Neraxa

i byen Korox, blev troldmanden, Arantôs bortvist fra sit eneste hjem, nemlig troldmands skolen Neraxa. Han havde nemlig set på resultaterne af eksamen, til at han blev en niveau 2 troldmand. Da kommer han ud på en rejse for at flygte fra de magtgale troldmænd, da han også havde taget skriftrullen med sig. Han møder troldmænd og dværge, i sin yderst... mærkelige vandring for overlevelse fra sine frygtindgydende lærere og klassekammerater.

1Likes
8Kommentarer
392Visninger
AA

7. Den mægtige svamp

 

Den mægtige svamp

”Magis! Hvorfor magis den svampemisbruger!” Udbrød Miramix, og stirrede intenst på spejlet. Dolfimix kom gående hen til ham… Kan du ikke skrue lidt ned for hullet der laver den irriterende støj?” spurgte han. ”Fordi at vi er på biblioteket? Fordi at der skal være stille på dette såkaldte… bibliotek? Nej jeg kan ikke! Arantôs og de to skægaber har sluttet sig til Magis den Hvidgrå!” udbrød Miramix, og Dolfimixes bog fløj op, og hans skæg med. ”Men er det ikke også skidt?” spurgte Dolfimix. Miramix så vredt på ham, med det blik som de andre troldmænd kaldte: ”Dræberblikket” og han viftede med hånden, og et bundt bøger fløj ud fra en bogreol og landede på gulvet omme bag Dolfimix. ”Du er bibliotekar… saml det op.” sagde Miramix, og sendte Dolfimix et lille flabet smil.

Senere i et møde i den runde sal, med det runde bord, sad alle troldmændene på deres pladser. Så kom Miramix ind, og stod overfor sin plads. Han smilede til alle troldmændene der var, og de kunne mærke at der var noget nyt… noget mindre… godt. Så satte han sig ned, og kiggede endnu en gang. ”Arantôs… har fået flere allierede.” sagde han så til sidst, og smilet røg fra dem alle. ”Hvem?” spurgte Horimix. ”Magis… den Hvidgrå.” svarede han, og alle troldmændene begyndte at snakke med hinanden om sagen. ”Og hvad har du så tænkt dig at gøre?” spurgte Coltomix. Miramix smilede til ham, og tog et kort frem. Det var over en eller anden slags borg, og der var en kælder, en stueetage og en øvre etage. For en af jer lykkedes det rent faktisk at gøre nytte, fra det sidste angreb. Men den her gang vil det her blive et endeligt slag, og han skal ned med nakken!” sagde Miramix. ”Meeeen?” lød det fra en af troldmændene. ”Men da Magis har ophævet dværgenes forbandelse og har sluttet sig til Arantôs, er det en langt større udfordring.” udbrød Miramix, og slog hånden i bordet, og Dolfimix skreg. Miramix rystede på hovedet, og fortsatte. ”Men vi ved jo alle, at Magis ikke bare gør ting for nogle, uden selv at få noget ud af det… og det han med glæde vil have er mere magi, og magiske genstande.” ”Men hvad har det med kortet over… en borg at gøre?” spurgte Dolfimix. ”Det er der hvor at de skal hen!” ubrød han, og det var et rent mirakel at hans hoved ikke eksploderede af vrede. ”Men… hvorfor skal de det?” spurgte han så. Miramix slog opgivende hånden op i panden, og slog med hænderne. ”Din idiot! Det er der hvor at de skal hen!” skreg han mod Dolfimix, og imponerende holdt han mund resten af mødet. ”Jeg ved ikke hvad de skal der, men jeg ved at de skal derhen, og det skal vi også. Det vil være det perfekte sted, for et bagholdsangreb!” sagde han, og de andre troldmænd klappede.

På en smuk eng hvor dådyr gik og græssede, kom der pludseligt et rædselsskrig så frygteligt og forfærdeligt, at alle dyr forsvandt. Det var Magis som havde fundet en meget underlig svamp. Den var plettet med grønne farver, og resten af den var blodrød. Han tog en kniv frem, og begyndte at skære den i små bitte stykker. Derefter smuldrede han den i hans pibe, og røg løs.

Arantôs og de andre gik langs engen og pludselig hørte de noget fra Magis. ”Borgen er lige bag den bakketop!” Lige da de var kommet op på toppen af bakken, kunne de se en borg, med mure skabt af store kampesten. Der var en stor port af træ, som var cirka 3 meter høj. Inde bag muren, var selve borgen, som gik højt op mod himlen. ”Lige der inde… er noget som jeg skal bruge.” sagde han, og Arantôs og de to dværge kunne ikke lade være med at lægge mærke til, at den lilla røgsky fra Magises pibe formede et kranium. Derefter forsvandt det i den rene luft. ”Men hvad er det du skal bruge?” spurgte Arantôs bekymret for Magises sundhed. ”Det er en helt speciel svamp, der er helt inde i borgen, oppe i det øverste etage.” mumlede han og sugede i piben. ”hvorfra ved du alt det her?” spurgte Doldiwas og så mistænksomt på ham. ”Tjaaa… jeg har nok været derinde en gang… eller to.” svarede Magis, og smilede. ”Jeg tænkte det nok! Han har sikket lokket os i en fælle.” udbrød Doldiwas, og Orktimus nikkede enigt. ”Næ enlig ikke… men det kunne nu være sjovt at prøve.”

Den besynderlige flok, gik helt hen til borgen, og stod nu foran den mægtige port. ”Lad mig.” sagde Magis og lagde sin venstre hånd på porten, imens han holdt sin stav i sin højre. Så lukkede han øjnene, og mumlede et eller andet utydeligt. Så kom der et klart lys imellem portens mellemrum, og gik hele vejen op til toppen af den. Så forsvandt det, og Magis åbnede øjnene. ”Hold lige den.” sagde Magis, og uden Arantôs nåede at sige noget, kastede Magis sin stav mod ham. Med stort besvær greb han den, og så hvordan Magis åbnede den almægtige port.

Inde bag de høje og ikke mindst tykke mure, var små urtehaver med salat, tomater, æbler, basilikum, og underlige svampe. ”Jamen… det er jo vidunderligt!” udbrød Magis og hoppede ned på knæ foran svampene, og begyndte at plukke dem. Han puttede dem i hans lomme i kåben til der næsten ikke kunne være flere.

”Magis… tror du ikke at der er nogle der ejer alle de her planter?” spurgte Arantôs, og så nervøst på ham. ”Hvorfor dog det?” spurgte han og plukkede videre, selv om de ikke kunne være i hans lomme. Men uden at de nåede at gøre mere, kom en krumrygget skikkelse frem fra et hjørne ved urtehaverne, fra den anden side af borgen. Skikkelsen bar en sort kåbe, og gik rundt med en rynket stok. Magis, Arantôs, Doldiwas og Orktimus gemte sig omme bag porten, og da skikkelsen gik forbi svampene stoppede den op. ”Hvad?” Skikkelsen tog en af de flåede svampe op, og undersøgte den. Det var en hæslig gammel kvinde, som var lettere grågrøn i huden. Hun havde nogle lange negle, og en næse lige så bukket som hendes ryg. Så vendte hun sig om, og forsvandt inde bag døren til borgen.

Magis gik langsomt frem, og var nu ved siden af de mange urtehaver. Pludselig spurtede han over på den højre side af døren, og pressede sig helt op af den kolde mur. Arantôs kiggede undrende på ham, og det samme gjorde dværgene. ”Kom nu!” hviskede han og viftede med sin højre hånd. De gik over til Magis, og stod nu omme bag ham. ”Hit med staven.” hviskede han og Arantôs gav staven til Orktimus som gav den til Doldiwas som gav den til Magis. ”Takker.” sagde han, og lagde sin hånd på dørens håndtag, og han rykkede den ned lige så stille. Døren gik op, og flokken gik ind i borgens mørke.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...