Rainy Day

Issac har aldrig været forelsket før det går op for ham at Annie, en servitrice på den café han altid kommer på er den rette for ham.

1Likes
3Kommentarer
136Visninger

1. Rainy Day

Rainy Day

Først havde jeg være blind for skønheden, men måden hun dansede i regnen på var så utroligt smuk, og mine øjne åbnedes og jeg vidste nu hvad skønhed var. Hendes elegante bevægelser da hun dansede var overvældende. Jeg måtte gribe fat i noget for ikke at falde. Hendes lange gyldenblonde hår klistrede til hendes røde kinder, jeg stod bare og smilte til hende. Fra det øjeblik vidste jeg at jeg var forelsket. Men den forelskelse endte med at blive min død.

Jeg, Issac Fields, vågnede op en almindelig lørdag morgen. Jeg stod op fra min seng, fandt en meget mørkeblå t-shirt og et par blå jeans frem, som var blevet smidt ind i det brune egetræs skab. Jeg klædte mig på og gik ud i køkkenet for at finde noget morgenmad frem. Ude i køkkenet stod min mor, Annalinn Fields, og var i fuld gang med at tørre op efter min lillesøster som havde spildt mælk på bordet. Det var en septemberdag, og skyerne var grå. Det støvregnede, og jeg kiggede et øjeblik ud af vinduet og betragtede den smukke støvregn som faldt.  Jeg vidste at den ville forvandle sig til store regndråber på et tidspunkt, og de ville falde på ruden som små glinsende krystaller. Min mor smilte til mig, og lagde karkluden ved vasken. ”Godmorgen mor, og Amee” sagde jeg, og tog en pakke cornflakes fra skabet og øste op i en skål. Jeg hældte mælk på og begyndt at spise. Da jeg havde spist satte jeg min tallerken hen til vasken, og gik ind på badeværelset ved siden af køkkenet.  Jeg vaskede mit ansigt, børstede mine tænder, og satte mit hår som jeg gjorde hver dag. Klokken var 11 da jeg gik ud af døren i det sydlige Londons gader. Jeg boede i en stor villa, i nærheden af en gågade. Jeg havde en brun læderjakke på og et par sorte all-stars, som sikkert ville være gennemblødt efter noget tid i regnen. Jeg drejede om hjørnet og gik ned af den lange gågade, med utallige caféer og dyre restauranter. Lyden af høje hæle overdøvede de få snakkende mennesker på gaden. Mænd i habitter og kvinder i dyre kjoler gik overalt på gaden, og normalt beklædte mennesker var der få af. Jeg følte mig altid lidt ensom på den gade. Jeg gik ind på den sædvanlige café, og satte mig ved et bord op ad et vindue som vendte ud til gågaden. Det var der jeg altid sad, og nogle gange i flere timer. Jeg elskede at betragte alle de mennesker som gik forbi. Tjeneren, Annie, kom forbi mit bord med en kaffe latte til mig. ”Hej Annie, hvordan går det?” spurgte jeg hende. Hun smilede til mig, og gjorde et kast med hendes lange gyldenblonde hår. ”Fint tak, hvad med dig Issac?” svarede hun automatisk, og kiggede på sit guldur om hendes håndled. ”Det går strålende!” sagde jeg, og smilede stort til Annie. Støvregnen havde allerede forvandlet sig til glinsende perler. Annie var gået tilbage til disken, hvor hun tog imod en ny ankommet kunde. Jeg sad og nippede til min kaffe og kiggede ud på regnen i lang tid. Jeg elskede regn, og jeg havde altid fundet det fascinerende. Folk udenfor havde fundet deres paraplyer frem, og regnen ramte nu dem i stedet for de mennesker som gik under dem. Da jeg havde drukket færdigt var klokken blevet 12, og jeg rejste mig fra mit bord. Jeg tog min kop med hen til disken og afleverede den til en af de mandlige medarbejdere. Jeg gik ud bagved og fandt hurtigt Annie. ”Har du lyst til at gå en tur i parken?” spurgte jeg hende, og kiggede bedene på hende. ”Klart! Jeg skal lige skifte t-shirt og så kommer jeg” sagde hun, og gik ind på medarbejder-toilettet. Jeg ventede på hende, og vi gik sammen ud af døren. Hun havde også taget sin mørkeblå frakke på, og hun tog hatten op over hovedet for at undgå det meste vand. Vi gik tavse ned af gågaden, og fortsatte over broen for enden af gågaden, som førte hen til parken. Hele parken var hegnet ind og lågen var af en form for metal, med mønstre af roser på. Der var små vandpytter omkring i gruset, og når regnen ramte den sprøjtede det op igen. Der var rosenbuske, og blomster træer over det hele i parken. Jeg var der tit, da jeg elskede at gå i stilheden. Vi gik side ved side med hænderne i lommerne, og hver gang vi gik i en vandpyt, kunne man tydeligt høre plasket. Duften af regn hang i luften, og jeg nød at trække vejret i den friske luft. Annie og jeg havde haft det godt sammen i rigtig lang tid, og vi gik tit i parken sammen. Vi gik forbi en mand som spillede violin, og så stillede vi os der. Lyden af violinspillet fyldte mine ører, og jeg følte at jeg var i min egen drømmeverden. Jeg kunne blive i det øjeblik i al evighed, og jeg havde lyst til bare at stoppe alt omkring mig. Så ville det bare være manden der spillede violin Annie og mig, og det ville bare være sådan altid. Det lød så utroligt smukt at jeg følte at jeg havde forelsket mig i musikken. Hun tog min hånd, og begyndte at danse med mig. Dans havde aldrig været min stærke side, så mine stive bevægelser var intet i forhold til hendes bløde elegante. Jeg kunne se på hende dreje rundt, og springe elegant omkring mens den smukke musik spillede i baggrunden for evigt. Det var som om jeg var faldet i søvn og det hele var en drøm. Lyden af regnen var også som musik. Annies smil var stort og sødt, og der var et glimt i hendes lyseblå øjne. Først havde jeg være blind for skønheden, men måden hun dansede i regnen på var så utroligt smuk, og mine øjne åbnedes og jeg vidste nu hvad skønhed var. Hendes elegante bevægelser da hun dansede var overvældende. Jeg måtte gribe fat i noget for ikke at falde. Hendes lange gyldenblonde hår klistrede til hendes røde kinder, jeg stod bare og smilte til hende. Fra det øjeblik vidste jeg at jeg var forelsket. Men den forelskelse endte med at blive min død. Jeg var helt gennemblødt, men utrolig nok frøs jeg ikke. Jeg gik over til hende og lagde armene om hende. I et øjeblik stod vi med armene om hinanden, og bare kiggede hinanden i øjnene. Jeg fjernede noget af hendes hår fra hendes ansigt, og jeg lænede mig stille frem mod hende. Vores læber rørte hinanden hurtigt, og vi kyssede i noget tid. Vi dansede sammen igen, og drømmen fortsatte. Jeg havde oplevet kærligheden så kraftigt før. Det var fantastisk. Annie og jeg satte os på en bænk og begyndte at omfavne hinanden. Hun pressede sine læber blidt mod mine, og jeg gengældte det hurtigt. Musikken spillede videre som vi sad der på bænken. ”Jeg elsker dig Annie” sagde jeg, og kiggede Annie i øjnene. Hun smilte og kyssede mig. ”Jeg elsker også dig Issac” sagde hun glad. Hun kiggede op i himlen og begyndte at grine. ”Men….. Uanset hvor meget jeg elsker dig kan vi ikke være sammen” sagde hun og en glinsende tåre trillede ned af hendes kind. Jeg kunne ikke tale, og jeg sad på bænken og så på hende. Hun rejste sig fra bænken, og gik hen ad park stien uden at kigge sig tilbage. Hun åbnede lågen, og hun forsvandt fra mit synsfelt. Jeg sad på bænken i rigtig lang tid, og da jeg endelig havde rejst mig var manden der spillede musik for længst væk, og der var ikke en sjæl at se i parken. Jeg gik rundt i parken og jeg kunne ikke få mig selv til at gå ud derfra. Regnen var stoppet, og jeg begyndte hurtigt at fryse. Jeg fulgte parkstien, og jeg gik ud. Jeg hastede hjem og smækkede døren efter mig da jeg kom hjem. Mit tøj dryppede men jeg fortsatte ind på badeværelset, hvor jeg gjorde klar til et kar bad. Jeg satte mig derned med tøj på, og jeg græd. Det var min første forelskelse, og jeg havde ikke engang fået en grund. Jeg tænkte tilbage på måden hun dansede på i regnen. Jeg faldt i søvn i vandet, men jeg vågnede aldrig op igen. Jeg druknede, og min lillesøster fandt mig i badet. Min familie blev aldrig den samme igen. Man troede jeg havde begået selvmord, og da nyheden nåede Annie troede hun at det var hendes skyld, så hun skød sig selv. Vi fandt hinanden i himlen, og vi har fortsat vores kærligheds historie her. Så man kan vel sige at vi vil leve lykkeligt til vores dages ende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...