Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3519Visninger
AA

9. Kapitel 8

 


Vi når knapt ind gennem den snævre stenbrudsåbning, før jeg med anspændte skuldre går fra de andre og tilbage ind gennem de snoede tunneller, indtil jeg når mit soveværelse. Opgangen udenfor er stille og kold. Jeg husker stadig fornemmelsen af hjertet som hopper i min hals ved synet af den tosidede, der gik hen mod os.

   Jeg flår min hverdagsskjorte over skuldrene og sprøjter en håndfuld koldt vand i ansigtet. Jeg ser op fra vasken ind i spejlet, ser ind i mine synligt mere indsunkne øjne. Blot fire dage siden var de stadig chokoladebrune og kvinde-magnetiserende.

   Det er de selvfølgelig stadig. Men noget har forandret sig i dem, som jeg ikke kan sætte min finger på.

   Jeg klæder om til mine blå farver og finder snart mig selv tilbage i træningscenteret. Jeg løber fem kilometer og mærker syren brænde sig igennem mine muskler. Senere begynder jeg at perfektionere mit skudøje, og jeg kan mærke, hvordan Glocken i min hånd begynder at føles mere og mere som en del af min arm.

   ”Du burde tage en pause, Hr. Skyd-til-mine-fingre-bløder.”

   Jeg vender mig om. Hår som ild. Øjne som sten.

   ”Kom. Der er noget, du skal se,” siger Alex og forsvinder lige så pludseligt, som hun kom.

   Det tager mig et øjeblik, før jeg kan koncentrere mig om at fjerne kuglerne fra pistolen og løbe efter hende. Hun er ude af hallen, før jeg når hende.

   ”Du er langsom,” siger hun. Konstaterende, følelsesløst.

   ”Jeg tager det som et faktum, at man kun sjældent får æren af at blive inviteret på eventyr af nogen som dig,” siger jeg.

   ”Hvem sagde, at det var mit valg?”

   ”Jeg gjorde. For to sekunder siden.”

   ”Ha,” siger hun med noget i stemmen, der minder om morskab. ”Bare vent til du møder de overordnede. Det skal nok blive sjovt.”

   Jeg bliver en anelse stille. Jeg havde ikke troet, at Ravnen havde en ledelse. Men selvfølgelig har de det, og hvis Alex tror det bliver sjovt, når jeg møder dem, så regner jeg ikke yderlige med, at det bliver højdepunktet i mit liv. Noget siger mig, at Alex er en pige, der højst sandsynligt vil finde det en nydelig hobby at kaste knive efter firben i solen.

   Jeg følger efter Alex ned gennem den oplyste stentunnel forbi spisehallen, køkkenet, og dørene langs min ene side hvis indre jeg ikke kender til. Vi går i næsten et minut, ned af lange trapper, ind i en tunnel hvor der er blevet sparet på lyset. Alex stopper foran den eneste dør i tunellen. Noget i luften gør mig stum. Det er som om, jeg kan mærke, at det der venter mig på den anden side, vil være overvældende.

   Jeg når aldrig at beslutte mig for, om dette vil være positivt eller negativt, før Alex skubber døren op.

   Jeg træder ind i et vidunder af høje lofter og reoler. Gulvet er glat under mine fødder – træ. Det ville aldrig være faldet mig ind, at det også fandtes i Redens stenhuler og tunneller. Støvpartikler svæver rundt i luften, men det føles rigtigt, at de er der. Som om det hører til, akkurat ligesom alle de bøger, jeg ser stablet op af hinanden på hylderne. Men de ligner ikke de bøger, som jeg har brugt i skolen eller studeret på firmakurserne. De har farverige omslag. Nogle er slidte med siderne hængende halvt ud.

   ”Velkommen til biblioteket,” siger Alex.

   Jeg vender mit hoved til siden. Hun står meter væk fra mig og studerer hylderne, der hober sig op over vores hoveder. Hun smiler for første gang i evigheder. Jeg lader det være en hemmelighed, at jeg har set det, og følger støvduften hen mod den første række bøger, mit øje ser. Jeg ser titler, jeg ikke kender. Den britiske renæssance. Landet og dets byggesten: immigranter. Churchills jerntæppe. Omslagene ser århundreder gamle ud.  

   ”Kan jeg røre?” spørger jeg.

   ”Så længe du ikke brækker dig over dem, så ja, vær så venlig.”

   ”Av,” siger jeg og skærer ansigt.

   ”Så du indrømmer det?” spørger hun.

   ”Indrømmer hvad?”

   ”At du tømte maven på fliserne foran zooen den første dag?”

   Jeg bander Curtis’ navn og ignorer hende, men trækker så en tilfældig bog ud fra hylden. Vredens druer af John Steinbeck. Jeg slår den op på første side, mærker det let gullige papir under mine fingre.

   ”Hvor gamle er de? Bøgerne.”

   Alex’ stemme er længere væk nu: ”Vredens druer er mere end 200 år gammel. Jeg er ret sikker på, vi har samlet dette bibliotek over de sidste 80 år.”

   Jeg lukker forsigtigt bogen i og skubber den tilbage på den støvede plads, hvorfra jeg tog den. Det er hellig jord, og jeg vil ikke brække mig.

   Det er en anden verden. Biblioteket har alverdens forfattere: Marx, Rowling, Steinbeck, Hemingway. Jeg kender ikke navnene, men Alex ser titlerne nærmest før jeg gør og fortæller mig om dem. Hun må have læst en god fjerdedel af de tusind bøger, der gemmer sig i skyggerne.

   Alex kommer gående mod mig. Hun har en stak bøger, der når hendes hage, stablet i sine arme, og hun læsser dem over til mig. Hendes berøring mod min arm gør min hud varm.

   ”Du bliver nødt til at læse dem her,” siger hun.

   ”Dem alle?” kvækker jeg. Der er syv, alle på størrelse med verdensatlas.

   ”Ja. Du ved intet om den verden, som vi forlod, efter dæmonerne kom. Man lyder ærlig talt ret dum, når man ikke kender sin historie.”

   ”Ja. Jo. Sikkert.”

   Jeg står akavet og kigger omkring mig, indtil hun en håndfuld sekunder senere lægger en ekstra bog på toppen af stakken. Den er mindre end de andre og meget lyseblå. Den skjuler mine øjne, og Alex siger en underlig lyd.

   ”Kære Gud. Var det et fnis?”

   Jeg ser hende ikke, men hendes stemme er varm og siger ja.

   ”Det er En flænge i himlen. Lidt mindre tungt stof og lidt mindre menneskehistorie,” siger hun. ”Du vil elske den.”

   ”Hmmpf.”

   Jeg ser ud af øjenkrogen Alex vende om og følge en smal gang. Jeg hører hendes trin gå ned af trapper, og hun er væk.

   Jeg letter min ryg for vægten af bøgerne og lægger dem fra mig på gulvet. Den blå bog øverst samler jeg op og vender om i mine hænder. Bladrer lidt igennem. Okay.

   Alex vil sikkert ikke have, at jeg følger efter hende, men jeg gør det alligevel. Biblioteket føles for stort og jeg for lille, når her er næsten mennesketomt. Jeg kan bedre lide tanken om at have hende i nærheden.

   Først er der trapper, og så er der et mindre lokale svøbt i tæpper på gulve og møbler og vægge. Farverne får det til at føles varmt som en velkommende værts hånd før middagen. Der er en chaiselong i den ene ende af rummet, og Alex sidder begravet i dens enorme dybder som om, jeg ikke eksisterer. Hun løfter blot hovedet, da jeg kommer ned af trapperne. Så lader hun igen sine øjne søge ned mod bogen i sine hænder.

   Jeg sætter mig ned i den anden ende af chaiselongen. Jeg åbner min bog, men går død i den første sætning: Sidst på vinteren i mit 17. år kom min mor frem til, at jeg var deprimeret. Jeg ved ikke hvorfor. Måske har det noget at gøre med den første paragrafs mørke tone, og at jeg aldrig før har læst hvad Alex kalder fiktion, måske er det fordi pigen i sig selv sidder så tæt på mig i sin tætte blå uniform mod sin hvide hud, og hendes hænder der knuger så stærkt om bogen.

   ”Hvad læser du?” spørger jeg.

   ”Shakespeare. Stor ståhej for ingenting. Hans komedier er meget bedre end alt det dystre han skrev om kærlighed og selvmord.”

   Jeg blinker lidt perplekst.

   ”Hvem i alverden er Shakespeare?”

   ”Tja, han er vel verdens mest ærede forfatter, som bare er blevet endnu en glemt mand i mængden.”

   I et kort, tilfældigt øjeblik fanger mine øjne hendes. Hun ser på mig. Jeg ser på hende. Og så ser vi begge væk, ned i vores bøger. Denne gang læser jeg rent faktisk; om pigen som har kræft og ikke har ondt af sig selv. Det er lidt deprimerende at læse. Stilheden imellem os føles behaglig, på en måde lige så naturlig som lyden af liv og lys i skoven. Så vi siger ingenting og lader os selv blive opslugt i vores ord.

   Alex ler. Lige ud af det blå og sprækker stilheden fra hinanden.

   Det er første gang, hun ler sådan helt rigtigt. Det er ikke den slags, du hører hver dag, for den er ikke presset eller falsk. Den er frisindet og virkelig.

   ”Hvad?” spørger jeg hende.

   ”Det er bare Benedick og Beatrice,” siger hun, muligvis om sin bog. ”De er begge to så naive.”

   Jeg smiler uden at vide helt hvorfor.

  ”Hvad?” spørger hun.

  ”Ingenting.”

   Vi læser videre.

 

Alex går foran mig og leder vejen mod en ubevidst location. Biblioteket er bag os nu, gemt væk bag døre og støvede reoler. Mit hjerte banker stadig ved tanken om følelsen af rå omslag mod mine håndflader og ordende på siderne, der dufter af træsplinter. Bøger har altid været fakta for mig, men nu går det op for mig, at det er kunstbilleder af den mest udsøgte slags.

   Overfor køkkenet går vi ind gennem en af de døråbninger, der stadig er mig ukendt. Lokalet indenfor afslører en håndfuld enorme computerskærme med ledninger, der slanger sig ind i hinanden og langs gulvet. Et enkelt bord er placeret under et næsten rødligt spotlight i midten af rummet, det skinner ned på et kort over London og Storbritannien. En mand læner sig ind over bordet, så lyset får hans isse til at lyse rødt op i mørket af computerrummet. Han ser op, da vi træder indenfor.

   ”Manuel,” siger Alex, træder frem med rank ryg. ”Det her er Oceans. Jeg tror ikke du er blevet informeret om hans ankomst, men han er nyligt rekrutteret.”

   Manden er lav men et stort nok muskelbundt til at kunne klare Curtis i en slåskamp. Hans isblå øjne ikke desto mindre får mit blod til at fryse en smule, da han ser på mig.

   ”Undskyld, ja, jeg er øhm …” hoster jeg nervøst. ”Jeg er North. North Oceans.”

   ”North Oceans. Hvad fanden, du lyder som et eller andet tamt hav,” siger han.

   ”Et hav kan være yderst voldsomt, så voldsomt at det kan dræbe.”

   Jeg kan næsten mærke Alex’ blik dolke mig i nakken.

   Manuel smiler ikke, men jeg hører noget besynderligt muntert i hans stemme, da han ser på hende: ”Han burde vælge sine ord med omhu, ham her. Men han lader til at have potentiale.”

   Manuel slår sine hænder sammen og træder væk fra bordkanten. Jeg ser nu, at der er små røde og blå prikker på kortet.

   ”Jeg vil gøre din intro kort,” siger han. ”Så her er hvad, du bør vide: Jeg holder styr på alt. Det inkluderer dig, din træning og sabotageplanerne. Jeg forventer, at du holder hovedet koldt og tager beslutninger ud fra kun en tanke: hvad er det bedste at gøre for alle os, der husker? Det er såre simpelt, og følger du ikke reglerne, så ender du med at arbejde med at skrubbe toiletter rene i stedet for at kæmpe imod dæmonerne, der har undertrykt os hele vores liv.

   Det her er vores sabotagerum. Jeg udlægger planerne. De røde pletter her på kortet er positionerne, vi ved, at de tosidede gemmer sig i større grupper. Når der er blå prikker lige ved siden af de røde, betyder det, at vi har udslettet deres forsyninger dér eller fuldført en mission succesfuldt.

   Computerne herinde er forbudt område, medmindre du er ansat hacker. Hackerne forsøger at finde filer på tosidedes computerdreve og stjæle informationer om absolut alt. De er vores skjulte spioner, og hvis de forstyrres på deres arbejde, mister deres koncentration, kan de blive opdaget. Så la’ nu vær’ med at forstyrre dem, ikke?”

   To af computerne er besat. Deres skærme blinker grønne og hvide tal, 1 og 0, 1 og 0. Foran en af skærmene ser jeg brunt hår og sommerbrun hud: Tim. Hans fingre over tastaturet flyver hurtigere rundt, end mit hoved kan følge med.

   ”Oceans? Var du?”

   Jeg blinker, ser mig omkring indtil mine øjne lander på Manuels udtryksløse ansigt.

   ”Undskyld?” spørger jeg usikkert. ”Jeg hørte ikke –”

   ”Han var på en mission i formiddags. Indkøb i byen,” siger Alex. ”Med mig, Shivers og McDowell. Han tænkte hurtigt og reagerede fint, da vi så en tosidet komme nærmere gennem butikken. Hans arbejde var godt og funktionelt, Manuel.”

   Hun førte sin stemme professionelt, så direkte ind i den overordnedes skarpe øjne. Det skete så sammenført at jeg næsten ikke opfattede den del af sandheden, hun havde undladt at fortælle.

   Manuel nikker stille.

   ”Okay, Ontario. Jeg synes, Oceans bør tages med på missioner noget oftere. Han kan trænes til at blive noget helt specielt. Jeg har den her mavefornemmelse, der fortæller mig, at det er en god idé, så det bliver din og alle andres ordre: Tag ham med på missioner, indtil han er optrænet. Sørg for at alle ved det.”

   Alex stivner.

   ”Det var ikke, det jeg mente. Manuel, han har ikke engang været i Reden en uge. Hans præcision på skydeskiverne er langt fra perfekt, og han er ikke i ordentlig form. Han vil ikke kunne beskytte nogen som helt ude i den virkelige verden.”

   ”Det er ligegyldigt. Han vil lære hurtigt, det er bare noget, jeg kan fornemme. Du kan finde Nolan og Shivers og sige, at de har en ny elev i træningshallen. Du skal nok lære hurtigt, Oceans, har jeg ret?”

   Jeg løfter en mundvig.

   ”Klart. Jeg kan blive en endnu bedre snigskytte end den bedste, I har,” siger jeg.

   ”Hun står lige ved siden af dig,” siger Manuel.

   Jeg ser ned på Alex, siger stille at hun bør forberede sig på at blive overhalet ved mållinjen. Hun ser ikke på mig, men jeg ser hende, som hun ruller med øjnene.

   ”Undskyld,” siger jeg,” men hvem er Shivers og Nolan?”

   ”Curtis Shivers og Rita Nolan,” siger Manuel.

   Det giver mig lyst til at le, da jeg hører det: Curtis Shivers. Det er næsten en metafor.

   Manuel sender os udenfor, for hackerne har brug for stilhed og deres koncentration, men han minder mig om at være i træningshallen om en halv time. Jeg siger ja og tak for muligheden.

   Jeg træder et skridt efter Alex, så snart døren bag os glider i.

   ”Hvorfor sagde du ikke, at missionen næsten gik helt galt?” spørger jeg efter hende. Hendes trænede skikkelse snurrer rundt på stedet. Noget i hendes blik stikker mig.

   ”Fordi jeg fejlede i morges,” siger hun. ”Jeg fejler aldrig.”

   ”Hey, du kan helt roligt slappe af. Der skete jo ingenting. Jeg fiksede det.”

   Hun går hurtigt tilbage mod mig, standser før vi når for tæt sammen. Hendes bevægelser synes at være overreagerende, underligt aggressive.

   ”Det ved jeg, og det respekterer jeg, for du tænkte hurtigere end mig i dét øjeblik,” siger hun. ”Men ser du ikke, at det lige præcis er problemet? Jeg fejlede. Jeg burde have sikret mig, at jeg havde nok penge til at betale, men jeg var fandens dum og glemte det. Vi blev næsten opdaget, fordi jeg ikke kunne samle mine tanker ordentligt.”

   ”Det er okay ikke at være perfekt hvert minut af hver eneste dag,” siger jeg.

   ”Det er ikke i min natur ikke at være perfekt.”

   ”Hør nu –”

   ”Kan du ikke bare lade det ligge? Lad det ligge, North.”

   Vi skilles efter at stirre hinanden i ansigterne i et par korte sekunder; hendes forvredet i følelser, jeg ikke kan placere, og mit rynket i forvirring.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...