Novellesamling: Fuglefartsflyveri

Der er fugle i luften. En mand er forsvundet. En kvinde er bindegal og en smule forvirret. Novellerne kan ikke læses uafhængigt af hinanden.

2Likes
0Kommentarer
341Visninger
AA

2. Fødder

De er flere, der forlader bygningen. Går med hænderne i lommerne eller knugende om deres mapper og papirer. Hun blinker med øjnene og kradser lidt i kanten på det slidte skolehæfte. Det er brunt som mandens øjne. Luften er tung.  Hun ser ned på sine fødder, der med vaklende bevægelser skifter plads med små ryk i øget fart. Hun hiver efter vejret. Fødderne vil overhale. Hendes tanker er et andet sted. Et sted mellem 33 biler på parkeringspladsen og de syv, der er kørt forbi på vejen. Hun bider i sine fingerspidser, hiver hårde hudlunser af og stikker de skælvende hænder ned i lommerne igen, mens hun skutter sig. Hun er ude. De andre er bag hende, og vinden får hendes hår til at flagre. Det er koldt som mandens kinder. Hun ryster på hovedet. Hendes fødder går videre. De render rundt, og hun følger med til et sted, hun ikke aner hvor er. Men hendes ben knækker næsten sammen under hende, når hun forsøger at overvinde det ujævne underlag. Det er som om, det bevæger sig. Jorden skrider under hendes sko, da hun løber ned af en bakke uden at falde. Hun bider kæberne sammen, men munden bliver ved at lave nervesammentrækninger. Der er ingenting, der hjælper. Hendes tanker er alligevel også et andet sted. Maven snører sig sammen, så hun trækker den ind. Mandens mave er større. Han er en bamse. Hun er nødt til at skynde sig hjem. Hvad har hun glemt? Der er et eller andet. Hun har haft for travlt med at tænke på alt muligt andet. Hun vender om, selvom hun ikke har tid til at gå tilbage. Der er hvide pile på asfalten. De peger hen mod bygningen, og hendes hjerte banker hårdere mod brystet. Hun undviger noget rødt indpakningspapir fra en KitKat, der kommer flyvende med et øjebliks opfarende hvirvelvind.
”Min mand er væk! Min mand er væk! Jeg ved ikke, hvor han er!” udbryder hun hysterisk, da hun kommer tilbage.
”Hvad?” spørger hendes kollega og rejser sig fra sin kontorstol med et sæt, så den drejer et par gange omkring sig selv.
”Jeg har glemt børnene,” siger hun, mens hun ser sig omkring efter dem. Hjertet hamrer rigtig meget nu. Hendes fornemmelse bliver værre og værre.
”Jeg tog kun skolehæftet, men jeg skal jo også have børnene med. Hvor er de?” Hun klapper utålmodigt på sit lår og tripper med de hvileløse fødder på linoleumsgulvet.
”Hvad mener du med, at din mand er væk?” forsøger kollegaen igen, men hun vrider sig bare og skynder sig op af trappen til kontorerne ovenpå.
”De sidder inde hos dig. Hvordan kunne du glemme dem?” råber kollegaen bag hende. Fødderne ignorerer hendes lyst til at vende sig og bede kollegaen om at holde mund.

Tvillingerne sidder på stole ved siden af hinanden med foldede hænder i skødet og krydsede ben.
”Hej I to,” siger hun og rødmer, da deres runde øjne bliver store og stirrende.
”Mor, glemte du os?” spørger pigen, og drengen kunne ligeså godt have spurgt, for de ligner jo hinanden. De er lige uhyggelige. Hun kradser sig på armen.
”Selvfølgelig glemte jeg jer ikke. Jeg skulle på toilettet. Vi skal hjem nu.”
De sætter håndfladerne mod stolene og hopper ned. De farer hen til hende på hver sin side, angriber hende. De tager hendes hænder og trækker hende med ud af døren.
”Er far hjemme?” spørger drengen.
”Det ved jeg ikke. Han har jo også travlt. Måske er han ude. Jeg ved det ikke.”
Hun holder øje med vejen og folk bag rattet i de passerende biler. Selvom hendes øjne flakker evindeligt, kan hun ikke få øje på ham. Hun håber, han er derhjemme og træder speederen i bund.
”Mor? Du kører for hurtigt!” skriger tvillingerne i kor, da de suser udenom en masse røde biler, sølvfarvede biler og en enkelt grøn en i store sving. Nogle biler slynges ud i rabatten. Hun undviger dem heldigvis.

”I kan bare gå ind og se efter, så venter jeg herude,” siger hun og klikker deres seler op.
”Her er dit hæfte.”
Pigen tager hæftet og glider ned fra sædet. De går hånd i hånd på grusstien.
Lidt efter kommer drengen løbende ud og råber, at faderen ikke er der. Hun sætter straks bilen i gear og kører mod banegården.
Svedperler følger hendes næse, kæbe og hage, så det kilder. Det kribler i fingrene efter at tørre dem væk, men det har hun ikke tid til. Ligesom hun heller ikke har tid til at se sig for, at hun drejer de rigtige steder og ikke kører over for rødt.

Da bilen holder blandt en, to, tre, fire, fem, seks, syv, otte andre i parkeringskælderen, finder hun et billede frem og knuger det mellem tommel- og pegefinger.
Der er mange mennesker på perronen, så hun spænder ben for sig selv. Bogstaveligt talt. Hun falder. Lander på en ung mand med baggie bukser og læderjakke.
”Pas dog på, kvinde!” råber han og spræller under hende, så hun falder om på siden. Hun stivner chokeret med billedet i hånden, mens han står og råber af hende: ”Prøver du at stjæle fra mig, hva’? Er det det, du har gang i, hva’ kælling?”
Han flår billedet fra hende, men det er ikke hans. Da det går op for ham, smider han det fra sig og spytter på jorden foran hendes næse. Hun stirrer på klatten og begynder at ryste. Hun rejser sig, samler billedet op. Hun er vinden, og den stormer ind og ud mellem menneskeflokke.
”Har du set min mand?”
”Har du set min mand?”
Hun spørger alle, hun fanger. De myldrer tættere på hende og tømmer luften for oxygen. Gå væk. Gå væk, jeg skal til. Gå væk. Skubbe med armene. Mand med kaffekop, du skal flytte dig nu. Han spilder kaffe ud over sin hvide skjorte. Hun holder øjenkontakt med gulvet, rulletrapperne, fortovet, mens hun skubber med armene. Højre ud, venstre ud. Skub, skub.

Du er en ting. ”Du er en ting,” sagde hun og skubbede ham hårdt ind i reolen, så bøger væltede ned på gulvet.
”Hvad snakker du om?” spørger han forvirret og ømmer sig med en hånd i nakken. Hun kaster sig over ham og kysser ham med tungen.
”Jeg skal bruge dig,” hvisker hun og trækker ham ind til sig. Hun trækker i kraven af hans joggingtrøje. Helt ned på gulvet. Hun trækker i alt, hvad der kan trækkes i. Af med bukserne, ud med den, træk, træk til den bliver stor og hård. Hun glider ned over den og hopper op og ned, mens hun hvæser:
”Giv mig et barn, giv mig et barn, giv mig et barn.”
Så vælter han hende af sig. Ad, kvalme. Gå væk kvinde.
”Jeg er kraftedeme ikke en ting!”

 

Politiet har for travlt til at snakke med hende. De siger, hun skal sætte sig hen i sofahjørnet og læse et magasin, mens hun venter.
”Tag en kop kaffe,” siger damen hårdt men venligt og skubber hende mod sofaen. Hun vil bare have hende til at forsvinde. Synes det er latterligt. Ja, ja. Latterligt. Der er kun familiemagasiner. Glade, vellykkede stimlet sammen foran kameraet. En, to, tre, appelsiiiiin. Tre børn ja. Det skulle de have haft. Hun bladrer videre, men der er babyer over det hele. Hun kyler magasinet på gulvet. Det rutsjer et stykke og bliver standset af disken med damen. Hun er allerede fordybet i sin computerskærm. Nå, ventetid. Hun rejser sig, går lidt frem og lidt tilbage. Hun skænker kaffe op. Maskinen brøler noget til hende. Den siger, hun skal tage sig sammen. Hun fnyser og tager koppen fra den, inden den er færdig med at skænke. Så kan den lære det. Hun går med koppen mod damen ved disken. Hun hælder indholdet ud på hendes computerudstyr, og hun får også noget på hænderne. Hun skriger.
”Hvad fanden laver du kvinde!”
Hun skal snakke med politiet nu, siger hun og bliver trukket med ind i et lokale. ”Hej, mit navn er Robert. Sæt dig ned og tag et glas vand. Så snakker vi lige stille og roligt.” Hun sætter sig og folder hænderne på bordet. Ser rundt i lokalet. Det er meget hvidt og med persiennegardiner og potteplanter. Gulvet er dækket af et gråt tæppe. Der er et familiebillede på skrivebordet. Hun svirper det ned mod bordpladen. Robert rynker på brynene men ignorerer det.
”Så fortæl mig, hvorfor du er her?” Hun rækker billedet frem mod Robert. Hans grove overskæg bevæger sig hele tiden til den ene side. Det er fordi, han bider sig i kinden, så hans mund bliver skæv. Det ser dumt ud.
”Min mand er væk.”
”Er det din mand?” Hun nikker. Robert hånden faretruende langt frem mod billedet. Han griber om det.
”Nej!” siger hun.
”Undskyld,” han rømmer sig og slipper.
”Har du noget imod, hvis vi låner det lidt?” Hun ser ned.
”Vi er nødt til at låne det, så vi kan finde din mand.” Hun slipper sin mand.

Hun kunne ikke bevæge sig. Kun tælle biler. Så det gjorde hun. Hun lå med hovedet presset mod taget og talte slørede biler, der kørte forbi.
”Kan du sige mig dit navn?” spørger et ansigt over hende.
”Øh… E..”
”Hvor mange fingre er der her?” Hun får stukket en hånd i ansigtet. Hun kniber øjnene sammen. Hendes øjenlåg bliver skilt fra hinanden, og en lysende prik skærer i hendes øjne.
Hun vågner igen, da der er gået 14 timer, siger de. De siger, de har taget hendes baby ud af maven. Hun skriger vidst nok. Der står en ting ved siden af hende og holder i hendes hånd, men hun kan ikke rigtig mærke det. Hun kan kun se det. Og hans rynkede øjenbryn, som om han er ked af det, får det til at gøre ondt i hendes bryst.

 

”Mor,” råber børnene i kor og krammer hende allerede ude på trappen. Det er mørkt.
”Vi var bange, mor. Hvor var du?”
”Fandt du far, mor?” De trækker i hendes arme og tager hendes jakke af. Pigen hænger den på plads, drengen binder snørebåndene op. De er som klamme bakterier, der skal børstes væk. Hun tager sig til maven. Tvillingerne hjælper hende op og ind i seng.
”Vi kan snakke i morgen mor,” siger drengen og aer hende på panden.
”Søde mor,” siger pigen og kysser hende. De ser sig tilbage, inden de slukker på kontakten, og rummet mørklægges.

Telefonen har ringet. Nu ringer den igen.
”Hej.” Hun sætter sig op i sengen.
”Hej, det er Robert. Mig, du snakkede med i går. Husker du det?”
”Ja, ja. Noget nyt?”
”Ja, det kan man godt sige. Vi fandt ud af, at din mand havde været i skoven. Jeg er ked af det, men din mand er desværre død.”
”Hvad?”
”Han var begravet. Blev fundet med en flænge i hovedet. Det tyder på mord.”
”Jamen, er I sikre på, det er ham?”
”Nogen havde set en mand magen til din beskrivelse, grædende, krydse vejen ved deres hus og gå ind i skoven.”
Hun lægger på og svinger benene ud over kanten af sengen. Gulvet svajer lidt. Hun brækker sig ud over sine bukser og fødder. Han plejede at holde om hendes fødder. Nu fryser de, men han er der ikke til at varme dem. I stedet må hun ligge alene. Alene i den fremover forevigede tomme seng.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...