Drage Prinsesserne

Kongen og Dronningen er døde. Kaos hersker over det hele. Sarina bliver taget af en skatteopkræver og kommer ud i et stort eventyr. Hun møder sin søster, Rina, inde i skatteopkræverens vogn. Den er skrevet i Sarina's synsvinkel.

4Likes
4Kommentarer
411Visninger
AA

2. Kidnappet

Da vi er hjemme hos hende, byder hun os tage plads. Hun skænker te op. I lang tid er der ikke nogen, der siger noget. Jeg tænker. Tænker på teens dejlige varme, der minder mig om Bedste. Tænker på alt det, hun har lært mig. Om urter, om dyr og de magiske ånder, der bor i træerne. Alt det tænkeri får mig til at græde. Store tårer, triller ned af kindenerne. Damen lægger mærke til det. ”Hvad er der galt? Jeg er ikke en af de onde. Jeg købte jer ikke fordi at i skulle være slaver. Det var for, at adoptere jer..” Jeg tørrer øjnene. Pigen Med De Smukke Øjne, ser ned. ”Det er ikke det. Men...jeg savner min familie.” Siger jeg. Mine sidste ord, får Pigen til, at hulke voldsomt.
Damen ser ned.
”Det kan jeg godt forstå.” siger hun stille. ”Men jeg vil så gerne have nogen børn. Det har altid været mit største ønske.” Jeg lægger en trøstende arm om hovedet, på Pigen Med De Smukke Øjne.   ”vil i gerne være mine børn?”Jeg sidder og laver mønstre i teen. Nikker. Pigen Med De Smukke Øjne sidder og ser ned. Damen ser på hende. ”Nå, men jeg vil gerne vide jeres navne. ” Jeg sætter koppen på bordet, og ser op. ”Mit navn er Sarina Lilje.”
Pigen Med De Smukke Øjne, mumler sit navn stille. ”Rina Blomsterknop.” Rina. Hvorfor virker det navn så bekendt? ”Sarina og Rina. Smukke navne.” Jeg ved, at hun har en hemmelighed. Jeg ser ned i koppen. Nå. Nu begynder mit nye liv.
Jeg slår øjnene op. Vil ikke stå op. Lukker øjnene igen. Jeg har aldrig prøvet, at sove i en så blød  seng før. Jeg sætter mig op. Har stadig lukkede øjne. Først tager jeg den ene hånd, gaanske langsomt op til øjet og åbner det. Så tager jeg gaanske langsomt den anden hånd, og åbner det andet øje. Jeg ser rundt. Ser meter høje søjler, silkegardiner, guld ting og små tjenestepiger, der farer rundt. ”Åh! Vækkede vi Dem? Det var ikke meningen. Undskyld.” Siger de, og løber hen med en bakke mad. Jeg gisper. Har aldrig set et så stort måltid mad før.
Krebs, kaviar, tusind tærter, mælk og frikadeller. Tjenestepigerne ser bekymrede ud i hovederne. ”hvorfor gispede De? Kan De ikke lide tærte?” Tjenestepigerne  skal lige til, at tage maden væk. Jeg holder fast i deres hænder. ”Nej.” Siger jeg roligt. ”Alt er helt i orden.” jeg spiser maden imens, at tjenestepigerne vimser rundt og snakker. Jeg tager det roligt.
 Da jeg har spist, kommer de over til mig, med den smukkeste kjole jeg nogensinde har set.
Igen tager de nervøse tjenestepiger fejl af mit ansigt. ”Vil De ikke have den kjole på? De kan sagtens vælge en anden. De har 167 forskellige kjoler. Jeg måber indvendig. ”nej, jeg tager bare den.” Jeg ser på kjolen. Den er grøn, med stof blomster, hele vejen rundt om taljen. Den har albuekorte ærmer, med flæser. Dens skørt er af silke, og overdelen af håndlavet blonde. Indenunder, giver de mig en bluse, broderet med blomster.
De friserer mit hår, (som ikke er blevet redt i meget lang tid) og sætter en blomst i håret. Jeg får et par højhælede stiletter på. De er grønne, med regnbuens farver, som blomster. Da jeg går ned af trappen, er jeg lige ved, at falde.
Da jeg kommer ned, sidder Damen, og Rina, til bords. Rina ser ud som en alf, i den smukke lilla kjole. Jeg sætter mig sammen med dem. Lidt efter, går vi udenfor. Jeg tænker på min mor. På min
far, der kommer hjem og opdager, at jeg ikke er der. Jeg dufter til blomsterne.
Trækker den søde duft, helt ned i lungerne. Jeg plukker nogen blomster, og binder dem sammen med et græstrå. Jeg sætter mig ned, blandt blomsterne. Rina og Damen går rundt og Damen fortæller Rina, om hver blomst. Rina lytter godt efter. Jeg sidder med nogen blomster og laver blomsterkranse. Lidt efter tager vi ned i byen, og køber forskellige ting. Sådan går de næste par dage. En aften sidder jeg og læser en bog, som vi har været nede at købe. Da hører jeg en lyd. Jeg lægger bogen ned. ”Er her nogen?” jeg tager fat i starinlyset, og løfter det op. Pludseligt, bliver alt sort.
Jeg vågner, af nogen der taler. Jeg ser rundt.
Prøver, at løfte armene. Bundet. Jeg er i et faldefærdig skur. ”Men Henny!Vi kan ikke bede om løsepengene endnu!” Jeg hører en irreteret stemme. Jeg ser over mod stemmen og ser, en lille lav fyr, og en høj tyk fyr, der ser meget dum ud. Jeg prøver, at sige noget, men min mund er dækket. Det bliver ikke til andet end en brummen.
De vender sig mod mig. Før kunne jeg ikke se deres ansigter, men nu kan jeg se, at den lille har en stor klam heksenæse. Den anden ser bare dum ud. ”Nå, så er du er vågen. ”Smisker han. Jeg mærker hans, stinkende ånde. Den er så ildelugtende, at jeg er overrasket over, at jeg ikke besvimer.
”Øhm Bob, hvorfor fangede vi hende egentlig? Jeg kan ikke helt huske det.” spørger den tykke, der åbenbart, hedder Henny. Den lille der åbenbart hedder Bob, bliver ligeså rød i hoved som en chili. Jeg kan ikke lade være med at grine, men det bliver kun til en fnisen.
”Henny! Det er 117. gang, jeg fortæller det!” Råber han ind i hoved, på det store tykke dummernikkel. ”Det er for, at vi kan få løsepenge, så vi kan blive rige og leve lykkeligt resten af livet!”
Men Henny forstår vist stadig ikke. ”Jamen, hvorfor tog vi så ikke bare naboens tøs?” Bob er lige ved, at sprænge af raseri. ”Hun giver slet ingen penge! Dit fjols!” Råber han, og sparker Henny over skinnebenet.
Han skriger og hopper rundt imens, at han holder om benet. ”Buhuuu. Du er rigtig tarvelig! Jeg siger det til mor! Buhuu!” Tuder han. Bob river sig i håret. ”Aaarh! Du har ikke nogen mor! Så tag lige og klap hesten!” Henny holder straks op med at tude. ”Iiih, må jeg klappe en hest? Hvor er den? Hvor er den?”
Siger han og klapper i hænderne. Bob banker sig i panden. 
Jeg er ved, at være godt træt af, at jeg ikke kan sige noget, så jeg kommer med en lille brokkende lyd.
Bob vender hoved hen imod mig. Han trækker ned i kluden. I det samme flyver tusind skælsord ud af min mund. ”Hold kæft!” Råber han. Jeg stopper brat. ”  Det er ikke dig, vi vil have. Det er dine penge.” Han skubber mig hen i et bur, der lugter som om, at mælken er blevet for gammel. Der står en madras, med et meget slidt tæppe, og en skål. Jeg dumper ned på det iskolde stengulv.
Han går ind og skære rebene over. ”Og hvis du råber om hjælp, gør modstand, eller snakker med andre, så... ” Han trækker en finger over halsen. Jeg synker en klump og nikker. Han rejser sig op.
”Hver morgen kommer du 3 timer udenfor.”
Idet han går ud af døren kan jeg se, at han smiler et lusket smil.
Jeg sætter mig op. Går hen til sengen. Hvis man da kan kalde den det. En madras og et dårligt vævet tæppe. Jeg lægger mig ned. Trækker det halve tæppe op så meget som man kan. Jeg lukker øjnene. Drømmer.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...