Neraxa

i byen Korox, blev troldmanden, Arantôs bortvist fra sit eneste hjem, nemlig troldmands skolen Neraxa. Han havde nemlig set på resultaterne af eksamen, til at han blev en niveau 2 troldmand. Da kommer han ud på en rejse for at flygte fra de magtgale troldmænd, da han også havde taget skriftrullen med sig. Han møder troldmænd og dværge, i sin yderst... mærkelige vandring for overlevelse fra sine frygtindgydende lærere og klassekammerater.

1Likes
8Kommentarer
399Visninger
AA

6. Ryger eller troldmand


Arantôs, geden og fåret begyndte at gå ud mod det store landskab. De kom til en lille dal, og bag dalen strakte sig de største og smukkeste bjerge Arantôs øjne nogensinde havde set. De var klædt i træer med skønne friske grønne blade, og fuglene fløj rundt og jagtede insekter. Pludselig midt i hans tanker blev han puffet af geden, og Arantôs tog det som at han skulle flytte bagdelen lidt. De fortsatte og da de var kommet helt ned til dalen, var det en form for underlig sump. Underlige rynkede rødder stod op fra mosens vand, og bunden føltes som smat. Efter en længere kamp, var de næsten ved enden, men lige der ude… der var et eller andet helt vildt mærkeligt. Det rejste sig op og lignede et menneske. Den vinkede til Arantôs, geden og fåret. Arantôs gik lidt nærmere, men tågen var for stærk. Skridt for skridt gik han, og så, så han manden. Men det var ikke nogen mand. Det var bare et stykke træ der var rejst op af en stor luftboble i vandet. Geden og Fåret var skrækslagne, og de puffede til Arantôs. Så dukkede flere af de der træfigurer op, de nærmest rakte deres klamme slimede hænder ud for at nå dem, og de syntes at de kunne høre en hvisken. Det var ikke en god en. Det kom fra hver og en af figurerne. Så satte Arantôs, geden og fåret i løb, og lige meget hvor langt de løb var der hele tiden figurer der rakte ud efter dem. Så var de ude af sumpen, og de stod nu på en grøn fast og ikke slimet jord. Arantôs så sig tilbage, og så at der var en sump, og intet andet. De gik videre og kom under træernes grønne blade. Bierne summede efter pollen, og gik i hver en blomst de kunne finde. Arantôs syntes at han kunne lugte en mærkelig lugt, og spurgte geden og fåret om de skulle følge den. De nikkede og de fulgte den underlige lugt.
Til sidst da de ankom til et sving, så de en underlig mand. Han havde en grå kåbe på, en høj grå hat, et ualmindeligt langt hvidt skæg, og en besynderlig stor pibe. Han af røg piben så man skulle tro det stod ud af ørene på ham. Røgen i piben var lilla og lyserød, og glimtede i solens stråler. ”for Odins højre balle da… en regnbue er noget af et syn… men 6 regnbuer over hinanden er et mirakel!” sagde den gamle mand. Arantôs så mod himlen foran manden, og så absolut ikke andet end en himmel. Den gamle satte sig ned på en bænk igen og tog et ordentligt sug i piben. Så gik Arantôs hen til manden og spurgte hvor de var henne. ”I er her…” svarede manden og slog en latter op så røgen stod ud af ham. ”Sig mig… er du en æh… troldmand?” spurgte Arantôs. Den gamle kiggede forskrækket og lidt fornemt på ham. ”Det spørgsmål kan ikke besvares!” sagde han med en pivset stemme, og kiggede væk. ”Men… er du en troldmand?” spurgte den gamle og sugede i piben. ”Joh… ja det er jeg vel.” sagde Arantôs stolt over at den gamle bare syntes at han lignede en troldmand trods hans elendighed indenfor magi. Den gamle mand kiggede et stykke tid på ham. Han nulrede i sit skæg og kiggede så på geden og fåret. ”Jeg fornemmer magi her.” sagde han så til sidst. Geden of fåret nikkede ivrigt for at bessefaren forstod. ”Det var interessant…” sagde manden og gik hen til geden og fåret. ”Kan du hjælpe dem med at komme fri fra forbandelsen?” spurgte Arantôs. ”Hvilken forbandelse?” ”Det er 2 dværge der er blevet… forvandlet til en ged… og et får.” svarede han. Den gamle gik hen og stod foran geden og fåret. Han brugte sin rynkede stav til at læne sig op af, og tog endnu et sug fra piben. ”Javel ja… lad mig se. Jo jeg kan godt se det nu, det var på grund af at de var blevet pænere af forbandelsen.” sagde den gamle. Geden gryntede af ham. ”Hvis jeg var dig ville jeg beholde dem sådan der… de var betydeligt grimmere før.” Fåret gav den gamle et slag, og den fik så sandelig også et igen… med staven. ”Kan du ophæve forbandelsen eller ej?” udbrød Arantôs irriteret. Den gamle kiggede på ham og gjorde store øjne. ”Så sure folk er nu om dage… ja! Jeg kan ophæve den… men så må i også gøre noget for mig bagefter. Sådan nogle kaniner der er jo ikke til meget nytte.” Geden og fåret gryntede fornærmet og stampede i jorden. ”lad mig nu se… jo nu kan jeg huske det.” den gamle rakte armene ud mod geden og fåret, og koncentrerede sig. Det begyndte at lyse i hans hænder. En lyseblå tåge gik ud fra hans hænder og omkring fåret og geden. De var urolige, og stampede i gulvet. Pludselig gik et kort kraftigt hvidt lys ud fra gamlingens hænder og ramte fåret og geden. De forsvandt i et stort brag af et lys, og da lyset lettede, var det et mirakel at de begge to ikke var blevet blinde. Men der var ikke nogen ged mere, og heller ikke noget får. Der var kun 2 ekstremt sure dværge. ”Dumrianiserede troldmand! Hvor vover du at kalde mig… Doldiwas for grim!” lød det fra en dværg med et mørkegrå skæg. ”Jeg hader troldmænd… men du er den værste!” lød det fra Orktimus, og han rev sig i sit røde skæg. ”Jeg har nok heller ikke præsenteret mig selv ordentligt.” sagde gamlingen og gned sig i sit lange hvide skæg. ”Mit navn er Magis den Hvidgrå, og angående aftalen… hehe… så bliver den ikke heeelt så let igen.” sagde Magis og smilede lumsk. ”Jeg kan virkelig ikke li dig!” udbrød Doldiwas mod Arantôs.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...