Dem som huskede

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 9 maj 2015
  • Opdateret: 6 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hver midnat bliver Jordens befolknings hukommelser indstillet. De glemmer efterfølgende alt, der er sket inden for de seneste 24 timer – indtil den dag North vågner op med pudebetræksmærker på kinden til en overskyet junidag med sin erindring i behold. Skræk lammer ham, da det går op for ham, at verden hver dag gentager sig selv. Men det kan være farligt at være anderledes – at være en af dem som husker. En kædereaktion af begivenheder sættes i gang, og situationen er langt fra kosmos, som den dødbringende lavine nærmer sig den unge mand. Tiden står aldrig stille. Den tikker endeløst derudaf, og det kan kun være et spørgsmål om tid, før sandet rinder ud mellem Norths fingre.

31Likes
25Kommentarer
3545Visninger
AA

8. Kapitel 7

 


Jeg vågner op i et køligt rum, der emmer af ikke at være hjemme. Væggene er glatte og runde, luftrummet omkring mig minder mig om et bombekrater. Lagnerne omkring mig er voldligt krøllede fra hinanden som et mylder er forvirrede drømme.

   En næve banker hårdt mod døren. En gang. To gange. Tre gange.

   ”North! Jeg siger det ikke igen. Hop i noget tøj lige nu, hvis ikke du vil have, jeg kommer ind og direkte hiver dig ud af sengen!”

   Curtis. Mit hjerte galoperer, mens jeg hurtigt står op. Trækker i den blå uniform på gulvet og åbner den massive væg af en dør op. Curtis’ mørke ansigt er tæt på mit og mere frygtindgydende, end jeg husker det. Måske er det hans arret i hans ansigt, der har hjemsøgt mine drømme i nat.

   Jeg træder ud af døren, får ham til at flytte på sig.

   ”Nå. Hvad haster?”

   ”Dine forsvarsevner,” siger han. ”Jeg er sikker på, de stinker lige så meget som Ritas.”

 

Træningslokalet er på størrelse med to fodboldbaner og ganske unikt; da jeg først træder ind, minder det mig om noget, jeg har set før. En fitnessklub som jeg ikke kan placere i min hukommelse. Jeg ser måtter overalt i lokalet, jeg ser skydeskiver og motionscykler og vægtstationer.

   Det lader til, at Ravnen har morgenfugle. Den gamle klokkeskive som hænger fra loftet over mig viser halv otte, og langt halvdelen af maskinerne er allerede optagede.

   På et af løbebåndene er Alex. Jeg tror hun ser mig ud af sin ene øjenkrog, for hun puster tungt ud og spurter snart hurtigere hen over båndet. Jeg holder mit blik på hende og hendes stramme løbebukser et øjeblik længere, før jeg blinker og fokuserer på Curtis. Han ryster på hovedet, beder mig så om at følge med ham over til skydeskiverne.

   Jeg har knapt stået stille i et par sekunder, før han placerer noget på bordet foran mig. Synet af den får en ubekendt og ængstelig følelse til at bryde frem i mig.

   ”Du står overfor en 9mm Glock,” siger Curtis fladt. ”Det er vores standardvåben, og det bliver dit standardvåben. Jeg vil anbefale, at du midlertidigt bruger tre timer dagligt på at træne din præcision. Når dine evner er blevet skærpet noget mere, vil du ikke have brug for mere end en enkelt time hernede hver dag. Her. Tag den og grib fat om den, så din tommelfinger og mellemfinger rør hinanden. Ja, sådan. Din pegefinger skal hvile ultra let på aftrykkeren. Nej, pas på! Shit, North, du må ikke gøre mig bange på den måde. Godt, nu stiller du dig op med brede ben og hæver pistolen. Sigt mod bull’s eyet, lige der i midterringen på dukkens bryst. Vær ikke bange, for den er let at affyre, og den hopper ikke tilbage mod dig. Godt. Godt så. Tag dig så tid til at trække vejret, men ikke al for lang tid – og skyd.”

   Mine håndflader føles uhjælpeligt glatte mod metallet, og jeg er bange for, jeg vil tabe våbnet. Men jeg må være påpasselig. Have styrke, koncentration. Jeg væder mine læber og prøve at tage det roligt. Når jeg lader som om, at jeg ikke står med en pistol foldet ind mellem mine hænder, føles det en smule lettere. Det kunne være en af de vandpistoler, man ser børn rende rundt med i nabolagsgaderne.

   Jeg trækker vejret dybt. Ser mod dukken i den anden ende af rummet gennem et halvt åbent øje, ud over pistolens sorte spids. Jeg kan stadig høre den tikke som en mental bombe.

   Jeg klemmer aftrækkeren.

   Kuglen ser jeg næsten ikke, for den snitter dukkens hånd og lander et sted, jeg ikke kan se. Braget er derimod en overraskelse stor nok til, at jeg øjeblikkeligt smider pistolen fra mig og presser mine hænder ned over mit kranie.

   ”Du vænner dig til det,” hører jeg Curtis sige et sted bag mig.

   ”Stadig. Av for fanden.”

   ”Forresten. Det skud var ikke så slemt for dit første. Prøv igen. Og selv hvis det gør ondt i skuldrene og hænderne, så bliver du ved.”

   Tågen som har drevet rundt i mit hoved over de seneste to dage letter gradvist, da jeg ud af min øjenkrog ser Curtis vende om på hælen. Han marcherer hen mod en gruppe unge mænd ved vægtene, hans hænder bundet stramt bag sin ryg.

   Jeg ser ned på mine egne hænder, der ryster. Så rækker de ud efter pistolen på gulvet, og et noget nært mirakel sker. Mine hænder bliver rolige. Metallet føles knapt så glat mod min hud, da jeg hæver pistolen og tager sigte igen.

   Tre, to, en.

   Skyd.

   Jeg hører braget og gentager processen, indtil mine fingre er ømme.

 

Senere træder Rita ind i træningscenteret og ser sig om efter mig. Jeg sveder og bakker væk fra hende, da hun når frem til mig. Hendes skridt virker så hastede.

   ”Planerne er ændret,” siger Rita. ”Træning er slut for nu; du tager med på en mission i stedet.”

 

Mission er en mindre overdrivelse.

   Jeg følger efter Curtis gennem tunnelsystemet. Bag mig hører jeg Alex’ og Tims fodsåler slå mod fliserne.

   ”Han burde ikke være med,” høre jeg hende hvisle til ham. ”Han burde ikke være med.”

   Tim siger intet, men jeg kan høre deres lydløse samtale højere, end de nok ved.

   Jeg hører ikke til ude i den virkelige verden – men jeg hører heller ikke til her. Jeg holder stift mit blik på lyspletten som vokser sig større forude.

   Vi stopper op foran udmundingen af et stenbrud. En minimal åbning er hugget ud af de løse sten ved tunnelvæggen. Der kan umuligt være plads til mere end en enkelt persons bredde i rummet mellem sten og granit. Foran mig sniger Curtis sig igennem udgangen til den åbne verden. Jeg følger efter.

   Dagslyset blænder mine øjne, der efter kun kort tid har vænnet sig til underjordiske lyspartikler. Jeg står i midten af gyldne kornmarker og deprimerende, mørkerøde nabolagshuse. Hvis jeg ser godt nok efter, kan jeg med sikkerhed skimte mit hjem. Men solen er skarp, og tanken gør mig svimmel, for jeg er ikke længere sikker på, om det er et sted, jeg virkelig kan kalde hjem.

   ”Vi skal på indkøb, folkens,” siger Curtis og hiver en plasticpose op af sin baglomme. Han har skiftet til jeans og en trøje, der bestemt ikke er blå. Lige som os andre.

   Curtis giver os hver hundrede pund i små sedler. Jeg folder dem omhyggeligt og stopper dem i min jakkelomme.

   Vi begynder at gå. Gennem kornmarker, gennem morgenfugtig jord.

   ”Så hvordan kommer vi til supermarkedet?” spørger jeg.

   Tim peger ud over horisonten af marker.

   ”Lige dér.”

   Det er næsten ikke synligt, men jeg ser den: En metrostation gemt i al myldret af nabolagshuse og ødelagte hukommelser.

 

Toget skærer lydløst gennem landskabet. Det er som så mange andre gange, jeg har taget toget hjem til Levvy med en flaske vodka i rygsækken for at prøve at glemme alle de bekymringer, arbejdet pressede ned over mine skuldre. Togvognen svæver over skinnerne med løfter om at holde dig i sikkerhed fra omverdenen. Der er endda automatisk låsende døre og babysikkerhedsseler i hjørnet. Sjovt hvordan jeg nu bliver paranoid og opfatter togvognen som en meget mulig fængselscelle.

   Vi stiger af ved et stop tæt ved Camden Town. Supermarkedet skinner rent og hvidt mod os fra den anden side af gaden. Før vi går ind, ser Tim intenst på mig og siger: ”Hvis du ser nogen iklædt sort eller rødt, så siger du ingenting, og du ser dem ikke i øjnene, med mindre du kan få dig selv til at smile. Okay?”

   ”Okay,” siger jeg.

   Vi går indenfor en efter en.

   Jo mindre opmærksomhed, jo bedre, husker jeg at høre Curtis sige.

   Alex går ind, før jeg gør. Hun har ikke set på mig siden i går. Det er også ligegyldigt. Jeg bør koncentrere mig, mit liv står på spil. I princippet går jeg rundt med hele Ravnen i min baglomme, og jeg vil ikke rafle om deres liv. Så jeg synker en klump og holder mig til planen ved at gå indenfor.

   Jeg finder hurtigt mine ting. Det er ikke svært. Dåsetomater, sæbe, ris, toiletpapir, chokolade, kylling på pose, agurker. Jeg smider det hele ned i min metalvogn og prøver at skjule faktummet, at jeg sveder. Den prikker bedragerisk ned af min rygsøjle.

   Noget kontrollerer min puls og formindsker dens tal, da jeg triller frem til kassen. Sveden stopper med at løbe.

   Jeg ser ikke op fra mine varer, men jeg ser ham alligevel: Curtis på vej ud af butikken med store plasticposer i knyttede hvide næver. Tomt ansigt og skuldre som er afslappede men ikke-afslappede.

   Jeg kan ikke lade være. Jeg ser bag mig, og der står Alex længere tilbage i køen med sine varer. Hun tapper foden mod gulvet, lader som om hun er utålmodig. Forsvinder langsomt ind i mængden af al det normale.

   Tim står bag hende. Han ser på hende og på mig og på ingenting. 

   Mine varer bipper hen over båndet. Jeg pakker dem ned i plasticposerne og vender mig mod manden, der siger, det bliver 89 pund. Jeg spiller pludselig skuespil og siger, at priserne virkelig er for dyre. Manden smiler og siger noget, jeg ikke rigtig hører, men jeg ler alligevel. Det virker han glad for, og han rækker mig mine byttepenge. Jeg smiler og vinker på vej væk med mine to lange plasticposer i hænderne.

   Jeg går langsomt og lytter til kasseassistentens beroligende stemme, da han fortæller nogen, at de ikke har nok penge på hånden til at betale deres totale løb.

   ”De mangler 3 pund, frøken, det er alt.”

   Jeg vender mig om så diskret, jeg kan, og mit hjerte slår nært et slag over, for selvfølgelig er det hende, selvfølgelig er det Alex der står foran kassen og ikke kan betale.

   ”Du kan altid bruge dit kort,” siger manden. Venligt, han smiler en smule. ”Hvis bare du viser mig noget ID, så fungerer det helt fint.”

   Alex trækker en pung frem fra sin jakke. Hun ser i den, kigger på det kreditkort, jeg ved hun gemmer dér, men det nytter ikke noget. Jeg ved også, at pungen ikke er hendes, og at ID’et med billedet ikke afspejler hendes ansigt.

   Nu ser jeg op, men det er på grænsen til at være for sent. I den anden ende af butikken ser jeg en høj mand i rød overfrakke og bukser kommende gående mod kassen. Jeg slikker mig febrilsk om læberne, ser tilbage mod Tim i køen. Hans ansigt er blankt set bort fra øjnene, der udtrykker den samme frygt som mine.

   Det er Alex’ læbe, der skælver, der får mig til at blinke og vende snuden tilbage mod kassen, jeg kom fra.

   ”Undskyld, nu forstyrrer jeg sikkert, men jeg fik aldrig min bon,” siger jeg.

   Han ser kort på mig, men samler så det tynde stykke papir op fra skraldespanden og giver det til mig. I det øjeblik jeg griber fat om bonnen, vælger jeg også ikke at gribe fat om den. Jeg lader den falde til gulvet, hvor jeg bøjer mig ned for at samle den op. Idet jeg rejser mig op, lader jeg min frie hånd glide ind i Alex’ jakkelomme med mine byttepenge. Forhåbentlig uset. Hendes krop føles varm gennem det uldne materiale.

   Jeg forlader butikken for at finde Curtis udenfor.

   Mit adamsæble hopper stadig i min hals.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...