Drage Prinsesserne

Kongen og Dronningen er døde. Kaos hersker over det hele. Sarina bliver taget af en skatteopkræver og kommer ud i et stort eventyr. Hun møder sin søster, Rina, inde i skatteopkræverens vogn. Den er skrevet i Sarina's synsvinkel.

4Likes
4Kommentarer
405Visninger
AA

1. Åh, nej! Jeg er blevet taget en skatteopkræver

Jeg løber igennem den sjaskende regn. Trækker hætten over hovedet, og sukker. Slammet ryger op ad mine ben. Jeg holder godt fast i mit smykke. Det er det eneste, jeg har fra min mor. Det er lang tid siden, min papmor fortalte det til mig.Det er en lille guldføniks. En føniks er det eneste der kan vinde over dragerne. Jeg ser lys forude. Et faldefærdigt hus viser, sig for mig. Mit hjem. Jeg spæner ind og lukker døren. Tager det drivåde tøj af. Papmor løber hen til mig. ”Skat, hvor har du været? Jeg har været så bekymret for dig!” de sorte rander under øjnene er blevet større og mørkere. Det bølgede hår, hænger slapt ned af skuldrene. Min papmor er faktisk ret smuk, men det kan man ikke se. Ikke lige nu. Da hun var ung, var hun den smukkeste i byen. Men det var før. Det var før, at kongen døde. Det var før, at dragerne invaderede byen og ødelagde husene.
Den historie har bedstemor fortalt mange gange. ”Jeg var ovre i slotshaven.”
Papmor gisper. ”Sarina! Det er alt for farligt! Op på dit værelse. Nu! Hvis vi er heldige, kommer far hjem, med mad. ” Jeg går hen imod trappen. Jeg kan høre mor mumle. ”Og vi er endnu mere heldige hvis han overhovedet kommer hjem” Jeg går op ad trappen. Hopper over hullet. Jeg høre knirkenen, fra brædderne. Går hen over det rådne gulv. Brædderne knirker, og skryder. Jeg falder. Jeg skynder mig op. Jeg går hen og tager fat i håndtaget. Trækker og hiver og skubber. Møg! Døren binder. Jeg går lidt bagud. Passer godt på ikke, at ryge ned i hullet. Så løber jeg mod døren.
 Et lyskær, kommer fra min halskæde.
Pludselig åbner døren, og jeg lander midt på gulvet. Jeg forstår det ikke. Hvorfor åbnede den? Jeg rejser mig. En forfalden seng hilser mig. Jeg går hen og kaster mig ned i den. Tænker på alt det der skete i dag. At jeg sneg mig ind i slotshaven. Bedste har fortalt, at da hun var ung, var slotshaven det smukkeste sted på jorden. Men da jeg var der i dag, var der helt anderledes, end det Bedste har fortalt. Høje ranker ukrudt, stod oppe af blomsterne. En af blomsterne, tog kvælertag på en anden. Jeg sad og så mig om, da en drage kom, styrtede jeg afsted, så hurtigt jeg kunne.
Jeg hører nogen banke på hoveddøren. Og mor der åbner den. Jeg løber ned. Mon det er far der er kommet? Men nej. Foran døren står...skatteopkræveren! Jeg skynder at gemme mig. Jeg holder godt fast i mit smykke.
Hvis jeg havde givet det til ham, ville vi ikke behøve, at betale skat nogensinde! Men det er mit smykke, og jeg bestemmer over det. Mor har fortalt mig, at hvis skatteopkræveren ikke får penge, så tager han børnene og sælger dem. Derfor tager han mest hen til de fattige. Han tjener nemlig mere på slaver, end skattepenge. ”Nå.” Jeg hører nevøst efter.
”Hvor er pengene?” Jeg kan ikke høre hvad mor svarer, men jeg ved det godt.
 Lidt efter høre jeg skatteopkræverens stemme igen. ”Godt. Men så må jeg tage barnet.” Han går hen mod mit skjulested. ”Nå, hvor er hun så? Kom frit frem, dumme unge.” Det sidste siger han hårdt. Jeg kan høre mor snøfte. Selvom jeg ikke er meget for det, må jeg tage med skatteopkræveren. Ellers kommer mor i fængsel.
Jeg stiller mig op. Gør mig klar til at aldrig se min plejemor og -far igen. Skatteopkræveren smiler et lumsk smil. ”Nå, dér var du. Kom du med ud i limousinen, hvis du forstår. ” siger han imens, at han skubber mig udenfor. Ind i en gammel vogn, der lugter af muggen ost. Der er næsten intet lys, bortset fra et vindue. Der sidder andre børn, der sidder og græder, og kalder på deres forældre. Jeg er overrasket over, at jeg faktisk ikke savner mor og far. Nogen ser ud, som om at de er 3 år. Andre omkring 16. Jeg går hen og sætter mig ved siden af en lyshåret pige, med smukke blå øjne. Desværre var de smukke øjne fulde af tåre. Jeg lægger en trøstende hånd rundt om hendes skulder. Hun kryber helt ind til mig og hulker. Indimellem stopper den vognen og hiver nye børn ind. Til sidst sidder jeg i en gruppe af grædene børn.
Jeg aner ikke hvorfor.
Jeg må åbenbart se meget venlig ud. Men det er okay.
Hvis det gør dem glade... Jeg tænker. Hvordan kan jeg gøre dem glade? Jeg får en ide.
 Stille begynder jeg at nynne. Langsomt begynder børnene, at  stoppe med, at græde. Langsomt begynder de, at nynne med. Sådan bliver vi ved i et par timer. En af drengene kravler forsigtigt hen til mig. Han skal lige til, at hviske noget i mit øre, men han når ikke mere. For i det samme bliver der råbt, at vi skal ud.
Da vi går ud, får vi løkker rundt om halsen. De er meget tunge, og ubehagelige. Jeg prøver, at løfte den lidt, men skatteopkræveren slår mig over fingrene med sin stok. Smerten breder sig i hele  kroppen. Han trækker os efter sig.
Lidt efter lægger jeg mærke til at vi er på... ja, hvordan skal jeg sige det. Et borg-agtigt hus. Vi bliver trukket ned i en klam og kold kælder. Et par dage efter med vand og brød, bliver ført ud af en ung karl.
Han går hen med os, og stiller os ved en bod. Han binder løkken fast, til en af de stænger der holder skiltet oppe. Så går han hen og stiller sig og råber. ”Kom og se! Små slaver. Meget billigt!” Jeg ser mig omkring. Lidt efter lidt, kommer der folk over til boden. En stor tyk mand, køber fem små drenge. En smuk dame, køber de to ældste piger. En venlig dame, køber den lille dreng. Sådan bliver det ved indtil solnedgang. Tilsidst er der kun mig og pigen med de smukke øjne tilbage. Der hober sig en masse folk sammen omkring os.
Mor har altid sagt, at jeg er meget smuk. Men det er en dårlig ting lige nu. Jeg holder godt fast i Pigen Med De Smukke Øjne. En stor fed mand, rækker hånden i vejret. ”500 kroner!” Råber han. En anden rækker hånden i vejret og råber”650!” Skatteopkræveren står og kigger. ” Nongle bedre bud?” En smuk dame, rækker hånden i vejret. ”800!” Skatteopkræveren er næsten ved at flyve op i luften. ”Første, anden, tredje, solgt!” Råber han. Den smukke dame går hen og tager løkken af halsen på os. Hun smiler venligt.
”Kom med hjem til mig.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...