Børnenes Leg

Et stille øjeblik i et tomt klasselokale. To personer. Ingen af dem taler.

2Likes
0Kommentarer
215Visninger

1. Børnenes Leg

Der er kun 30 meter fra mig og dem. Måske lidt mere. De er så tæt på os, men alligevel er de så langt væk.

Imens at Fallout Boy synger om at være alene sammen, så kigger vi ud af vinduet og kigger på de børn der spiller bold i en lille indhegnet arena. Der er nogle der gynger imens. Der er ingen af os der siger noget. Vi stiger bare.

Deres naivitet er forbløffende, smuk og forvirrende. Der er så lidt de ved om verden.

Jeg kigger på hurtigt på hende. Hun bruger sin lille figur og hendes korte hår til at gemme sig med. Som hun plejer. Der er situationer hvor at hun er min bedste ven, og så andre hvor hun pisser mig af. Mest af det første. Men sådan er de fleste venskaber går jeg ud fra. 

Jeg kigger tilbage på børnene. Der er en af dem der løber fra den ene ende af arenaen med armene i vejret. Jeg går ud fra at han scorede. 

Der er så kort vej til dem, men så langt. For hvordan kunne de forstå os? Deres skole er for mindre børn. Den er blevet bygget lige ved siden af et gymnasie. Så få år kan gøre meget ved en person. Vi er levende beviser. Jeg kigger på hende. Det kan nærmest kun beskrives som psykisk tortur. Det hendes forældre gjorde ved hende. Stadig gør ved hende. Hun skjuler sine ar under lange ærmer, desperat efter at få det til at stoppe. 

Jeg kigger ned på min venstre arm og aer huden der hvor at nålen permanent gjorde blæk til en del af mig. Tre bogstaver og en dato er alt der er nødvendigt for at minde mig om tabet. Jeg sukker dybt ved mindet. Hans ynglingssang var den danske gengivelse af Haleluliajh. Den blev spillet i kirken. Det var den første gang jeg rigtig græd over det. Det var først der det gik op for mig tror jeg.

Vi er begge beskadiget. Jeg kigger på børnene igen. Forestiller mig at vi begge er en del af deres leg. Ligeglad med de ar vi har på krop og sjæl. Der er så meget som de ikke forstår, så meget de ikke kan forstå. Gid at de måtte blive derovre. For evigt unge og glade med barnlige sjæle. Hvis bare vi kunne skåne dem fra at gå fra deres bygning til den her. På et eller andet tidspunkt imellem de to bygninger blev vi beskadiget.

Patrick Stump stopper sangen og vi kigger stadig ud af vinduet. 

Hun bryder stilheden efterladt i rummet imens youtube loader den næste sang. 

"Skal vi gå til 104?" spørger hun. 

Jeg kikker.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...