Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3536Visninger
AA

10. Kapitel 9

 


Ugerne går som om alting stadig er normalt. Jeg vågner op i et anderledes værelse, følger anderledes tunneller, og min undervisning er i dén grad anderledes – men det føles normalt. Mine hænder bliver hårdføre og vante til arbejde, mine ben bærer mig længere på løbebåndet, indtil min krop begynder at forandre sig, og det føles normalt.

   Ravnen bliver til tider et kedeligt sted. Udover at træne, sove og spise har jeg ikke meget at tage mig til. Nu og da slentrer jeg over togsporerne og ned af trapperne for at sætte mig i biblioteket og læse. Om menneskehistorie og videnskab, jeg aldrig ville have fundet mulig før den dag i parkeringskælderen. Specielt menneskerettighederne fascinerer mig: kunne mennesker virkelig myrde millioner af andre kun grundet deres trosretning? I denne verden har vi aldrig hørt om kirker eller synagoger eller templer eller moskeer. Vi er en og samme nation, et og samme folk, akkurat som tro kopier af hinanden.

   Under træningen, når jeg er tættest på at bryde sammen, er Curtis sjovt nok den, der rækker ud efter mig.

   ”Så for fa’en,” vil han sige. ”Er vi ved at blive trætte? Op på hesten igen, skiderik, det skal nok blive bedre. Jeg har selv været der. Tænk over målet – missionen. Du skal være forberedt, for fanden. Vi gør kun det her for dit eget bedste, så du ikke ender med en kugle i hjernen.”

   Han er ikke så slem, som han ser ud til. Måske skræmmer hans piratklap livet halvt ud af mig, og måske er hans øgenavne ikke så behagelige som jeg ønsker dem, men i bund og grund er han lige så menneskelig som mig.

   Det betyder dog slet ikke, jeg hader idioten mindre.

   Det har været nemt at tilvænne sig køkkenets madvaner. I aften siger duften i spisesalen mig, at de tilbyder burgere med ketchup og kartoffelbåde. Måske er de lidt tørre af manglen på olie, men de smagte tåleligt i sidste uge. Og min maves rumlen overdøver selv Curtis’.

   ”Gemmer du et monster derinde?” spørger Rita og peger på mave, da den brøler fra sig.

   ”Jeg tør vædde med, det er grimmere end hans ansigt,” hører jeg Curtis sige. Jeg giver ham en lammer hård nok til, at han holder mund.

   ”Hvad så?” spørger Lisa bag disken, da jeg træder frem i køen. ”Er det uden eller med pomfritter i dag?”

   ”Med, selvfølgelig.” Jeg smiler. Hun rødmer og roder med skeen i kartoffelbådene.

   Da vi går ned mod bordene, måber Curtis.

   ”Kæft, du fik mange.”

   ”Jeg kan bare det med damerne,” siger jeg. Blinker.

   Han skuler omkring sig. ”Du er så forbandet arrogant.”

   Mine fødder låser sig fast til gulvet. Igennem lokalets blå frakker ser jeg et glimt af rødt. Glinsende, perfekt rødt hår.

   Jeg ved godt, jeg lider af søvnmangel, men jeg hallucinerer umuligt. Foran mig kommer Alex Ontario gående, og hendes hofter vugger som sød musik selvsikkert hen mod mig. Hendes ansigt synes at være brunere, mere fregnet end jeg husker det. Et stilbillede fra sidst, jeg så hende, dukker automatisk op på min nethinde: Alex der råber op om at fejle, mig der uhjælpeligt prøver at berolige hende.

   ”Øh,” siger jeg. ”Det her kan blive akavet.”

   Jeg har ikke taget fejl. Alex når Curtis, mig og Rita sekunder senere med et stift udtryk i ansigtet. Jeg genkender det som den sædvanlige maske, hun tager på, når tingene i hendes tankegang er meget seriøse.

    Hun ser lidt på mig. Vi er stille, indtil jeg kan mærke akavetheden sprække luften fra hinanden.

   ”Jeg troede, du var gået under jorden,” siger jeg så.

   ”Jeg er allerede under jorden,” siger Alex.

   ”Jeg troede, du var gået under de tektoniske plader,” retter jeg mig selv.

   ”North, jeg sætter virkelig ikke pris på din humor nogle gange.” Hendes stemme lyder rolig, og jeg kan godt lide måden, hun siger mit navn på. Sådan helt dybt og fløjlsblødt på samme tid.

    Det er som om, vi aldrig var blevet gale den aften i tunnelen. Hun står foran mig og piller underlig muntert ved en appelsinskal, jeg står foran hende og prøver ikke engang på at gemme mit smil.

   ”Så er vi venner igen?” spørger jeg.

   Hun ser op.

   ”Venner?” gentager jeg. Hun blinker.

   ”Så langt ville jeg nok ikke gå, men noget i den retning.”

   Alex vurderer vores bakker med hamburgere med skarpe øjne.

   ”Curtis, North: I bør skynde jer med den mad. Når jeg er færdig med at spise denne yderst overmodnede appelsin, går jeg ind til Manuel i sabotagerummet, og jeg forventer, at I følger med.” Hun ser på os begge. ”Forstået?”

   Vi nikker og skilles. Jeg føler mig en anelse benovet.

   ”Hvorfor virker Alex altid som sådan en autoritet?” spørger jeg og forsøger at virke optaget af mine kartoffelbåde.

   ”Det er bare sådan, hun er,” siger Curtis. ”God til alting. Jeg hader det altså, det gør mig enormt selvbevidst. Det er som om, hun er besat af at være god, hvis du forstår, hvad jeg mener? Hun drømmer sikkert om at være hele Ravnens superhelt. Fortalte jeg dig nogensinde om min klap?”

   Jeg er i et øjeblik uforstående, før jeg ser hans finger pege mod hans ene øje. Det, som jeg faktisk ikke er sikker på, rigtig eksisterer.

   ”Nej. Nej, det gjorde du ikke.”

   ”Så skal jeg fortælle dig, hvorfor jeg har den. Og hvordan det nemt kunne have været meget værre end at miste et halvt øje.”

   Jeg undgår kun akkurat at krænge ansigt, da jeg endelig hører sandheden bag piratklap-mysteriet.

   Curtis ser intet, og fortsætter som fortalte han en godnathistorie til børnehavens middagslur: ”For to lange år siden var jeg 17 og nyligt rekrutteret af Ravnen. Jeg var lige begyndt at huske, og jeg ville have de tosidede til at lide af pesten og en smertefuld død. Jeg havde været igennem en kort måneds træning, men jeg havde gjort fremskridt, og min første mission var gået glimrende. Den var intet stort. Min anden mission var derimod noget andet.

   Alex var blevet valgt til at tage med mig udenfor sammen med et par andre. Vi skulle gøre det mest simple, bare udspionere et par timer på et muligt Regeringshovedkvarter. Alt gik glimrende. Vi fandt vores post, vi sad stille uden næsten at trække vejret. Og så lige pludselig så vi denne her ordentlig høje, rødklædte og ærligt talt dødskræmmende mand gå lige mod os. Han var snart så tæt på, at han ville opdage os. Nogen gik i panik. Sendte en kugle lige gennem panden på ham.

   Vi var ikke forberedt på den gruppe tosidede, der ventede bag hjørnet lige bag ham. Den ene tosidede havde bare været osten i musefælden, og vi havde været dumme nok til at gå tæt nok på og tage en bid.

   Du må lige huske på, at jeg var ung. Jeg vidste sat’me ikke, hvad jeg skulle gøre i en sådan situation. Så jeg tænkte ikke og lod mine vredesinstinkter føre mig. Jeg sprang frem fra vores skjul bag bakkerne og affaldscontainerne og begyndte at skyde på gruppen uden nåde. Et par stykker af dem faldt, men jeg så ikke granaten, da de kastede den. Jeg husker blot Alex, der sprang ud bag mig fra sit skjul og trak mig ind bag en nærliggende container.

   Senere lærte jeg, at hun ikke havde været en hundrededel af et sekund for sent. Jeg er fandeme glad for, at chokket gjorde mig bevidstløst, for eksplosionen blæste halvdelen af mit ansigt åbent og kastede en granatsplint i mit øje. Alex slap med forbrændinger i sit ansigt og på hænderne, men uden hende ville jeg nemt have været krydset af listen over Ravnens medlemmer.

   Jeg siger det bare. Pigen har nosser. Hun virker spydig og ligeglad, men pigen har nosser.”

   Jeg har endnu ikke taget en bid af min burger og vil nok heller ikke komme til det i aften. Der er så meget andet, jeg føler mig opslugt af, og nu sidder jeg bare og lurer i min egen stilhed.

 

Sabotagerummet bibber og snurrer, selv om Tim eller andre hackere ikke er tilstedeværende. Her føles underlig varmt for et underjordisk lokale, og jeg mistænker Manuel for at have en specialiseret luftventilator indbygget til hans egen fordel. Hans isse virker mere skaldet, end sidst jeg så ham, og hans aura er imødekommende.  

   Alex er tidligt på den og står på en afstand, lænet ind over bordkortet med alle prikkerne.

   ”Hey, for resten, hvor har du været de sidste par uger?” hører jeg Curtis sige til hende.

   ”Hvad tror du selv, store dreng? Missioner,” siger Alex og ler, så min krop bliver helt let og luftig.

   Manuel overrasker mig en smule, da han siger, at vi holder dette møde, fordi der er flere missioner, og at jeg skal med på den næste. Den lader til at være vigtig. Jeg står stille med mine bekymrede tanker: jeg har kun haft tre ugers trænings. De var intense, men kun tre.

   Da Curtis tog på sin anden mission, havde han været i træning i en måned men dræbte nær både sig selv og Alex undervejs, da uheldet slog ned i dem.

   ”I nat sniger I jer hen til denne Regeringsbygning i Kensington,” forklarer Manuel og peger på kortet over London. En rød prik skinner under hans finger lige omkring Hyde Park. ”I bryder ind, når de tager hjem fra arbejde, og planter en bombe i deres kælderkontorer. Alex eller Curtis skal nok vise dig hvordan, North. Det burde være en såre simpel mission, så hvis I ødelægger det, er ansvaret på jeres skuldre. Vi ved, at de ikke er i bygningen fra klokken ni om aftenen indtil næste morgen – utallige timers spionage kan være kedsomt, men det er det værd. I får lov til at lave den sjove del af arbejdet og sætte ild til ting.”

   ”Så hvorfor skal vi lave et bombekrater i lige præcis denne bygning?” spørger jeg uforstående. ”Når vi allerede er i gang, burde vi så ikke gøre det i alle de bygninger, vi ved, Regeringen holder til?”

   ”Vi mistænker computersystemerne i denne bygning for at kontrollere nogen af de mekanismer, der er at finde i lægemidlet, som Regeringen indsprøjter mennesker med. Hvis vi har ret, kan nogle menneskers hukommelse muligvis frigives ved eksplosionen og ødelæggelsen af computerne.”

   ”Åh ja. Selvfølgelig.”

   Curtis ser på mig. Smiler på en sådan måde at det lyser hans ansigt op.

   ”Er du klar?” spørger han.

 

Jeg kryber rundt i mørket, indtil selv min mudderstænkte hud forsvinder. Buskene foran mig er store men næsten gennemsigtige. Jeg blinker ikke, venter bare på tegnet fra Alex om, at banen er klar, og at det er på tide at få benene på nakken.

   Gennem buskadset kan jeg skimte det høje parkhegn og bag det fornemme bygninger. De skinner hvidt op i månelyset, så det ligner, deres byggesten er det reneste marmor. Den, jeg har øje på, ligger omtrent to huslængder væk og på et gadehjørne.

   Heldet har helt ubegribeligt været med os.

   ”Ej, det her mudder er altså dumt,” hvisker Curtis ved siden af mig. Han prøver at pille ved det, men Alex langer sin arm hen over min ryg og slår hans hånd væk.

   ”Du skal bare være glad for, det ikke lugter,” hvisker hun.

   ”Tag det som en bonus: Det er din ugentlige ansigtsmaske,” siger jeg, måske en anelse for højt. Alex dasker også mig på tilbagevejen.

   ”Shhh.”

   Jeg orker ikke at diskutere mit stemmeleje og fortsætter med at stirre. Først på vores mål, men efterhånden som minutterne forsvinder ud i ingenting, forsvinder min opmærksomhed også. Den retter sig i stedet mod Alex’ ryg lige ved siden af min. Hun er ikke ret meget lavere end mig, og hendes lænd ligger på samme niveau som min. Jeg kan se den løfte sig stille, næsten urørligt.

   Er hun aldrig nogensinde bange?

   Jeg er så rædselsslagen, at jeg mærker koldsved ned langs min rygsøjle.

   Bomben ligger i min rygsæk. Jeg kan mærke dens vægt lige ind mellem rygsøjlerne.

   Jeg hører ikke Alex sige ordene, før de er over hendes læber, og vi er af sted: ”Så er det nu.”

   Vi løber på tåspidser frem fra bag buskene. Parktræerne skjuler os i nattemørket, men månen lyser klart og oplyser vores skygger lige så klart, som havde vi befundet os i dagslys. Vi skynder os.

   Ved bygnings indgang ser vi to mænd iklædt sortrøde jakker. De bærer ikke synlige våben. Jeg er så overrasket over at se vagter ved midnatstide, at jeg kun nær når at stoppe Curtis, før han retter sin lydløse pistol mod den ene af dem.

   ”Hey, hvad har du gang i? Du har kun brug for at slå dem ud!” Jeg hidser ud mellem mine tænder, mens jeg trisser over ved siden af ham.

   ”Nej,” siger han og trykker aftrækker i bund. Pilen suser lydløst gennem luften og sætter sig i halskødet på den ene vagt. En ny følger efter og rammer den anden vagt i brystet, og de vælter begge om på indgangstrapperne.

   ”Åh. Bedøvelse,” siger jeg til mig selv. Det er min første rigtige mission med våben, og mine bedømmelser om disse kan sammenlignes med et barns. Jeg finder mig selv i gang med at håbe, at Curtis var lige så akavet og håbløs som mig, da han var på sine første missioner.

   Alex roder i den ene vagts lommer. Hun trækker et plastickort frem fra en af dem og holder det frem foran en censor ved døren. Den summer, slår så låsen åben. Vi går indenfor og efterlader vagterne på jorden med døsige hjerner. Om fem minutter vil de vågne uvidende om, at de nogensinde lå i en trance.

   En hylende tone skærer sig igennem tomrummet. Lyspanelet bag døren går helt bims, mens jeg stadig prøver at begribe situationen og forstå, hvad der sker. Vi er fanget. Er det det? De har fundet os, og nu er det hele overstået.

   Men Alex er hurtigt henne ved alarmen og trykker på knapperne. Hyletonen har ikke været kørende i mere end fem sekunder, før det er overstået. Bygningen er tom. Ingen kunne have hørt os eller set os på monitoren. Det er bare procedure.

   Frygten blandet med lettelsen tager vejret fra mig, og det prøver jeg at skjule.

   ”Så hurtig som du er, skulle man næsten tro, at du har lidt for god stand på disse tosidede,” hentyder jeg og ler næsten. ”Er du sikker på du ikke er en selv?”

   Alex får tordenskyer til at rulle hen over min lystige stemning: ”Sjovt du siger det, for det er lige præcis, hvad jeg tænkte om dig, første gang jeg så dig.” Hun ser kort på mig, og hendes grå øjne virker mørkere, end de plejer.

   ”Hvad mener du?” spørger jeg.

   ”Det ved du vel godt.”

   ”Hey, jeg lavede jo bare sjov­­–”

   Alex forsvinder ned af korridoren på vores højre hånd. Her er sorte vægge og gulve og her føles isende koldt. Jeg ser til Curtis, men han trækker blot på skuldrende, før han følger efter Alex. Jeg føler mig endnu engang forvirret over hendes ord, og de kører rundt i mit hoved, da jeg ligesom Curtis sætter tempoet op. Vi har stadig en mission at gennemføre.

   Det eneste, der forhindrer vores vej ind gennem døre og ned af trapperne mod kælderen, er ID-censorerne. Men Alex har stadig et sikkert greb om plastickortet fra tidligere, og deraf følgende trækker hun stadig vejret roligt og yderst kontrolleret, da vi når kælderlokalerne.

   Her er relativt mørkt og stuvende fyldt med computere. Og kabler. Lange, farverige, blinkende kabler der svinger sig vredt ind mellem hinanden og ind i væggene. Det er så indviklet et lysshow, at det ligner fire vægge af slanger, der spytter væde ud mod os fra alle sider.

   Mit hjerte begynder at slå hurtigere, da jeg lader rygsækken glide ned fra mine skulderblade, men mine hænder er rolige, da de lyner den op og løfter bomben ud. Jeg placerer den midt på gulvet imellem os. Der kan den stå og se kold og eksplosiv ud, indtil vi beslutter os for at sprænge den.

   ”Hvem har antænderen?” spørger Curtis.

   Jeg ser op. Hans øjne har en urolig gnist ved sig.

   ”Jeg har den ikke,” siger Alex. De ser begge to på mig med store øjne.

   ”Ej, det kan I ikke mene,” ånder jeg. ”Jeg er ligesom en vikar. Det kan ikke have været mit ansvar. Hvis det var, så burde jeg få en bonusindtægt for det.”

   ”Kig i rygsækken så,” siger Alex, og hendes stemme er stadig så rolig, at det gør mig skør. Men hendes hænder er febrilske, og vi sætter os ned på hug sammen med hende, imens hun leder. Det er for mørkt til jeg ordentlig kan se det, men jeg mener, at jeg ser et lille pludseligt stjerneskud i hendes øjne. Hun har fundet noget.

   Loftlamperne blinker og tændes, og en stemme siger: ”Giv os bomben og lad mig se jeres hænder, hvis I vil spares.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...