Novellesamling: Fuglefartsflyveri

Der er fugle i luften. En mand er forsvundet. En kvinde er bindegal og en smule forvirret. Novellerne kan ikke læses uafhængigt af hinanden.

2Likes
0Kommentarer
342Visninger
AA

1. Fuglefartsflyveri

”Kom og se! En Nattergal,” kaldte Aksel begejstret uden at slippe kikkerten, som han sad der på altanen i en plastikhavestol med udsigt over byen. Den sad i naboens potteplante og huggede bær. Opslugt i den lille skabning, hørte han hende ikke komme traskende inde fra stuen.

Da hun stod lige bag ham, forsøgte hun endnu engang at fortælle sandheden om Nattergale, som om han ikke kendte bedre til den end hende: ”Er du sikker på, det er en Nattergal?”
”Ja. Kig nu!” sagde han uden at fjerne blikket fra fuglen og puffede utålmodigt til hende med bagsiden af hånden.
”De er ret svære at kende alene på udseendet,” tøvede hun, da hun havde set efter.
”De er jo bare kedeligt leverpostejsbrune. Ligesom dig Aksel. Der er jo heller ingen, der kigger efter dig på gaden, når de ser dig, vel?”
”Hov hov du,” protesterede han og rettede kikkerten mod sin kæreste. Han lagde en hånd på hendes dejlige, faste bagdel og fjollede flirtende: ”Nu skal jeg rigtig kigge alle dine skønhedsfejl. Neeej, en fregne lige…”
Han rejste sig og prikkede hende på næsen, hvor fregnen sad. ”…dér!”
Hun fniste og lagde armene om hans nakke.
”Synes du virkelig, jeg ser så kedelig ud?”, spurgte han og afbrød et vidunderligt kys.
”Ja,” fastslog hun med et stort smil og gav ham endnu et.
”Men jeg elsker dig alligevel.”

Dagen efter kom hun hjem fra arbejde og havde slæbt fire indkøbsposer fra Netto hele vejen op af de mange trapper. Hendes lyse hår var fugtigt og filtret, og den gule kjole klæbede sig til hendes spinkle figur. Det måtte regne.
”Se, hvad jeg fandt i dag,” pustede hun ivrigt. Hun rakte ham en lille, grøn bog med et billede af en Stor Flagspætte på forsiden.
”Fuglene ved skov og hegn,” læste han højt og forundret.
”Så kan du se, hvordan en rigtig Nattergal ser ud,” sagde hun, og han løftede hende i et taknemmeligt favntag og snurrede hende rundt.  
Han brusede længe. Det var først bagefter, han kom i tanker om, hvorfor hun egentlig havde foræret ham denne gave af en fuglebog. Han smed sig med det samme i sofaen og begyndte at se på billeder. Hun mente ikke, han vidste noget om fugle. Han bladrede: Jernspurv… Rødhals… Nattergal.
”Se! Her er den! Den kunne jeg da sagtens kende,” råbte han til væggen mod køkkenet.
Hun kom svævende med en tom Netto-pose i den ene hånd og satte sig på armlænet, så hun kunne se med over hans skulder.
”Ja. Den der er da også kedelig leverpostejsbrun og ikke som den, du viste mig i går,” fastslog hun uden at fortrække en mine. Han trak på skuldrene.
”Nå. Øh. Måske var det ikke lige den, jeg så på altanen…”
”Nemlig, jeg havde ret,” triumferede hun.
”Se, der står her, at Nattergale oftest ses i fugtige løvskove i Vest- og Midtjylland, så det er nok sådan et sted, du skal lede næste gang,” foreslog hun hånende.
”Det vidste jeg da godt.” Med krøllet mund og blussende kinder lukkede han bogen med et smæld og gad ikke snakke mere om Nattergale.

Aksel kunne ikke få tanken om, at han skulle være mindre kendt i Nattergale end sin kæreste, ud af hovedet og forsøgte at forklare sig ved middagsbordet: ”Jeg kan jo ikke vide alting om alle fugle.”
”Det er klart,” sagde hun uden at se på ham. Hun syntes, hans forsvar var ynkeligt. Det var tydeligt, for hun havde et drilsk smil i mundvigen.
”Jeg mener…”
”Ved du hvad?” afbrød hun og fortsatte: ”Jeg vil foreslå, at vi tager en tur til en løvskov i Jylland og ser, om vi kan finde en Nattergal. Det synes jeg, du fortjener; at se sådan en prægtig, brun fugl, og så behøver vi aldrig mere at tale om det.”
 

Han kunne ikke vente med at komme af sted, så de besluttede at gøre det til en weekendtur. I toget havde de fundet to udmærkede vinduespladser overfor hinanden. Aksel sad allerede dybt begravet i sin nye bog i stedet for i sin smukke kæreste. Det var betagende med alle dens spændende informationer, der væltede ud i hovedet på ham, når han bladrede. Lige meget hvilken side han slog op på, var der farverige billeder, smukke billeder, stod der noget lærerigt.  
”Hvis jeg nu bladrer med lukkede øjne, og du siger stop, så skal vi se, hvilken fugl jeg lander på og skal læse om,” foreslog han ivrigt. Hun så op fra sin telefon med render under de fjernsynsformede øjne. Det gik op for ham, at hun ventede, så han åbnede bogen og tog siderne mellem sine fingre. Knapt nok nåede han at slippe et enkelt ark, da hun sagde: ”Stop bare der,” og så ned på sin lysende skærm igen. Om han begreb, hvordan hun kunne miste interessen så hurtigt.
”Der er en flot gul en her. Gulspurv hedder den.”
Hun spruttede. Afbrød hans eufori med en grim og disharmonisk latter.
”Helt ærligt. Hvad er det, der er så sjovt?” brummede han og lagde den åbne bog fra sig i skødet. Hun holdt sig for munden og fniste med glædesfyldte øjne.
”Det kom bare bag på mig, at fuglen hedder Gulspurv, når den er gul.”
Hun så så sød ud, og han kunne ikke lade være med at le kærligt med hende.

Der var ikke langt til skoven og de høje løvtræer fra stationen. De parkerede deres bagage i et lavtliggende område omringet af træer. Frodige træer, som han var sikker på, nok skulle gemme på en masse Nattergale.
”Tager du pløkkerne?”, spurgte hun forpustet, mens hun stod bøjet ind over det telt, hun forsøgte at holde oppe, så det ikke skulle falde sammen på jorden. Aksel samlede dem op fra bunken med presenning og overskudsmetalstænger og gik en runde for at stikke dem i én efter én. Jorden var skrøbelig og smuldrede under dem.
”Jorden er meget tør.”
Han så på hende for at høre hende give ham ret. Da hun ikke svarede, fortsatte han: ”Her kommer nok ingen Nattergale.”
Men hun sagde stadig ikke noget.
”Nej, vi bliver nok nødt til at rykke os et andet sted hen.”
Han spejdede til begge sider for at se efter et andet fladt område, men der var kun bakker af plantevækst og nedfaldne kviste.
”Jeg synes, vi skal blive her,” sagde hun, og Aksel vendte sig om for at protestere, men hun satte hænderne i siderne og fortsatte, før han kunne nå at komme med indvendinger: ”Nu har jeg kæmpet med det her telt i et kvarter. Du skal ikke komme her og sige, at vi rykker. Så må du altså selv gøre det. Alene.”
Han åbnede munden.
”Desuden,” fremturede hun. ”Desuden skal du vel ikke sidde i teltet og lede efter den fugl. Du skal ud og vade rundt i området. Ellers finder du den ikke. Du er altså nødt til at være bare en smule mindre doven.”
”Jeg er da ikke doven,” indvendte han, krydsede armene og foldede underlæben over overlæben.
”Jo, det er du. Hele dagen lang sidder du derhjemme på din flade og glor efter den fugl. Og det har du åbenbart også tænkt dig nu.”
Han tog et par lange skridt hen mod de to rygsække, greb kikkerten og så beslutsomt op på sin kæreste.
”Jeg er ikke doven. Og hvis du ikke tror på mig, skal jeg vise dig det.”
Den eneste udvej var at finde en Nattergal og tage den med tilbage til hende.
Han forsvandt med tunge sjoskeskridt i tunge gummistøvler ind i skoven og tyngede planterne ned under sin tunge vægt, så de sank til jorden og tog af dage.

Gennem vildnisset; gennem susende vind i de svajende trækroner, over jordbanker og under forvildede tjørnegrene i brombærkrat. Han kiggede og så med sin kikkert foran øjnene til den ene og til den anden side. Til højre og op og ned og til venstre. Og engang i mellem bagud. Men det eneste, han kunne finde, var skov. Han blev kun i dårligere humør, for hvert anstrengt skridt han tog, for hvert hastigere pulsslag han mærkede mod sit bryst. Hvad ville hun ikke tænke, når han kom tomhændet tilbage?
”Så kom dog frem, din møgfugl!” råbte han mod himlen og stod stille og lyttede. Der skete ikke noget, men han blev stående. Fortabt i frustrationer og forsvundet dybt inde i skoven. Han var ikke sikker på, om han kunne finde tilbage. Heller ej længere på om der overhovedet var en chance for, han skulle finde en leverpostejsfarvet fugl. Han lukkede øjnene, til tomheden blev afbrudt af en rungende genlyd. Med et sæt vendte han sig mod, hvorfra han havde hørt en gren knække alarmerende. Der stod en tyk mand få meter fra ham. Manden så skrøbelig ud, som han stod der med et udtryksløst ansigt og holdt noget i sin favn. Han gik tættere på manden og kunne se, det var mellem sine hænder, han holdt noget. Det var en brun fugl. Måske var han en garvet fuglefanger?
Han gik tættere på og kunne se, at manden var ulykkelig, for tårerne trillede ud af øjnene og ned i mundvigen.
”Hey,” sagde han advarende til manden, pludselig bekymret for dyret, og han stillede sig helt tæt på. Nu kunne han se, det var en Nattergal.
”Du passer lige på fuglen.”
Manden sukkede højlydt og greb strammere om det nervøse dyr.
”Huh…” tudede han og snøftede grundigt.
”Sådan et fint lille væsen,” sagde han og fortsatte: ”Jeg beundrer ethvert lille væsen. Det gør jeg virkelig. Men jeg er så ked af det…”
”Hey! Hey hey hey,” råbte Aksel og rakte en hånd frem mod manden, der klemte mere og mere sammen om Nattergalen.
”Slå mig ihjel,” bad manden hikstende. ”Slå mig ihjel, og jeg skal ikke gøre din fugl fortræd.”
”Hva?” sagde Aksel og rynkede øjenbrynene.
Manden hylede og holdt fuglen frem mod ham, mens han drejede hænderne hver sin vej i et knusende greb.
”Stop!” skreg Aksel panisk og kastede sig frem mod manden. Han greb om mandens skuldre og pressede ham ned mod jorden, men manden holdt fast i fuglen.
”Slip den! Slip den! Slip den!”
Han ruskede i manden, men manden ville ikke slippe. Han flyttede hænderne højere op mod mandens hoved, ruskede og klemte. Manden begyndte at grine besværet, hivende efter vejret.
”Det. Er. Min. Fugl.” brølede han forpustet, hev i mandens hoved og bankede det ned i jorden. Så blev der stille, og med ét flød en tyk, mørkerød substans ud under dem begge. Han sprang chokeret tilbage og kiggede rundt efter fuglen. Men manden havde den stadig i sine knytnæver.
”Nej,” jamrede han og befriede fuglen fra de dødbringende hænder.
”Leverpostejsfarvede Nattergal,” græd han, mens han lagde den i jakkelommen.

Han sjoskede tilbage ad samme vej, som han kom. Hans øjne duggede, og det var svært at se. Når han gned tårerne væk fra sit ansigt, gned han blod ud på kinderne. Når han satte skridt i skovbunden, satte han blodaftryk under støvlerne. Da han ville omfavne sin kæreste, blev hun så chokeret over synet af blod, at hun afviste omfavnelsen og næsten besvimede.
”Hvad er der sket?” hviskede hun hæst. 
”Jeg fandt fuglen.”
 Kød, blod, knogler og fjer blev fisket op af jakkelommen, og hun var endnu tættere på at besvime, da hun så de sørgelige rester af en Nattergal.
”Hvad er der sket?” spurgte hun igen.
Pludselig brød han sammen foran hende, og det varede ikke længe, før hun vidste hele sandheden, og de besluttede at grave den døde mand ned et sted dybt inde i skoven.

Da de var færdige, tog de hjem med det samme. Nattergalen var begravet med manden.
”Sikke en tur,” sukkede hun i toget.
”Jeg har ikke lyst til at se på fugle længere,” hikstede han i entreen.
”Det behøver du heller ikke,” trøstede hun på altanen.
”Lad os nu glemme alt det her og komme videre uden døde mænd og uden fugle,” fortsatte hun. Hun kylede hans bog ud af vinduet, så den faldt 10 etager, til den landede på ryggen af en fugl, en helt almindelig måge, der fløj i fuglefart væk mod horisonten, og han skulle aldrig se den igen. Altså, mågen. Altså, bogen på mågen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...