The Dogman

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 aug. 2014
  • Opdateret: 21 aug. 2014
  • Status: Igang
Oplev de gamle historier om varulve på en hel ny måde...

0Likes
0Kommentarer
111Visninger

1. indledning

Indledning.

 

Solen stod lavt på himmelen. Han vidste han skulle vende hjem ad nu, selvom himmelen stadig havde den dejligste blå farve. Hans mor plejede at kalde på ham, når de skulle spise, for han gik aldrig med ur. Denne dag var ingen undtagelse. Han skød genvej gennem majsmarken og strakte armene ud så han kunne nå majsplanternes blade med fingerspidserne, når han gik mellem rækkerne,

                 ”Bruder Jakob, Bruder Jakob. Släfts du noch, släfts du noch,” sang han.

                 Det var en sang hans mor havde lært ham. Hans morfar havde flyttet familien til staterne for mange år siden. Hans mor brugte kun stadig sproget, hvis hun blev vred. Selv kunne han ikke andet end denne ene sang.

“Hörst du nicht die Clocken? Hörst du nicht die Clocken?”

                 Han standsede op ved lyden af et skud. Hårrene i hans nakke rejste sig. Han vidste med det samme hvem der havde affyret skuddet. De boede så langt fra alt og alle. Der var næsten aldrig nogen, der forvildede sig helt der ud. Det kunne kun være hans far. Men hvorfor skulle han dog bruge sit gevær nu? Det var kun når onkel Gerhart kom på besøg, at de tog ud på jagt. Ellers rørte hans far det aldrig. Hvorfor havde han skudt? Og mod hvad?

                 Han satte i løb. Noget havde vækket en uro i ham. Han kunne mærke, at der var noget galt. Hurtigere oh hurtigere løb han. Et højt skrig kom fra samme retning som huset.

                 Hans mors.

                 Han blev hvid i hovedet af angst. Han var nød til at stå stille og lytte. Men der kom ikke flere skrig. Ikke et eneste. Langsomt nærmede han sig de sidste rækker af majs. Huset så fredeligt ud og vidnede ikke om, hvad der kunne have frembragt hverken skud eller skrig. Han maste sig igennem beplantningen og følte sig pludselig meget sårbar på den åbne plads foran huset.

                 Der lå noget på verandaen foran døren. Net døren stod på klem, fordi der sad noget i klemme, som hindrede den i at lukke. Han kunne høre de små kviste knække under hans sko, mens han gik. Lyden var alt for høj, fordi der var så stille. Uhyggelig stille. Han drejede rundt om stolpen, på trappen op til verandaen. Han kunne nu se, hvad det var der sad i klemme. Der lå nogen på verandaen. Han fik øje på en pøl af blod, der var på vej ned af trinene på trappen. Det gibbede i ham og han kunne mærke blodet fryse til is, men han fortsatte op. Han genkendte med det samme manden, der lå foran døren. Han satte sig ned på hug og strøg hans far over kinden. Hans kinder var stadig varme og blussede af ophidselse. Men han trak ikke vejret. Han vidste ikke helt hvad han skulle stille op. Han prøvede at skubbe hans fra om på ryggen, men han var alt for tung, og han nåede ikke at flytte ham ret meget før hans så blodet, der flød fra hans fars mund.

                 ”Far... ” gispede han og slap ham straks.

                 Han rejste sig op med et ryk. Han havde aldrig set så meget blod før. Han sank og følte det som om en stor sten sank ned i hans mave. Han fik øje på hans fars gevær, der lå nogle skridt fra ham. Han havde altid fået af vide, at han ikke måtte røre det, men et eller andet fik ham til at træde hen over hans fars livsløse krop og samle det op. Det var tungere end han havde regnet med. Han åbnede døren helt op og trådte ind i den åbne stue. Radioen fyldte rummet med musik. En malplaceret glad og let melodi, der på ingen måde matchede stemningen i det lille hus.

                 Han drejede rundt om hjørnet ud til køkkenet. Han standsede op og lod geværet falde mod gulvet så det larmede. Foran ham lå hans mor på gulvet. Hun var også død. Det var tydeligt. Der var fire dybe sår på hendes ryg. Der var åbent helt ind til rygraden, som man kunne se stikke ud af ryggen på hende.

                 ”Mor! ” råbte han og løb hen og smed sig på gulvet ved siden af hende. Han ruskede i hende skulder, selvom han godt vidste, at det ikke hjalp. Han anede ikke hvad han skulle gøre. Han var slet ikke i stand til at tænke en tanke til ende.

                 I det samme lød der et hyl. Han havde aldrig hørt sådan et hyl. Det kom fra et dyr, det var der ingen tvivl om, men ikke et dyr, der levede på disse kanter. Her var kun køer og får. Det her var næsten som et ulvehyl og det lød som om dyret stod midt inde i huset. Hylet var så højt, at han var nød til at holde sig for ørerne. Da hylet ebbede ud kastede han sig ud efter geværet og gemte sig bag køkkendøren. Han kunne høre tunge skridt inde fra stuen, som hele tiden kom nærmere.

Hvis det var et dyr havde trængt sig ind i huset, var han ikke i tvivl om hvad han skulle gøre. Han havde før været med sin far på jagt. Han havde med fascination set, hvordan hans far havde ladet geværet.  Forsigtigt trak han hanen tilbage. Et højt klik antydede at geværet nu var parat. Hvad det end var der gemte sig inde i stuen, standsede det op og begyndte så at gå ud mod køkkenet.  Han så dyret komme til syne. Den grålige, snavsede pels, og de store ører. Den snusede til hans mors lig. Trådte op på hende med forbenene, som om den slet ingen respekt havde for dens offer. For det vidste han, at hun var. På en eller anden måde vidste han bare, at det var dette dyr, der havde slået hans forældre ihjel. Han kunne mærke det. Det blev for meget for ham. Han pegede geværmundingen mod dyret og lagde kinden mod skaftet, så han kunne tage sigte. Hans finger strammede om aftrækkeren.

                 Pludselig rejste dyret sig op på bagbenene og lod sine forben hænge ned langs siden, som et par dvaske arme. Da drengen så nærmere efter, så han, at dyret ikke havde poter, men underlige vanskabte, krumme fingre. Dyrets ryg var også meget bredere og nakken rank, som på en mand. Drengen stirrede rædselsslagen på det monstrøse væsen foran ham. Resolut tog han sigte på det store dyr. Med et spark mod døren, fik han dyrets opmærksomhed. Det nåede knap nok at reagere før han havde affyret et skud. Han så dyret falde mod gulvet, lige ved siden af hans mors lig. Men han havde ikke dræbt det. Det vred sig på gulvet af smerte og lavede små klynkende lyde, præcis som en hund. Da det fik vendt sig rundt på ryggen og så op på ham, stirrede det overrasket og forundret op på ham. Det så afmålende på ham... og begyndte så at grine. En grufuld lyd, der fremkaldte lige så meget frygt, som hvis det knurret arrigt af ham.

Men det der skræmte ham mest var øjnene. Selvom det havde snude og mund som en ulv, så var øjnene menneskelige og foruroligende opmærksomme.

                 Hurtigt satte han geværet mod hans skulder og affyrede endnu et skud. Ham ramte ikke. Geværet gav i stedet et klodset og metallisk klik. Han havde ikke flere patroner. Igen begyndte dyret at grine. Drengen skyndte sig at smide geværet fra sig og løb sin vej. Han løb ud af huset, forbi hans fars lig og hen mod den gamle lade. Derinde gemte han sig bag en halmballe. Først nu lagde han mærke til sin hektiske vejrtrækning, og tårerne der stadig trillede ned af hans kinder.

                 Igen kunne han høre skridt, der kom nærmere, rædslen skyllede ind over ham med ny kraft. Han vidste der var hans tur til at dø nu. Han havde såret dyret, og nu var det kommet for at gøre det af med ham. Han trak benene til sig, lagde armene om hans knæ og gemte ansigtet bort. Døden ville komme om et øjeblik. Han kunne mærke hvordan han blev betragtet.

                 ”Sidder du der og gemmer dig?” lød en stemme.

                 Drengen så forundret op og så en mand står foran ham. Han var kun iført et par slidte hør bukser.

                 ”Du skal ikke være bange. Jeg gør dig ikke noget,” sagde manden.

                 Drengen stirrede fortsat uforstående op på ham. Hvad lavede han her? Havde han ikke set al blodet? Og liget af hans far på trappen? Havde han ikke hørt dyrets hyl?

                 ”Vil du have en gave?”

                 Manden satte sig ned på hug over for ham. ”Jeg er ved at være træt af livet. Måske er det på tide at give gaven videre.”

                 Drengen var stadig bange, men han blev mere tryg med en voksen til stede. Og han blev nysgerrig. Han tørrede næsen i sit ærme og spurgte med rystende stemme: ”Hvad er det for en gave?”

                 Manden smilede. Drengen lagde mærke til hvor snavset og slidt manden så ud. Han havde vist ikke været i bad i flere uger. Han havde en læderrem rundt om håndleddet, som han begyndte at løsne og viste det smilende drengen det emblem der sad på. Det forestillede et ulvehoved. Ulven så rasende ud. Det var flot lavet, men havde ikke lyst til at tænke på ulve mere. Han krøb længere tilbage ind i mørket. Væk fra manden. Den fremmede lagde hovedet på skrå.

                 ”Vil du ha' det?”

                 Drengen rystede på hovedet.

                 ”Det her blev givet til mig, da jeg var en ung mand. Det har givet mig mod og helt utrolige kræfter. Når jeg har det her på, er der intet der kan gøre mig ondt.” Manden rakte armbåndet frem mod ham. ”Den kan gøre det samme for dig... hvis du tager imod den.”

                 ”Er den magisk?” spurgte drengen.

                 Manden nikkede. ”Alt du skal gøre er at sige, at du gerne vil tage imod gaven.”

                 Drengen snøftede, men rykkede sig ikke ud af stedet. Han var ikke sikker på, at han kunne stole på den fremmede. Han kendte ham overhovedet ikke. Faktisk skræmte han ham lidt, men det han lovede ham var stadigvæk så lokkende, at han ikke bare kunne afslå ham uden videre. Hvis det nu var sandt hvad manden sagde, og der intet ondt kunne ske ham, så kunne han måske tage tilbage og finde dyret og dræbe det. Det eneste han virkelig manglede var mod. Han følte sig svag og ynkelig, fordi han bare var løbet væk.

                 ”Hvordan virker det?”

                 Den fremmedes øjne lyste op. ”Alt du skal gøre er at bede mig om at give dig gaven. Resten sker helt af sig selv. Det vil ikke koste dig noget.”

                 Drengen tøvede.

                 Den fremmede syntes at blive utålmodig.

                 ”Hør her, knægt. Jeg er ved at blive gammel. Jeg har levet det her liv alt for længe. Set ting jeg ville ønske jeg ikke havde set. Jeg har fantastiske evner, men jeg er træt. Det er på tide, at en anden får gaven nu.”

                 Drengen slappede lidt mere af i sin holdning og så nysgerrigt på armbåndet, den fremmede holdt mellem sine fingre.

                 ”Lad mig høre dig sige det.”

                 Drengen rykkede sig frem så han sad på sine knæ og gned sine hænder på hans lår.

                 ”Kom nu. Du vil jo gerne.”

                 Drengen rakte forsigtigt ud efter armbåndet.

                 ”Du skal sige ordene. Sig du ha' gaven.”

                 ”Jeg vil ha' gaven,” sagde drengen.

                 Manden smilede skælmsk og satte sig på knæ, så de sad overfor hinanden. Drengen kunne mærke hvordan blodet pumpede rundt i hans krop. Manden rakte armbåndet ud mod ham og drengen holdt hænderne frem, klar til at tage imod.

                 ”Hvad er dit navn, knægt.”

                 ”Darek,” svarede drengen kort.

                 ”Tag imod denne gave med ydmyghed og stolthed. Den kraft der bliver betroet dig er voldsom og utæmmelig. Du, der var barn af Jorden, er nu barn af månen. Du vil nu tjene den faldne engel og være hans redskab her på Jorden. Du, vil intet andet væsen frygte, for det mest djævelske væsen i live, vil være dig selv.”

                 Med ét lod han armbåndet falde ned i drengens hænder.

                 ”Tag det på,” skyndede manden.

                 Drengen gjorde som han fik besked på. I det han hægtede det sammen, kunne han mærke en sitrende fornemmelse i hans arm. Han så på ulvehoved-emblemet og gispede i det et blåligt lys fór igennem emblemet og ned i hans hånd. Han nåede ikke engang at spørge, hvad der foregik før en brændende fornemmelse lammede hans krop. Tungt faldt han mod jorden. Manden rejste sig op og begyndte at le.

                 ”Kom så, lille ulveunge. Lad det omvende dig.”

                 Drengen vred sig i smerte. Gennem en tåge kunne han se manden stå over ham. Først nu lagde han mærke til, at manden havde et blødende sår ved taljen. Et skudsår.

                 ”Rejs dig!” råbte manden.

                 ”Jeg... jeg kan ikke. Hvad sker der med mig?”

                 ”Du er nød til at være stærk. De fleste dør under besættelsen, men du får ikke lov, knægt. Jeg tager ikke den djævelske ting tilbage.”

                 Drengen var forvirret. Hvad var det, der skete? Hvorfor havde han alle de smerter? Der var noget der var gået helt galt. Eller måske var det angsten der endelig havde indhentet og lammet ham.

                 ”Rejs dig!” råbte manden igen.

                 Han prøvede alt hvad han kunne. Langsomt og svækket kom han op og stå. Han var svimmel, havde kvalme og kunne dårligt holde balancen.

                 ”Godt,” brummede den fremmede.

                 ”Hvad sker der med mig?”

                 ”Du er en lykantrop.”

                 Drengen så op og prøvede at fokusere på manden. ”En hvad?”

                 ”Lykantrop, Loup Garou, Barn af månen, Dogman... eller som de fleste kalder det: En varulv.”

                 ”Varulv?”

                 Manden nikkede.

                 ”Jamen, det kan ikke passe. De findes ikke...”

                 ”Hvad var det så du så derinde lige før, bøjet over din mors lig?”

                 Drengen rystede på hovedet, kneb øjnene sammen. Han følte det som om hele hans krop brændte. ”Nej.”

                 ”Jo,” smilede manden.

                 Drengen så ned på sine knyttede hænder. Eller han troede de var knyttede. I virkeligheden var de blevet forkrøblede og han kunne ikke se hans lyse hud mere på grund af hår. Nej, ikke hår. Pels. Hans hænder fløj op til hans ansigt og han udstødte en panisk gisp. Hans mund og næse formede nu en snude. Han mærkede efter med tungen på de skarpe tænder der nu huserede hans mund. Hele hans krop var dækket med en gråsort pels.

                 ”Det er sket!” jublede manden dystert.

                 Drengen blev grebet af panik. Han forsøgte først at rive pelsen af sine arme, men indså hurtigt at var nytteløst. Så han forsøgte i stedet at flå armbåndet af, men hægten nægtede at slippe sit tag. Han kunne heller ikke trække det ned over hans hånd, for hans forkrøblede fingre dannede nu en pote lignende vandskabelse af en hånd,

                 Manden grinede af ham. ”Du vil aldrig kunne slippe af med det nu. Brænd det, smid det i havet, hug det over med en økse, men det vender altid tilbage til dig. Først den dag nogen ser dig i din sande skikkelse som ulv, og stadig godvilligt tager imod gaven, vil du kunne slippe af med forbandelsen. Men du vil gøre klogt i at holde dig skjult. Mennesker er ikke så tolerante, når det kommer til monstre i deres nærhed.”

                 Med det vendte den fremmede sig om og efterlod drengen i laden. Drengen stod lidt, før han turde gå ud. Han kneb øjnene sammen, mod det skarpe lys. Selvom solen var ved at gå ned, var det stadig et stærkt lys for hans øjne. Han lagde mærke til hvor godt hans syn var blevet. Tågen og det slørede syn var fuldstændig forsvundet. Alt stod helt klart for ham også selvom det var blevet dunkelt. Med bævrende skridt gik han hen mod huset. Den fremmede stod oppe foran hoveddøren og arbejdede på et eller andet, han ikke kunne se hvad var. Han lagde også mærke til at smerten var ved at aftage. Han kom helt hen til trappen. Han skulle lige til at kæmpe sig op af den med hans nye lange pote-fødder. Hans sko var sprækket ved forvandlingen.

                 Men i det samme smed den fremmede en flamme omslugt fakkel ind af døren til huset. Man kunne høre hvordan flammerne straks fik fat. Drengen så først nu, at hans fars lig var blevet trukket væk og blodsporrene førte ind i huset.

                 ”Hvad er det du har gjort?” spurgte Drengen med en stemme han ikke engang selv kunne kende. Den var dyb og rug.

                 ”Sletter mine spor, min dreng.”

                 Han vendte sig om og begyndte at gå mod skoven.

                 ”Vent!” råbte drengen.

                 Den fremmede var allerede nået til skovbrynet.

                 ”Hvad med mig?”

                 Manden rynkede brynene og så spørgende på ham. ”Hvad mener du?”

                 ”Du kan ikke gå! Hvad skal jeg gøre, hvor skal jeg tage hen?”

                 ”Det er ikke mit problem, knægt. Du må passe på dig selv nu. Lær at styre din forvandling, dit temperament. Lær at bruge dine kræfter til dit eget fordel.”

                 Manden talte mens han gik, og drengen måtte halse efter ham.

                 ”Du gør klogt i at sørge for at ingen ser dig. Hold dig til skoven. Der kan du både finde mad og søge skjul.”

                 ”Men...”

                 Manden vendte sig om med et ryk. ”Det er de eneste råd jeg kan give dig, knægt. Bliv i skoven til du får styr på dig selv.”

                 ”Du snød mig!” hulkede drengen og faldt om i skovbunden.

                 Manden satte sig ned på hug foran ham. ”Nej, jeg gav dig en meget dyrebar gave. Det er op til dig hvordan du vil bruge den.”

                 Drengen greb fat om mandens ben og klyngede sig til ham, men manden sparkede ham af, og han faldt tungt mod en træstamme.

                 ”Tag dig nu sammen, knægt.”

                 Drengen gav op. I stedet for at kæmpe videre krøb han sammen om sig selv på jorden. Han lå længe der i skoven. Han rejste sig ikke selvom han kunne mærke mørket og kulden strømme ind over ham. Det kunne alt sammen være ligegyldigt nu.

                 Fem timer senere nåede manden den anden ende af skoven og satte sine fødder på den snavsede asfalt, på en øde landevej. Han begyndte at gå. På et eller andet tidspunkt ville han vel nå en lille landsby eller en tankstation, hvor han kunne få et lift videre.

                 I det samme lød en ensom ulvs hyl. Manden vendte sig om og gjorde honnør mod skoven. ”Pas på dig selv, knægt.”

 

                  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...