Loved You First |Harry Styles

Amy White. Er en helt almindelige pige fra London, som har en helt almindelig skole gang. Næsten da. Siden hun var helt lille, har hendes mor haft en rigtig god veninde, Anne Cox. Hvilket betyder, at Amy er venner med Harry Styles. Hele problemet opstår egentlig, da Harry - efter fem år, kontakter hende på Facebook. Amy ved ikke, hvorfor og da hun ved en fejltagelse, siger ja til et forhold fra en anden på hendes High School, begynder hele dramaet. Hvorfor kontakter Harry hende? Hvad sker der nu hvor Amy kommer sammen med High School fyren? Hvordan vil Harry tackle det? Hvad sker der hvis Amy skal vælge? Hvem vælger hun så? *Læses på eget ansvar*

18Likes
6Kommentarer
3635Visninger
AA

9. 7. Kapitel ∞ Two Boys On My Mind.

________________________

∞ Two boys On My Mind. ∞

-----------------------------------------

 

 

"Hej mor!" råbte jeg, så snart jeg var kommet ind af døren. Jeg rettede lidt på min frisure, der under aftnen var blevet til løst hår med en hårnål over en lille fletning på siden af hovedet. 
"Hej skat!" hørte jeg inde fra stuen. Hun kom tøvende ind i gangen, imens jeg var ved at tage støvlerne af. "Hvordan gik det?" 
Jeg nikkede anerkendende. "Det var dejligt at se ham igen. Han var blevet meget ældre og meget mere moden, og så var han blevet snakkende end nogensinde før."
Hun smilede overrasket, og gik ud og lavede noget te til mig. "Det var da godt! Det kunne da være, du skulle se lidt mere til ham?" Råbte hun ude fra køkkenet.
"Joh," jeg trak lidt på det, men jeg vidste egentlig ikke hvorfor. Måske på grund af Alex? Han var ikke min kæreste, men han var vel lige på nippet på det? Harry var vel bare et gensyn, eller var han virkelig mere end bare "et gensyn"? Mens jeg stod og tvivlede lidt i gangen, havde min mor lavet te og varmet boller med sukker. 
Jeg tog mit tæppe af en art af mine skuldre og lagde det på sofakanten. Jeg havde ikke brugt det ufattelig meget på Starbucks, men på vej hjem var det blevet utrolig koldt. 
"Jeg er glad for, du havde en god date, skat," hun trak på smilebåndet og rørte rumdt i teen. Hun delte ud af sukkerbollerne, og vi begyndte at spise.
"Mor, det var ikke en date," fnisede jeg, og tog en slurk af min te. Ikke ligeså god som kaffen på Starbucks, men smagen af urter og stærke krydderrier er stadig ikke dårligt. Jeg mærkede en bølge af afslapningshed sive igennem min krop, hvilket betød jeg elskede det. Eller min krop gjorde.
"Hvad ville du så kalde det?" grinede hun. Jeg grinede med, men trak bare lidt på skulderen. "Det ved jeg ikke, men jeg ved dog, jeg ikke ville kalde det en 'date'."
Da vi blev færdige, snakkede vi lidt om dagen, om min skole, om hendes arbejde og de der hverdags ting, vi faktisk ikke havde været så gode til at udveksle med hinanden. 
"Jeg smutter ind. Godnat mor," jeg kyssede hende, og gav hende et kram.
"Godnat, min skønne pige," hviskede hun og gik hen og låste døren. 
Jeg gik ind og tog mit tøj af og hoppede i min pyjamas. Lavede en knold på hovedet, og begyndte at tage mit makeup af inde på badeværelset. Børstede tænder og krøb ned under dynen. Jeg tjekkede min mobil og kunne se, at Harry havde skrevet til mig over Messenger.
"Hej Amy! Det var hyggeligt at møde dig igen. Kunne du tænke dig en anden gang? Et andet sted? Måske i Hyde Park, i dunno? Skriv lige tilbage når du ser den :)"
Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle svare, men jeg skulle svare. Det skrev han jo, og lige nu var han online. 
"Hej Harry! Det var så hyggeligt ja. Måske ja? Det kunne være hyggeligt i Hyde Park, det er rigtig tæt på mig, så det kan blive når du har lyst ;) xx" endte jeg med at skrive. Det var ikke det mest overbevisende svar, men jeg var ligeglad. Harry kunne vel godt lide mig? Ikke at jeg ikke kunne lide ham, men jeg havde en. Eller halvt om halvt. 
"Fint. Jeg kan ikke i den næste uge, men jeg skal nok skrive, når jeg kan :)"
Harry virkede underlig. Jeg havde ikke kendt ham i fem år, og på fem år kunne der ske meget. Men Harry virkede anderledes. Han var mystisk, men han var alligevel rimelig snaksalig. Der var et eller andet, man ikke kunne komme ind på. Måske havde det noget at gøre med berømmelsen? Jeg ved det ikke, men jeg havde det på fornemmelsen, at han var blevet meget mere moden af det. 
____________________________

------------------------------------------------
Det var blevet fredag eftermiddag, hvilket var enormt dejligt. Der var sket en hel masse denne uge, men jeg havde mest lyst til bare at glemme det hele og bare slappe af fra tankerne. Harry havde jeg skrevet okay meget med, men jeg havde stadig lidt at vide om ham. Han var svær at komme ind på, også selvom jeg havde kendt ham i mange år. 
Jeg sad på min seng og så noget Gossip Girl. Jeg var stadig forelsket i Nate, selv efter de 4 sæsoner jeg havde set. Han brune øjne... Alt ved ham. Clara kunne bedst lide Chuck. De havde nu også fundet de pæneste i landet for at få teenagepigerne til at sidde klistret til skærmen, men det gjorde altså ikke noget. 
Min telefon vibrerede. Det var ikke en besked, det var heller ikke min ringetone, men det var min FaceTime der ringede. Jeg skyndte mig over for at se, hvem det var, der ville mig noget sådan en fredag. Jeg kunne have sagt mig det selv: Alex. Ikke fordi han havde ringet før eller noget, men det kunne ikke være Harry, ham havde jo ikke mit nummer, Clara kunne bedst lide at skrive istedet for ringe, så hvem skulle det ellers være?
"Hej!" smilede jeg. Jeg kunne endnu ikke se hans ansigt, men jeg kunne høre nogle lyde fra telefonen. 
"Hej smukke!" Alex's varme stemme kom ud af højtalerne på min iPhone. Det skrattede lidt, så jeg hørte halvt om halvt, hvad han sagde. "Hvad laver du?"
Hans ansigt dukkede endelig frem på min skærm. Han havde sit normale opsatte hår, men hans t-shirt var blevet ændret siden vi var i skole. Han havde stadig ikke sin læbepiercing i sin underlæbe, og jeg blev pludselig bange for, han havde skrottet den. Den var så pæn til ham. Den gav ham kant.
"Hvor er din læbepiercing?" spurgte jeg uden at svare på hans spørgsmål. 
Han kiggede undrende på mig, men lagde så sin telefon ned for at finde den. Det tog et stykke tid, og jeg blev mere og mere bange for, at han ikke ville gå med den mere. At han havde smidt den ud eller væk. 
"Her!" lød der, men jeg kunne stadig kun se det hvide loft. "Her er den!" han tog telefonen op, og viste den lille sorte ring foran kameraet. "Jeg må ikke gå med den i skolen, så jeg får ikke gået så meget med den mere..."
"Hvem siger det?" hørte jeg mig selv sige. 
"Min mor," svarede han. "Da hun opdagede, jeg gik med den på første skole dag, har hun fuldstændig udelukket den for mig," han trak opgivende på skulderen og kastede sig ned i sin seng. 
"Jamen, hvorfor tager du den ikke på i smug?" 
Jeg kunne ikke forstå ham. Han virkede til sådan en dreng, som bare gjorde hvad han ville, og at hans mor skulle bestemme, hvad han skulle have på, var det helt hen i vejret. Han var jo nitten. Snart tyve, vel?
"Jeg gør, hvad min mor siger?" svarede han bare, som om det var helt normalt at gøre. "Det er bedre at gøre, fordi så ved jeg, hvordan man skal opføre sig, når jeg kommer ud i den virkelige verden udenfor mors tykke vægge."
Det var selvfølgelig et meget godt argument. Men jeg syntes stadig det var underligt. 
"Forresten, kunne du tænke dig at komme hjem til mig i morgen?" spurgte han. "Bare rolig, min mor skal ud med en veninde, men hun skal nok lave mad til os."
Det lød som en fremragende idé. Jeg kunne godt tænke mig at komme hjem til Alex. Han virkede så stille og rolig, men der var en side, som jeg endnu ikke vidste noget om. Jeg vidste, hans forældre var skilt, og jeg vidste, at hans far var umulig at være sammen med, men der var stadig en side, jeg ikke vidste noget om.
_____________
Hayyyyy.
Tak fordi du læste! 
Vær sød at stem, hvis du vil,
følg mig for notifikationer,
og ellers må du have en fantastisk dag.
Tak.
- Bellaz.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...