Neraxa

i byen Korox, blev troldmanden, Arantôs bortvist fra sit eneste hjem, nemlig troldmands skolen Neraxa. Han havde nemlig set på resultaterne af eksamen, til at han blev en niveau 2 troldmand. Da kommer han ud på en rejse for at flygte fra de magtgale troldmænd, da han også havde taget skriftrullen med sig. Han møder troldmænd og dværge, i sin yderst... mærkelige vandring for overlevelse fra sine frygtindgydende lærere og klassekammerater.

1Likes
8Kommentarer
389Visninger
AA

5. Ritualet

 

 

I mørkets gange, i tårnet Neraxa gik den mørke skikkelse endnu engang. Men han gik ikke ind til nogens rum. Han gik ind i biblioteket, og tændte et stearinlys. Flammen bragte et dunkelt skær til hele biblioteket, og frem fra skikkelsens mørke kom Miramix. Han gik hen til en reol og ledte efter en bog. Han gled sine fingre langs bøgerne, og til sidst stoppede han. ”Der er den.” hviskede han stille til sig selv, og tog en sort bog frem, med en cirkel af runer. Over cirklen stod der: Hemmelige indgange Han lagde den på bordet hvor at stearinlyset var, og han åbnede den. Han bladrede i den og stoppede til han kom til en side, hvor at der stod en rune, og noget skrift: Runen Betyder i virkeligheden hemmeligheder. Men denne rune indeholder flere hemmeligheder end du tror. De fleste hemmelige døre bliver afmærket med denne rune, for at vise troldmanden, der har skabt den hemmelige gang at det er her. Miramix smækkede bogen sammen, og begyndte at gennemsøge reolerne der var mange forskellige bøger med pyntende runer på, men der var ingen med mysteriumsrunen. Han gryntede fornærmet. Så begyndte Miramix at lede på tårnets mure, og efter et stykke tid, fandt han mysteriumsrunen. ”Hmmm…” han trykkede lidt rundt omkring på murende for at se om der var en hemmelig knap. Men det var der ikke. Så trykkede han på runen, ”klik!” sagde det, og der skete noget inde i murene. Reolen til højre for ham kørte til siden, og viste en trappe som gik lidt ned. Der fandt han en lille sal med enorme spind alle vegne. Pludselig sprang en kæmpeedderkop frem mod ham, og lynhurtigt skød han en hvid tåge mod edderkoppen, og den landede på jorden. Han så ud i det lille rum, og med et kort vift forsvandt spindet i en kraftig vind. Det er lige hvad jeg behøver. Miramix tog en lille lysende flaske frem og åbnede den. Ud kom et lille lys, med Qulimixes ansigt. ”Hvor er jeg?” spurgte Qulimix. ”Du er i hemmelighedernes sal.” svarede Miramix, og med et enkelt skub, blev Qulimixes sjæl skubbet ned i gulvet, og frem kom ind cirkel omkring stedet hvor sjælen landede. Omkring cirklen dukkede lysende runer op, og lidt efter forsvandt de, og indgraverede runer dukkede op bag lyset. ”Så kan du blive der til… tja… måske for altid.” sagde Miramix og gik ud fra salen.

Doldiwas, Orktimus og Arantôs kom efter lang tids vandring til en cirkel af store sten. De gik op lodret i luften, som lignede søjlerne til en stor sal. ”Vi gør holdt her!” sagde Doldiwas. Allerede før nogen havde sagt noget, havde han sat tasken og lagt sig ned. Arantôs satte sig ned og lænede ryggen op af en høj søjle. Han åbnede sin taske og tog brød og fisk frem. ”Sig mig lige… er det mad du har der?” spurgte Orktimus. ”Æh… ja det er det vel…” svarede Arantôs, og hurtigere end Arantôs nåede at tænke havde Orktimus taget brødet og Doldiwas taget fisken, og væk gik det hele. Arantôs måbede, og så på de to dværge slikke sig om mulen. ”Har du mere?” spurgte Orktimus. ”Ssh!” sagde Doldiwas, og så ud over buskende. ”Jeg fornemmer at der er nogle.” sagde han. ”Der!” lød det ude fra buskene, og en høj hat kom til syne. ”Han er der ovre!” udbrød en anden høj hat som kom frem. ”Hvad er det?” spurgte Arantôs. ”Troldmænd.” svarede Doldiwas. ”Åh nej…” sagde Arantôs til sig selv. Pludselig sprang 3 troldmænd frem fra buskende. ”Kom med os Arantôs og intet ondt vil ske dig!” sagde den midterste. ”Arantôs skyndte at gemme sig omme bag søjlerne, og det samme gjorde dværgene. ”Og hvad så når jeg møder Miramix igen?” svarede Arantôs. ”Det ved vi ikke… men kom nu bare med…” svarede en af dem. Arantôs hørte ikke hvem der sagde det. ”Næj!” svarede han så til sidst. ”Vi kan gøre det her på den nemme måde… eller den meget nemme måde!” råbte en af troldmændene. Men før Arantôs nåede at sige noget så begyndte de at skyde med magi efter dem. Nogle gange var det ild, nogle andre gange var det is eller vind, men ondt gjorde det med sikkerhed at blive ramt af. Pludselig sprang Doldiwas ud og efter ham kom Orktimus. De havde ingen våben på sig, men havde bestemt heller ingen problemer med at finde nogle. De fandt nogle kæmpe store kæppe, og begyndte at angribe de 3 troldmænd. Så var en slået ned, og så den anden. Men den tredje var et problem. Han brugte en besværgelse til at forvandle Doldiwas til et får, og Orktimus til en ged. Men det var nu heller ikke nok, for Orktimus begyndte at stange troldmanden. Så forvandlede troldmanden sig til en hvid due, og fløj væk. Mod Korox og mod Miramix.

Arantôs kom frem fra sit skjul. Han kunne ikke finde hverken Orktimus eller Doldiwas. Kun en ged og et får. ”Doldiwas!... Orktimus!...” råbte han. Geden og fåret begyndte at ryste på hovedet og gik hen til ham. Arantôs så på dem. ”Er i… jer?” spurgte han helt forvirret. Både fåret og geden nikkede. ”Hva´ i hele hulen er der sket med jer?” spurgte han. Han havde ingen ide om hvad han skulle gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...