Neraxa

i byen Korox, blev troldmanden, Arantôs bortvist fra sit eneste hjem, nemlig troldmands skolen Neraxa. Han havde nemlig set på resultaterne af eksamen, til at han blev en niveau 2 troldmand. Da kommer han ud på en rejse for at flygte fra de magtgale troldmænd, da han også havde taget skriftrullen med sig. Han møder troldmænd og dværge, i sin yderst... mærkelige vandring for overlevelse fra sine frygtindgydende lærere og klassekammerater.

1Likes
8Kommentarer
398Visninger
AA

3. Mødet

 

Endelig var Arantôs nået helt op til toppen af bakken, og han så ud over en strålende by, nemlig Korox. Da begyndte han at gå igen, og så foran sig det smukkeste landskab. Det var fyldt med skove og enge, søer og åer, og klipper og bjerge. Men nysgerrigheden sejrede, og han kunne ikke lade være med at tage skriftrullen frem. Han så på de gyldne runer som var indgraverede i den gyldne skriftrulle. Så begyndte han at åbne den op, og frem kom alle svarende. En lang liste af alle svarende. ”Jamen jamen, så det er altså svarende til eksamen.” sagde Arantôs til sig selv. Han gav lige et blik mod Korox, inden han vendte om, men der nede ved enden af gaden så han 3 troldmænd lede efter ham. Så skulle der løbes igen, og efter et par minutter kom han til en skov. Men han kunne ikke lade være med at kigge på svarende igen. ”Hæ…” sagde han stille til sig selv, og åbnede skriftrullen. ”Der var mindst 117 svar, til 117 spørgsmål. Men Arantôs måtte videre. Han fandt en hule i en klippe, og da det var for nemt at se ham i skoven, kravlede han derind.

Hulen var stor, men det så ikke ud som om nogen boede der, så Arantôs satte sig ned på en sten, og tog tasken frem. Han begyndte at lede i den, men han vidste ikke hvad han ledte efter. Pludselig hørte han en mystisk hvisken, Og Arantôs holdt vejret med et sæt. Hans øjne var helt åbne og han vendte langsomt hovedet mod udgangen. Der var ikke nogen, så han tjekkede hurtigt længere ind i hulen. Der var heller ikke noget. ”Nå.” sagde han stille og kiggede igen ned i tasken igen. Der kom det igen. Arantôs tog hurtigt fat i Miramixes trolddomsbog, og holdt den op foran sig. ”Hvem der?” sagde han med skælvende stemme, som om hans stemme var krympet og en gammel mands stemme.

Så kom det igen, og Arantôs så på bogen med et sæt. ”Det er bogen.” udbrød han. Han stirrede på bogens omslag, og følte en stor trang til at åbne den. Han skubbede hurtigt tasken væk, og åbnede op for bogen. Lange skrifter med runer stod på hver en af de gamle sider, og oldgamle symboler, hvor runerne beskrev dem præcist og detaljeret. ”Sig mig engang, har vi overhovedet sådan noget viden eller bøger på Neraxa?” spurgte han sig selv.

Der lød den mærkelige hvisken igen, men den her gang var det ikke bogen. ”Sig mig engang Arinix, hvornår er vi der?” sagde en stemme ”Det er lige derovre din dumrian.” sagde en anden stemme. Stemmerne var grove og dybe, og det var tydeligt at det var mænd. Arantôs gav et lille skrig fra sig, og sprang om bag en stor klippe, som gik op af hulens gulv. Ind kom 2 små dværge. Den ene havde et rødt langt skæg og rødt hår, og den anden havde et endnu længere mørkegråt skæg som var cirka en meter. ”Du har en hjerne på størrelse med… tja… ingenting!” sagde den mørkegrå dværg. De to små muskuløse dværge satte sig på gulvet, og tog en fisk frem og delte den midt over. ”Her spis li´ den.” sagde den mørkegrå dværg. ”Jeg er så træt af fisk… fisk til morgenmad fisk til middag fisk til frokost og pibe til aftensmad.” sagde den rødhårede dværg. Men den gråhårede dværg fik mistanke. Han fik øje på Arantôs ting. ”Ti stille!” udbrød den gråhårede. ”Den bog var der ikke før, og da slet ikke skriftrullen eller tasken.” Arantôs sank en klump som føltes som om at den var på størrelse med et æble. Den gråhårede dværg rejse sig langsomt op, og tog sin halvdel af fisken frem, klar til at slå til. Han sneg sig langsomt hen mod stenen, som tingene var på. Der var ikke nogen, så han kiggede lidt rundt omkring. Så fik han øje på Arantôs ene sko. ”Kom frem din tyv. Giv os vores ting tilbage.” sagde den gråhårede dværg. Arantôs undrede sig, men vidste at han var opdaget. Så han kunne ikke rigtig gøre andet end at vise sig, og lade sin skæbne blive valgt af dværgene.

Inde i Neraxas lange gange, luskede en mørk person rundt. Han havde sneget sig ind på biblioteket, og fandt Qulimix, som sad i en stol og snorkede, så man skulle tro at han kunne starte et jordskælv. ”Hæ… det bliver mere simpelt end jeg troede.” sagde han, og tog sin kniv frem som han havde gemt oppe i ærmet, og sneg sig nærmere mod Qulimix. Pludselig gryntede han, og sov videre. Der gik lidt tid, før skikkelsen sneg sig videre, og med ét åbnede Qulimix øjnene, og så skikkelsen. ”Hvem er d…” mere nåede han ikke at sige, før at kniven havde gennemboret hans bryst. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...