldig som jeg nu kunne være, slog jeg hovedet op i en bjælke.

"AV for SATAN!"

Jeg ømmede min pande og dukkede mig ned, da jeg krøb mod åbningen.

"Hva så Nicklas? Slog man hovedet?" 

Det var Chris der sad med et smøret grin imens hun rodede med brænde, papir og ild, i et halvhjertet forsøg på at tænde bålet, med hjælp fra Cæs, der grinte af det Chris havde sagt, mens hun samtidig var travlt optaget af at finde ud af om hun kunne gøre gavn med hensyn til bålet.

Jeg vrængede ansigt af dem og fandt min telefon frem. Klokken havde kun lige rundet klokkeslaget 7.

"Hvorfor fanden er I så tidligt oppe?! I må være sindssyge! Vi har jo ferie! Og så når det er så koldt?! Skøre kvindfolk...!"

Pigerne grinede bare af mig og mit lille udbrud, imens jeg krøb tilbage i shelterens varme hule og puttede mig ind i min sovepose, sammen med de tre andre fyre, de normale mennesker, der stadig lå og sov.

 

En lille time senere ca blev jeg endnu en gang vækket af stemmer, denne gang af de to såkaldte mænd, der klagede over at det var koldt udenfor.

Tro mig, det var det også, taget i betragtning af at vi var midt i oktober, men svaghed skulle ikke vises lige nu, det ville være dumt, for både pigerne og Casper viste ingen modtagelse overfor polarkulden der rasede ude foran shelteren.

Jeg tog noget ekstra tøj på og krøb endnu en gang udenfor til de andre.

Pigerne havde haft succes med bålet og havde nu også sat vand over.

Casper stod alene ovre i kanten af mit synsfelt og røg, stille som altid.

Jeg tog to plastikposer udover mine fødder, da mine sko døde i regnvejret tidligere på ugen, og gik hen til Chris og Cæs for at spørge om jeg kunne hjælpe med noget.

De satte mig straks igang med at dække op til morgenmaden, hvorefter de gik hen til de såkaldte mænd, Joachim og Christian, Chris' og Cæs' kærester, i håb om at få dem overtalt til at forlade deres varme hule, for at få noget mad.

De var ikke nemme at overtale, men piger har deres kneb, og de virker desværre tit, og også her kunne deres snedige tricks få lokket fyrerne til at trodse kulden for en stund, for at få noget næring.

Jeg beundrede deres teknikker, men forstod dem ikke.

 

 

----------

Hey læsere!

Normalt er kapitlet længere (har skrevet meget af denne historie ned i en notesbog), men jeg vil stoppe den nu, da der kommer noget, som måske burde være for sig selv.

 

Men hvad synes du indtil videre??
Lad mig høre din mening!


~ Xity

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...