Neraxa

i byen Korox, blev troldmanden, Arantôs bortvist fra sit eneste hjem, nemlig troldmands skolen Neraxa. Han havde nemlig set på resultaterne af eksamen, til at han blev en niveau 2 troldmand. Da kommer han ud på en rejse for at flygte fra de magtgale troldmænd, da han også havde taget skriftrullen med sig. Han møder troldmænd og dværge, i sin yderst... mærkelige vandring for overlevelse fra sine frygtindgydende lærere og klassekammerater.

1Likes
8Kommentarer
390Visninger
AA

8. Baghold!

 

Der var krukker, vaser, spind i hvert et hjørne og hver kant, krystalkugler, spejle, tryllestave, planter hængene fra loftet og meget mere. Store hylder bar på krukkerne og kuglerne, og inde i midten af det store firkantede rum, var der et bord med 7 stole og en stor krystalkugle som omtrent vejede 70 kilo. ”For Odins højre balle da! Det trænger til en kærlig hånd.” udbrød Orktimus og så sig om. Men Magis var vågen, og Arantôs gjorde det samme som Magis. Han var klar til kamp hvis det ville komme.

Der var helt stille i rummet, og kun fuglenes kvidren udenfor kunne høres. Helt henne ved den anden side af rummet foran indgangen, var en trappe som gik længere op. Op til det næste etage og op til det ukendte. Magis, Arantôs, Doldiwas og Orktimus gik langsomt og stille op af trappen, og da de kom til enden af den, så de endnu en rund sal.

 

Der var 13 stole rundt om et stort rundt bord. På bordet var et stort papir, og rundt omkring denn var der tændte stearinlys. Der var boghylder fyldt med bøger, og flammer hang i lamper af jern, som var låst fast til lange mørke kæder, som rejste sig helt op til loftet. Længere henne var der en indendørs have, og på dem var en masse små svampe. Men i midten af dem alle var en stor blå lysende svamp.

”Der er nogle i nærheden.” sagde Magis og holdte godt fast om staven. Da de kom ind, fik de øje på bordet. Arantôs gik derhen, og så på papiret. På papiret var der et billede af en svamp i midten af en femkantet stjerne. Der stod en masse skrift uden om stjernen. Til venstre for stjernen var et billede af en heks brændt på et bål der skreg, og til den højre side var et billede af en heks der blev brændt, men lo. ”hvad i alverden.” sagde Arantôs til sig selv. ”Hvad har du fundet?” spurgte Doldiwas og gik hen til ham, efterfulgt af Orktimus og Magis.

”Det er godt… og det er skidt.” sagde Doldiwas og så de to hekse på billedet. ”Magis… hvad betyder det?” spurgte Arantôs og Magis så lidt nærmere på billedet. Han tog et stort sug i piben, og begyndte at læse. ”Deeet… er en eller anden form for bryg. Og en eller anden svamp.” mumlede Magis og gnubbede sin næse, inden han læste videre. ”Men hvis man kigger nærmere på billederne af heksen der bliver brændt, så kunne det til venstre være før, og det til højre være venstre.” ”Og hvordan kan de lige vide det?” Spurgte Orktimus, og så yderst mistænksomt på ham. ”Fordi at opskriften på en heksebryg altid starter fra midten, og derefter går med uret fra venstre side.” svarede Magis og så på klogt på ham. ”Så siger vi det.” sagde han så, og krydsede sine arme. ”Det er en opskrift på et bryg, der gør dem immune over for ild!” udbrød Magis, og kiggede irriteret på dværgen.

Pludselig ud fra mørket kunne man høre en blanding af en og knurren og en spinden. ”Troldkarlen opdaget bryg.” lød det derinde fra skyggerne. ”Hvem der?” udbrød Doldiwas og trak sit våben frem. Det samme gjorde Orktimus og de var tydeligvis klar til kamp.  En lille pukkelrygget kvinde kom ud fra skyggerne. Klædt i en sort kåbe og med en rynket stok, gik hun hen imod dem. Langsomt imens hendes lange negle nærmest kunne røre gulvet imens hun gik. Arantôs fik kuldegysninger helt ned til tåneglene, men kunne alligevel ikke fjerne blikket. Kvinden kiggede lige ind i Magis´ øjne og hun nærmest læste hans sjæl og alle hans minder. ”Magis den Hvidgrå… hvilken fornøjelse.” sagde kvinden som rettere var en kone. En dyb spinden dukkede op fra alle sider af rummet, og den mindre flok kiggede nervøse rundt. Flere gamle koner dukkede op fra skyggerne, nogle højre og andre lave… krumryggede og… mindre krumryggede. Men de kom. ”Snart vil Aryâ være uovervindelige!” lød det fra den højeste af dem. Hun var overhovedet ikke krumrygget, og hun havde en flot gammel kjole på som var laset i bunden. Hun havde langt sort fedtet hår, og hendes øjne var smaragdgyldne. Hendes negle var lige så lange som en 20 centimeters lineal. Hun gik mod dem og stod nu 2 meter fra dem. ”Vor vover i at komme her! Ødelægge vores haver som vi har brugt år på at skabe!” udbrød hun og stirrede på Magis. ”Uduelige svampemisbruger!” hvæsede hun. ”jamen…” Magis nåede ikke at sige mere, inden kvinden udbrød: ”Hold mund! I vil fortryde det i gjorde… og det vil koste jeres blod.” skreg hun i vrede og kiggede triumferende på sine lange negle. ”Blodet flyde skal.” sagde alle de krumryggede koner, og gik langsomt hen mod Magis og de andre. Magis så på Arantôs, og lagde mærke til at han slet ikke havde noget våben. ”Her!” sagde han, og kastede en lille urtekniv hen til Arantôs. Han greb den… sådan da. Pludselig sprang et hav af koner mod Orktimus og Doldiwas. De kradsede dem her og der, men fik da hammer og økse igen. Konerne var besejret, men Doldiwas og Orktimus var lettere såret. ”En øl per heks!” skreg Orktimus, og Doldiwas og Magis nikkede livligt. De begyndte at tæske heks for heks, og de havde overhovedet ikke tænkt sig at stoppe, før hver og en lå livløse på gulvet. Men så let var det ikke. Heksene havde overmandet Orktimus, og var i gang med at overfalde Doldiwas. Arantôs prøvede at forsvare sig med urtekniven, mod en leende heks. Hun lo og nærmest dansede omkring ham. Magis… han var i sin helt egen svampe baserede verden. Han havde fået øje på svampen han ledte efter, og han havde trampet halvdelen af de andre svampe ned, for at komme hen til den. Med et sindssygt blik efter svampen, tog han hans urtekniv frem. Men den var der ikke. ”Hvor… er den?” spurgte han bekymret sig selv, men kom i tanke om Arantôs. Han havde kniven.

Pludselig sprang han frem, og slog en heks halvt til døde. Så hoppede han som en vanvittig gorilla, og kvaste heksen som truede Arantôs. Så tog han hurtigt hans kniv, og løb som et lyn forbi 2 hekse og stod nu foran den mægtige svamp. ”Min… min og kun min.” sagde han, og stirrede på den. Han gik langsomt hen mod den imens han havde kniven klar. Men den høje kvinde havde set ham. ”Neeej!” skreg hun, og slog sin hånd u i luften. En kugle af mørke og fjer, slog ud af hendes hånd og susede som en affyret kanonkugle mod Magis. Den ramte ham, og han fløj af sted og ramte muren bag svampen. Men kvinden var ikke færdig. Hun baskede med armene, og en voldsom vind dukkede op fra hende. Flammerne fra lamperne døde i vinden, og kun det dunkle lys fra vinduerne oplyste rummet. Med et sprang to mægtige vinger ud af kvinden og erstattede hendes arme. Så sprang et nova af mørke frem fra hende, og i stedet for hende… var der nu en stor ravn. Den skreg i vrede, og styrtede som et lyn lige imod Magis. Magis havde lige åbnet øjnene, og ømmede sig efter slaget, men faldt om da han fik et enormt slag af en stor ravnevinge.

Kampen fortsatte, og Arantôs fik dræbt en enkelt heks… imens Doldiwas og Orktimus havde dræbt cirka 7. Men nu hvor kvinden havde sluttet sig til festen, gik det helt anderledes for sig. De blev enige om at flygte, og Doldiwas tog hurtigt fat i den slatne Magis, hans stav og pibe. Så løb han ned af trappen sammen med Arantôs og Orktimus… og med et hav af hekse efter dem. Som vanvittige gorillaer spurtede de ned af trappen, og igennem stueetagen. Arantôs, Doldiwas og Orktimus spurtede igennem urtehaverne, og grøntsager og svampe fløj fra højre til venstre. Så var de ude. Men de løb videre, bare tanken om heksenes lange negle som borede sig igennem deres ryg, gav Arantôs kuldegysninger.

 

”Regnbuer… regnbuer på himlen.” mumlede Magis´ slatne krop. ”Tja… han er da i live.” sagde råbte Doldiwas, og så sig tilbage. ”Hoooldt!” udbrød han, og flokken stoppede op. ”Hvad er der? Er du gal?” udbrød Arantôs.

”Heksene er her jo ikke mere. De har givet op for længst.” sagde han. ”Jamen… så gør vi holdt her for natten.” sagde Arantôs og satte sig ned på jorden. Først nu havde de lagt mærke til at de befandt sig i en frodig skov. Solen var ved at gå ned, og ikke efter lang tid, havde de slået lejr på skovbunden. Febrilsk kæmpede Doldiwas for at få tændt ild i et bundt træ. Omme bag ham lå Magis som stadig plaprede løs om regnbuer og svampe. Med et åbnede han hans øjne. Så rullede han med øjnene for at se hvor han var henne. Med et sæt satte han sig op, uden at nogen havde opdaget ham. Så sneg han sig ind på Doldiwas, og stod nu helt op af ham. ”Hvor er du dog elendig.” sagde han, og hørte et rædselsskrig fra dværgen. Magis skreg af grin, og da han efter et mindre stykke tid satte sig ned. Knipsede han med fingrene og pindene gik i brand. ”Jeg gjorde det!” udbrød Doldiwas og jublede. ”Og du som sagde at jeg var elendig.” Magis rystede på hovedet, og kiggede derefter ind i de lysende flammer.

”Hvornår tror du at de falder i søvn?” lød en utålmodig hvisken inde fra buskene ved siden af den lille lejr. ”Hold da ferie hvor er du utålmodig. De har jo næsten lige sat sig.” lød det til venstre fra stemmen. ”Hold mund og gik videre.” lød det bag dem, og der lød ikke mere fra dem.

Månen havde rejst sig på himlen og den var fuld. Arantôs var faldet i søvn, og det samme var Doldiwas og Orktimus. Kun Magis var vågen, for at holde vagt, hvis nu at det skulle ske at de blev angrebet. Men ikke kun for det. Han skulle da også lige prøve de nye svampe. Hans øjenfarve var gået fra en flot havblå til en uhyggelig lyserød farve. Han sad der og vuggede sig selv og lo… også selvom at der slet ikke var noget at le af.

Så dukkede der en høj hat op over busken og så en anden en ved siden af den. ”Så er det nu..” lød det fra den ene. ”Jamen Magis er jo stadig vågen.” lød det fra den anden. Så dukkede der en tredje hat op midt imellem dem. ”Men han er høj… på svampe.” lød det fra den. Der var stille i et lille stykke tid, men lige pludselig susede en sten op fra busken og ramte et træ. En stor sort skygge med en stor høj hat, sprang frem fra skyggerne og hen imod lejren. Hurtigt men stille som vinden listede han ind imellem flokken i lejren, og bålet afslørede skyggen. Det var Miramix. Han fandt Arantôs, og tjekkede ham. Så fandt han tasken og tog den lynhurtigt til sig. Han åbnede den, og fandt hvad han ledte efter. Hurtigt blev den store mørke trolddomsbog taget op af tasken, og Miramix løb væk fra lejren. Leende løb han forbi de andre troldmænd og videre mod byen Korox. Toldmændene forstod ikke hans hastværk, men løb dog væk fra lejren og sammen med Miramix. På en rejse mod Korox.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...